Announcing: BahaiPrayers.net

VERDENSENHED
1. Målet

En forening af hele menneskeheden er kendetegnet på det stadium, som det menneskelige samfund nu nærmer sig. Enhed af familie, stamme, bystat og nation er i tidens løb blevet iværksat og fuldt etableret. Verdens enhed er det mål, mod hvilket en forpint menneskehed stræber. Opbygning af nationer har nået sin afslutning. Det iboende anarki i staters suverænitet, bevæger sig mod sit klimaks. En verden, der nærmer sig modenhed, må opgive denne fetich, erkende enheden og helheden i menneskets slægtskab og en gang for alle oprette det system, som bedst kan legemliggøre dette fundamentale princip for sin eksistens.

"Et nyt liv", erklærer Bahá'u'lláh, "rører sig i denne tidsalder i alle jordens folkeslag, og dog har ingen opdaget dets årsag eller fattet dets bevæggrund." "O I menneskebørn", tiltaler Han således sin generation, "det fundamentale formål, der besjæler Guds tro og Hans religion, er at sikre menneskeslægtens interesser og fremme dens enhed... Dette er den lige vej, det faste og urokkelige fundament. Uanset hvad der er bygget på dette fundament, kan verdens forandringer og tilfældigheder aldrig svække dets styrke, ej heller kan utallige århundreders omvæltninger undergrave dets struktur." "Menneskehedens velvære, dens fred og tryghed kan ikke opnås medmindre dens enhed er fast etableret." "Så mægtig er enhedens lys," er yderligere Hans vidnesbyrd, "at det kan oplyse hele jorden. Den ene sande Gud, Han, der kender alle ting, bevidner selv sandheden i disse ord... Dette formål overgår alle andre formål, og dette håb er kongen over alle håb". "Han, der er jeres Herre, Den Albarmhjertige," har Han også skrevet, nærer i sit hjerte det ønske, at se hele menneskeslægten som én sjæl og ét legeme. Skynd jer at vinde jeres andel af Guds nåde og barmhjertighed på denne dag, der fordunkler alle andre skabte dage."

Menneskeslægtens enhed, som det forudses af Bahá'u'lláh, forudsætter oprettelse af et verdenssamfund, hvori alle nationer, racer, religioner og klasser er tæt og varigt forenet, og hvori selvstyre for dets medlemslande og personlig frihed og initiativ for de individer, hvoraf de består, er definitivt og fuldstændigt sikret. Dette verdenssamfund må, så vidt vi kan forestille os, hvile på en universel lovgivningsmagt, hvis medlemmer - som hele menneskehedens betroede - i sidste ende har kontrol over alle de enkelte nationers fulde ressourcer, og som skal vedtage de love, der vil være påkrævet for at regulere livsvilkårene, tilfredsstille behovene for og bringe de indbyrdes forhold i balance mellem alle racer og folkeslag. En universel udøvende magt, støttet af en international styrke, skal udføre de trufne beslutninger og bringe de love i anvendelse, der er vedtaget af den globale lovgivningsmagt samt sikre den organiske enhed i hele verdenssamfundet. Et verdenstribunal skal domfælde og afgive sin bindende og endelige kendelse i alle tvistigheder, der kunne opstå mellem de forskellige elementer, der udgør dette universelle system. Et system for almen mellemfolkelig kommunikation, som omfatter hele jordkloden, uafhængigt af nationale hindringer og begrænsninger, vil blive opfundet, og det vil fungere med vidunderlig fart og fuldkommen regelmæssighed. En verdenshovedstad vil fungere som nervecenter for en verdenscivilisation i hvis brændpunkt livets forenende kræfter vil mødes, og hvorfra dens energiske indflydelse vil stråle. Et verdenssprog vil enten blive opfundet eller valgt ud fra de eksisterende sprog, og der vil blive undervist i dette sprog i alle de føderale staters skoler som et hjælpesprog ved siden af modersmålet. Et universelt skriftsprog, en verdenslitteratur, en universel møntfod, fælles mål og vægt vil forenkle og lette samkvem og forståelse mellem menneskehedens nationer og racer. I dette verdenssamfund vil videnskab og religion, de to mægtigste kræfter i menneskelivet, blive forsonet og samarbejde og udvikle sig harmonisk. Pressen vil, under dette system, give frit spillerum for tilkendegivelser af menneskehedens forskelligartede synspunkter og meninger men ophøre med at være manipuleret af skadelige egeninteresser, private som offentlige, og blive befriet for indflydelse fra stridende regeringer og folkeslag. Verdens økonomiske ressourcer vil blive organiseret, råvarekilder vil blive udvundet og fuldt udnyttet, markederne vil blive koordineret og udviklet, distribution af produkter vil blive retfærdigt reguleret.

National kappestrid og intriger vil ophøre, og racehad og fordomme vil blive erstattet af venskab, forståelse og samarbejde mellem racerne. Årsagerne til religiøse stridigheder vil blive fjernet for bestandig, økonomiske barrierer og restriktioner vil blive totalt afskaffet og den overdrevne kløft mellem klasserne vil blive udslettet. Armod på den ene side og urimelig ophobning af ejendom på den anden vil forsvinde. Den enorme energi, der ødsles og spildes på krig, økonomisk som politisk, vil blive viet til formål, som vil udvide grænserne for menneskelige opfindelser og teknisk udvikling, til at forøge menneskehedens produktivitet, til udryddelse af sygdomme, til udvidelse af videnskabelig forskning, til at hæve standarden for fysisk sundhed, til skærpelse og forædling af den menneskelige hjerne, til udnyttelse af jordklodens ubrugte og ukendte resurser, til forlængelse af menneskers liv, og til fremme af alle midler, der kan stimulere det intellektuelle, det moralske og åndelige liv for hele menneskeslægten.

Et verdensforbundssystem, der behersker hele jorden og udøver ubestridelig autoritet over dens umådelige ressourcer, der forener og legemliggør idealerne fra både øst og vest, der er befriet for krigens forbandelse og elendighed og rettet mod udnyttelse af alle de tilgængelige energikilder på jordens overflade - et system, i hvilket Magten er blevet gjort til Retfærdighedens tjener, hvis eksistens opretholdes af dets universelle anerkendelse af én Gud og ved dets loyalitet mod en fælles åbenbaring - det er det mål, mod hvilket menneskeheden, drevet frem af livets forenende kræfter, bevæger sig.

"En af de store begivenheder, der vil finde sted på dagen for åbenbaringen af Den uforlignelige Gren, er at Guds banner vil blive rejst blandt alle nationer", bekræfter 'Abdu'l-Bahá, "det vil sige at alle nationer og stammer vil blive samlet under skyggen af dette guddommelige banner, der er selve Den hellige Gren, og vil blive til én nation. Modsætningen mellem trossamfund og religioner, fjendskab mellem racer og folkeslag og den nationale uenighed vil blive udryddet. Alle mennesker vil tilhøre én religion, én tro, én race og et enkelt folk, og alle skal bo i det samme fædreland, som er jordkloden."

Han har endvidere forklaret: "Nu har den guddommelige krafts hånd lagt det faste fundament til den højeste nåde og denne vidunderlige gave i tilværelsens verden. Hvad der end ligger skjult i den inderste kerne af denne hellige cyklus, vil gradvist komme til syne og blive åbenbaret, for dette øjeblik er blot begyndelsen på dens vækst og daggryet for åbenbarelsen af dens tegn. Inden afslutningen af dette århundrede og denne tidsalder vil det blive klart og tydeligt, hvor forunderlig dette vårbrud var, og hvor himmelsk denne gave."

Ikke mindre betydende er det syn Esajas, den største af de jødiske profeter, havde så langt tilbage i tiden som to tusinde og fem hundrede år, hvori Han spåede om den skæbne, som menneskeheden på dette stadium af sin modenhed skulle opnå: "Da dømmer Han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer... Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem af Hans rod... Voldsmanden slår Han med mundens ris, gudløse dræber Han med læbernes ånde. Og retfærd er bæltet, Han har om sin lænd, trofasthed hofternes bælte. Og ulven skal gå hos lammet, panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen ... den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af Herrens kundskab, som vandene dækker havets bund."

Johannes evangeliets ophav, som bebudede den tusindårige herlighed, som en udfriet og jublende menneskehed skal opleve, har på lignende vis båret vidnesbyrd: "Og jeg så en ny himmel og en ny jord; thi den første himmel og den første jord var forsvundet, og havet var ikke mere. Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himmelen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: 'Se, nu er Guds bolig hos menneskene, og Han skal bo hos dem, og de skal være Hans folk, og Gud skal selv være hos dem, og Han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal mere være; thi det, som var før, er nu forsvundet."

Hvem kan betvivle, at denne fuldbyrdelse - menneskeslægtens voksenalder - igen skal markere indvarslingen af en verdenscivilisation, som ingen dødelig nogensinde har set eller nogen menneskelig hjerne undfanget? Hvem kan forestille sig den ophøjede standard, som denne civilisation, efterhånden som den udfolder sig, kan opnå? Hvem kan måle til hvilke højder menneskets intelligens, befriet fra sine lænker, vil hæve sig? Hvem kan forestille sig de områder, som menneskets ånd, levendegjort af udstrømningen fra Bahá'u'lláhs lys, der skinner i sin herligheds fylde, vil opdage?

Hvilken mere passende konklusion på dette tema er disse ord af Bahá'u'lláh, skrevet i forventningen om Hans religions gyldne tid - den tid da jordens overflade skal afspejle Abhá Paradisets usigelige herlighed fra pol til pol: "Dette er den dag, hvor intet andet ses end pragten fra det lys, der skinner fra din Herres ansigt, Den Gavmilde, Den Nåderige. Sandelig, Vi er årsag til at enhver sjæl er udåndet ved vort uimodståelige og alt-betvingende herredømme. Vi har derefter kaldt en ny skabelse til live som tegn på vor nåde mod menneskene. Jeg er, i sandhed, Den Alnådige, Den ældgamle af Dage. Dette er den dag, hvor den usete verden råber: 'Stor er din velsignelse, o jord, for du er blevet gjort til Guds fodskammel og valgt som sæde for Hans mægtige trone!' Herlighedens rige udbryder: 'Gid jeg kunne ofre mit liv for dig, for Ham, der er Den Alnådiges elskede, har fæstet sit herredømme på dig, ved sit navns kraft, som alting har fået løfte om, i fortiden såvel som i fremtiden."

2. Menneskehedens enhed
Enhed i mangfoldighed

Der skal ikke herske nogen tvivl om det livgivende formål med Bahá'u'lláhs verdensomspændende lov. Langt fra at tilstræbe undergravning af de bestående samfundsfundamenter, søger den at gøre samfundets grundlag bredere og omdanne dets institutioner på en måde, der stemmer overens med en stadig skiftende verdens behov. Den kan ikke være i strid med noget legitimt tilhørsforhold og kan heller ikke undergrave nogen loyalitet eller troskab, der har betydning for menneskene. Dens formål er hverken at kvæle en sund og forstandig fædrelandskærlighed i menneskenes hjerter eller at afskaffe det nationale selvstyre, der er så væsentlig, hvis de med en overdreven centralisering forbundne onder skal undgås. Den ser ikke bort fra og gør intet forsøg på at undertrykke de bestående forskelle i etnisk oprindelse, i klima, historie, sprog og tradition, tankegang og vaner, der adskiller verdens folkeslag og nationer. Den opfordrer til en mere omfattende loyalitet, en større idealisme end nogen, som før har besjælet menneskeslægten. Den fastholder nødvendigheden af, at nationale impulser og interesser underordnes de uafviselige krav, som en forenet verden må stille. Den afviser på den ene side overdreven centralisering og tager på den anden side afstand fra alle forsøg på at skabe ensformighed. Dens løsen er enhed i mangfoldighed som 'Abdu'l-Bahá selv har forklaret det:

"Se på blomsterne i en have. Selv om de er forskellig af art, form og vækst, så forøges charmen i denne forskellighed, som bidrager til deres skønhed, al den stund de forfriskes af vand fra samme kilde, oplives af briser fra samme vind og styrkes af stråler fra samme sol. Hvor ville det være trist for øjet, om alle blomster og planter, blade og blomsterranker, frugter, grene og træer i haven havde samme form og farve. Forskel i farver, form og vækst beriger og forskønner haven og højner virkningen deraf. Ligeledes vil skønheden og herligheden i menneskets fuldkommenhed blive åbenbar og synlig, når forskellige afskygninger af tanke, temperament og væsen bringes sammen under en central magts kraft og indflydelse. Intet andet end den himmelske kraft i Guds Ord, som behersker og overgår altings virkelighed, kan harmonisere de forskellige tanker, følelser, ideer og overbevisninger hos menneskenes børn."

Bahá'u'lláhs opfordring er først og fremmest rettet imod alle former for provinsialisme, alle former for snæversyn og fordomme. Dersom længe dyrkede idealer og hævdvundne institutioner, dersom visse sociale konventioner og religiøse ritualer er ophørt med at virke til gavn for mennesker i almindelighed, dersom de ikke længere tilgodeser behovene hos en menneskehed i fortsat udvikling, bør de kasseres og forvises til de forældede og glemte doktriners skyggeverden. Hvorfor skulle disse teorier i en verden, der er undergivet forandringens og forfaldets uforanderlige lov - være undtaget den nedslidning og kvalitetsforringelse, der nødvendigvis må indhente enhver menneskelig institution? Juridiske standarder og politiske og økonomiske teorier er nemlig alene beregnet på at sikre menneskehedens interesser som helhed og ikke på at korsfæste menneskeheden til ære for en særlig lovs eller doktrins bevarelse.

Enhedens princip

Der skal ikke herske nogen misforståelse. Princippet om menneskehedens enhed - den akse, hvorom alle Bahá'u'lláhs læresætninger drejer sig - er ikke et blot udbrud af enfoldig følelsesfuldhed eller et udtryk for vage og fromme forhåbninger. Dets appel skal ikke blot betragtes som led i en genvækkelse af broderskabs ånd og velvilje blandt mennesker, ej heller sigter det udelukkende mod at skabe et harmonisk samarbejde mellem enkelte folkeslag og nationer. Dets implikationer er dybere, dets krav større end noget krav, tidligere tiders profeter havde lov til at fremsætte. Dets budskab er ikke blot anvendeligt for den enkelte, men handler først og fremmest om karakteren af de essentielle relationer, som nødvendigvis forbinder alle stater og nationer som medlemmer af en menneskelig familie. Det giver ikke blot udtryk for et ideal, men er uadskilleligt forbundet med en institution, der på ret vis kan legemliggøre dets sandhed, bevise dets gyldighed og forevige dets indflydelse. Det indebærer en organisk forandring i det nuværende samfunds struktur, en forandring, som verden endnu aldrig har oplevet. Det er en udfordring, på en gang dristig og universel, til forældede doktriner i nationale bekendelser -bekendelser, som har haft deres tid og som, i det almindelige begivenhedsforløb, formet og behersket af forsynet, må vige for et nyt evangelium, der er fundamentalt forskelligt fra og som står uendeligt højere end noget, verden endnu har forestillet sig. Det kræver intet mindre end en rekonstruktion og demilitarisering af hele den civiliserede verden - en verden, der er organisk forenet i alle de væsentlige aspekter af sit liv, sit politiske system, sit åndelige ideal, sin handel og sit finansvæsen, sit skrift- og talesprog, men samtidig giver plads for den uendelige mængde af forskelligheder i forbundsenhedernes nationale særpræg.

Det repræsenterer fuldbyrdelsen af menneskelig evolution - en evolution, som havde sin første begyndelse i familielivets fødsel, sin følgende udvikling i oprettelsen af stammesammenhold, som igen førte til dannelsen af bystaten og senere udvidedes til grundlæggelsen af uafhængige og suveræne stater.

Princippet om menneskehedens enhed indebærer, som forkyndt af Bahá'u'lláh, hverken mere eller mindre end en højtidelig påstand om at opnåelse af dette sidste stadium i denne vældige udvikling ikke blot er nødvendig, men uundgåelig, at dens virkeliggørelse nærmer sig hastigt, og at intet mindre end en kraft, født af Gud, vil være i stand til at oprette den.

KONGER OG RELIGIØSE LEDERE
1. Enevældige herskere

Det bør ikke glemmes, at det var jordens konger og verdens gejstlige ledere, der frem for alle andre grupper blev gjort til direkte modtagere af det budskab, som blev proklameret af både Báb og Bahá'u'lláh. Det var dem, der med velberåd hu rettedes henvendelse til i utallige historiske epistler, hvori de blev opfordret til at besvare Guds kalden, og det var til dem appellerne, formaningerne og advarslerne fra Hans forfulgte budbringere var stilet i et klart og utvetydigt sprog. Det var dem, der, da troen var opstået og dens mission proklameret stadig for størstedelens vedkommende, udøvede ubestridelig og absolut civil og gejstlig autoritet over deres undersåtter og tilhængere. Det var dem, der, uanset om de solede sig i en kongeværdigheds pomp og pragt, der endnu ikke var rigtigt indskrænket af konstitutionelle begrænsninger, eller forskanset i en tilsyneladende urørlig gejstlig magts fæstning, havde påtaget sig det endelige ansvar for den uret, som blev påført dem, hvis umiddelbare skæbne, de kontrollerede. Det vil ikke være nogen overdrivelse at sige, at enevælde på den ene side og fuldstændig underkastelse under gejstlige hierarkier på den anden i de fleste lande på de europæiske og asiatiske kontinenter stadig var de fremherskende træk i massernes politiske og religiøse liv. Dominerede og undertrykte var de berøvet den nødvendige frihed, der ville sætte dem i stand til, enten at vurdere det tilbudte budskabs påstande og fortjenester eller uden forbehold tage imod dets sandhed.

Det er således intet under, at Bahá'í religionens ophav, og i mindre grad dens herold, retter deres budskabers fulde styrke mod verdens stærkeste regenter og religiøse ledere og gør dem til modtagere af nogle af deres mest storslåede epistler og indbyder dem i et på én gang klart og insisterende sprog til at agte på deres kalden. Intet under de gør sig umage for at åbne deres øjne for deres respektive åbenbaringer og omhyggeligt gør rede for deres ulykker og lidelser. Intet under de understreger det dyrebare i de muligheder, som det var i deres magt som regenter og ledere at gribe, intet under de i ildevarslende toner varskor dem om det tunge ansvar, som en afvisning af Guds budskab ville medføre, og at de, da de bliver afvist og fornægtet, forudsiger de alvorlige konsekvenser, som denne afvisning medfører. Intet under, at Han, der er Kongernes Konge og Guds Stedfortræder på jorden, da Han blev forladt, fordømt og forfulgt, har ytret denne vægtige og betydningsfulde profeti: "Blandt mennesker er magten blevet taget fra to klasser: fra kongerne og de gejstlige."

2. Guds hævn

På dette afgørende tidspunkt føler jeg, at særlig opmærk-somhed bør rettes mod den skæbne, der er overgået konger, ministre og gejstlige, i øst såvel som i vest, som på forskellige stadier i Bahá'u'lláhs mission enten med velberåd hu forfulgte Hans sag eller har forsømt den åbenbare pligt, det var, at reagere på Hans opfordring eller at give Ham og Hans budskab den behandling, de fortjente. Idet Han henviser til dem, der altid har rejst sig for at ødelægge eller skade Hans religion har Bahá'u'lláh selv erklæret, at "Gud har ikke lukket øjnene, ej heller vil Han nogensinde lukke dem for undertrykkernes tyranni. Især i denne åbenbaring har Han hjemsøgt hver eneste tyran med sin hævn." Vældigt og forfærdeligt er det syn, der møder vore øjne, når vi skuer udover de vidder, henover hvilke Guds gengældelses vinde siden begyndelsen af Bahá'u'lláhs embede fjernede monarker fra deres trone, udslettede dynastier, udryddede gejstlige hierarkier, berøvede fyrster og ministre deres embeder, fordrev usurpatoren, styrtede tyrannen og straffede de onde og de oprørske.

Konger

Sultán 'Abdu'l-'Aziz, som sammen med Násiri'd-Din-Sháh var ophav til de ulykker, som overvældede Bahá'u'lláh, og som havde ansvaret for de tre dekreter om forvisning mod Profeten, og som i Kitáb-i-Aqdas blev stemplet, som den der sidder på "tyranniets trone", og hvis fald blev profeteret i Lawh-i-Fu'ád, blev afsat efter en paladsrevolution, idømt en fatvá (dvs. fik en dom) af muftien i sin egen hovedstad, blev myrdet fire dage senere (1876) og efterfulgtes af en nevø, som blev erklæret åndssløv. Krigen 1877-78 befriede elleve millioner mennesker fra det tyrkiske åg, Adrianopel blev besat af russiske styrker, emperiet blev opløst efter krigen 1914-18, sultanatet afskaffet, republikken udråbt og et regime, der havde bestået i mere end seks hundrede år var afsluttet.

Den forfængelige og despotiske Násiri'd-Din Sháh, af Bahá-'u'lláh fordømt som "Undertrykkernes Fyrste", om hvem Han havde skrevet, at Han snart ville blive et "skoleeksempel for verden", hvis regime var plettet af Bábs henrettelse og Bahá'u'lláhs fængsling, som ihærdigt havde tilskyndet til Bahá'u'lláhs forvisninger til Konstantinopel, Adrianopel og Akká, i hemmelig forståelse med en ondskabsfuld præstelig orden havde svoret at kvæle troen i dens vugge, - denne mand blev på dramatisk vis myrdet i helligdommen Sháh 'Abdu'l-'Azím aftenen før sit jubilæum, som, idet det indledte en ny tid, skulle have været fejret med den mest kunstfærdige pragt og skulle være gået ind i historien som den største dag i den persiske nations historie. Han hus' lykke gik derefter støt tilbage og førte til slut gennem den udsvævende og uansvarlige Ahmad Sháhs skandaløse embedsmisbrug til Qájár dynastiets fald og forsvinden.

Napoleon den 3., sin tids førende monark i vesten, overmåde ærgærrig, umådelig stolt, listig og overfladisk, som efter forlydende foragteligt havde kastet det skrift, som Bahá'u'lláh sendte til ham, fra sig, som blev vejet af Ham og fundet for let, og hvis fald var udtrykkeligt forudsagt i et efterfølgende skrift, led et forsmædeligt nederlag i slaget ved Sedan (1870), hvilket var den største militære kapitulation i moderne historie, mistede sit rige og tilbragte sine sidste år i eksil. Hans forhåbninger blev fuldstændig tilintetgjort, Hans eneste søn, den kejserlige prins, blev dræbt i zulukrigen; det imperium, Han havde pralet så meget af, faldt sammen, efterfulgt af en borgerkrig, der var mere blodig end den fransk-tyske krig, og Vilhelm den 1., den preussiske konge, blev hyldet som kejser for det forenede Tyskland i slottet i Versailles.

Vilhelm den 1., den sejrsberuste, Napoleon den 3.'s nyligt tiljublede sejrherre, som blev formanet i Kitáb-i-Aqdas og påbudt at tænke over den skæbne, der var overgået "den, hvis magt overgik" hans egen, som i samme bog blev advaret om at "Berlins klager" ville høres, og at Rhinens bredder ville blive dækket med "levret blod", overlevede to mordforsøg og blev efterfulgt på tronen af en søn, der døde af en uhelbredelig sygdom tre måneder efter sin tronbestigelse, hvorefter tronen arvedes af den arrogante, den stædige og kortsynede Vilhelm den 2. Den nye monarks stolthed fremskyndede hans fald. Revolution, hurtig og pludselig, brød ud i hans hovedstad, kommunismen løftede hovedet i flere byer, de tyske staters fyrster abdicerede, og han selv, idet han flygtede i vanære til Holland, blev tvunget til at opgive retten til tronen. Weimar-forfatningen forseglede skæbnen for det kejserrige, hvis fødsel var blevet så højlydt proklameret af hans bedstefader, og betingelserne i en knugende hård traktat fremkaldte "de klager", som et halvt århundrede tidligere ildevarslende var blevet profeteret.

Den vilkårlige og ubøjelige Frantz Josef, Østrigs kejser og Ungarns konge, som i Kitáb-i-Aqdas blev voldsomt bebrejdet for at have forsømt sin pligt til at erkyndige sig om Bahá'u'lláh under sin pilgrimsfærd til Det hellige Land, var så opslugt af ulykker og tragedier, at Hans regeringtid kom til at blive betragtet som værende uden sidestykke med hensyn til de ulykker, som den bragte over nationen. Hans broder, Maximilian, blev slået ihjel i Mexiko, kronprins Rudolf omkom under vanærende omstændigheder, kejserinden blev snigmyrdet, ærkehertug Frantz Ferdinand og Hans hustru myrdet i Sarajevo; det "vakkelvorne kejserrige" opløstes og deltes, og en krympet republik oprettedes på ruinerne of et forsvundet helligt romersk kejserrige - en republik, som efter en kort og usikker eksistens, blev udslettet af det politiske landkort.

Nikolajevitj Alexander den 2., den almægtige russiske zar, som i et skrift henvendt til ham ved navns nævnelse tre gange var blevet advaret af Bahá'u'lláh, var blev påbudt at "kalde nationerne til Gud" og var blevet advaret om ikke at lade sin herskermagt hindre ham i at erkende "Den højeste Hersker", overlevede adskillige attentater og døde til sidst for morderhånd. En hård undertrykkelsespolitik, som Han selv indførte, og som blev fortsat af hans efterfølger, Alexander den 3., beredte vejen for en revolution, som i Nikolaj den 2.'s regeringstid skyllede zarriget bort på en bølge af blod, bragte i sit kølvand krig, sult og sygdom, og indsatte et militant proletariat, som nedslagtede adelen, forfulgte præsteskabet, drev de intellektuelle bort, forskød statsreligionen, henrettede zaren, hans hustru og hans familie og udslettede dynastiet Romanoff.

Pave Pius den 9., ubestridt overhoved for den mægtigste kristne kirke, som i en epistel fra Bahá'u'lláh var blevet beordret til at overlade sine "paladser til dem, der tragter efter dem", at "sælge alle de udsmykkede ornamenter", han ejer, at "give dem ud på Guds sti", og haste "riget" i møde, blev under fortvivlende omstændigheder tvunget til at overgive sig til kong Viktor Emmanuels belejrende styrker og finde sig i at afstå fra pavestaterne og endog Rom. Tabet af "Den evige Stad", over hvilken paveflaget i et tusinde år havde vajet såvel som ydmygelsen af de religiøse ordener under hans myndighed, føjede åndelig kval til hans fysiske sygdomme og forbitrede de sidste år af hans liv. Den formelle anerkendelse af det italienske kongerige, der efterfølgende blev aftvunget en af hans efterfølgere i Vatikanet, bekræftede det faktiske ophør af pavens verdslige magt.

De religiøse hierarkier

Men den hastige opløsning af det osmanniske, det napoleonske, det tyske, det østrigske og det russiske rige, Qájár-dynastiets hedengang og det faktiske ophør af den katolske paves verdslige magt ender ikke historien om de katastrofer, der overgik verdens monarkier ved deres ligegyldighed over for de advarsler Bahá'u'lláh giver, i åbnings-passagerne af Hans Suriy-i-Muluk. Omdannelsen af det portugisiske og det spanske såvel som det kinesiske imperium til republikker, de mærkelige skæbner der i nyere tid er overgået herskerne i Holland, Norge, Grækenland, Jugoslavien og Albanien, som nu lever i eksil , kongernes faktiske frasigelse af myndighed i Danmark, Belgien, Bulgarien, Rumænien og Italien, den ængstelse, hvormed deres medherskere nu må betragte de krampetrækninger, der har angrebet så mange troner, den skam og de voldelige handlinger, som i nogle tilfælde har formørket visse monarkers regeringsannaler i både øst og vest, og i nyere tid den pludselige ulykke, der overgik grundlæggeren af det nyligt etablerede dynasti i Persien - disse er yderligere eksempler på den "guddommelige straf", som Bahá'u'lláh forudså i denne udødelige Surih, og viser den guddommelige realitet i den anklage Han fremsatte mod jordens regenter i sin Helligste Bog.

Ikke mindre fængslende har udslukkelsen af den altgennem-trængende indflydelse været, som blev udøvet af de muslimske gejst-lige ledere, både hos sunnierne og shiaherne, i de to lande, hvor islams mægtigste institutioner var blevet rejst, og som er direkte forbundet med de prøvelser, der overvældede Báb og Bahá'u'lláh.

Kaliffen, den selvbestaltede stedfortræder for islams profet, også kendt som "De troendes behersker", beskytteren af de hellige byer Mekka og Medina, hvis åndelige myndighedsområde omfattede mere end to hundrede millioner muhamedanere, blev ved sultanatets ophævelse afklædt sin timelige autoritet, som indtil da var blevet betragtet som uadskillelig fra hans høje embede. Kaliffen selv var, efter i en kort periode at have indtaget en unormal og usikker stilling flygtet til Europa; kalifatet, som var den mest ophøjede og magtfulde institution i islam blev ophævet uden nogen form for rådslagning med noget samfund i sunniverdenen; enheden i den mægtigste gren af islam, blev derved knust; en formel, en fuldstændig og permanent adskillelse af den tyrkiske stat fra sunnismen blev proklameret; den kanoniske shari'ah-lov blev annuleret; de gejstlige institutioner blev frataget deres ejendom, en borgerlig lovsamling forkyndt, religiøse ordener undertrykt, sunnihierarkiet opløst, det arabiske tungemål, profetens sprog, forfaldt, og dets skrift blev fortrængt af det latinske alfabet, Koranen selv blev oversat til tyrkisk. Konstantinopel, "Islams Hvælving" sank ned til at være en provinsby, og dens uforlignelige juvel, Sofiamoskeen, blev omdannet til et museum - alt dette en række fornedrelser, som genkalder den skæbne som i det første århundrede af den kristne æra ramte det jødiske folk, Jerusalem, Salomons tempel, Det Allerhelligste, og et gejstligt hierarki, hvis medlemmer var Jesu Kristi religions svorne fjender.

En lignende krampetrækning rystede hele præsteordenens fundament i Persien skønt, dens formelle adskillelse fra den persiske stat endnu ikke er proklameret. En "kirkestat" der var rodfæstet i nationens liv, og som havde udstrakt sine forgreninger til alle områder af dette lands liv, brød rent faktisk sammen. En religiøs orden, der var shiismens klippegrund i landet, blev lammet og faldt i miskredit. Dens mujtahid'er, den skjulte imáms yndlingstjenere, blev reduceret til et ubetydeligt antal. Alle dens turbanklædte embedsmænd på nogle få nær, blev hensynsløst tvunget til at udskifte deres traditionelle hovedbeklædning og dragter med de europæiske klæder, som de selv havde bandlyst. Den pomp og pragt, der havde understreget deres ceremonier, forsvandt, deres fatvá'er (domme) blev annuleret, deres ejendomme blev overgivet til en civiladministration, deres moskeer og seminarier blev forladt, asylretten, tilstedt deres helligdomme, anerkendtes ikke længere, deres religiøse skuespil blev forbudt, deres takyih'er blev lukket, og endog deres pilgrimsfærd til Najaf og Karbilá blev modvirket og begrænsedes. Den aftagende brug af sløret, anerkendelsen af kønnenes ligestilling, indførelsen af civilretter, ophævelsen af konkubinatet, nedvurderingen af brugen af det arabiske tungemål, islams og Koranens sprog, og de bestræbelser, der blev gjort, for at adskille det fra persisk - alt dette forkynder ligeledes fornedrelsen, og varsler den endelige tilintetgørelse af det berygtede slæng, hvis ledere havde vovet at betegne sig som "Den hellige herres Tjenere" (Imám 'Alí), og som så ofte havde modtaget Safavi dynastiets fromme kongers hyldest, og hvis bandlysninger, lige siden Bábs tro var opstået, havde haft hovedansvaret for de strømme af blod, der var blevet udgydt, og hvis handlinger har sværtet både deres religions og deres nations annaler.

En krise, der ganske vist ikke har været så alvorlig som den der rystede de islamiske præsteordener - som var troens forhærdede modstandere - har ligeledes ramt kristendommens gejstlige institutioner, hvis indflydelse, lige siden Bahá'u'lláhs opfordringer blev forkyndt og Hans advarsel lød, tydeligt har mistet kraft, hvis prestige har lidt alvorlig skade, hvis autoritet til stadighed er formindsket, og hvis magt, rettigheder og privilegier i stadig stigende omfang er blevet indskrænket. Den faktiske tilintetgørelse af den katolske paves timelige herredømme, som allerede er blevet omtalt; den bølge af modstand mod kirkevældet, som i sit kølvand bragte adskillelsen mellem den katolske kirke og den franske republik, det organiserede anslag, som en sejrrig kommunistisk stat satte i værk mod den ortodokse kirke i Rusland, og den efterfølgende adskillelse af stat og kirke, konfiskeringen af ejendomme og forfølgelsen af statsreligionen, opløsningen af det østrigsk-ungarske monarki, som skyldte Kirken i Rom sin troskab og kraftigt støttede dens institutioner; den skærsild, som samme kirke måtte gennemgå i Spanien og Mexiko, den bølge af verdsliggørelse, som i øjeblikket opsluger de katolske, de anglikanske og de presbyterianske missioner i lande, der ikke er kristne; de kræfter af aggressiv hedenskab, som angriber de ældgamle forskansninger i de katolske, de græsk-ortodokse og lutheranske kirker i Vest-, i Central- og Østeuropa, på Balkan og i De Baltiske Stater og Skandinavien - disse fremstår som de mest iøjnefaldende udtryk for nedgangen i kristendommens gejstlige lederes lykke, ledere som uden at ænse Bahá'u'lláhs stemme, har placeret sig selv mellem Kristus genkommet i sin Faders herlighed og deres respektive menigheder.

Ej heller kan vi undlade at bemærke den stadig fremad-skridende forværring af den autoritet, som udøves af de gejstlige ledere i de jødiske og zoroastriske religioner, lige siden Bahá'u'lláhs stemme opløftedes for i utvetydige vendinger at forkynde at "Den største Lov" er kommet, at Den urgamle Skønhed "regerer på Davids trone" og at "alt hvad der er forkyndt i bøgerne (zoroastriernes hellige skrifter) er blevet åbenbaret og gjort klart." Tegnene på voksende oprør mod præsteskabets autoritet, den ligegyldighed og mangel på respekt, der vises hævdvundne religiøse skikke, ritualer og ceremonier, de gentagne indfald foretaget af styrkerne i en aggressiv og ofte fjendtlig nationalisme mod områder i gejstlig jurisdiktion, og den almindelige apati, med hvilken især den zoroastriske religions svorne tilhængere betragter disse overgreb - alt dette berettiger yderligere uden skygge af tvivl de advarsler og forudsigelser, som Bahá'u'lláh ytrede i sine historiske henvendelser til verdens gejstlige ledere.

Således er alle de frygtelige beviser på Guds straffende retfærdighed, som har ramt konger og gejstlige i såvel øst som vest, som en direkte konsekvens af enten deres aktive modstand mod Bahá'u'lláhs tro eller deres beklagelige undladelse af at besvare Hans kald, undersøge Hans budskab, afværge Hans lidelser eller give agt på de vidunderlige tegn og gerninger som i hundrede år har ledsaget Hans åbenbarings fødsel og opstigen.

"Magten er blevet taget fra to klasser", er Hans fyndige og klare profetiske ytring, "fra kongerne og de gejstlige." "Dersom I ikke lytter," advarede Han således jordens konger, "til de råd som ..Vi har åbenbaret i dette skrift, vil guddommelig straf ramme jer fra alle retninger... På den dag skal I... erkende jeres egen afmagt." Og igen: "Endskønt I var klare over vore lidelser, gjorde I intet for at standse angriberens hånd." Og yderligere denne anklage: "... Vi... vil have tålmod, som Vi har haft tålmod med det som er overgået Os fra jeres side, o forsamling af konger! "

Idet Han i særlig grad fordømmer verdens gejstlige ledere, skriver Han: "Tyranniets kilde og ophav har været de gejstlige... sandelig, Gud er fri af dem og Vi er ligeledes fri af dem." "Da Vi så nøje efter," bekræfter Han åbenlyst, "opdagede Vi, at Vore fjender for størstedelen er de gejstlige." "O, I de gejstliges forsamling!" siger Han så til dem, "I vil ikke herefter eje nogen magt, idet Vi har taget den fra jer..." "Om I havde troet på Gud, da Han åbenbarede sig," forklarer Han, "ville folket ikke have vendt sig fra Ham, ej heller ville det, som I i dag er vidner til, være overgået Os." Idet Han mere specifikt henviser til de muslimske gejstlige, forsikrer Han: "De rejste sig imod os med en sådan grusomhed, at det har tømt islam for styrke..." "Persiens gejstlige," bekræfter Han, "begik det, som inget folk blandt verdens folkeslag har begået." Og atter: "... Persiens gejstlige har forøvet det... som jøderne ikke forøvede under Åndens (Jesu) åbenbaring." Og endelig disse ildevarslende profetier: "På grund af jer blev folket fornedret og islams banner blev kastet til jorden, og dets mægtige trone blev styrtet." "Inden længe vil alt, hvad I ejer gå til grunde, og jeres herlighed vendes til den værste fornedrelse, og I skal skue straffen, for det I har gjort..." "Inden længe," profeterer Báb selv endnu mere åbenlyst, "Vil Vi, i al sandhed, plage dem, der førte krig mod Husayn (Imám Husayn)... med den værste plage..." Inden længe vil Gud øse sin hævn ud over dem, ved Vor genkomst, og Han har, i al sandhed, beredt en voldsom plage for dem i den verden, der skal komme."

3. Kongeværdighedens stade

Ingen skal imidlertid tage fejl af eller uafvidende forvanske Bahá'u'lláhs formål. Uanset Hans alvorlige fordømmelse af de herskere, der forfulgte ham, og hvor streng bebrejdelsen end er, som Han retter samlet mod dem, der forsømte deres klare pligt til at undersøge sandheden af Hans tro og undlod at lægge bånd på forbryderens hånd, rummer Hans lære ikke noget princip, der på nogen måde kan udlægges som en afvisning endsige en nedvurdering, hvor tilsløret den end måtte være, af kongeværdigheden. Det katastrofale fald, og udryddelserne af de monarkers dynastier og imperier, hvis ulyksalige endeligt Han i særdeleshed forudsagde samt den dalende lykke for Hans egen generations herskere, som Han i almindelighed bebrejde- begge dele en forbigående fase i troens udvikling, bør på ingen måde sammenblandes med denne institutions fremtidige position. Ja, hvis vi dykker ned i skrifterne fra bahá'í-troens grundlægger vil vi ikke kunne undgå at opdage utallige passager, hvor kongeværdighedens princip prises i toner, der ikke kan misfortolkes, prises hvor de retfærdige og retskafne kongers rang og adfærd roses, hvor monarker, som hersker med retfærdighed og endog bekender sig til Hans religion, forudses, og den højtidelige pligt til at rejse sig og sikre bahá'í-herskeres sejr indskærpes. Ud fra de ovenstående ord fra Bahá'u'lláh til jordens konger at konkludere, og ud fra omtalen af de grusomme katastrofer, som er overgået så mange af dem, at slutte at Hans tilhængere enten tilråder eller forventer den endelige udryddelse af kongeværdigheden, ville sandelig være lig med en forvanskning af Hans lære.

Jeg kan højst citere nogle af Bahá'u'lláhs egne vidnesbyrd, og overlade det til læseren at danne sig sin egen mening om urigtigheden i en sådan udledning. I "Epistle to the Son of the Wolf" antyder Han konge-værdighedens sande oprindelse: "Respekt for herskeres rang er guddommeligt forordnet, som det klart bevidnes af Guds udvalgtes og Hans profeter ord. Han som er Ånden (Jesus) - fred være med ham - blev spurgt: 'O Guds Ånd! Er det lovligt at betale skat til Kejseren eller ikke?' Og Han svarede: 'Ja, giv Kejseren, hvad Kejserens er, og giv Gud hvad der er Guds.' Han forbød det ikke. Disse to udsagn er efter indsigtsfulde menneskers bedømmelse én og den samme, for dersom det, der tilhørte Kejseren ikke var kommet fra Gud, ville Han have forbudt det. Og ligeledes i det hellige vers: 'Adlyd Gud og adlyd apostelen, og dem blandt jer, som er udstyret med myndighed.' Ved 'dem der er udstyret med myndighed' menes i første omgang og især imámerne - må Guds velsignelser hvile over dem. De er, sandelig, åbenbarelsen af Guds kraft og Hans myndigheds kildevæld, og Hans videns gemmesteder, og daggry for Hans bud. I anden omgang henviser disse ord til konger og herskere - de gennem hvis retfærdigheds klarhed verdens horisonter lyser stråleklart."

Og atter: "I Pauli brev til romerne står der: 'Enhver skal underordne sig de øvrigheder, Han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud, og de, som findes, er indsat af Gud, så den, som sætter sig op imod øvrigheden, står Guds ordning imod; og de, som står den imod, vil pådrage sig selv dom.' Og videre: 'den er jo Guds tjener, som til straf lader vreden ramme den, der handler ondt.' Han siger, at tilsynekomsten af kongerne og deres majestæt og magt, er af Gud."

Og atter: "En retfærdig konge er Gud nærmere end nogen anden. Om dette vidner Han, der taler i Sit Største Fængsel."

Ligeledes udtaler Bahá'u'lláh i Bishárát (De glade Tidender) at "kongedømmets storhed (er) et af tegnene fra Gud." "Vi ønsker ikke," tilføjer Han, "at verdens lande skal berøves dette."

I Kitáb-i-Aqdas fremsætter Han sit formål og lovpriser den konge, som vil bekende sig til Hans tro: "Ved Guds retfærdighed! Det er ikke vort ønske at lægge hånd på jeres riger. Vor mission er at gribe og eje menneskehjertet. På det er Bahás øjne fæstet. Dette bevidner navnenes rige, om I blot kunne fatte det. Den, der følger sin Herre, vil forsage verden og alt, hvad der er i den. Hvor meget større må så ikke være frigjortheden hos Ham, der indtager et så ophøjet stade!" "Hvor stor er ikke den velsignelse, der venter den konge, som rejser sig for at støtte Min sag i Mit rige, som vil frigøre sig for alt andet end Mig! En sådan konge tælles blandt ledsagerne i den karmoisinfarvede ark - den ark som Gud har beredt for Bahás folk. Alle skal forherlige Hans navn, skal ære Hans stade og bistå ham i at oplåse byerne med Mit navns nøgler, Den Almægtige Beskytter af alle, der bebor de synlige og usynlige riger. En sådan konge er selve menneskehedens øje, det lysende smykke på skabelsens pande, velsignelsernes kildespring for hele verden. Bring som offer jeres væsen, o Bahás folk, ja livet selv, til Hans støtte."

I Lawh-i-Sultán åbenbarer Bahá'u'lláh yderligere betydningen af kongeværdighed: "En retfærdig konge er Guds skygge på jorden. Alle bør søge ly i skyggen Hans retfærdighed og hvile under skærmen af Hans gunst. Dette er ikke en sag, der enten er så særegen eller begrænset i sin rækkevidde, at den kan indskrænkes til den ene eller anden person, al den stund skyggen taler om den, der kaster den. Gud, forherliget være Han sihukommelse, har kaldt sig selv verdenernes Herre, for Han har næret og nærer stadig alle. Forherliget være da Hans nåde, som er gået forud for alt skabt, og Hans barmhjertighed som har overgået verdenerne."

I et af sine skrifter har Bahá'u'lláh ligeledes skrevet: "Den ene sande Gud, ophøjet være Hans herlighed, har givet ledelsen af jorden til kongerne. Ingen har fået ret til at handle på nogen måde, der er i strid med de gennemtænkte anskuelser hos dem der har magten. Det som Han har tiltænkt Sig selv, er menneskehjerternes byer, og til disse er Guds elskede på denne dag nøglerne."

I den følgende passage udtrykker Han dette ønske: "Det er Vor store forhåbning, at en af jordens konger, for Guds skyld, vil rejse sig for dette forurettede, dette undertrykte folks sejr. En sådan konge vil i al evighed blive lovprist og forherliget. Gud har for dette folk forordnet pligten til at hjælpe den, der vil hjælpe dem, at tjene Hans bedste interesser og at vise ham deres varige loyalitet."

I Law-i-Ra'ís forudsiger Han faktisk og kategorisk en sådan konges tilsynekomst: "Inden længe vil Gud fra kongernes række oprejse en, som vil hjælpe Hans elskede. Han, sandelig, omfatter alt. Hans elskedes kærlighed vil Han indgyde i hjerterne. Dette er, sandelig, uigenkaldeligt forordnet af Ham, der er Den Almægtige, Den Godgørende." I Ridvanu'l-Adl, hvori retfærdighedens dyd bliver ophøjet, giver Han en lignende forudsigelse: "Inden længe vil Gud på jorden åbenbare konger, som vil hvile på retfærdighedens leje, og som vil herske over mennesker, som de hersker over sig selv. De er, sandelig, blandt de udvalgte af Mine skabninger i hele skabelsen."

I Kitáb-i-Aqdas forestiller Han sig ophøjelse af en konge til sin fødebys trone "Verdens Moder" og "Lysets Daggry", en konge, der vil blive smykket med de to juveler som er retfærdighed og hengivenhed for Hans religion: "Intet skal bedrøve dig, o Tás Land, for Gud har valgt dig til at være kilden til hele menneskehedens glæde. Han vil, om det er Hans vilje, velsigne din trone med en, der vil herske med retfærdighed, som vil samle Guds flok, som ulvene har spredt. En sådan hersker vil, med fryd og glæde, vende sit ansigt imod og give sin støtte til Bahás folk. Han regnes, sandelig, i Guds øjne for en juvel blandt mennesker. På ham hviler i al evighed Guds herlighed og herligheden i alt, der dvæler i Hans åbenbarings rige."

UNDERVISNING I TROEN
1. Sejrens middel

Ikke ved antallets styrke, ikke ved blot at fremsætte et sæt nye og ædle principper, ikke ved en organiseret undervis-ningskampagne - hvor verdensomfattende og detaljeret i sin karakter den er - ikke engang ved vor tros standhaftighed eller vor begejstrings opdrift kan vi sluttelig håbe på at forsvare Abhá-åbenbaringens fornemste påstand i en kritisk og skeptisk tidsalders øjne. En ting og kun en ting vil usvigeligt og alene sikre denne hellige sags ubetvivlelige sejr, nemlig den udstrækning hvori vort indre liv og vor egen karakter i deres mange aspekter afspejler disse evige princippers herlighed som proklameret af Bahá'u'lláh.

2. Succesens åndelige forudsætninger

Af disse åndelige forudsætninger for succes, som er det grundfjeld hvorpå sikkerheden i alle undervisningsprojekter, tempelprojekter og økonomiske planer i sidste ende skal hvile, fremstår følgende overlegne og vitale, hvilket det amerikanske bahá'í-samfund gør vel i at overveje. Af den udstrækning hvori disse fundamentale forudsætninger bliver imødekommet, og den måde de amerikanske troende opfylder dem på i deres personlige liv, administrative aktiviteter og sociale forhold, skal omfanget af de mangfoldige velsignelser afhænge, som Den Alnådige Besidder kan forunde dem alle. Disse forudsætninger er ingen andre end en udviklet sans for moralsk retskaffenhed i deres sociale og administrative aktiviteter, fuldstændig renlivethed i deres personlige liv og fuldstændig frihed for fordomme i deres adfærd blandt mennesker af anderledes race, klasse, trosretning og farve.

Den første er særlig, men ikke udelukkende, rettet mod deres valgte repræsentanter - lokale regionale såvel som nationale - som i deres kapacitet af beskyttere og medlemmer af Bahá'u'lláhs tros unge institutioner har påtaget sig hovedansvaret for et uangribeligt fundament for det Universelle Retfærdighedens Hus, der, som navnet antyder, vil blive repræsentant for og beskytter af den guddommelige retfærdighed, som alene kan bevare sikkerheden og indføre et styre af lov og orden i en verden forunderligt af lave. Den anden er hovedsagelig og direkte henvendt til de unge bahá'íer, som så afgørende kan bidrage til bahá'í-samfundets virilitet og renhed såvel som være dets drivkraft, og af hvem skal afhænge dets skæbnes fremtidige orientering og den fuldstændige udfoldelse af de potentialer, som Gud har begavet det med. Den tredie bør være den umiddelbare, den almene og den vigtigste bekymring hos alle bahá'í-samfundets medlemmer uanset alder, rang, erfaring, klasse eller farve, da alle uden undtagelse må se dens udfordrende konsekvenser i øjnene, og ingen kan påstå, uanset hvor langt han er nået ad denne vej, fuldstændig at have opfyldt det alvorlige ansvar, som den indskærper.

Retskaffen adfærd

En retskaffen opførsel, en varig fornemmelse for ufravigelig retfærdighed, som ikke er formørket af den demoraliserende indflydelse, som et korruptionsredet politisk liv så slående giver udtryk for; et kysk, rent og helligt liv, uplettet og usløret af den usømmelighed, de laster og falske normer som i sig selv utilstrækkelige moralske regler tolererer, opretholder og fremmer; et broderskab der er befriet for den kræftsvulst af racefordomme, som æder sig ind til den inderste krene af et allerede svækket samfund - disse er de idealer, som de amerikanske troende fra nu af enkeltvis såvel som i samlet flok skal forsøge at fremme både i deres private og offentlige liv, idealer som er de stærkeste fremdrivende kræfter, som mest effektivt kan fremskynde deres institutionerns udvikling, planer og bedrifter, som kan vogte over deres tros ære og integritet, og undertrykke alle hindringer, som måtte konfrontere den i fremtiden.

Denne retskafne adfærd, med hvad den indebærer af retfærdighed, rimelighed, sandfærdighed, ærlighed, retsindighed, pålidelighed og troværdighed skal kendetegne enhver fase i bahá'í-samfundets liv. "Guds ledsagere", har Bahá'u'lláh selv erklæret, "er på denne dag den surdej, der syrner verdens folk. De må opvise en sådan troværdighed, en sådan sandfærdighed og udholdenhed, sådanne handlinger og en sådan karakter, at hele menneskeheden kan nyde godt af deres eksempel." "Jeg sværger ved Ham, der er Det Største Hav!" bekræfter Han atter, 'I selve åndedrættet hos sjæle der er rene og hellige er langtrækkende muligheder skjult. Så store er disse muligheder, at de udøver deres indflydelse på alt skabt.' 'Den er Guds sande tjener," har Han skrevet i en anden passage, "som på denne dag, om han passerede gennem byer af guld og sølv, ikke ville værdige dem et blik, og hvis hjerte ville forblive rent og ubesmittet af alt, hvad der kan ses i denne verden, det være sig goder eller skatte. Jeg sværger ved Sandhedens Sol! En sådan mands åndedræt er forlenet med kraft og hans ord med tiltrækning." "Ved Ham der skinner over hellighedens daggry!" Har Han endnu mere eftertrykkeligt åbenbaret, "Om hele jorden skulle omdannes til guld og sølv, ville intet menneske, som kan siges at være steget op til troens og vishedens himmel, værdige det et blik, endsige gribe det og beholde det. ... De, der dvæler inden for Guds tabernakel og er sat på den evigtvarende herligheds sæde, vil, selv om de er ved at dø af sult, nægte at række deres hænder frem og med urette gribe deres næstes ejendom, hvor ussel og værdiløs han end er. Den ene sande Guds formål med at åbenbare sig er at kalde hele menneskeheden til sandfærdighed og oprigtighed, til fromhed og pålidelighed, til resignation og underkastelse for Guds vilje, til overbærenhed og venlighed, til retskaffenhed og visdom. Hans mål er at klæde hvert menneske i en helgenkarakters kappe, og at smykke ham med hellige og gode gerningers smykke." " Vi har formanet alle Guds elskede," insisterer Han, "om at tage sig i agt for at ikke sømmen af Vor hellige klædning bliver besudlet af ulovlige gerningers smuds eller plettet med en forkastelig adfærds støv." "Klyng jer til retsindighed, o Bahás folk, således tilskynder Han dem, "Dette er sandelig det bud, som Denne Forurettede har givet jer, og det første Han vælger af Sin ubundne vilje til hver af jer." "En god karakter", forklarer Han, "er sandelig Guds bedste klædning til menneskene. Med den smykker Han sine elskedes tindinger. Ved Mit liv! Lyset fra en god karakter overgår solens lys og stråleglans." "En retsindig handling", har Han igen skrevet, "er forlenet med en kraft, som kan løfte støvet op på en måde, at det får det til at flyve hinsides himlenes himmel. Den kan sønderrive ethvert bånd, og er i stand til at genskabe den kraft, der har opbrugt sig selv og er forsvundet ... Vær rene, o Guds folk, vær retsindige, vær retsindige ... Sig: O Guds folk! Det som kan sikre sejren for Ham, der er den evige sandhed, Hans hærskarer og Hans hjælpere på jorden, er nedfældet i de hellige bøger og skrifter og er så klare og åbenlyse som solen. Disse hærskarer er de retskafne gerninger, den adfærd og karakter, som kan godtages i Hans øjne. Om nogen på denne dag rejser sig for at hjælpe Vor sag og til sin assistance hidkalder en prisværdig karakters og en retskaffen adfærds hærskarer, vil indflydelsen fra en sådan handling helt sikkert blive spredt ud over hele verden." "Verdens forbedring," er endnu et udsagn, "kan gennemføres ved rene og gode gerninger, ved en prisværdig og sømmelig adfærd." "Vær rimelig over for jer selv og andre," således vejleder Han dem, "at tegnene på retfærdighed må åbenbares ved jeres handlinger blandt Vore trofaste tjenere." "Rimelighed", har Han også skrevet, "er den mest fundamentale blandt menneskelige dyder. Vurderingen af alle ting må nødvendigvis afhænge deraf." Og igen: "Vær rimelige i jeres dom, I mennesker med forstående hjerter! Den, der er uretfærdig i sin dom, er uden de karaktertræk, der fremhæver menneskets stade." "Forskøn , o folk, jeres tungemål,", formaner Han dem ydermere, "med sandfærdighed og pryd jeres sjæle med ærlighedens ornament. Tag jer i agt, o folk, for at handle forræderisk mod nogen. Vær I Guds betroede blandt Hans skabninger og symbolerne på Hans gavmildhed hos Hans folk! Jeres øjne skal være kyske," er endnu et råd, "jeres hånd trofast, jeres tunge sandfærdig og jeres hjerte oplyst.' ' Vær et smykke for sandhedens åsyn", er endnu en formaning, "en krone på troskabens pande, en søjle i retsindighedens tempel, et livets åndepust for menneskehedens legeme, et tegn på retfærdighedens hærskarer, et strålende lys på dydens horisont." "Sandfærdighed og høflighed skal smykke jer," er endnu en formaning, "lad jer ej berøve overbærenhedens og retfærdighedens klædning, så hellighedens søde vellugte kan viftes fra jeres hjerter på alt skabt. Sig: Tag jer i agt, o Bahás folk, for at vandre ad deres stier, hvis ord adskiller sig fra deres handlinger. Stræb efter at I må blive i stand til for jordens folkeslag at åbenbare Guds tegn og afspejle Hans bud. Jeres handlinger skal være en ledetråd for hele menneskeheden, thi hvad de fleste mennesker, erklærer, det være sig høje som lave, adskiller sig fra deres adfærd. Det er gennem jeres gerninger at I kan skille jer ud fra andre. Ved dem kan jeres skinnende lys spredes over hele jorden. Lykkelig er det menneske, der agter på Mit råd, og overholder de forskrifter, som er foreskrevet af Ham, som er Den Alvidende, Den Alvise.

"O Guds hærskare!" skriver 'Abdu'l-Bahá, "Ved den beskyttelse og hjælp, som tilstås af Den Velsignede Skønhed - måtte mit liv blive et offer for Hans elskede - skal I opføre jer på en sådan vis, at I skiller jer ud og stråler som solen blandt andre sjæle. Om nogen af jer kommer til en by, bør han virke som et tiltrækkende midtpunkt på grund af sin oprigtighed, troskab og kærlighed, sin ærlighed og trofasthed og kærlige omsorg for alle mennesker i verden, så menneskene i den by vil udbryde: 'Dette menneske er uden tvivl bahá'í, for Hans væremåde, Hans opførsel, Hans adfærd, Hans moral, Hans karakter og gemyt afspejler bahá'íernes egenskaber.' "Ikke førend I har opnået dette stade, kan I siges at have været trofaste mod Guds Pagt og Testamente." "Den vigtigste pligt på denne dag", har han yderligere skrevet, "er at rense jeres karakter, rette jeres manerer til og forbedre jeres adfærd. Den Nådiges elskede skal opvise en sådan karakter og adfærd blandt Hans skabninger, at vellugten fra deres hellighed vil spredes over hele verden og oplive de døde, da formålet med Guds manifestation og dæmringen af Den Usynliges utallige lys er at opdrage menneskesjælene og danne hvert levende menneskes karakter .." "Sandfærdighed,' forsikrer han, "er fundamentet for alle menneskelige dyder. Uden sandfærdighed er enhver fremgang og succes i alle Guds verdener umulig for sjælen. Når dette hellige kendetegn er grundfæstet i mennesket, vil også alle de andre guddommelige egenskaber erhverves."

Denne retskafne adfærd skal med stadig stigende styrke give sig til kende i enhver afgørelse, som bahá'í-samfundets repræsentanter, i hvilken egenskab de end befinder sig, måtte kaldes til at træffe. Den skal til stadighed afspejles i alle dets medlemmers forretningsliv, i deres hjemmeliv, i al slags ansættelse og i en hvilken som helst tjeneste de i fremtiden måtte yde deres regering eller folk. Den skal demonstreres i alle bahá'í-vælgeres opførsel, når de udøver deres hellige rettigheder og funktioner. Den skal karakterisere enhver loyal troendes holdning ved ikke at acceptere politiske poster, ikke at identificere sig med politiske partier, ikke at deltage i politiske kontroverser og ikke være medlem af politiske organisationer og kirkelige institutioner. Uanset alder skal den vise sig i alles kompromisløse tilslutning til de klart udtalte og fundamentale principper, som er nedfældet i 'Abdu'l-Bahás taler, og til de love og forordninger, der er åbenbaret af Bahá'u'lláh i Hans Helligste Bog. Den skal vise sig i uvildigheden hos enhver, der forsvarer troen mod dens fjender, i hans retsindighed ved at anerkende ethvert fortrin som denne fjende måtte have og i hans ærlighed ved at overholde enhver forpligtelse han måtte have over for Ham. Den skal betegne det mest lysende smykke i enhver bahá'í-lærers liv, bestræbelser, udfoldelser og ytringer, hvad enten han arbejder hjemme eller udenlands, i undervisningsstyrkens forreste rækker eller indtager en mindre aktiv eller ansvarlig stilling. Den må gøres til adelsmærket for den talmæssigt ringe, men dog intenst dynamiske og yderst ansvarlige gruppe af valgte nationale repræsentanter i ethvert bahá'í-samfund, som er støttepillen og det eneste redskab i ethvert samfund til valg af det universelle hus, hvis navn og titel som forordnet af Bahá'u'lláh symboliserer den retskafne adfærd, som det er dets højeste mission at værne om og håndhæve.

Så stort og grænseoverskridende er dette guddommelige retfær-dighedsprincip - et princip der må betragtes som hædersbevisningen for alle lokale og nationale råd i deres egenskab af forløbere for Det Universelle Retfærdighedens Hus - at Bahá'u'lláh selv underordner sin personlige tilbøjelighed til og sit ønske om den altovervældende styrke i dets krav, og hvad det medfører. "Gud er Mit vidne!", forklarer Han således, "var det ikke imod Guds lov, ville Jeg have kysset hænderne på den, som ville forsøge at myrde mig og ville lade ham arve Mit jordiske gods. Jeg bliver imidlertid holdt tilbage af den bindende lov nedfældet i Bogen og er selv berøvet al verdslig ejendom." "Vid du, i sandhed" forsikrer Han betydningsfuldt, "denne store undertrykkelse , som har ramt verden, forbereder den på Den Største Retfærdigheds komme.' "Sig," bedyrer Han igen, "Han har vist sig med den retfærdighed, hvormed menneskeheden er blevet smykket, og dog sover størstedelen af menneskene." " Menneskers lys er retfærdighed", udtaler Han videre, "sluk det ikke med undertrykkelsens og tyranniets modvinde. Formålet med retfærdighed er tilsynekomsten af enhed blandt mennesker." "Ingen udstråling", erklærer Han, "kan sammenlignes med retfærdighedens. Verdens organisering og menneskehedens tryghed afhænger deraf." "O Guds folk!" udbryder Han, "Det, som opøver verden, er retfærdighed, thi den bæres af to søjler, belønning og straf. Disse to søjler er kilderne til liv i verden." "Retfærdighed og rimelighed,"er endnu en forsikring, "er to vogtere til beskyttelse af mennesket. De er kommet til syne klædt i deres mægtige og hellige navne for at fastholde verden i redelighed og beskytte nationerne." "Vågn op til dåd, o mennesker," er Hans udtrykkelige advarsel, "i forventningen om den guddommelige retfærdigheds dage, thi den lovede stund er nu kommet. Tag jer i agt for at I ikke forsømmer at begribe dens betydning og bliver talt blandt de fejlende." "Den dag nærmer sig," har Han ligeledes skrevet, "hvor de trofaste vil se retfærdighedens dagstjerne skinne i sin fulde glans fra herlighedens daggry." "Den skam, jeg fik at bære," bemærker Han betydningsfuldt, "har afdækket den herlighed, hvormed hele skabelsen var blevet udstyret, og ved de grusomheder, som jeg har udstået, har retfærdighedens dagstjerne åbenbaret sig, og kastet sin glans over mennesker." "Verden," har Han igen skrevet, "befinder sig i stor tummel, og dens folks sind er i en tilstand af fuldstændig forvirring. Vi bønfalder Den Almægtige, om at Han nådigt vil oplyse dem med sin retfærdigheds herlighed, og sætte dem i stand til at opdage det, der vil gavne dem til alle tider og under alle forhold." Og igen: "Der kan ikke herske nogen tvivl overhovedet om, at om retfærdighedens dagstjerne, som tyranniets skyer har skjult, skulle kaste sit lys på mennesker, ville jordens overflade blive ganske omdannet."

"Gud være lovet," udbryder 'Abdu'l-Bahá igen, "Retfærdig-hedens sol er stået op over Bahá'u'lláhs horisont. For i Hans epistler er fundamentet til en sådan retfærdighed blevet nedlagt, hvilket ingen forstand fra skabelsens begyndelse har undfanget.' 'Tilværelsens tronhimmel", har han yderligere forklaret, "hviler på retfærdighedens pæl, og ikke på tilgivelsens, og menneskehedens liv afhænger af retfærdighed, og ikke tilgivelse."

Intet under derfor, at bahá'í-åbenbaringens ophav har valgt at knytte navnet og titlen på dette hus, som skal blive den lysende krone på Hans administrative institutioner, sammen med retfærdighed, og ikke med tilgivelse, at have gjort retfærdighed til det eneste grundlag og det evige fundament for Hans Store Fred og i sine Skjulte Ord at have proklameret den som "det højst elskede af alt" i Sine øjne. Det er til de amerikanske troende i særdeleshed, at jeg føler mig tilskyndet til at rette denne inderlige bøn om i deres hjerte at overveje betydningen af denne moralske retskaffenhed, og med hjerte og sjæl kompromisløst at opretholde både individuelt og kollektivt denne højeste norm, hvoraf retfærdighed er så væsentligt og stærkt et element.

Et kysk og helligt liv

Med hensyn til et kysk og helligt liv bør det betragtes som en ikke mindre væsentlig faktor, som skal bidrage med sin rette andel til at bahá'í-samfundet bliver stærkt og livskraftigt, et samfund hvorpå igen en hvilken som helst bahá'í-plan eller indsats afhænger. I disse dage hvor gudløshedens styrker svækker den moralske støbning, og underminerer fundamentet for den enkeltes moral, må forpligtelsen til kyskhed og hellighed kræve en stadig øget andel af de amerikanske troendes opmærksomhed, både individuelt og som ansvarlige vogtere af Bahá'u'lláhs tros interesser. I opfyldelsen af en sådan forpligtelse, som de særlige omstændigheder, opstået af en umådeholden og udmarvende materialisme, der nu hersker i deres land, specielt fremhæver betydningen af, skal de spille en klar og dominerende rolle. De skal alle, mænd som kvinder, i denne truende stund, hvor gudstroens lys svinder bort og dens indskrænkende indflydelse båndløses ét efter ét, standse op for at se på sig selv, granske deres adfærd og med karakteristisk beslutsomhed rejse sig for at rense deres samfunds liv for spor af moralsk slaphed, som kunne plette en så hellig og dyrebar tros navn eller svække dens integritet.

Et kysk og helligt liv må gøres til det kontrollerende princip i adfærd og opførsel hos alle bahá'íer, både i deres sociale relationer med medlemmerne af deres eget samfund og i deres kontakt med verden iøvrigt. Det må smykke og styrke det utrættelige arbejde og den fortjenstfulde udfoldelse hos dem, hvis misundelsesværdige stilling det er at udbrede budskabet og administrere Bahá'u'lláhs tros anliggender. Det må håndhæves i al sin integritet og indebyrd, i en enhver fase af livet hos dem, der fylder denne tros rækker, hvad enten de er i deres hjem, på rejse, i deres klubber, i deres foreninger, i deres fornøjelser, i deres skoler eller deres universiteter. Det må tildeles særlig betydning i ledelsen af de sociale aktiviteter ved alle Bahá'í - sommerskoler og andre lejligheder hvor bahá'í- samfundsliv organiseres og fremmes. Det må være nøje og kontinuerligt forbundet med de unge bahá'íers opgave, både som et element i Bahá'í samfundslivet og som en faktor i den fremtidige fremgang og orientering hos de unge i deres eget land.

Dette kyske og hellige liv med alt hvad det indebærer af beskedenhed, renhed, afholdenhed, sømmelighed og en ren tankegang, medfører intet mindre end udøvelsen af mådehold i alt hvad der angår, klæder, sprog, fornøjelser samt alle kunstneriske og litterære beskæftigelser. Det kræver daglig årvågenhed i kontrollen af ens kødelige lyster og fordærvede tilbøjeligheder. Det kræver en opgivelse af overfladisk adfærd med den overdrevne hengivenhed for trivielle og ofte falske fornøjelser. Det kræver total afholdenhed fra alle alkoholiske drikke, fra opium og lignende vanedannende rusgifte. Det fordømmer prostitution af kunst og og litteratur, praktisering af nudisme og papirløse ægteskaber, utroskab i ægteskabet og alle former for promiskuitet, af letkøbt fortrolighed og af seksuelle laster. Det tåler ikke noget kompromis med en fordærvet tidsalders teorier, normer, vaner og udsvævelser. Det søger snarere gennem eksemplets dynamiske kraft at vise det skadelige i disse teorier, det falske i disse normer, det hule i disse påstande, det perverse i disse vaner og det gudsbespottelige i disse udsvævelser.

"Ved Guds retfærdighed!" skriver Bahá'u'lláh, 'Verden, med dens forfængeligheder og dens herligheder og hvad den end kan byde på af fornøjelser, er alle i Guds øjne så værdiløse som, ja endog mere foragtelige end jord, støv og aske. Om blot menneskers hjerter kunne fatte det. Rens jer selv grundigt, o Bahás folk, for verdens besudling, og alt hvad der hører den til. Gud selv er Mit vidne! Det jordiske sømmer sig dårligt for jer. Kast det bort til dem der attrår det og fæst jeres øjne på dette højhellige og strålende syn." "O I Mine elskede!" således formaner Han sine tilhængere, "Lad ikke sømmen af Min hellige klædning tilsmudses og tilsøles af denne verdens ting og følg ikke tilsigelserne fra jeres onde og fordærvede begær." Og igen: "O I, Den Ene Sande Guds elskede! Gå forbi jeres onde og fordærvede begærs snævre tilflugtssteder og gå ind i Guds riges storslåede uendelighed og hvil på hellighedens og frigørelsens enge, at vellugten fra jeres handlinger kan lede hele menneskeheden til Guds udødelige herligheds hav." "Let jer," byder Han dem således, "for al fastgjorthed til denne verden og dens tomhed. Tag jer i agt for at nærme jer den, da den vil tilsige jer at vandre efter jeres egne lyster og begærlige attrå og hindre jer i at gå ad den rette og herlige sti." " Sky alle former for ondskab," er Hans bud, "for de er jer forbudt i den bog, som ingen rører undtagen dem, som Gud har renset for hvert anstrøg af skyld og talt blandt de lutrede." "En menneskeslægt," er Hans skrevne løfte, "mageløs af karakter, skal oprejses, som med frigjorthedens ben vil træde under alle i himlen og på jorden og vil kaste hellighedens ærme hen over alt, hvad der er skabt af vand og ler." "Den civilisation," er Hans alvorlige advarsel, "hvoraf kunstens og videnskabens lærde talsmænd så ofte praler, vil, om den drives for vidt, bringe stor ulykke over menneskene ... Hvis den bliver overdrevet, vil civilisationen vise sig som en lige så rig kilde til ondt, som den var til godt, da den blev holdt inden for mådeholdets grænser." "Han har ud af hele verden udvalgt sig sine tjeneres hjerter', forklarer Han, "og gjort hvert af dem til et sæde for åbenbaringen af Hans herlighed. Helliggør dem derfor for enhver tilsmudsning, at det, for hvilket de blev skabt, kan blive prentet i dem. Dette er i sandhed et tegn på Guds nåde." "Sig," proklamerer Han, "den skal ikke tælles blandt Bahás folk, som følger sin jordiske attrå, eller fæster sit hjerte på verdslige ting. Den er Min sande tilhænger, der, hvis han kommer til en dal af purt guld, vil gå lige igennem den, højt hævet som en sky, og hverken ser sig tilbage eller standser. Et sådant menneske er i sandhed af Mig. Fra hans klædning kan den højeste hærskare indånde vellugten af hellighed ... Og hvis han mødte den skønneste og tækkeligste af kvinder, ville han ikke føle sit hjerte forført af den mindste skygge af begær efter hendes skønhed. Sådan et menneske er i sandhed den pletfri kyskheds skabelse. Således byder jer Den Ældgamle af Dages pen, som påbudt af jeres Herre Den Almægtige, Den Alnådige." "De der følger deres lyster og fordærvede tilbøjeligheder," er endnu en advarsel, "har taget fejl og ødslet bort deres kræfter. De er, i sandhed, blandt de fortabte." "Det sømmer sig for Bahás folk," har Han også skrevet, "at dø for verden og alt hvad der er i den, at være så frigjort fra jordiske ting, at paradisets beboere fra deres klædning kan indånde den liflige duft af hellighed ... De der har plettet Guds sags skønne navn ved at følge kødets lyster - de har begået en oplagt fejl!" "Renhed og kyskhed," formaner Han i særdeleshed, "har været og er stadig det største smykke for Guds tjenerinder. Gud er Mit vidne! Klarheden i kyskhedens lys kaster sit skær på åndens verdener, og dens vellugt blæser endog helt til det højeste paradis." "Gud," bekræfter Han igen, "har, sandelig, gjort kyskhed til en krone på Hans tjenerinders hoveder. Stor er velsignelsen for den tjenerinde som er nået frem til dette høje stade." "Vi har, i sandhed, i Vor bog forordnet," er Hans forsikring, "en god og gavmild belønning til den der vender sig bort fra det, der er syndigt, og fører et kysk og gudfrygtigt liv. Han er, i sandhed, Den store Giver, Den Alnådige." "Vi har tålt byrden af alle ulykker," bevidner Han, "for at kunne helliges for al jordisk fordærvelse, og dog er I ligegyldige ...Vi ser, sandelig, jeres handlinger. Hvis Vi fra dem opfatter den liflige duft af renhed og hellighed, vil vi helt sikkert velsigne jer. Så vil paradisets beboere synge jeres pris og forherlige jeres navne blandt dem, der er draget Gud nær."

"Det at drikke vin," skriver 'Abdu'l-Bahá, "er ifølge teksten i Den Helligste Bog forbudt, thi den er årsag til kroniske sygdomme, svækker nerverne og fortærer forstanden." "Drik I, o Guds tjenerinder,' har Bahá'u'lláh selv bekræftet, "den mystiske vin fra Mine ords bæger. Kast da det fra jer, som jeres forstand afskyr, for det er blevet jer forbudt i Hans epistler og skrifter. Tag jer i agt for at bortsjakre den flod der i sandhed er livet for det de renhjertede sjæle finder vederstyggeligt. Bliv I berusede af Guds kærligheds vin og ikke af det der døver jeres sind, o I der tilbeder Ham! Sandelig, det er blevet forbudt for enhver troende,mand som kvinde. Således har Mit buds sol skinnet frem over Min ytrings horisont, at de tjenerinder, der tror på Mig kan blive oplyste."

Det skal imidlertid erindres, at håndhævelsen af en så høj moralsk standard ikke skal forbindes med eller forveksles med nogen form for askese eller overdreven og blind puritanisme. Den standard, der indprentes af Bahá'u'lláh, søger under ingen omstændigheder at nægte nogen deres legitime ret til at drage fuld nytte og fordel af den glæde, fornøjelse og skønhed, som verden til overflod er beriget med af en Alkærlig Skaber. "Om et menneske," forsikrer Bahá'u'lláh os igen, "ønsker at pryde sig med jordens smykker, at bære dens klædning eller tage del af de goder den kan yde, vil der ingen skade ske ham, om han ikke tillader noget at komme mellem ham og Gud, for Gud har forordnet alle gode ting, skabt enten i himlene eller på jorden for de af Hans tjenere, som oprigtigt tror på Ham, Spis I, o mennesker, af de gode ting som Gud har tilladt jer og berøv ikke jer selv Hans forunderlige nåde. Skænk Ham tak og pris og vær af dem der er oprigtigt taknemmelige."

Racefordomme

Med hensyn til racefordomme, hvis ætsning i snart et hundrede år har tæret på støbningen og angrebet det amerikanske samfunds struktur, bør de betragtes som det vigtigste og mest udfordrende emne, der konfronterer bahá'í-samfundet på det nuværende stadium af dets udvikling. De utrættelige anstrengelser som dette emne af overordentlig betydning påkalder, de ofrer det pånøder, den omhu og årvågenhed det kræver, det moralske mod og sjælsstyrken det fordrer, den takt og sympati det nødvendiggør, tilfører dette problem, som de amerikanske troende stadig er langt fra at have løst tilfredsstillende, en presserende betydning, som ikke kan overvurderes. Hvid som sort, høj som lav, ung som gammel, om de for nylig er konverteret til troen eller ej, skal alle, som har identificeret sig med den, hver især i henhold til evner, erfaringer og muligheder, deltage i og yde deres assistance, til den fælles opgave, det er, at opfylde 'Abdu'l-Bahás anvisninger, realisere hans forhåbninger og efterfølge hans eksempel. Ingen af racerne, hverken farvet eller ikke farvet, har ret til eller kan med god samvittighed erklære sig fritaget for denne forpligtelse, at have realiseret disse forhåbninger eller trofast at have fulgt dette eksempel. En lang og tornet sti, besat med faldgruber, skal stadig betrædes både af de hvide og de sorte fortalere for Bahá'u'lláhs forsonende tro. Af den strækning, de tilbagelægger, og måden hvorpå de betræder denne sti, skal, i en grad som få af dem kan forestille sig, afhænge forløbet af den uhåndgribelige indflydelse, som er uundværlig for de amerikanske troendes åndelige sejr og den materielle succes med deres netop igangsatte forehavende.

De skal, frygtløst og beslutsomt, erindre sig 'Abdu'l-Bahás eksempel og adfærd, mens han befandt sig i deres midte. De skal huske hans mod, hans ægte kærlighed, hans tvangfri og jævnbyrdige fællesskab, hans foragt for og utålmodighed med kritik, mildnet af hans takt og visdom. De skal genoplive og bevare erindringen om de uforglemmelige og historiske episoder og lejligheder, ved hvilke han så slående demonstrerede sin skarpe sans for retfærdighed, sin spontane sympati for de underkuede, sin evigt tilstedeværende sans for menneskeslægtens enhed, sin overstrømmende kærlighed for dens medlemmer, og hans mishag med dem der vovede at lade hånt om hans ønsker, drive spot med hans metoder, udfordre hans principper eller ugyldiggøre hans handlinger.

Det, at diskriminere mod nogen race med den begrundelse, at den skulle være socialt tilbagestående, politisk umoden og talmæssigt en minoritet, er en åbenlys overtrædelse af den ånd der besjæler Bahá'u'lláhs tro. Bevidstheden om nogen opdeling eller kløft i dens rækker er fremmed for selve dens formål, principper og idealer. Når først dens medlemmer fuldt ud har anerkendt dens ophavs krav og ved at identificere sig med dens administrative orden, uden reservation accepteret de principper og love, der ligger gemt i dens lære, skal enhver skelnen mellem klasse, tro eller farve automatisk udviskes, og må aldrig tillades igen at gøre sig gældende, uanset hvor stort presset fra begivenheder eller den offentlige mening skulle blive. Om nogen diskrimination overhovedet skulle kunne tolereres, burde det være en diskrimination ikke mod, men til fordel for en minoritet, racemæssig eller anden. Ulig de nationer eller folkeslag på jorden, der, fra øst eller vest, demokratiske eller autoritære, kommunistiske eller kapitalistiske, om de tilhører den gamle verden eller den nye, enten ignorerer, tramper på eller udrydder racemæssige, religiøse eller politiske minoriteter indenfor deres myndighedsområde, skal ethvert samfund organiseret under Bahá'u'lláhs fane føle det som sin første og ufravigelige forpligtelse at nære, opmuntre og sikre enhver minoritet inden for dens rækker, uanset hvilken race, klasse eller nation den tilhører. Så stort og vitalt er dette princip, at under de omstændigheder, hvor et lige antal stemmer er opnået i et valg, eller hvor kvalifikationerne for enhver stilling står lige mellem forskellige racer, trosretninger eller nationaliteter inden for samfundet, bør prioritet uden tøven tilstås den part, der repræsenterer minoriteten, og det af ingen anden grund end for at stimulere og opmuntre den, og give den mulighed for at fremme samfundets interesser. I lyset af dette princip og ved at tage den ekstreme ønskværdighed i betragtning af at have minoritets-elementerne med som deltagere og medansvarlige for bahá'í-aktiviteternes gennemførsel, bør det være ethvert bahá'í-samfunds pligt således at ordne sine forhold, at repræsenterende Bahá'í institutioner, hvad enten de er råd, møder, konferencer eller komitéer i tilfælde hvor individer der tilhører de forskellige minoritetselementer allerede er kvalificerede og opfylder kravene, kan have så mange af disse forskellige af race eller andre elementer repræsenteret som muligt. Antagelsen af en sådan kurs og en trofast fastholdelse af den, ville ikke blot være en kilde til inspiration og opmuntring for de elementer der er fåtallige og utilstrækkeligt repræsenteret, men ville vise verden som helhed Bahá'u'lláhs tros almengyldighed og repræsentative karakter samt Hans tilhængeres frihed for stanken af de fordomme, som allerede har anrettet så megen ødelæggelse i nationernes hjemlige anliggender såvel som i deres udenlandske relationer.

Frihed for racefordomme i enhver form, bør i en tid som denne, hvor en stadig større andel af menneskeslægten bliver offer for dens hærgende grusomhed, vælges som løsen for alle amerikanske troende, i hvilken stat de end bor, i hvilke cirkler de end bevæger sig, hvad alder, traditioner, smag og vaner de end har. Den bør konsekvent demonstreres i enhver fase af deres aktiviteter og liv, i bahá'í-samfundet eller udenfor, offentligt eller privat, formelt såvel som uformelt, individuelt såvel som i deres officielle egenskab af organiserede grupper, komitéer og råd. Den bør bevidst dyrkes gennem de forskelligartede og rutineprægede muligheder, uagtet deres ubetydelighed, som viser sig enten hjemme, eller på kontorerne, på skolerne og universiteterne, deres selskaber og deres sportspladser, deres Bahá'í møder, konferencer, årsmøder, sommerskoler og råd. Den bør fremfor alt blive grundtonen for den ophøjede institution, som i sin egenskab af national repræsentant og lederen og koordinatoren af samfundets anliggender, skal sætte eksemplet og fremme indførelsen af et så vitalt princip i livet og aktiviteterne hos dem hvis interesser den sikrer og repræsenterer.

"O I indsigtsfulde!" har Bahá'u'lláh skrevet, "Sandelig, de ord der er nedsteget fra Guds viljes himmel er kilden til enhed og harmoni i verden. Luk jeres øjne for raceforskelle, og byd alle velkommen med enhedens lys.' 'Vi ønsker blot det gode for verden og nationernes lykke,' Han proklamerer, '... at alle nationer skal blive én i tro og alle mennesker som brødre, at hengivenhedens og enhedens bånd blandt menneskenes sønner skal styrkes, at religionernes mangfoldighed skal ophøre og raceforskelle afskaffes" "Bahá'u'lláh har sagt," skriver 'Abdu'l-Bahá, "at menneskehedens forskellige racer giver alting en sammensat harmoni og farveskønhed. Alle skal derfor være forenede i denne store menneskelige have lige som blomster der vokser og forener sig side om side uden strid og ufred imellem sig" "Bahá'u'lláh," har 'Abdu'l-Bahá desuden sagt, " sammenlignede engang de farvede folkeslag med øjets sorte pupil omgivet af hvidt. I denne sorte pupil ses genspejlingen af det, som er foran den, og gennem den skinner åndens lys frem."

'Abdu'l-Bahá selv erklærer, at "Gud gør ingen forskel på hvid og sort. Hvis hjertet er rent er begge acceptable. Gud respekterer ikke personer på grund af farve eller race. Alle farver accepteres af Ham, om de er hvide, sorte eller gule. Da alle blev skabt i Guds billede, må vi bringes til at erkende, at alle rummer guddommelige muligheder." Han udtaler, at "i Guds øjne er alle mennesker lige. I Hans retfærdigheds og rimeligheds rige er der ingen forskel eller forkærlighed for nogen sjæl." "Gud skabte ikke disse opdelinger," bekræfter Han, 'disse opdelinger har haft deres oprindelse i mennesket selv. De er derfor falske og indbildte, da de er imod Guds plan og hensigt". "I Guds øjne," bekræfter Han igen, "er der ingen forskel i farve; alle er én i Hans tjenestes farve og skønhed. Farve er ikke vigtigt, hjertet er vigtigst af alt. Det gør ingen forskel hvad det ydre er, hvis hjertet er rent og hvidt indeni. Gud ser ikke forskel på lød og hudfarve. Han ser på hjertet. Den, hvis moral og dyder er prisværdige, foretrækkes i Guds nærvær; den som er Riget hengivent, er den højest elskede. I tilblivelsens og skabelsens rige er spørgsmålet om farve det mindst vigtige." "I hele dyreriget," forklarer Han, "finder vi ikke skabningerne adskilte på grund af farve. De anerkender arternes enhed. Når vi ikke finder farveforskel i den lavere forstands og fornufts rige, hvordan kan det så være berettiget blandt mennesker, især når vi ved, at alle er kommet fra den samme kilde og tilhører den samme husstand. I oprindelse og skabelsesformål er menneskeheden én. Forskel i race og farve er opstået senere.' 'Mennesket er forlenet en overlegen fornuft samt evnen til at opfatte," forklarer Han yderligere, "det er manifesteringen af guddommelige gaver. Skal ideer om race bestå og formørke det skabende formål om enhed i Hans rige?" "Et af de vigtige spørgsmål," bemærker Han betydningsfuldt, "som påvirker menneskehedens enhed og solidaritet, er fællesskabet og ligheden mellem den hvide og den farvede race. Mellem disse to racer er der punkter af enighed og punkter af forskelle, som garanterer retfærdig og gensidig hensyntagen. Kontaktpunkterne er mange ... I dette land, Amerikas Forenede Stater, er patriotisme fælles for begge racer, alle har lige ret til borgerskab, taler samme sprog, modtager velsignelserne fra den samme civilisatio, og følger forskrifterne fra den samme religion. Faktisk er der adskillige punkter af interessefællesskab og enighed mellem de to racer, medens den eneste forskel er hudfarve. Skal denne, den mindste af alle forskelle tillades at adskille jer som racer og mennesker?' 'Denne variation i form og farve," understreger Han, "som er tydelig i alle rigerne, er i henhold til den skabende visdom og har et himmelsk formål." "Forskellene i den menneskelige familie", erklærer Han, "bør være årsag til kærlighed og harmoni, således som det er i musik, hvor mange forskellige noder blandes sammen for at skabe den perfekte akkord." "Om I," formaner Han, "møder dem af en anden race og farve end jer selv, skal I ikke mistro og ikke trække jer ind i en skal af traditionsbundethed, men snarere være glade og vise dem venlighed." "I tilværelsens verden," erklærer han, "er dét møde velsignet, hvor hvide og farvede racer mødes med uendelig åndelig kærlighed og himmelsk harmoni. Når sådanne møder etableres, og deltagerne omgås hinanden i fuldkommen kærlighed, enhed og venlighed, vil Rigets engle prise dem, og Bahá'u'lláhs skønhed vil sige dem: Velsignet er I! Velsignet er I!" "Når en samling af disse to racer udvirkes," forsikrer han yderligere, "vil denne forsamling blive en magnet for forsamlingen i det høje, og Den Velsignede Skønheds bekræftelse vil omgive dem." "Bestræb jer alvorligt", formaner han igen begge racer, "og anstreng jer til det yderste for at opnå dette fællesskab og cementere båndet af broderskab mellem jer. En sådan opnåelse er ikke mulig uden vilje og stræben fra hver side; fra den ene, udtryk for taknemmelighed og påskønnelse, fra den anden velvillighed og anerkendelse af lighed. Hver især bør stræbe efter at udvikle og hjælpe den anden henimod gensidig fremgang... Kærlighed og enhed vil fostres blandt jer, og derved udvirke menneskehedens enhed. For opnåelsen af en forening mellem de farvede og de hvide vil sikre verdensfreden." "Jeg håber," siger han således til den hvide race, "at I vil foranledige, at denne underkuede race bliver forherliget, og sammen med den hvide race vil tjene den menneskelige verden med den yderste oprigtighed, trofasthed, kærlighed og renhed. Denne modstand, fjendskabet og disse fordomme mellem den hvide race og den farvede kan ikke bringes til ophør undtagen gennem tro, forvisning og Den Velsignede Skønheds lære.' ' Dette spørgsmål om foreningen af de hvide og de sorte er meget vigtigt," advarer Han, "thi hvis det ikke erkendes, vil store vanskeligheder snart opstå, og skadelige virkninger vil følge. "Hvis dette anliggende forbliver uændret," er endnu en advarsel, 'vil fjendskabet øges dag for dag, og det endelige resultat vil blive lidelser og kan ende i blodsudgydelse."

En kolossal indsats kræves af begge racer, hvis deres indstilling, deres optræden og adfærd i denne mørke tidsalder skal afspejle Bahá'u'lláhs tros ånd og lære. Idet de én gang for alle bortkaster de vildfarne doktriner om racemæssig overlegenhed med alle deres medfølgende onder, forvirring og elendighed og opmuntrer og hilser sammenblanding af racerne velkommen og river de barrierer ned, der adskiller dem, bør de hver især døgnet rundt stræbe efter at opfylde deres særlige ansvar i den presserende fælles opgave, som de står overfor. Medens hver race forsøger at yde sin andel til løsningen af dette forvirrende problem, skal de huske 'Abdu'l-Bahás advarsler, og medens der endnu er tid forestille sig de frygtelige følger, det skal få, hvis der ikke på afgørende vis rådes bod på denne udfordrende og ulykkelige situation, som hele den amerikanske nation står overfor, ikke på afgørende måde blever helet.

De hvide skal sætte deres yderste ind på at yde deres del til løsningen af dette problem, én gang for alle at opgive deres sædvanligvis iboende og til tider underbevidste følelse af overlegenhed, at ændre deres tendens til at udvise en nedladende holdning over for medlemmerne af den anden race, at overbevise dem gennem deres nære, spontane og uformelle omgang med dem om deres ægte venskab og oprigtige hensigter og at beherske deres utålmodighed over for enhver mangel på lydhørhed fra de menneskers side, som i så lang en periode har fået så alvorlige og langsomt helende sår. De sorte skal på deres side gennem en tilsvarende indsats med ethvert muligt middel i deres magt vise varmen i deres reaktion, deres vilje til at glemme fortiden og deres evne til at slette ethvert spor af mistænksomhed, der stadig måtte findes i deres hjerter og sind. Ingen af dem skal tro, at løsningen på et så stort problem alene angår den anden. Ingen af dem skal tro, at et sådant problem kan løses enten let eller øjeblikkeligt. Ingen af dem skal tro, at de blot tillidsfuldt kan vente på løsningen af dette problem, til initiativet er blevet taget og gunstige omstændigheder skabt af instanser, der står uden for troens sfære. Ingen skal tro, at noget som helst ud over ægte kærlighed, den yderste tålmodighed, sand ydmyghed, fuldendt takt, et sundt initiativ, moden visdom og en målbevidst, vedvarende og from stræben kan få held med at udviske den plet, som dette åbenlyse onde har efterladt på deres fælles lands smukke navn. De skal hellere tro og være fast overbeviste om, at deres gensidige forståelse, venskab og fortsatte samarbejde skal afhænge mere end af nogen anden kraft eller organisation, som arbejder uden for deres tros cirkel, afbøjningen af den farlige kurs, som var så frygtet af 'Abdu'l-Bahá, og virkeliggørelsen af de forhåbninger han nærede for deres samlede bidrag til opfyldelsen af dette lands strålende bestemmelse.

3. Pligten til at undervise

Med denne vision klart foran os og styrket af viden om Bahá'u'lláhs barmhjertige assistance og 'Abdu'l-Bahás gentagne forsikringer, skal vi først og fremmest stræbe efter at leve livet og derefter rejse os med ét hjerte, én tanke, og én stemme for at styrke vort antal og nå vort mål. Vi skal i denne sørgelige anledning huske og søge trøst i vor afdøde og dog til stadighed årvågne mesters sidste ønsker:

"Det sømmer sig for dem ikke at hvile et øjeblik, ej heller holde sig i ro. De skal sprede sig i alle lande, rejse igennem ethvert klima og gennem alle regioner. Kaldet til dåd, uden hvile og standhaftige til enden, skal de i hvert et land rejse det sejrrige råb: Yá Bahá'u'l-Abha! (O du Herlighedens Herlighed) ... Kristi disciple glemte sig selv og alt jordisk, forsagede alle deres bekymringer og ejendele, rensede sig for selvet og dets lidenskaber og spredte sig med fuldstændig frigjorthed vidt og bredt og indlod sig på at kalde verdens folk til den guddommelige ledelse; indtil de til sidst gjorde verden til en anden verden, oplyste jordens overflade, og de viste sig endog i deres sidste time selvopofrende på den af Gud elskedes sti. Til slut led de et ærefyldt martyrium i forskellige lande. De der er handlingens mænd skal følge i deres fodspor!"

Efter at have opfattet betydningen i disse ord, at have opnået en klar forståelse af vor missions sande karakter, hvilke metoder der skal anvendes, hvilken kurs der skal følges og efter i tilstrækkelig grad at have opnået personlig fornyelse - den væsentlige betingelse for undervisning - skal vi da rejse os for at undervise i Hans sag med retlinethed, overbevisning, forståelse og kraft. Dette skal være den største og mest presserende pligt for enhver bahá'í. Det skal være den dominerende lidenskab i vort liv. Vi skal sprede os til de yderste hjørner af verden, ofre vore personlige interesser, behagelighed, smag og fornøjelser; blande os med forskellige slægter og folk i verden, gøre os bekendt med deres adfærd, traditioner, tanker og skikke; vække, stimulere og opretholde almen interesse for bevægelsen og på samme tid med alle midler i vor magt ved koncentreret og vedvarende opmærksomhed forsøge at hverve uforbeholden troskab og aktiv støtte hos de mere lovende og modtagelige blandt vore tilhørere. Vi skal også huske det eksempel, som vor elskede mester så tydeligt har sat for os. Vis og taktfuld i sin tilgang, årvågen og lydhør tidligt i samværet, åbenhjertig og fordomsfri i alle sine offentlige udtalelser, forsigtig og gradvis i sin udfoldelse af troens væsentlige sandheder, lidenskabelig i sin appel og dog nøgtern i argumentering, fortrolig i tonefald, urokkelig i sin overbevisning, værdig i sin optræden - således var de afgørende træk ved vor elskedes fornemme præsentation af Bahá'u'lláhs sag.

4. Kunsten at undervise
Alle skal undervise

At undervise i Guds sag, proklamere dens sandheder, forsvare dens interesser, i ord såvel som i handling at demonstrere dens uundværlighed, dens kraft og almengyldighed, bør på intet tidspunkt ses som et anliggende udelukkende for bahá'í-troens administrative institutioner, råd såvel som komitéer. Alle skal deltage uanset hvor ydmyg deres oprindelse, begrænset deres erfaring, uanset ringe midler, utilstrækkelig deres uddannelse, uanset hvor tyngende deres bekymringer og spekulationer, uanset hvor ugunstigt et miljø de lever i et. "Gud," har Bahá'u'lláh umiskendeligt åbenbaret, "har foreskrevet enhver pligten til at undervise i Hans sag" "Sig," har Han videre skrevet, "Undervis i Guds sag, oh Bahás folk, thi Gud har foreskrevet enhver pligten til at forkynde Hans budskab, og betragter det som den mest rosværdige af alle gerninger."

En høj og fornem position i samfundet, som giver en person visse privilegier og særlige rettigheder, forlener ham utvivlsomt med et ansvar, som han ikke på hæderlig vis kan unddrage sig i sin pligt til at undervise og fremme Guds tro. Den kan til tider, skønt ikke ufravigeligt, skabe større muligheder og bedre lejligheder til at sprede viden om troen og vinde støtte til dens institutioner. Den bærer imidlertid under ingen omstændigheder nødvendigvis magten til at udøve større indflydelse på sind og hjerter, hos dem troen bliver præsenteret for. Hvor ofte - og troens historie giver i dens fødeland mange slående vidnesbyrd - har ikke troens mest ydmyge tilhængere, uskolede og fuldstændig uerfarne og uden nogen som helst status været i stand til at vinde sejre for deres sag, overfor hvilke de lærdes, de vises og de erfarnes mest strålende resultater er blegnet.

"Peter", har 'Abdu'l-Bahá bevidnet, "vari henhold til kirkehistorien ude af stand til at holde rede på ugedagene. Når han besluttede sig for at tage ud at fiske, ville han binde sin ugentlige mad i syv pakker, og hver dag ville han spise én af dem, og når han var nået til den syvende, vidste han at det var sabbat som han derpå overholde." Hvis Menneskesønnen var i stand til i et tilsyneladende så groft og hjælpeløst instrument at indgyde en sådan kraft som med Bahá'u'lláhs ord kunne få, "visdommens og ytringens mysterier til at strømme ud af hans mund," og ophøje ham over resten af Sine disciple og gøre ham egnet til at blive Hans efterfølger og grundlægger af Hans kirke, hvor meget mere kan så ikke Faderen, som er Bahá'u'lláh, sætte den svageste og den mest ubetydelige blandt Sine tilhængere i stand til for at fuldbyrde Sit formål at udvirke sådanne undere, som ville få selv Jesus Kristi første discipels mægtigste opnåelser til at se små ud.

" Báb", har 'Abdu'l-Bahá yderligere skrevet, "har sagt": "Om en lille bitte myre på denne dag skulle ønske at eje en sådan magt, at den blev i stand til at afsløre de dunkleste og mest forvirrende passager i Koranen vil dens ønske utvivlsomt blive opfyldt, idet den evige magts mysterier vibrerer i det inderste af alle skabte ting. Hvis så hjælpeløs en skabning kan forlenes med så skarp en evne, hvor meget mere virkningsfuld må så ikke den kraft være, som er blevet frigjort ved de gavmilde udgydelser af Bahá'u'lláhs nåde."

Nutidens muligheder

Virkefeltet er så sandelig enormt, perioden så kritisk, sagen så storslået, arbejderne så få, tiden så kort, privilegiet så dyrebart, at ingen tilhænger af Bahá'u'lláhs tro, som er værdig til at bære Hans navn, har råd til et øjebliks tøven. Den Gud-fødte kraft, uimodståelig i sin overvældende magt, uoverskuelig i sine muligheder, uforudsigelig i sin kurs, mystisk i sit virke og respektindgydende i sine manifesteringer - en kraft der, som Báb har skrevet, "vibrerer i det inderste af alt skabt", og som i henhold til Bahá'u'lláh ved sin "vibrerende indflydelse", "har forstyrret ligevægten i verden og forandret dens ordnede liv"- denne kraft, der virker endog som et tveægget sværd, er for øjnene af os på den ene side ved at overskære de ældgamle bånd, som i århundreder har holdt sammen på det civiliserede samfund, og er på den anden side ved at løsne de bånd, der stadig fastholder Bahá'u'lláhs unge og endnu uforløste religion. De uanede muligheder, der tilbydes ved denne krafts virke - skal de amerikanske troende nu rejse sig fuldt ud og modigt for at udnytte. "Den højeste forsamlings hellige virkeligheder," skriver 'Abdu'l-Bahá , "længes i det højeste paradis efter på denne dag at vende tilbage til denne verden, så de må få hjælp til at yde tjeneste ved Abhá Skønhedens tærskel og rejse sig for at vise deres tjenstiver ved Hans hellige tærskel."

En verden, som sløres ved religionens stadig mere uddøende lys, som bølger af de eksplosive kræfter i en blind og triumferende nationalisme, som svides af en nådesløs forfølgelses ild, uanset om den er racemæssig eller religiøs, der føres bag lyset af de falske teorier og doktriner, der truer med at fortrænge tilbedelsen af Gud og helliggørelsen af Hans love, der udmarves af en brutal og vildtvoksende materialisme, som er ved at gå i opløsning ved den nedbrydende indflydelse fra et moralsk og åndeligt forfald, og indviklet i et net af økonomisk anarki og strid- således er det skue, som præsenterer sig for menneskenes øjne, som et resultat af de overvældende ændringer, som denne revolutionerende kraft, der endnu er i sit virkes vorden, nu frembringer i hele jordens liv.

Så trist og bevægende et skue, forvirrende som det må være for enhver iagttager, der ikke kender til Bahá'u'lláhs formål, profetier og løfter, kan, langt fra at kaste rædsel i Hans tilhængeres hjerter eller lamme deres bestræbelser, kun øge deres tro og vække deres brændende iver efter at rejse sig og på den store slagmark, som er skitseret af 'Abdu'l-Bahás pen, udstille deres evne til at spille deres rolle i arbejdet på verdens forløsning som forkyndt af Bahá'u'lláh. Ethvert redskab i det administrative maskineri, som de i løbet af adskillige år så møjsommeligt har opført skal fuldt ud udnyttes og underkastes det formål, det blev skabt til. Templet, den stolte legemliggørelse af en så sjælden ånd af opofrelse, skal ligeledes ledes til at spille sin rolle og yde sin del til den undervisningskampagne, som er bestemt til at omfatte hele den vestlige halvkugle.

De muligheder, som nutidens røre præsenterer, med alle de sorger, det fremkalder, den frygt som det vækker, den skuffelse det frembringer, den forvirring det skaber, den indignation det forvolder, den forurettelse det afføder, den ånd af hvileløs søgen det vækker, skal på lignende måde udnyttes med det formål vidt og bredt at udbrede Bahá'u'lláhs tros forløsende kraft og til at rekruttere nye medlemmer til den til stadighed voksende hær af Hans tilhængere. En så kostbar mulighed, så sjældent et sammentræf af gunstige omstændigheder vil måske aldrig igen vende tilbage. Nu er tiden, den fastsatte tid, inde til at de amerikanske troende, som er fortroppen for Det Største Navns hærskarer, gennem en særligt udtænkt administrativ ordens institutioner og kanaler, proklamerer deres evne og beredvillighed til at redde en falden og hårdt prøvet generation, som har gjort oprør mod sin Gud og ignoreret Hans advarsler, og tilbyder den den fuldstændige sikkerhed, som kun deres tros fæstningsværker kan give.

Den undervisningskampagne, som er igangsat i alle Den Nordamerikanske Republiks stater og Canada , får derfor en betyd-ning og er så presserende, at den ikke kan overvurderes. Sat på sin kurs af den skabende energi, som blev frigjort af 'Abdu'l-Bahás vilje og fejende henover den vestlige halvkugle ved den fremdrift, som den selv genererer, skal den, føler jeg, gennemføres i overensstemmelse med visse principper, udtænkt til at sikre dens dygtige ledelse og til at fremskynde opnåelsen af dens målsætning.

Forberedelse til undervisning

De, der deltager i en sådan kampagne, enten som organi-satorer eller som arbejdere, i hvis hænder opgavens udførelse er blevet lagt, skal som en væsentlig forberedelse til udførelsen af deres pligter, sætte sig grundigt ind i de forskellige aspekter af deres tros historie og lære. I deres bestræbelser på at opnå dette formål, skal de for sig selv, samvittighedsfuldt og omhyggeligt studere deres tros litteratur, nøje udforske dens lære, opsuge dens love og principper, overveje dens advarsler, dens trossætninger og formål, lære visse af dens formaninger og bønner udenad, mestre det væsentlige i dens administration og være informeret om dens løbende anliggender og seneste udvikling. De skal stræbe efter, fra kilder der er autoritative og uhildede, at få en ordentlig viden om islams historie og trossætninger - deres tros kilde og baggrund - og ærbødigt og med et sind blottet for forudfattede meninger, nærme sig studiet af Koranen, som udover Bábí- og bahá'í-åbenbaringernes hellige skrifter er den eneste bog, som kan betragtes som et absolut autentisk gemme for Guds ord. De skal vie særlig opmærksomhed til undersøgelse af de institutioner og omstændigheder, der er direkte forbundet med deres tros oprindelse og fødsel, med dens Forløbers erklærede stade og med dens Ophavs åbenbarede love.

Når disse forudsætninger for succes på undervisnings-området i det væsentlige er blevet opnået, skal de, når de end overvejer at påtage sig en konkret opgave i de latinamerikanske lande, og når det er muligt bestræbe sig på at opnå færdighed i de sprog, der tales af indbyggerne i disse lande, sammen med kundskab om deres sæder, vaner og livssyn. "De lærere, der tager til disse lande", har 'Abdu'l-Bahá skrevet, idet han henviser til et af Brevene fra Den Guddommelige Plan til de Centralamerikanske Republikker, "skal også være fortrolige med spansk." "En gruppe, der taler deres sprog..." har Han skrevet i et andet brev, "skal vende deres ansigter mod og rejse gennem de tre store øgrupper i Stillehavet.' 'De undervisere, der rejser i forskellige retninger," udtaler han ydermere, "skal kende sproget i det land, som de rejser ind i. F. eksempel kan en person, som har færdighed i japansk, rejse til Japan, eller en person, som kan kinesisk kan ile til Kina og så videre."

Ingen deltager i denne interamerikanske undervisnings-kampagne skal føle, at initiativet til nogen bestemt aktivitet i forbindelse med dette arbejde alene hviler på de institutioner, hvadenten de er råd eller komitéer, hvis særlige opgave det er at fremme og lette opnåelsen dette vigtige mål i Syvårsplanen. Det er enhver amerikansk troendes bundne pligt, som 'Abdu'l-Bahás Guddommelige Plans trofaste betroede at indlede, fremme og konsolidere indenfor de grænser, der er fastsat af troens administrative principper enhver aktivitet han eller hun finder passende at foretage til at fremhjælpe planen. Hverken den truende verdenssituation eller noget hensyn til manglende materielle ressourcer, mental udrustning, viden, eller erfaring - så ønskværdige de end er - bør afholde nogen eventuel pionerunderviser fra at rejse sig uafhængigt og fra at sætte de kræfter i bevægelse, hvorom 'Abdu'l-Bahá gentagne gange har forsikret os, at når de først er frigjort, vil de som en magnet tiltrække den lovede og usvigelige hjælp fra Bahá'u'lláh. Han skal ikke vente på nogen anvisninger eller forvente nogen særlig opmuntring fra sit samfunds valgte repræsentanter ej heller lade sig afskrække af forhindringer, som hans familie eller medborgere skulle være tilbøjelige til at lægge i vejen og heller ikke kere sig om kritikken fra hans modstandere og fjender. "Vær utvungne som vinden" er Bahá'u'lláhs råd til enhver af Hans sags vordende undervisere, "når I bærer Hans budskab, som har fået Den Guddommelige Ledelses Dag til at gry. Se vinden, trofast mod det, som Gud har forordnet, blæser over alle egne af jorden, hvad enten de er beboede eller øde. Hverken synet af ødelæggelse eller tegn på velstand kan smerte eller behage den. Den blæser i alle retninger som påbudt af sin Skaber.' 'Og når han beslutter at forlade sit hjem for sin Herres sags skyld," har Bahá'u'lláh åbenbaret i en anden passage, idet Han henviser til en sådan underviser, "skal han sætte hele sin lid til Gud, som den bedste forudsætning for sin rejse og iføre sig dydens kappe... Om han er optændt af Hans kærligheds ild, om han forsager alt skabt, vil de ord han ytrer tænde en ild i dem, der hører ham."

Efter at han på eget initiativ og uforfærdet af nogen hindringer, som enten ven eller fjende uden at vide det eller med vilje lægger i vejen for ham, har besluttet sig til at rejse sig og svare på opfordringen til at undervise, skal han omhyggeligt se på enhver indgangsvinkel, som han kunne bruge i sine personlige forsøg på at fange opmærksomheden, fastholde interessen og gøre troen dybere hos dem, som han søger at bringe ind i troens fold. Han skal undersøge de muligheder, som særlige livsvilkår tilbyder ham, vurdere deres fordele og gå frem på intelligent og systematisk vis for at udnytte dem til at opnå det mål, han har i sigte. Han skal også forsøge at udtænke metoder som omgang med klubber, udstillinger og sammenslutninger, foredrag om emner beslægtet med sagens læresætninger og idealer som for eksempel mådehold, moral, social velfærd, religiøs og racemæssig tolerance, økonomisk samarbejde, islam og sammenlignende religion eller deltagelse i sociale, kulturelle, humanitære, velgørende og oplysende organisationer og foretagender, som samtidig med at de sikrer hans tros integritet vil åbne for ham en mængde måder og midler, hvorved han efterhånden kan vinde sympati og støtte og sluttelig troskab fra dem, som han kommer i kontakt med. Han skal, medens sådanne kontakter etableres, tænke på de krav, som hans tro hele tiden stiller til ham om at bevare dens værdighed og stade, om at sikre integriteten af dens love og principper, om at demonstrere dens alsidighed og almengyldighed og om frygtløst at forsvare dens mangfoldige og vitale interesser. Han skal overveje graden af tilhørerens modtagelighed og så beslutte egnetheden af enten den direkte eller den indirekte undervisningsmetode, hvorved han kan indprente den søgende det guddommelige budskabs vitale betydning og overtale ham til at gøre fælles sag med dem, der allerede har godtaget det. Han skal huske det eksempel, der blev sat af 'Abdu'l-Bahá, og hans konstante formaning om at øse en sådan elskværdighed over den søgende og i en sådan grad være et eksempel på ånden i den lære, han håber på at bibringe ham, så at modtageren drives spontant til at leve sig ind i den sag, der er indbegrebet af en sådan lære. Han skal fra begyndelsen afholde sig fra at insistere på de love og forordninger, som kunne lægge for voldsomt et pres på søgerens nyligt opvågnede tro samt stræbe efter omhyggeligt, tålmodigt, taktfuldt og dog bestemt at pleje ham til fuld modenhed og hjælpe ham, til han bekendtgør sin uforbeholdne godkendelse af alt, hvad Bahá'u'lláh har forordnet. Han skal, så snart det stadium er blevet nået, introducere ham til resten af sine medtroende og gennem vedvarende venskab og aktiv deltagelse i samfundets lokale aktiviteter sætte ham i stand til at bidrage med sin andel til berigelsen af dets liv, fremme af dets opgaver, konsolidering af dets interesser og koordinering af dets egne og søstersamfundenes aktiviteter. Han skal ikke være tilfreds, førend han i sit åndelige barn har indgydet en så stærk længsel, at han bliver tilskyndet til uafhængigt at rejse sig og vie sine kræfter til at anspore andre sjæle og til at hævde de love og principper, der er fastlagt i hans nyligt antagne tro.

Hver deltager i denne kontinentale kampagne, der er blevet indledt af de amerikanske troende, og især de som er engagerede i pionerarbejdet i jomfruområder, skal erindre nødvendigheden af at holde tæt og vedvarende kontakt med de ansvarlige institutioner, som er bestemt til at lede, koordinere og lette undervisningsaktiviteterne i hele trossamfundet. Hvad enten det er organet for de valgte nationale repræsentanter eller dets hovedhjælpeinstitution, den nationale undervisningskomité eller dens underinstitutioner, de regionale undervisningskomitéer eller lokale åndelige råd og deres respektive undervisningskomitéer bør de, der arbejder for udbredelsen af Bahá'u'lláhs sag, gennem konstant udveksling af ideer, gennem breve, rundskrivelser, rapporter, bulletiner og andre midler til kommunikation med de etablerede redskaber, der er skabt til troens udbredelse, sikre den smidige og hurtige funktion af deres administrative ordens undervisningsmaskineri. Forvirring, forsinkelse, dobbelt anstrengelse, spild af kræfter vil derved helt kunne undgås, og Bahá'u'lláhs mægtige nådesflod, som flyder rigeligt og uden den mindste forhindring gennem disse vigtige kanaler vil i den grad overvælde menneskers hjerter og sjæle og sætte dem i stand til at frembringe den høst, som 'Abdu'l-Bahá gentagne gange forudsagde.

På hver deltager i denne fælles anstrengelse, som er uden sidestykke i det amerikanske bahá'í-samfunds historie, hviler den åndelige forpligtelse at gøre det undervisningsmandat, som er så vitalt bindende for alle, til det altgennemtrængende anliggende i sit liv. I sine daglige aktiviteter og kontakter, på alle sine rejser, hvad enten det er forretning eller andet, på sine ferier og udflugter og i enhver mission, han bliver opfordret til at påtage sig, bør enhver bærer af Bahá'u'lláhs budskab betragte det ikke blot som en forpligtelse men som et privilegium, vidt og bredt at sprede Hans tros frø og at være tilfreds med den varige viden, at hvad end det umiddelbare svar på budskabet måtte være, og hvor utilstrækkelig udtryksmidlet der overbragte det, så vil dets Ophavs kraft, som Han finder det passende, sætte de frø i stand til at spire og, under omstændigheder som ingen kan forudse berige den høst, som Hans tilhængeres arbejde vil samle. Om han er medlem af noget åndeligt råd, skal han opmuntre sit råd til at hellige en vis del af sin tid ved hvert møde til en alvorlig og bønlig overvejelse af de måder og midler, som kunne støtte undervisningskampagnen, eller kunne levere de ressourcer, der er tilgængelige for dens fremgang, udvidelse og konsolidering. Om han deltager i sin sommerskole - og alle uden undtagelse opfordres til at drage fordel af at deltage i den - skal han betragte en sådan anledning som en kær og velkommen chance til gennem foredrag, studier og drøftelser i den grad at berige sin viden om sin tros fundament, at han bliver i stand til med større fortrøstning og virkning at videregive det budskab, som er ham betroet. Han skal ydermere, når det er passende, gennem besøg hos andre samfund stimulere iveren efter at undervise og for udenforstående at vise den appetit og årvågenhed som findes hos dem, der fremmer hans sag samt dens institutioners organiske enhed.

5. Behov for at variere fremgangsmåden

Disse pionerer må i deres kontakt med medlemmer af forskellige trosretninger, racer og nationer, der dækker et område, som ikke har nogen parallel i hverken de nordlige eller sydlige amerikanske kontinenter, hverken stemme dem fjendtligt eller gå på kompromis med egne væsentlige principper. De må hverken være provokerende eller ligeglade, hverken fanatiske eller overdrevent liberale i deres udlægninger af de grundlæggende og særegne træk i deres tro. De skal være varsomme eller dristige, de skal handle hurtigt eller marchere på stedet, de skal bruge den direkte eller den indirekte metode, de skal være udfordrende eller forsonlige i streng overensstemmelse med den åndelige modtagelighed hos den sjæl, som de kommer i kontakt med, hvad enten han er adelig eller borgerlig, fra syd eller fra nord, lægmand eller præst, kapitalist eller socialist, en statsmand eller en fyrste, en håndværker eller en tigger. I deres præsentation af Bahá'u'lláhs budskab må de hverken tøve eller vakle. De må hverken være nedladende over for de fattige eller frygtsomme over for de store. I deres udlægning af dets sandheder må de hverken overbetone eller beskære den sandhed, som de forfægter, hvad enten deres tilhører er kongelig, en kirkefyrste, en politiker, en næringsdrivende eller en mand på gaden. De skal til alle, høje som lave, rige som fattige med åbne arme, med et strålende hjerte, veltalende, med uendelig tålmodighed, med kompromisløs loyalitet, med stor visdom og urokkeligt mod tilbyde frelsens bæger i så kritisk en stund til de forvirrede, de hungrende, de fortvivlede og rædselsslagne masser i nord, i vest, i syd, i øst og i hjertet af dette stærkt prøvede kontinent.

6. To undervisningsmetoder

Med hensyn til den metode, der bør indføres vedrørende disse konferencer og andre Bahá'í aktiviteter i almindelighed, bliver det stadig mere tydeligt, at som bevægelsen vokser i styrke og kraft bør de nationale åndelige råd opmuntres, hvis omstændighederne tillader det og midlerne til deres rådighed berettiger det, til at ty til de to metoder direkte og indirekte at vinde den oplyste offentlighed til uforbeholdent at antage bahá'í-troen. Den ene metode ville forudsætte en åben beslutsom og udfordrende tone. Den anden ville, uden på nogen måde at antyde den mindste afvigelse fra streng troskab mod Guds sag, være fremadskridende og forsigtig. Erfaring vil afsløre, at hver af metoderne på sin egen særlige måde kunne passe til folk af bestemt temperament og klasse, og at hver af dem i samfundets nuværende tilstand af permanent ustadighed bør søges afprøvet og udnyttet på skønsom vis.

Det er, føler jeg, de troendes nationale repræsentanter i alle lande, som skal benytte og forbinde begge de to metoder, den frimodige såvel som den gradvise, på en sådan måde at det sikrer den største gavn og videste nytte for denne støt voksende sag. Enhver stålsat og ædel troende er grundigt overbevist om den aldrig svigtende kraft i ethvert humanitært foretagende, som dristigt og uden forbehold proklamerer, at bevidstheden om Bahá'u'lláhs åbenbaring er kilden til dets drivkraft. Dog, hvis vi blot ville genkalde os den af 'Abdu'l-Bahá alment antagne skik, ville vi ikke kunne undgå at opfatte visdommen i, ja nødvendigheden af, gradvist og varsomt for en vantro verden at afsløre en sandhed, som på grund af sin udfordrende karakter, det er så vanskeligt for den at begribe og godtage.

Det var han, vores elskede 'Abdu'l-Bahá, vor sande og skinnende eksempel, der med umådelig takt og tålmodighed i sine offentlige udtalelser såvel som i privat konversation tilpassede præsentationen af sagens kerne til de varierende fatteevner og den åndelige modtagelighed hos sine tilhørere. Han tøvede imidlertid aldrig med at sønderrive sløret og for den åndeligt modne at afsløre de udfordrende sandheder, som i sit rette lys fremstiller denne højeste åbenbarings forbindelse med fortidens religiøse gudsordener. Uden skam og frygt når de udfordres til at forsvare Bahá'u'lláhs formidable påstand i sin helhed, føler bahá'íerne sig overbevist om, hvad enten de arbejder enkeltvis eller fungerer som ordnet samfund, at når de møder apatien, den rå materialisme og det overfladiske ved nutidens samfund, så vil en gradvis afsløring af storheden i Bahá'u'lláhs påstand være det mest virkningsfulde middel til at opnå det resultat, som så varmt ønskes af selv den mest stålsatte og den ivrigste forkæmper for troen.

Fuldt ud bevidste om 'Abdu'l-Bahás gentagne udsagn om, at alsidighed er af Gud, er bahá'íerne i alle lande parate til, ja utålmodige efter, i ord og handling at knytte sig til mennesker, som de efter nøje undersøgelse føler sig overbeviste om er fri for ethvert anstrøg af partipolitisk hildethed, og som helt har helliget sig menneskehedens interesser. I deres samarbejde med sådanne foreninger vil de yde enhver moralsk og materiel hjælp, som de har råd til efter at have opfyldt deres andel til de institutioner, der direkte har med sagens interesser at gøre. De bør imidlertid altid erindre det fremherskende formål med et sådant samarbejde, hvilket er med tiden at sikre, at dem, de er knyttet til, vedkender sig Bahá'u'lláhs åbenbarings yderste nødvendighed og sande betydning for denne dag.

Efterhånden som bevægelsen udvider grænserne for sin indflydelse, og dens muligheder for en fyldigere anerkendelse øges, føler jeg, at den dobbelte karakter af de forpligtelser, der er pålagt dens nationale repræsentanter, i en stigende grad bør understreges. Medens de hovedsageligt er optaget af udførelsen af deres hovedopgave, som primært består i dannelse og konsolidering af administrative Bahá'í institutioner, bør de bestræbe sig på, inden for fastsatte grænser, at deltage i sådanne institutioners arbejde, som skønt ikke klare over Bahá'í sagens krav, bevæges af et oprigtigt ønske om at fremme den ånd, der besjæler troen. I udførelsen af deres hovedopgave er deres funktion at bevare sagens identitet såvel som renheden i Bahá'u'lláhs mission. I deres mindre væsentlige forehavender bør deres formål med en ånd af styrke og kraft være at gennemsyre sådanne bevægelser, som i deres begrænsede omfang bestræber sig på at opnå det, som er nært ved og kært for enhver sand Bahá'ís hjerte. Det ville endog til tider synes at være tilrådeligt og nyttigt som et supplement til deres arbejde, hvis bahá'íerne tager initiativ til en opgave af hvilken som helst art, som ikke er bestemt betegnet som Bahá'í på betingelse af, at de har sikret sig, at en sådan opgave ville være den bedste indgangsvinkel til de hjerter og sjæle, der endnu ikke er parate til en fuldstændig accept af Bahá'u'lláhs krav. Denne dobbelte forpligtelse, som påhviler de organiserede Bahá'í samfund, bør, langt fra at neutralisere virkningerne af eller være i modstrid med hinanden i deres målsætning, betragtes som komplementære og hver på sin måde opfylde en vital og nødvendig funktion.

Det er op til bahá'í-sagens nationale repræsentanter at iagttage de forhold, som de arbejder under, at vurdere de kræfter, der arbejder i deres egne omgivelser, omhyggeligt og i bøn at veje begge procedurers fortjeneste og at danne sig et korrekt billede af, hvor megen vægt, der skal lægges på disse to metoder. Da og kun da vil de blive i stand til på den ene side at beskytte og stimulere Bahá'í troens uafhængige vækst og på den anden at forsvare påstanden om dens almengyldige principper til de tvivlende og skeptiske.

7. Foretagsomhedens ånd

Det er de nationale og lokale råds pligt og privilegium, hvis de finder, at de presserende krav fra deres lokale og nationale budgetter er blevet tilstrækkeligt opfyldt, at opmuntre individer og grupper til at tage initiativ til og lede, med deres viden og billigelse, ethvert foretagende, som vil tjene til at forbedre det arbejde, de har sat sig for at opnå. De skal ikke stille sig tilfreds med appeller henvendt til hver eneste troende om at fremsætte konstruktive forslag om eller plan til at råde bod på et eksisterende klagepunkt, men bør med ethvert middel til deres rådighed stimulere foretagsomhedens ånd blandt de troende for at fremme såvel undervisningen som sagens administrative arbejde. De bør bestræbe sig på ved personlig kontakt og skrevne appeller at gennemsyre alle de trofaste med en dyb følelse af personligt ansvar og opfordre alle de troende, høje som lave, fattige som rige til at undfange, formulere og udføre sådanne tiltag og projekter som i deres repræsentanters øjne vil bidrage til denne hellige sags magt og gode navn.

8. Behovet for rådslagning

Skønt jeg glæder mig meget over at se rigelige tegn på den usvækkede energi på forskellige områder og i fjerne lande, der kendetegner sagens tapre krigeres mission, kan jeg ikke undgå at se, at de, drevet af deres voldsomme iver efter at etablere Bahá'u'lláhs ubestridte herredømme på denne jord, måske opnår det modsatte af det, der besjæler dem i udførelsen af deres strålende opgave. Jeg føler især, at denne nødvendighed af omhyggeligt at vurdere de nuværende ressourcer til vor rådighed såvel som en forsigtig tilbageholdenhed i håndteringen af dem, på særlig måde gælder de amerikanske troendes hurtigt udvidende aktiviteter, hvis opgave i stadig tiltagende omfang viser sig at tage føringen og sætte eksemplet for deres oversøiske brødre ved at lægge et sikkert grundlag for bahá'í-troens permanente institutioner. Dette, føler jeg, hovedsagelig er grunden til at nødvendigheden af rådslagning mellem de enkelte troende og deres valgte nationale repræsentanter er blevet så stærkt understreget før i tiden, når der blev taget initiativ til handlingsplaner, som går ud over de planer, som Det Nationale Åndelige Råds drøftelser allerede har udviklet. Med hensyn til spørgsmålet om tilslutning til institutioner og organisationer, som forsvarer ideer og principper, der er velvillige over for bahá'í-åbenbaringen; i grundlæggelsen af tidsskrifter ud over de, der allerede er bestemt til åbent og indirekte at fremme bahá'í-lærens interesser; i den økonomiske støtte som vi før eller senere måske vil blive opfordret til at yde filantropiske institutioner og lignende; i at fremme en eller anden særlig aktivitets sag, som vi føler os sentimentalt tiltrukket af - disse, såvel som alle lignende forehavender, bør vi kun indlade os på efter helt at have sikret os gennem omhyggelige drøftelser med dem, der er i en ansvarlig position, at de institutioner, der repræsenterer sagens højeste interesser allerede er sikret tilstrækkelig og kontinuerlig assistance. Intet uden en ånd af alvorlig og vedholdende rådslagning med dem, som vi i bøn og af egen tilskyndelse har stillet i spidsen for dem, der forvalter den uvurderlige arv, som Bahá'u'lláh har testamenteret os; intet mindre end en vedvarende og ihærdig krigsførelse mod vore egne instinkter og naturlige tilbøjeligheder og kun ved at underordne vore egne sympatier til Guds sags uafviselige krav om heroisk selvopofrelse kan sikre vor udelte loyalitet over for et så helligt princip - et princip som for altid vil værne vor elskede sag mod fristelserne og ligegyldighederne i verden udenfor og i selvets faldgruber i vort indre. Jeg bønfalder jer, højt elskede brødre, om som aldrig tidligere at beslutte jer til at yde evig troskab og med en årvågenhed, der aldrig sover, at opretholde et så væsentligt princip i løbet af jeres mange aktiviteter, at I må få den store tilfredsstillelse ikke at have gjort noget, som på mindste måde kunne være medvirkende til at hæmme udstrømningen fra eller formørke glansen i den foryngende ånd i Bahá'u'lláhs tro.

AMERIKAS POSITION

Så langt tilbage som i det år, som så troens fødsel i Shíráz, havde Báb i Qayyúmu'l-Asmá, efter i en mindeværdig passage at have advaret folkeslagene i både øst og vest, direkte henvendt sig til "vestens folk", og signifikant pålagt dem at "strømme ud" fra deres "byer" for at hjælpe Gud og "blive som brødre" i Hans "ene og udelelige religion". "I østen," har Bahá'u'lláh selv i forventning om denne udvikling skrevet, "er Hans åbenbarings lys brudt frem"; i vesten har tegnene på Hans herredømme vist sig." "Om de forsøger," har Han ligeledes forudsagt, "at skjule dens lys på kontinentet, vil den med sikkerhed rejse sit hoved i oceanets hjerte, og idet den opløfter sin stemme udbryde: 'Jeg er verdens livgiver!'" "Om denne sag var blevet åbenbaret i vesten," fortæller Nabíl i sin beretning, at Han kort før sin død udtalte, "om Vore vers var blevet sendt fra vesten til Persien og andre lande i østen, ville det være blevet klart, hvorledes vestens folkeslag ville have favnet Vor sag. Persiens folk har imidlertid miskendt den." "Fra tidernes morgen til i dag," lyder 'Abdu'l-Bahás egne vidnesbyrd, "er guddommelig åbenbarings lys stået op i østen og kastet sin stråleglans på vesten. Det lys, der således blev kastet, fik imidlertid i vesten en særlig glans. Tænk på den tro, som Jesus forkyndte. Skønt den først viste sig i østen, blev det dog først, da dens lys blev kastet på vesten, at det fulde mål af dens muligheder blev åbenlyse." "Den dag nærmer sig," har han bekræftet, "da I skal bevidne, hvorledes vesten gennem Bahá'u'lláhs tros lys har taget østens plads ved at udstråle guddommelig ledelses lys." Og igen: "Vesten har fået lys fra østen, men i visse henseender har lysets reflektion været stærkere end i østen." Yderligere, "Østen er i sandhed blevet oplyst af gudsrigets lys. Inden længe vil dette samme lys kaste sin glans på vesten."

Ophavet til Bahá'í åbenbaringen har selv mere specifikt tildelt det amerikanske kontinents regenter den enestående ære kollektivt at henvende sig til dem i Kitáb-i-Aqdas, Hans helligste bog, hvor Han meget betegnende formaner dem til at pryde "herredømmets pande med gudsfrygtens og retfærdighedens smykke, og dets hoved med kronen for ihukommelse" og byder dem "Knyt det brudte med retfærdighedens hænder, og knæk tyrannen" "med staven fra jeres Herres bud, Herren, Forordnerens, Den Alvises". 'Abdu'l-Bahá skrev: "Amerikas kontinent er i den ene sande Guds øjne det land, hvor Hans lys' stråleglans vil blive åbenbaret, hvor Hans tros mysterier vil blive afsløret, hvor de retsindige vil bo og de frie samles." "Det Amerikanske kontinent," har han yderligere forudset, "giver tegn og beviser for stor fremgang. Dets fremtid er endog meget lovende, for dets indflydelse og oplysning rækker vidt. Det vil lede alle nationer åndeligt." "Det amerikanske folk," har 'Abdu'l-Bahá endog endnu mere tydeligt åbenbaret, idet han udpeger den store vestlige republik, den ledende nation på det amerikanske kontinent til at modtage hans særlige gunstbevisning, "er sandelig værdige til at bygge Den Store Freds Tabernakel og proklamere menneskehedens enhed." Og igen: "Denne amerikanske nation er udstyret med og har magt til at opnå det, der vil smykke historiens sider, til at blive misundt af verden, og velsignet i både øst og vest for dets folks sejr." Yderligere: "Må dette amerikanske demokrati blive den første nation til at etablere grundlaget for internationale aftaler. Må det blive den første nation, som proklamerer menneskehedens enhed. Må det blive det første til at udfolde Den Store Freds banner." "Må indbyggerne i dette land," har han yderligere skrevet, "...rejse sig fra deres nuværende materielle opnåelser til sådanne højder at himmelsk oplysning må strømme ud fra dette midtpunkt til alle jordens folkeslag."

"O Bahá'u'lláhs apostle!" har 'Abdu'l-Bahá skrevet til de troende på det nordamerikanske kontinent, ". . . tænk på det ophøjede og ædle stade som det er tiltænkt jer at opnå. . . Det fulde mål af jeres fremgang er endnu ikke åbenbaret, dens betydning stadig ikke opfattet." Og igen: "Jeres mission er usigelig strålende. Om jeres indsats bliver kronet med held, vil Amerika med sikkerhed udvikle sig til et center hvorfra bølger af åndelig energi vil udgå, og Guds riges trone blive fast oprettet i al sin majestæt." Og til slut denne betagende bekræftelse: "I det øjeblik dette guddommelige budskab bæres frem fra Amerikas kyster af de amerikanske troende og bliver proklameret i alle Europas, Asiens, Afrikas og Australasiens kontinenter, og videre til Stillehavets øer, vil dette samfund finde sig fast etableret på et evigtvarende herredømme. . . Da vil hele jorden genlyde med lovprisning af dets majestæt og storhed."

Det er intet under, at et trossamfund, der tilhører en nation, der besidder en så eminent position på et kontinent så rigt begavet gennem sin 50-årige tilværelse har været i stand til at føje mangen en side rig på sejre til Bahá'u'lláhs tros annaler. Det bør erindres, at det er dette samfund, som lige siden det blev skabt ved de skabende energier, der blev frigjort gennem proklamationen af Bahá'u'lláhs pagt, blev vugget i 'Abdu'l-Bahás skøds aldrig svigtende omsorg, og af ham blev oplært til at udføre sin enestående mission, gennem åbenbaringen af utallige breve, gennem retningslinier til hjemkomne pilgrimme, gennem udsendelse af særlige budbringere, gennem hans egne rejser på et senere tidspunkt tværs over det nordamerikanske kontinent og endelig gennem det mandat han gav i Brevene om Den Guddommelige Plan. Dette er det samfund som fra sin tidligste barndom frem til i dag utrætteligt har arbejdet og, gennem sine helt egne bestræbelser har haft held til at plante Bahá'u'lláhs banner i flertallet af de tres lande, som i både øst og vest nu kan kræve æren af at være omfattet af hans tros grænser. Til dette samfund hører den udmærkelse at have udviklet mønstret og være det første til at oprette rammen om de administrative institutioner, der forkynder Bahá'u'lláhs verdensordens komme. Ved dets medlemmers bestræbelser er vestens modertempel, forløberen for denne orden, en af de ædleste institutioner foreskrevet i Kitáb-i-Aqdas og den mest statelige bygning i hele Bahá'í verdenen, blevet bygget i selve hjertet af det nordamerikanske kontinent. Gennem dets pionerers, dets underviseres, og dets administratorers ihærdige arbejde er troens litteratur blevet enormt udbredt, dens mål og hensigter frygtløst forsvaret og dens unge institutioner solidt etableret. En direkte følge af de selvstændige og utrættelige anstrengelser hos den mest fremtrædende af dens omrejsende undervisere er den spontane troskab til troen fra en kongelig person blevet sikret og umiskendeligt forkyndt i adskillige vidnesbyrd skriftligt meddelt eftertiden af den kongelige konvertit selv. Og endelig må til dette samfunds medlemmer, de åndelige efterkommere af Bahá'í ordenens heroiske tidsalder, tilskrives den evige ære af ved adskillige lejligheder at have rejst sig med vidunderlig beredvillighed, nidkærhed og beslutsomhed for at forsvare de undertryktes sag, for at undsætte de nødlidende og forsvare de bygningers og institutioners interesser, som er blevet rejst af deres brødre i lande som Persien, Rusland, Ægypten, Irak og Tyskland, lande hvor troens tilhængere i forskelligt mål har måttet undergå hård racemæssig og religiøs forfølgelse.

XIV
TILBAGEBLIK OG FORVENTNINGER
1. Universel og grænseoverskridende kærlighed

Bahá'u'lláhs tro har gennem sin skabende, regulerende og forædlende energi opsuget de forskellige racer, nationaliteter, trosretninger og klasser, som har søgt dens skygge og svoret usvigelig troskab mod dens sag. Den har ændret hjerterne hos sine tilhængere, brændt deres fordomme bort, dæmpet deres lidenskaber, ophøjet deres opfattelse, forædlet deres motiver, koordineret deres bestræbelser og omdannet deres livssyn. Samtidig med at de har bevaret deres patriotisme og værnet om deres mindre loyaliteter har den fået dem til at elske menneskeheden og gjort dem til energiske vogtere af dens bedste og sandeste interesser. Ved at opretholde deres tro på deres respektive religioners guddommelige oprindelse har den gjort dem i stand til at se det underliggende formål med disse religioner, til at opdage deres fortjenester, at erkende deres rækkefølge, deres uafhængighed, deres helhed og enhed og til at anerkende det bånd der uomgængeligt binder dem til den. Denne universelle, denne grænseoverskridende kærlighed, som Bahá'í troens tilhængere føler for deres medmennesker fra hvilken race, trosretning, klasse eller nation de end kommer, er hverken mystisk eller kan siges at være blevet kunstigt stimuleret. Den er både spontan og ægte. De hvis hjerter bliver opvarmet ved den aktiviserende indflydelse fra Guds skabende kærlighed nærer Hans skabninger for Hans skyld og anerkender i ethvert menneskeligt ansigt et tegn på Hans genspejlede herlighed.

Om sådanne mænd og kvinder kan det med sandhed siges, at for dem er "ethvert fremmed land et fædreland, og ethvert fædreland et fremmed land". For deres borgerskab, må det huskes, er i Bahá'u'lláhs rige. Skønt villige til det yderste til at tage del i de midlertidige goder og den flygtende glæde, som dette jordiske liv kan give, skønt de er ivrige efter at deltage i en hvilken som helst aktivitet, som bidrager til rigdommen, lykken og freden i dette liv, kan de på intet tidspunkt glemme, at det blot er et flygtigt, et meget kort stadium i deres liv, at de, der lever det, blot er pilgrimme og vejfarende, hvis mål er Den Himmelske Stad, og hvis hjem Landet for aldrig fejlende glæde og lys.

2. Bahá'í æraens første århundrede

I bredeste forstand kan det siges, at det første århundrede i Bahá'í æraen består af den heroiske, den primitive, den apostolske tidsalder i Bahá'u'lláhs tros historie samt af de indledende stadier i den formende, den omdannende jernalder, som skal blive vidne til krystalliseringen og formgivningen af de skabende energier, der blev frigjort gennem hans åbenbaring. De første firs år i dette århundrede kan groft siges at have dækket hele den første periode af den første tidsalder, medens de to sidste årtier kan betragtes som havende bevidnet begyndelsen til den anden. Den første begynder med Bábs erklæring, indbefatter Bahá'u'lláhs mission og afsluttes med 'Abdu'l-Bahás bortgang. Den sidste indvarsles i hans testamente, som definerer dens natur og lægger dens fundament.

Det pågældende århundrede kan derfor betragtes som faldende ind under fire særskilte perioder af forskellig varighed hver med en særlig betydning og af kolossal og i sandhed uvurderlig vigtighed. Disse fire perioder er indbyrdes tæt forbundne og udgør på hinanden følgende akter af ét udeleligt, vældigt og ophøjet drama, hvis mysterium ingen forstand kan rumme, hvis klimaks intet øje blot svagt kan opfatte, hvis afslutning ingen tanke i tilstrækkeligt omfang kan forudse. Hver af disse akter drejer om sit eget tema, opviser med stolthed sine egne helte, noterer sig sine egne tragedier, nedfælder sine triumfer og yder sin egen del til gennemførelsen af et fælles, uforanderligt formål. At isolere nogle af dem fra de andre, at skille de senere manifesteringer af en universel, altomfattende åbenbaring fra det oprindelige formål, der gav den liv i dens tidligste dage, ville være ensbetydende med en lemlæstelse af den struktur på hvilken den hviler og til en sørgelig forvanskning af dens sandhed og historie.

Den første periode (1844-1853) kredser om Bábs blide, ungdommelige og uimodståelige person, uforlignelig i sin sagtmodighed, uforstyrrelig i sin sindsro, magnetisk i sin ytring, uden sidestykke i de dramatiske episoder i Hans korte og tragiske forkyndergerning. Den begynder med erklæringen om Hans mission, kulminerer med Hans martyrium og slutter i et sandt orgie af religiøse massakrer, som er oprørende i sin grusomhed. Den kendetegnes ved ni års voldsom og ubarmhjertig strid, hvis skueplads var hele Persien, i hvilken over ti tusinde helte satte deres liv til, i hvilken to herskere af Qájár dynastiet og deres onde ministre deltog, og som blev støttet af hele det shiittiske gejstlige hieraki, af statens militære ressourcer og af massernes uforsonlige fjendskab. Den anden periode (1853-1892) henter sin inspiration fra Bahá'u'lláhs ærværdige skikkelse, med en overlegen hellighed, ærefrygtindgydende i Sin styrkes og magts majestæt, utilnærmelig i Sin herligheds overjordiske stråleglans. Den indledes med den første vækkelse i Bahá'u'lláhs sjæl medens Han var i Síyáh-Chál i Teheran, af den åbenbaring der var forudset af Báb, opnår sin rige fylde med proklamationen af denne åbenbaring til jordens konger og gejstlige ledere og afsluttes med dens Ophavs bortgang i nærheden af fængselsbyen 'Akká. Den strækker sig over niogtredive års uafbrudt, uovertruffen og overvældende åbenbaring aldrig tidligere set, markeres af troens udbredelse til naboområderne Tyrkiet, Rusland, Irak, Syrien, Ægypten og Indien og kendetegnes med en samtidig skærpet fjendtlighed repræsenteret af forenede angreb iværksat af shahen af Persien og sultanen af Tyrkiet, de vel nok mest magtfulde herskere i østen, såvel som af modstanden fra den shiittiske og sunnittiske præsteorden. Den tredie periode (1892-1921) kredser om 'Abdu'l-Bahás livfulde personlighed, gådefuld i sit væsen, enestående i sit stade, forbavsende kraftfuld af både charme og karakter. Den begynder med kundgørelsen af Bahá'u'lláhs Pagt, et dokument uden sidestykke i nogen tidligere religiøs ordens historie, opnår sit højdepunkt i den udtrykkelige påstand fra denne Pagts Midtpunkt i Pagtens By om den enestående karakter og de vidtrækkende følger af dette dokument, og slutter med hans bortgang og jordfæstelse på Karmelsbjerget. Den vil gå ind i historien som en periode af næsten tredive års varighed, gennem hvilke tragedier og triumfer har været så sammenflettede, at de på et tidspunkt formørkede Pagtens hímmellegeme, og på et andet sendte sit lys ud over det europæiske kontinent og så langt som til det fjerne østen og det nordamerikanske kontinent. Den fjerde periode (1921-1944) er motiveret af de kræfter, der strømmede fra 'Abdu'l-Bahás Testamente, charteret til Bahá'lláhs nye verdensorden, resultatet af den mystiske forbindelse mellem Ham, der er kilden til Guds lov, og den der er udtryksmidlet og fortolkeren af den lov. Begyndelsen af denne fjerde, denne sidste periode i det første Bahá'í århundrede, falder sammen med fødslen af bahá'í- æraens formende tidsalder, med grundlæggelsen af Bahá'lláhs tros administrative orden - et system, som på en gang er forløberen for og kernen og mønstret i Hans verdensorden. Denne periode, som dækker de første treogtyve år af denne formende tidsalder, er allerede blevet kendetegnet ved et udbrud af yderligere fjendskab af en anden karakter, hvilket på den ene side fremskynder udbredelsen af troen over et stadigt større område på hver af de fem kontinenter på jorden, og på den anden resulterer i frigørelsen og anerkendelsen af den uafhængige status af adskillige samfund indenfor dens grænser.

Disse fire perioder skal betragtes ikke blot som de uadskillelige bestanddele af et storslået hele, men som på hinanden følgende stadier i en enkelt udviklingsproces, storslået, støt og uimodståelig. For når vi ser henover hele det område, som en århundred gammel tros virke har foldet ud for os, kan vi ikke undgå at komme til den konklusion, at uagtet fra hvilken vinkel vi end ser på denne kolossale scene, præsenterer begivenhederne, som er forbundet med disse perioder, for os umiskendelige tegn på en langsomt modnende proces, en ordnet udvikling, intern konsolidering, ekstern ekspansion, en gradvis frigørelse fra den religiøse ortodoksis lænker samt en tilsvarende nedgang i civile restriktioner og umyndiggørelse.

Når vi ser på disse perioder i Bahá'í historien som dele af en helhed, bemærker vi den kæde af begivenheder, der succesrigt proklamerer Forløberens tilsynekomst, missionen hos en hvis komme Forløberen havde lovet, oprettelsen af en Pagt avlet af Den Lovedes direkte myndighed og til sidst fødslen af et system, som er barn af både ophavet til Pagten og dens udpegede Midtpunkt. Vi iagttager, hvorledes Báb, Forløberen, forkyndte den nær forestående indledning til en guddommeligt undfanget orden; hvorledes Bahá'lláh, Den Lovede, formulerede dens love og forordninger; hvorledes 'Abdu'l-Bahá, det udpegede Midtpunkt, skitserede dens træk, og hvorledes den nuværende generation af deres tilhængere er begyndt på at oprette rammerne for dens institutioner. Vi ser gennem disse perioder troens spæde lys sprede sig fra dens vugge mod øst til Indien og Det Fjerne Østen, mod vest til naboterritorierne Irak, Tyrkiet, Rusland og Egypten, bevæge sig så langt som til det nordamerikanske kontinent, for derefter at oplyse de større lande i Europa, og på et senere trin med sin udstråling at omslutte Oceanien, oplyse udkanten af de arktiske egne og til sidst stråle over de central- og sydamerikanske horisonter. Vi bevidner en tilsvarende stigning i mangfoldigheden af elementer inden for dens fællesskab, som fra i den første periode af sin historie at have været begrænset til en lidet kendt gruppe af tilhængere, som hovedsageligt var rekrutteret fra masserne i det shiittiske Persien, har udvidet sig til et broderskab, der repræsenterer de førende religiøse systemer i verden, fra næsten enhver kaste og farve, fra den ydmygeste arbejder og bonde til en kongelig. Vi bemærker en lignende udvikling i udstrækning af dens litteratur - en litteratur som i begyndelsen var begrænset til et lille omfang af skyndsomst afskrevne, ofte forvanskede, hemmeligt omdelte håndskrifter, gennemlæst i smug, ofte udvisket og til tider endog spist af de terroriserede medlemmer af en fredløs sekt. Denne litteratur er inden for et århundrede svulmet op til utallige udgaver, som består af ti tusinder af trykte bind i forskellige skriftsprog og på ikke mindre end fyrretyve sprog, hvoraf nogle er udførligt reproduceret, andre overdådigt illustreret og alle metodisk og energisk udbredt ved hjælp af verdensomspændende, behørigt udpegede og særligt organiserede komiteer og råd. Vi lægger mærke til en ikke mindre tydelig udvikling inden for læresætningerne, først forsætligt stive, sammensatte og strenge, derefter omdannet, udvidet og liberaliseret under det efterfølgende religiøse system, senere udlagt, genbekræftet og præciseret af en udpeget fortolker, og til sidst systematiseret og gjort alment gældende for både personer og institutioner. Vi kan afsløre en ikke mindre tydelig nuancering i karakteren af den modstand den har måttet møde - en modstand, som først blev antændt i hjertet af shia-islam, og som på et senere stadium tiltog i styrke med Bahá'lláhs forvisning til den tyrkiske sultans område og det efterfølgende fjendskab hos det mere magtfulde sunni-hierarki og dets kalif, som var overhoved for størstedelen af Muhameds tilhængere - en modstand, som nu gennem fremkomsten af en guddommelig udpeget orden i det kristne vesten og med dens begyndende indvirkning på civile og kirkelige institutioner tegner til blandt sine støtter at omfatte etablerede regeringer og systemer forbundet med de ældste og mest grundfæstede præstelige hierarkier i den kristne verden. Vi kan på samme tid gennem et stadig større fjendskabs tåger erkende den smertelige men vedvarende fremgang for visse samfund i dens område gennem stadier af ubemærkethed, bandlysning, af frigørelse og af anerkendelse - stadier, som i løbet af de efterfølgende århundreder, nødvendigvis må kulminere i troens indførelse, og i sin magts og myndigheds fylde grundlæggelsen af det verdensomfattende bahá'í- statssamfund. Vi kan ligeledes skimte en ikke mindre mærkbar fremgang i oprettelsen af dens institutioner, det være sig administrative centre eller tilbedelsessteder - institutioner, som var hemmelige og underjordiske i den tidligste begyndelse, og som nu kommer umærkeligt ind i den offentlige anerkendelses klare dagslys, juridisk beskyttet, beriget med fromme gaver, beæret først ved opførelsen af I-shqábáds Mashriqu'l-Adhár, det første bahá'-andagtshus, og i den seneste tid udødeliggjort ved opførelsen i hjertet af det nordamerikanske kontinent af vestens modertempel, forløberen for en guddommelig og langsomt modnende civilisation. Og endelig kan vi endog bevidne den påfaldende forbedring af de betingelser, som omgiver de pilgrimsrejser, som dens hengivne tilhængere foretager til dens indviede helligdomme ved dens verdenscenter - pilgrimsrejser der oprindelig var anstrengende, farlige og kedsommeligt lange, ofte til fods, og som til tider endte i skuffelse og var begrænset til en håndfuld forpinte orientalske troende, og som under stadigt forbedrede sikkerhedsbetingelser og behagelige forhold, gradvist tiltrak et stadigt større antal konvertitter fra alle fire verdenshjørner og kulminerede i et stærkt omtalt dog sørgeligt forgæves besøg af en ædel dronning, som på tærsklen til sit hjertes attråede by, i henhold til hendes eget skriftlige vidnesbyrd, blev tvunget til at omlægge sin rejse og forsage privilegiet af en så dyrebar begunstigelse.

3. Fremtidens opgaver

Storslåede har sandelig de opgaver været, der er blevet fuldført og de sejre, der er opnået af denne svært prøvede og dog uovervindelige tro i løbet af et århundrede! Dens uafsluttede opgaver, og fremtidige sejre er, som den står på tærsklen til det andet bahá'í-århundrede, endnu større. I det korte tidsrum af det første århundrede af dens eksistens det lykkedes den at sprede sit lys over fem kontinenter, at oprette sine forposter i jordens fjerneste egne på et uangribeligt grundlag at slutte sin pagt med hele menneskeheden, med at rejse sin verdensomfattende administrative ordens struktur, at afkaste mange af de lænker, der hindrede dens fuldstændige frigørelse og verdensomspændende anerkendelse, at fastslå sine indledende sejre over kongelige, politiske og gejstlige modstandere og at søsætte det første af sine systematiske korstog til den åndelige erobring af hele jorden.

Men den institution, som vil udgøre det sidste stadium i oprettelsen af rammen om dens globale administrative orden, der fungerer i umiddelbar nærhed af dens åndelige verdenscenter er imidlertid endnu ikke etableret. Troens fuldstændige frigørelse fra den religiøse ortodoksis lænker, som er den væsentlige forudsætning for dens universelle anerkendelse og fremkomsten af dens verdensorden, er stadig ikke opnået. De skiftende kampagner, som i henhold til 'Abdu'l-Bahás plan vil blive udarbejdet, for at udstrække dens systems gavnlige indflydelse til ethvert land og enhver ø, hvor dens administrative ordens grundvold endnu ikke er oprettet, står stadig tilbage at blive søsat. Det banner med Yá Bahá'u'l-Abhá der, som forudsagt af ham, skal vaje fra murtinderne på det fornemste lærdomssæde i den islamiske verden er stadig ikke hejst. Det Største Hus, som af Bahá'lláh er forordnet som pilgrimscenter i hans Kitáb-i-Aqdas , er stadig ikke frigivet. Det tredje Mashriqu'l-Adhkár, som skal rejses til hans ære, hvis grund er købt for nyligt, såvel som de øvrige bygninger som hører til de to templer, som allerede er oprettet i øst og vest, er stadig ikke bygget. Kuplen, den sidste del, der, som forudset af 'Abdu'l-Bahá, skulle krone Bábs gravmæle, er endnu ikke rejst. Kodificeringen af Kitáb-i-Aqdas, Bahá'í åbenbaringens moderbog, og den systematiske udbredelse af dens love og forordninger er endnu ikke påbegyndt. De indledende skridt mod oprettelse af Bahá'í domstole, forlenet med den juridiske ret til at tillempe og iværksætte disse love og forordninger, skal stadig tages. Tilbageleveringen af det første Mashriqu'l-Adhkár i bahá'í-verdenen og genskabelsen af det samfund, som så hengivent rejste det, mangler endnu at blive opnået. Den hersker, der, som forudset i Bahá'u'lláhs Helligste Bog, skal pryde tronen i hans fødeland og kaste skyggen af kongelig beskyttelse over hans længe forfulgte tilhængere, er endnu ikke fundet. Den strid, der skal følge som et resultat af de samlede stormløb, der, som profeteret af 'Abdu'l-Bahá , skal rettes af lederne af religioner, som endnu lader troens fremgang upåagtet, er endnu ikke udkæmpet. Troens gyldne tidsalder, som skal bevidne foreningen af alle folkeslag og nationer i verden, stiftelsen af Den Store Fred, indvarslingen af Faderens Rige på jorden, hele menneskeslægtens myndighedsalder og fødslen af en verdenscivilisation, der er inspireret og dirigeret af de skabende energier, der er frigjort af Bahá'u'lláhs verdensorden, der skinner i sin største stråleglans, er stadig ufødt, og dens herligheder uanede.

Hvad der end måtte overgå denne Guds spæde tro i fremtidige årtier eller efterfølgende århundreder, hvad de sorger, farer og trængsler, som det næste stadium i dens verdensomspændende udvikling end måtte afføde, fra hvilket hjørne, de angreb, som vil blive iværksat af dens nuværende og fremtidige modstandere, end måtte blive sluppet løs imod den, hvor stor den modgang og hvor store de tilbageslag den end måtte lide, kan vi, som har fået det privilegium med vore begrænsede forstandsbegreber at forstå betydningen af disse forunderlige fænomener, som er forbundet med dens vækst og rodfæstning, ikke nære nogen tvivl om, at hvad den allerede har opnået i det første århundrede af sit liv, borger i tilstrækkelig grad for, at den vil fortsætte med at kæmpe sig frem, idet den erobrer højere tinder, river enhver hindring ned, åbner nye horisonter og vinder stadig mægtigere sejre, indtil dens ærefulde mission, som strækker sig langt ind i de tågede områder af tid, som ligger forude, er fuldstændig opfyldt.