Announcing: BahaiPrayers.net

NUTIDEN
1. En dobbelt proces

Kontrasten mellem den stadige konsolidering, som ledsager tilsynekomsten af Guds sags administrative orden og de adsplittende kræfter, som hamrer mod et forpint samfunds struktur, er lige så klar, som den er fængslende. Både i og uden for Bahá'í verdenen vokser og forøges dag for dag de tegn og varsler, som på mystisk vis indvarsler fødslen af denne verdensorden, hvis oprettelse vil forkynde Den Gyldne Tidsalder for Guds sag. Ingen retfærdig iagttager kan længere undgå at bemærke den. Han kan ikke blive vildledt af den smertefulde træghed, der kendetegner udfoldelsen af den civilisation, som Bahá'u'lláhs tilhængere arbejder for at oprette. Ej heller kan han bedrages af den flygtige tilsynekomst af tilbagevendende fremgang, som til tider ser ud til at kunne standse den søndersplittende indflydelse fra de kroniske onder, som rammer en dekadent tidsalders institutioner. Tidens tegn er for talrige og overbevisende til at lade ham tage fejl af deres karakter eller til at undervurdere deres betydning. Han kan, hvis han er retfærdig i sin bedømmelse, i den kæde af begivenheder, som på den ene side kundgør den uimodståelige fremmarch for de institutioner, der er direkte knyttet til Bahá'u'lláhs åbenbaring, og som på den anden bebuder sammenbruddet for de magter og monarker, som enten har ignoreret den eller gjort modstand mod den, i dem alle genkende tegnene på Guds altgennemtrængende viljes virke: dannelsen af Hans perfekt ordnede og verdensomfattende plan.

"Snart", proklamerer Bahá'u'lláh med egne ord, "vil den nuværende orden blive foldet sammen og en ny udbredt i dens sted. Sandelig, din Herre taler sandhed og kender det usynlige." "Ved Mit Selv," hævder han højtideligt, "den dag nærmer sig, da Vi har foldet verden, og alt hvad der er i den sammen og udbredt en ny orden i dens sted. Han er i sandhed magtfuld over alle ting". "Verdens ligevægt", forklarer han, "er blevet forrykket ved den vibrerende indflydelse fra denne store, denne nye verdensorden. Menneskeslægtens rolige

liv er blevet revolutioneret

andet grundlag og ikke bevares ved noget andet middel end de guddommeligt fastsatte bestemmelser, som dens verdensorden indeholder, og som er knyttet til hans hellige navn. I sit brev, åbenbaret for næsten 70 år siden til dronning Viktoria, har Bahá'u'lláh, idet han hentydede til Den Store Fred, erklæret: "Det, som Herren har forordnet som det ophøjede lægemiddel og det mest virkningsfulde redskab til helbredelse af hele verden, er foreningen af alle folkeslag i een universel sag, i een universel tro. Dette kan ikke på nogen måde opnås ved andet en en højt kvalificeret og inspireret læges mellemkomst. Dette er sandhed, og alt andet er kun fejlagtigt... Betænk disse dage i hvilke han som er Det Største Navn, Den Ældgamle Skønhed, er blevet nedsendt for at genrejse og forene menneskeheden. Se, hvorledes de rejste sig imod ham med dragne sværd og forøvede det, som bragte den trofaste ånd til at skælve. Og når Vi sagde til dem: 'Se verdens reformator er kommet!' svarede de: 'Han er i sandhed een af urostifterne.'" "Det påhviler alle mennesker på denne dag," hævder han i et andet brev, "at holde fast ved Det Største Navn og at oprette hele menneskehedens enhed. Der er intet sted at flygte til, ingen tilflugt at søge undtagen ham."

Menneskehedens modenshedsalder

Bahá'u'lláhs åbenbaring, hvis ophøjede mission ikke er nogen anden end oprettelsen af denne organiske og åndelige enhed i hele skaren af nationer, bør, hvis vi vil være tro mod dens indhold, gennem sin tilsynekomst betragtes som tilkendegiveren af hele menneskeslægtens modenhedsalder. Den bør ikke blot betragtes som endnu en åndelig genoplivelse under menneskehedens evigt skiftende vilkår, ikke blot som endnu et led i kæden af fremadskridende åbenbaringer, end ikke som kulminationen af en enkelt cyklus i en række tilbagevendende profetiske perioder, men snarere som tilkendegiveren af det sidste og højeste stadium i den vældige evolution i menneskets kollektive liv på denne klode. Tilsynekomsten af et verdenssamfund, bevidstheden om verdensborgerskab, grundlæggelsen af en verdenscivilisation og kultur - som alle må indtræffe samtidig med de første stadier i udfoldelsen af Bahá'í æraens Gyldne Tidsalder - bør i kraft af selve deres natur betragtes, så vidt livet på denne klode angår, som de yderste grænser for opbygning af samfundet, omend mennesket som individ, nej, som følge af en sådan fuldbyrdelse, i sandhed i det uendelige vil fortsætte at gøre fremskridt og udvikle sig.

Den mystiske, altgennemtrængende og dog udéfinerlige forandring, som forbinder os med det modenhedsstadium, der er uundgåeligt i den enkeltes liv og i udviklingen af frugten, må, hvis vi ønsker at forstå Bahá'u'lláhs udtalelser rigtigt, finde sit sidestykke i udviklingen af samfundets opbygning. Et lignende stadium må før eller siden opnås i menneskehedens kollektive liv og derved frembringe et endnu mere slående fænomen i verdens forhold og skænke hele menneskeslægten de betingelser for trivsel, som gennem kommende tidsaldre vil blive den hovedkraft, der er en forudsætning for den endelige fuldbyrdelse af dens ophøjede bestemmelse. Dette modenhedstrin i processen for menneskelig styring må til alle tider, dersom vi trofast anerkender det vældige krav Bahá'u'lláh fremsatte, forblive knyttet til den åbenbaring, som han var overbringeren af.

I en af de mest karakteristiske passager han selv har åbenbaret, giver han, i et sprog som ingen kan tage fejl af, vidnesbyrd om sandheden i dette fremtrædende princip i Bahá'í overbevisning: "Det er blevet forordnet af Os, at Guds ord og alle dets potentialer vil åbenbares for mennesker i nøje overensstemmelse med de betingelser, der forud er forordnet af Ham, der er Den Alvidende, Den Alvise... Om Ordet pludseligt blev tilladt at frigøre al den energi, der ligger latent i det, ville intet menneske kunne tåle vægten af en så mægtig åbenbaring.... Betænk det, der er blevet nedsendt til Muhamed, Guds Apostel. Omfanget af den åbenbaring, som han var overbringer af, var tydeligt forudbestemt af Ham, der er Den Almægtige, Den Magtfulde. De, der hørte ham, kunne imidlertid kun fatte hans hensigt i den udstrækning deres stade og åndelige kapacitet tillod det. Han afdækkede på samme måde visdommens ansigt i forhold til deres evne til at bære hans budskabs byrde. Ikke så snart menneskeheden havde nået manddomsstadiet, før Ordet formenneskers øjne åbenbarede de latente kræfter, som det var forlenet med - kræfter, - der åbenbarede sig i deres herligheds overflod, da Den Ældgamle Skønhed, i året tres, viste sig i 'Ali Muhammmads, Bábs, skikkelse.

For at belyse denne fundamentale sandhed har 'Abdu'l-Bahá skrevet: "Alt skabt har sit stade af modenhed. I et træs levetid når det til modenheds alder, når tiden er inde til at bære frugt... Dyret når et stadium, hvor det er fuldt udvokset og færdigudviklet, og i menneskenes rige når mennesket sin manddom, når intelligensens lys når sin højeste evne og udvikling... På samme vis er der perioder og trin i menneskehedens kollektive liv. På ét tidspunkt lagde den barndommen bag sig, på et andet ungdommen, men nu er den trådt ind i sin længe ventede modenhedsfase, hvilket der er tydelige beviser på overalt... Det som passde til behovene i menneskeslægtens tidlige historie, kan hverken opfylde eller tilfredsstille kravene i vor tid - denne friskhedens og fuldbyrdelsens tid. Menneskeheden er kommet frem fra sit tidligere stade af begrænsning og forberedende skoling. Mennesket skal nu gennemsyres af nye dyder og evner, nye moralske normer, nye egenskaber. Ny gavmildhed, fuldkomne gaver venter og sænkes allerede over ham. Ungdommens gaver og velsignelser er nu, trods deres betimelighed og tilstrækkelighed i menneskehedens tidlige ungdom, ude af stand til at opfylde dens modenheds krav."

Integrationsprocessen

En så enestående og afgørende krise i den organiserede menneskeheds liv kan, ydermere, sammenlignes med det kulminerende stadium i Den Store Amerikanske Republiks politiske udvikling - det stadium der markerede tilsynekomsten af et forenet samfund af forbundsstater. Vækkelsen af en ny national bevidsthed og fødslen af en ny type civilisation, uendeligt rigere og ædlere end nogen civilisation, som nogen af dens enkelte led hver for sig kunne have håbet at opnå, kan siges at have forkyndt det amerikanske folks myndighedsalder. Inden for denne nations territorialgrænser kan denne fuldbyrdelse betragtes som kulminationen på forløbet af menneskelig styrelse. De forskelligartede og løst forbundne elementeraf et opdelt samfund blev bragt sammen, forenet og indlemmet i et sammenhængende system. Skønt denne helhed kan fortsætte med at styrke sammenholdet, skønt den enhed, der allerede er opnået, kan konsolideres yderligere, skønt den civilisation, som kun denne enhed kunne bringe til verden, kan udvides og blomstre, så må det system, der en betingelse for denne udvikling, dog siges at være oprettet i sin centrale struktur, ligesom den impuls, der kræves for at lede og støtte den, kan betragtes som overbragt i sin grundform. Man kan ikke forestille sig noget stadium udover og hinsides denne opnåelse af national enhed inden for denne nations geografiske grænser, selvom dens folks højeste bestemmelse, som et nødvendigt element i en endnu større helhed, der vil omfatte hele menneskeheden, endnu er uopfyldt. Betragtet som en isoleret enhed, må denne integrationsproces imidlertid siges at have nået sin højeste og endelige fuldbyrdelse.

Således er det stade mod hvilket en menneskehed i udvikling kollektivt bevæger sig. Den åbenbaring, som af Den Almægtige Forordner er betroet Bahá'u'lláh er - det er hans tilhængeres faste overbevisning - forlenet med de muligheder, der svarer til menneskeslægtens modenhed - det kronende og mest afgørende stadium i dens udvikling fra barndom til manddom.

De successive grundlæggere af alle tidligere religioner, som, fra umindelige tider, med stadig større intensitet har udgydt glansen fra en fælles åbenbaring over de forskellige stadier, der har markeret menneskehedens fremmarch mod modenhed, kan således på en måde betragtes som foreløbige manifestationer, der gik forud og beredte vejen for tilsynekomsten af Den lovede Dag, da hele jorden vil have båret frugt og menneskeslægtens træ afkastet sin forudbestemte frugt.

Til trods for denne ubestridelige sandhed må dens udfordrende karakter aldrig får lov til at formørke formålet eller forvanske det princip, der ligger til grund for Bahá'u'lláhs udsagn - udsagn, der for alle tider har fastslået profeternes absolutte enhed, ham selv indbefattet, hvad enten de tilhører fortiden eller fremtiden. Endskønt forudgående profeters mission kan ses i det lys, og skønt det mål af guddommelig åbenbaring, hver enkelt er blevet betroet, som et resultat af denne udviklingsproces, nødvendigvis er forskellige fra hinanden, må deres fælles oprindelse, deres fundamentale enhed, deres identiske formål, på intet tidspunkt og under ingen omstændigheder blive misforstået eller benægtet. At alle Guds budbringere bør betragtes som "Dvælende i det samme tabernakel, flyvende højt i den samme himmel, siddende på den samme trone, talende med samme mæle og proklamerende den samme tro" må, hvor meget vi end priser det mål af guddommelig åbenbaring, der er forundt menneskeheden på dette kronende stadium af dens udvikling, forblive det uforanderlige fundament og den centrale lære i Bahá'í overbevisning. Enhver forskel i den udstråling, som hver af disse manifesteringer af Guds lys har udgydt over verden, bør ikke tilskrives nogen iboende superioritet i den fundamentale karakter hos hver enkelt, men snarere til den fremadskridende kapacitet, den stadig øgende åndelige modtagelighed, som menneskeheden i sin fremmarch mod manddom, ufravigeligt har åbenbaret.

Den endelige fuldbyrdelse

Kun de, der er rede til at forbinde den åbenbaring, der er forkyndt af Bahá'u'lláh, med fuldbyrdelsen af en så overvældende evolution i hele menneskeslægtens kollektive liv, kan fatte betydningen af de ord, som han, idet han hentydede til stråleglansen på denne lovede Dag og til varigheden af bahá'í-æraen, har fundet det passende at udtale: "Dette er dagenes Konge, de dage, som har skuet tilsynekomsten af Den Højst Elskede, han, der i al evighed er blevet tiljublet som Verdens Længsel." "Tidligere åbenbaringers skrifter," fastslår han yderligere, lovpriser denne store jubelfest, som nødvendigvis må hilse denne, den største af Guds dage. Godt er det for den, der har oplevet at se denne Dag og har erkendt dens stade." "Det er klart," forklarer han i en anden passage, "at enhver tidsalder, hvori en åbenbarer fra Gud har levet, er guddommeligt forordnet og kan på en måde karakteriseres som Guds udvalgte dag. Denne Dag er, imidlertid, enestående og skal skelnes fra dem, der er gået forud for den. Betegnelsen, " Profeternes Segl" åbenbarer fuldt ud dens høje stade. Den profetiske cyklus er sandelig afsluttet. Den evige sandhed er nu kommet. Han har rejst magtens banner og udsender den uformørkede stråleglans fra sin åbenbaring over verden." "I denne mægtigste åbenbaring," erklærer han i kategoriske vendinger, "har alle fortidens religiøse systemer opnået deres højeste, deres endelige fuldbyrdelse. Det, der er blevet åbenbaret i denne uforlignelige, mest ophøjede åbenbaring, står uden sidestykke i fortidens annaler, ej heller vil fremtidige tidsaldre opleve dens lige."

'Abdu'l-Bahás autentiske udtalelser bør ligeledes erindres, i ikke mindre udtrykkelig form, som en bekræftelse, på Bahá'í verdensordenens enestående storhed. "Århundreder," bekræfter han i et af sine breve, nej talløse tidsaldre skal forløbe før Sandhedens Dagstjerne igen skinner i sin midsommerglans, eller endnu engang kommer tilsyne i lyset af sin vårlige pragt... Den blotte tanke på den guddommelige ordning som indvarsledes af Den Velsignede Skømhed ville have været tilstrækkeligt til at overvælde svundne tiders helgener - helgener som længtes efter blot for et øjeblik at få del i denne herlighed." "Med hensyn til de manifestationer, der i fremtiden vil komme i "skyernes skygge", bekræfter han i endnu tydeligere vendinger, "vid, at de sandelig, hvor det drejer sig om deres forhold til kilden til deres inspiration, da er under Den Ældgamle Skønheds skygge. I deres relation til den tidsalder i hvilken, de kommer tilsyne, gør imidlertid hver af dem, "hvad han vil." "Denne hellige orden," forklarer han, idet han hentyder til Bahá'u'lláhs åbenbaring, "er lyset fra Sandhedens Sol, som skinner fra sit højeste stade og i fylden af sin glans, hede og herlighed."

Den kvalfulde død og smertefulde fødsel

Højt elskede venner! Skønt Bahá'u'lláhs budskab er blevet overbragt, er den verdensorden, som en sådan åbenbaring nødvendigvis må blive årsag til endnu ikke født. Skønt hans tros heroiske tidsalder er forbi, er de skabende kræfter, som den tidsalder har frigjort, endnu ikke blevet udkrystalliseret i det verdenssamfund, som i tidens fylde vil afspejle hans herligheds stråleglans. Skønt fundamentet til hans administrative orden er støbt og Bahá'í æraens formende periode er begyndt, er det lovede gudsrige, hvortil hans institutioners frøkorn skal modnes, endnu ikke oprettet. Skønt hans røst er blevet opløftet og hans tros banner er blevet rejst i ikke mindre fyrre lande, i både øst og vest, er dog menneskeslægtens enhed endnu ikke anerkendt, dens helhed endnu ikke forkyndt og Den Store Freds banner endnu ikke rejst.

"De højder", bevidner Bahá'u'lláh selv, "hvortil det dødelige menneske på denne dag kan nå gennem Guds barmhjertigste nåde er endnu ikke åbenbaret for hans øjne. Tilværelsens verden har aldrig haft og besidder endnu ikke evnen til at opfatte en sådan åbenbarelse. Den dag nærmer sig imidlertid, hvor de skjulte muligheder i en så stor gunst, på Hans bud skal åbenbares for mennesker."

For en åbenbaring af så stor en nåde synes en periode af intens uro og udbredte lidelser uundgåelig. Hvor strålende den tidsalder end har været, som har været vidne til begyndelsen af den mission, som var Bahá'u'lláh betroet, så må den mellemperiode, som må hengå, førend denne tidsalder afkaster sin skønneste frugt, - hvilket i stigende grad bliver tydeligt - overskygges af et moralsk og socialt mørke, som alene kan forberede en ikke angrende menneskehed til den pris, den er bestemt til at arve.

Vi bevæger os nu, støt og uimodståeligt ind i en sådan periode. Midt i de skygger, som samler sig mere og mere om os, kan vi svagt skimte glansen fra Bahá'u'lláhs himmelske herredømme, som glimtvis kommer tilsyne på historiens horisont. Vi, "tusmørkets generation", som lever i en tid, som kan kaldes inkubationstiden for det statssamfund, som Bahá'u'lláh så for sig, er blevet tildelt en opgave, hvis store privilegium vi aldrig fuldt ud kan påskønne, og hvis vanskeligheder vi endnu kun dunkelt erkender. Vi, som er kaldet til at opleve virket af de mørke kræfter, som er bestemt til at udløse en strøm af smertelige lidelser, gør vel i at tro, at den mørkeste time, som må gå forud for daggryet for vor tros guldalder, endnu ikke er oprundet. Hvor dybt end det mulm, som allerede omslutter verden, er, så er de smertelige prøvelser, som verden skal gennemgå, stadig under forberedelse, og endnu kan man ikke foretille sig deres sorteste mørke. Vi står på tærsklen til en tidsalder, hvis omvæltninger samtidig forkynder den gamle verdens dødskamp og den nye verdens fødselsvéer. Gennem den frugtbare indflydelse fra den tro, som Bahá'u'lláh har forkyndt, kan denne nye verdensorden siges at være undfanget. Vi kan i dette øjeblik fornemme dens spirende liv i en svanger tidsalders moderskød - en tidsalder, der afventer den fastsatte time, hvor den vil kaste sin byrde og afgive den skønneste frugt.

"Hele jorden", skriver Bahá'u'lláh, "er svanger. Den dag nærmer sig, da den vil have afkastet sine ædleste frugter, da der fra den vil være fremvokset de højste træer, de mest fortryllende blomster, de mest himmelske velsignelser. Umådeligt ophøjet er den brise, der vifter fra din Herres, den herliggjortes klædning! For se, den har udsendt sin duft og fornyet alle ting! Vel er det med dem der forstår." "Guds nådes brusende vinde," erklærer han i Surih-i-Haykal, "er gået hen over alting. Hver skabning er blevet givet alle de skjulte muligheder, den kan bære. Og dog har verdens mennesker fornægtet denne nåde! Hvert træ er blevet udstyret med de ypperste frugter, hvert ocean beriget med de mest vidunderlige juveler. Mennesket selv er blevet begavet med forståelses og kunskabs gaver. Hele skabelsen er blevet modtager af Den Alnådiges åbenbaring og jorden til gemmested for ting, der er uransagelige for alle undtagen for Gud, Sandheden, Han der har kundskab om usete ting. Den tid nærmer sig, da alt skabt har kastet sin byrde. Forherliget er Gud, som har forundt denne nåde, der omfatter alt, både det sete og det usete."

"Da Guds råb blev opløftet," har 'Abdu'l-Bahá skrevet, "indblæste det nyt liv i meneskehedens legeme og indgav ny ånd til hele skabelsen. Det er af denne grund, at verden blev bevæget i sit inderste og menneskets hjerte og samvittighed blev levendegjort. Inden længe vil beviserne på denne genoplivelse blive åbenbaret og de dybt sovende blive vækket."

Universel uro

Når vi betragter verden omkring os, kan vi ikke undgå at bemærke de mangfoldige tegn på den altomfattende uro, som på alle klodens kontinenter og overalt i menneskelivet - religiøst, socialt, økonomisk eller politisk - renser og gendanner menneskeheden i forventning om den Dag, da menneskehedens helhed er blevet anerkendt og dens enhed oprettet. En dobbelt proces kan imidlertid skimtes, begge medvirker til, på sin egen måde og med accelererende styrke, at bringe de kræfter til at kulminere, der er ved at forvandle vor klode. Den første er i det væsentlige en sammenføjende proces, mens den anden er fundamentalt nedbrydende. Den førstnævnte udvikler, mens den udfolder sig, et system, der meget vel kan tjene som mønster for det verdenssamfund, mod hvilket en mærkeligt kaotisk verden uopholdeligt bevæger sig; mens den sidstnnævnte, alt som dens opløsende indflydelse gør sig gældende, medvirker til, med stadig større voldsomhed, at nedrive de forældede barrierer, der søger at blokere menneskehedens fremmarch mod dens forudbestemte mål. Den konstruktive proces er knyttet til Bahá'u'lláhs frembrydende religion og er forløber for den nye verdensorden, som denne religion inden længe skal oprette. De ødelæggende kræfter, der karakteriserer den anden, bør identificeres med en civilisation, der har nægtet at reagere på en ny tids forventning, og som følge heraf henfalder i kaos og forfald.

En titanisk, en åndelig kamp - enestående i sin betydning og usigeligt strålende i sine endelige konsekvenser - udspiller sig som et resultat af disse modstridende tendenser i denne overgangstid, som Bahá'u'lláhs tilhængeres ordnede samfund og menneskeheden som helhed nu gennemlever.

Den ånd, der har inkarneret sig i en religions stadig stærkere instutioner har, i sin fremmarch for verdens forløsning, stødt sammen med og kæmper nu med de kræfter, der i de fleste tilfælde er selve fornægtelsen af denne ånd, og hvis fortsatte eksistens uundgåeligt vil hindre den i at opnå sit formål. De hule og udslidte institutioner, de forældede doktriner og overbevisninger, de udlevede og utroværdige traditioner, som disse kræfter repræsenterer, er, må det bemærkes, i visse tilfælde blevet undermineret i kraft af deres alderssvækkelse, tabet af deres sammenholdskraft og deres egen iboende korruption. Nogle er blevet fejet væk af de fremstormende kræfter, som Bahá'í religionen i timen for sin tilblivelse så gådefuldt har frigjort. Andre er, som et direkte resultat af en forfængelig og afmægtig modstand mod dens tilsynekomst i de indledende stadier af dens udvikling, døet ud og blevet fuldstændig vanæret. Andre igen havde, idet de frygtede den gennemtrængende indflydelse fra de institutioner, i hvilke denne samme ånd, på et senere tidspunkt var blevet inkarneret, mobiliseret deres styrker og iværksat deres angreb, som efter en kort og illusorisk fremgang var bestemt til at lide et forsmædeligt nederlag.

2. Staternes sammenslutning

Opløsningsprocessen vil ubønhørligt fortsætte, og dens nedbrydende indflydelse må trænge dybere og dybere ind i selve marven på en hensmuldrende tidsalder. Mange lidelser vil endnu være påkrævet førend menneskehedens stridende nationer, trosretninger, klasser og racer er smeltet sammen i den universelle hjemsøgelses smeltedigel og af ilden fra en voldsom ildprøve er smedet sammen til ét organisk statssamfund; ét vældigt og harmonisk fungerende system. Ulykker, ufatteligt rystende, kriser og omvæltninger, som ingen har drømt om; krig, hungersnød, dødbringende sygdomme kan meget vel forene sig for i en upåagtende generations sjæl at indprente de sandheder og principper, som den har fundet uværdige til at anerkende og følge. En endnu smerteligere lammelse end nogen før har oplevet vil brede sig over og yderligere hjemsøge et opløst samfunds struktur, førend det kan genopbygges og genoplives.

"Den civilisation", skriver Bahá'u'lláh, "som de lærde talsmænd for kunst og videnskab så ofte har pralet af, vil, om den får lov til at overskride mådeholdets grænser, bringe store ulykker over menneskene... Civilisationen vil, om den bliver brugt til overdrivelser, vise sig at være en lige så rig kilde til ondt, som den ville have været til godt, hvis den var blevet holdt inden for mådeholdets begrænsninger... Den dag nærmer sig, da dens ild vil fortære byerne, da Storhedens Tunge vil forkynde: 'Herredømmet er Guds, Den Almægtige, Den Alpriste.'" "Fra det øjeblik Suriy-i-Ra'ís (brevet til Ra'ís) åbenbaredes," har han yderligere forklaret, "til denne dag, er verden ikke blevet bibragt tryghed, ej heller har menneskers hjerter haft fred... Dens sygdom nærmer sig nu en tilstand af yderste håbløshed, fordi den sande læge er blevet hindret i at tage lægemidlet i anvendelse, mens ukyndige helbredere bliver betragtet med velvilje og givet fuld frihed til at handle. Oprørskhedens støv har formørket menneskers hjerter og blindet deres øjne. Inden længe vil de forstå følgerne af, hvad deres hænder har forøvet på Guds Dag." "Dette er Dagen", har han atter skrevet, "hvor jorden skal berette om sine tidender. Uretfærdighedens udøvere er hendes byrde.. Udråberen har råbt, og mennesker er blevet revet bort, så stor var hans vredes voldsomhed. Folket ved venstre hånd sukker og klager sin ve. Folket til højre leve i skønne boliger: de nyder den vin som i sandhed er liv, fra Den Albarmhjertiges hænder og er, sandelig, lyksalige."

3. Guds dom

Denne dom fra Gud, som den ses af dem, der har anerkendt Bahá'u'lláh som Hans talerør og Hans største budbringer på jorden, er både en gengældende katastrofe og et udslag af hellig og uforlignelig opdragelse. Den er på én gang en hjemsøgelse fra Gud og en rensende proces for hele menneskeheden. Dens bål straffer menneskeslægtens fordærvelse og svejser dens enkelte dele sammen til et organisk, udeleligt, verdensomspændende samfund. Menneskeheden, som i disse skæbnesvangre år, der markerer afslutningen på det første århundrede af Bahá'í æraen og forkynder indledningen til et nyt, bliver, som det er forordnet af ham, der både er menneskeslægtens dommer og frelser, samtidigt kaldet til at stå til regnskab for sine handliger i fortiden og blive lutret og forberedt til sin fremtidige opgave. Den kan hverken undslippe fortidens ansvar ej heller unddrage sig fremtidens. Gud, den årvågne, den retfærdige, den elskende, Den Alvise Forordner kan i denne uforlignelige religiøse ordning ikke tillade en fordærvet menneskeheds synder, enten det er undladelsessynder eller bevidste overtrædelser, at gå ustraffet hen, ej heller vil Han være villig til at overlade sine børn til deres skæbne og nægte dem det fuldbyrdende og lyksalige stadium i deres lange, deres langsomme og smertelige udvikling gennem tiderne, som på én gang er deres umistelige ret og deres sande bestemmelse.

"Rejs jer, o folk," lyder på den ene side den uheldsvangre advarsel fra Bahá'u'lláh selv, "i forventning om guddommelig retfærdigheds dage, for den fastsatte time er nu kommer." "Opgiv det som I besidder, og grib fat i det, som Gud, der bøjer menneskers nakker, har bragt. Vid med vished, at hvis I ikke vender jer bort fra det, som I har forøvet, vil straffen indhente jer fra alle sider, og I vil komme til at se det, der er bitrere end noget, I har set tilforn." Og igen: "Vi har fastsat en tid for jer, o folk! Hvis I svigter i, ved den fastsatte time, at vende jer til Gud, vil Han i sandhed lægge frygtelig hånd på jer og vil få alvorlige prøvelser til at angribe jer fra alle sider. Hvor streng vil da ikke den tugtelse være, hvormed jeres Herre da vil tugte jer!" Og atter: "Gud herskede visselig over dem, der gjorde os uret og er vel vidende om deres handlinger. Han vil med sikkerhed lægge hånd på dem for deres synders skyld. Han er sandelig den harmdirrende hævner." Og endelig: "O I verdens folk! Vid i sandhed at en uforudset katastrofe følger jer, og at alvorlig straf venter jer. Tro ikke de gerninger, I har øvet, er blevet slettet for mit blik. Ved min skønhed! Alle jeres handlinger har min Pen indgraveret med klare skrifttegn på tavler af krysolit."

"Hele jorden", fastslår Bahá'u'lláh på den anden side udtrykkeligt, idet han forudsiger den strålende fremtid, der venter en verden, der nu er indhyllet i mørke, "er nu svanger. Den dag nærmer sig, da den vil have afkastet sine ædleste frugter, da der fra den vil have fremspiret de højeste træer, de mest fortryllende blomster, de mest himmelske velsignelser." "Den tid nærmer sig, da alle skabte ting vil have kastet deres byrder. Forherliget være Gud, som har skænket denne nåde, der har omsluttet alt, både det synlige og det skjulte." "Disse store trængsler," har han yderligere skrevet, bebudende menneskehedens gyldne tidsalder, "forbereder den til den største retfærdigheds komme." Denne største retfærdighed er i sandhed den retfærdighed, hvorpå strukturen i Den Store Fred kan og vil hvile, mens Den Store Fred i sin tur vil indlede, denne store verdenscivilisation, som for evigt vil være forbundet med ham, som bærer Det Største Navn.

Elskede venner! Næsten et hundrede år er gået siden Bahá'u'lláhs åbenbaring oprandt over verden - en åbenbaring, hvis natur, som bekræftet af ham selv, "ingen af tidligere tiders manifestationer nogensinde, undtagen til en vis grad, fuldt ud har forstået." I et helt århundrede har Gud givet menneskeheden henstand, for at den kunne anerkende grundlæggeren af denne åbenbaring, antage hans sag, forkynde hans storhed og oprette hans Orden. I et hundrede bind - skatkamre for uvurderlige forskrifter, mægtige love, enestående principper, lidenskabelige formaninger, gentagne advarsler, forbavsende profetier, sublime påkaldelser og vægtige kommentarer, har bæreren af dette budskab forkyndt - som ingen profet før ham - den mission, som Gud har betroet ham. Til kejsere, konger, fyrster og potentater, til magthavere og regeringer, gejstlighed og folkeslag, både i øst og i vest, til både kristne, jøder, muslimer og zoroastrier har han i næsten halvtreds år og under de mest tragiske omstændigheder, fremsat disse uvurderlige perler af viden og visdom, som ligger skjult i hans uforlignelige ytrings hav. Forsagende berømmelse og lykke, accepterende fængsling og eksil, ligegyldig over for udstødelse og bagvaskelse, underkastende sig fysiske krænkelser og frygtelige afsavn, lod han, Guds Statholder på jorden, sig forvise fra sted til sted, fra land til land, indtil han tilsidst i Det Store Fængsel ofrede sin martrede søn som løsepenge for hele menneskehedens forløsning og forening. "Vi", har han selv vidnet om, "har i sandhed ikke svigtet vor pligt til at formane mennesker og overgive det, der var mig befalet af Gud, Den Almægtige, Den Alprisede. Om de havde lyttet til mig, ville de have oplevet jorden som en anden jord." Og igen: "Er der endnu nogen undskyldning tilbage for nogen i denne åbenbaring? Nej, ved Gud, Den almægtige trones Herre! Mine tegn har omsluttet jorden, og min magt indhyller hele menneskeheden, og dog er folkeslagene hensunket i en forunderlig søvn!"

4. Menneskehedens skændede helligdom

Denne store gengældende katastrofe, som verdens øverste ledere, både verdslige og religiøse, først og fremmest vil blive holdt ansvarlige, bør, som bevidnet af Bahá'u'lláh, om vi vurderer den korrekt, ikke betragtes alene som en straf udmålt af Gud til en verden, som i hundrede år stædigt har fastholdt sin vægring ved at tilslutte sig sandheden i det frelsende budskab, som tilbydes den af Guds uforlignelige budbærer på denne dag. Den bør også, skønt i mindre grad, betragtes som en guddommelig gengældelse for menneskeslægtens almindelige egensindighed ved at kappe forbindelsen til de elementære principper, der, til alle tider, må styre og som alene kan sikre menneskehedens liv og fremgang. Menneskeheden har desværre med stedse større vedholdenhed, i stedet for at anerkende og tilbede Guds Ånd, som den er tilstede i Hans religion på denne dag, foretrukket at tilbede de falske afgudsbilleder, usandheder og halve sandheder, som formørker dens religioner, ødelægger dens åndelige liv, ryster dens politiske institutioner, ødelægger dens samfundsmæssige bygningsværker og knuser dens økonomiske struktur.

Ikke blot har jordens folk ignoreret, og visse af dem endog angrebet en religion, der på én gang er essensen, forsoneren og foreneren af alle religioner, men de er gledet bort fra deres egne religioner og har på deres omstyrtede altre sat andre guder, fuldstændig fremmede ikke alene for ånden, men også for de traditionelle former i deres ældgamle religioner.

"Verdens ansigt," klager Bahá'u'lláh, "har forandret sig. Guds veje og Guds religion er ophørt med at have nogen værdi i menneskers øjne." "Livskraften i menneskers tro på Gud," har han også skrevet, "er ved at dø ud i alle lande... Ugudelighedens rust æder sig ind i samfundets inderste kerne." "Religion." bekræfter han, "er sandelig det vigtigste redskab til at oprette orden i verden og tryghed for dens folkeslag... Jo større religionens forfald, desto frygteligere de ugudeliges egensindighed. De kan kun til slut føre til kaos og forvirring." Og igen: "Religion er et strålende lys og en uindtagelig fæstning til menneskers ve og vel." " Som mennesket behøver en klædning at pryde sit legeme med", har han skrevet i en anden forbindelse, "således må menneskehedens legeme nødvendigvis prydes med retfærdigheds og visdoms kappe. Dens kåbe er den åbenbaring, der er skænket af Gud."

Denne livgivende kraft er ved at dø ud, denne vældige hjælpekilde er blevet genstand for foragt, dette strålende lys er formørket, denne uindtagelige fæstning forladt, denne skønne kåbe kastet bort. Ja, Gud selv er stødt fra tronen i menneskers hjerter og en afgudsdyrkende verden hylder og tilbeder lidenskabeligt og larmende de falske guder, som dens egne forfængelige forestillinger så tåbeligt har skabt, og dens vildledte hænder så ugudeligt ophøjet. De største afgudsbilleder i menneskehedens skændede helligdom er ingen andre end de tre guder, nationalisme, racisme og kommunisme, ved hvis altre regeringer og folkeslag - demokratiske eller totalitære, i fred eller i krig, fra øst eller vest, kristne eller islamiske - under forskellige former og i ulige grader nu tilbeder. Deres ypperpræster er politikerne eller de verdslig vise, tidens såkaldte vismænd; deres offer er de nedslagtede massers kød og blod; deres besværgelser forslidte slagord og forræderiske og bespottelige fraser; deres røgelse, den fortvivlensens røg der stiger op fra de efterladtes, de lemlæstedes og de hjemløses sønderrevne hjerter.

"Nyfødte, verdensomspændende bevægelser," lyder 'Abdu'l-Bahás advarsel, "vil anstrenge sig til det yderste for at fremme deres planer. Venstrefløjen vil få stor betydning. Dens indflydelse vil brede sig."

De usunde og skadelige teorier og politiske principper, som guddommeliggør staten, og sætter nationen over menneskeheden, der søger at underordne sig verdens broderfolk under én enkelt race, der diskriminerer mellem sorte og hvide, og som tolererer én priviligeret klasses dominans over alle andre - dette er de mørke, de falske og de uhæderlige doktriner, som før eller senere må gøre hvert menneske og hvert folk, der tror på dem eller handler efter dem, til genstand for Guds vrede og straf.

I kontrast til og i uforsonlig modstrid med disse krigsfremkaldende, verdensomvæltende doktriner er de helsebringende, de frelsende, de vægtige sandheder proklameret af Bahá'u'lláh, hele menneskehedens guddommelige organisator og frelser - sandheder, der bør betragtes som hans åbenbarings livgivende kraft og adelsmærke: "Verden er blot ét land, og menneskehedens dets borgere." " Lad ingen rose sig af, at han elsker sit land, lad ham hellere rose sig af at han elsker sine medmennesker." Og atter: "I er alle frugterne på ét træ, bladene på én gren." "Vend jeres tanke og vilje mod uddannelse af alverdens folkeslag og slægter, at måske... hele menneskeheden kan blive opretholderne af én orden, og borgerne i én by... I dvæler i én verden og skabtes gennem én viljes virke." "Tag jer iagt, at ikke kødets begær og fordærvede tilbøjeligheder fremkalder splittelse iblandt jer." Vær som fingre på én hånd, lemmer på ét legeme." Og atter engang: "Alle verdens unge træer udsprang fra ét træ og alle dråber fra ét hav, og alle skabninger skylder ét Væsen deres eksistens." Og yderligere: "Den er i sandhed et menneske som idag vier sig til tjeneste for hele menneskeheden."

5. Tegn på moralsk forfald

Tegnene på moralsk forfald, så tydelige udfra vidnesbyrdene om forfald i religiøse institutioner, synes ikke mindre bemærkelsesværdige og betydningsfulde. Det forfald, som er sat ind i de islamiske og kristne institutioner, kan siges at have haft sit modstykke i liv og levned hos dem, de er sammensat af. Hvor vi end vender blikket, hvor flygtig end iagttagelsen af denne generations gøren og laden er, så kan vi ikke undgå at blive slået af de tegn på moralsk forfald, som mænd og kvinder rundt om os udviser i deres personlige liv såvel som i deres fælles foretagender.

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at dette forfald i religionen som en social magtfaktor, og som opløsningen af religiøse institutioner kun er et ydre tegn på, i hovedsagen er ansvarlig for, et så alvorligt, et så iøjenfaldende onde. "Religion", skriver Bahá'u'lláh, "er det bedste af alle midler til oprettelse af orden i verden og til rolig tilfredshed for alle, der lever i den. Svækkelsen af religionens søjler har styrket de uvidende og gjort dem dristige og overmodige. Sandelig siger jeg: "Hvad der end har sænket religionens høje stade, har forøget de ondes egensindighed, og resultatet kan kun blive anarki." "Religion", har han sagt i et andet skrift, "er et strålende lys og en uindtagelig fæstning til beskyttelse og velfærd for verdens folk, for gudsfrygt driver menneskene til at holde fast ved det, der er godt og at sky alt ondt. Om religionens lampe bliver fordunklet, vil kaos og forvirring opstå, og lysene fra retfærdighed, fra ærlighed, fra fred og tryghed ophøre med at skinne." "Vid", har han skrevet i en anden forbindelse, "at de sande vismænd har lignet verden ved det menneskelige tempel. Som mennesket behøver en klædning at pryde sit legeme med, således må menneskehedens legeme nødvendigvis prydes med retfærdigheds og visdoms kappe. Dens kåbe er den åbenbaring, der er skænket af Gud."

Intet under derfor, at når religionens lys, som et resultat af menneskeligt fordærv, slukkes i menneskenes hjerter og den guddommeligt udvalgte kåbe, bestemt til at pryde det menneskelige tempel, med fuldt overlæg kasseres, da indfinder der sig øjeblikkeligt et sørgeligt forfald i menneskehedens skæbne, som i i sit kølvand bringer alle de onder, som en vildfaren sjæl formår at fremvise. Den menneskelige karakters fordærv, fornedrelse af menneskers vandel, menneskeskabte institutioners forfald og opløsning åbenbarer sig under disse omstændigheder i deres værste og mest afskyelige aspekter. Menneskers karakter fornedres, tilliden vakler, disciplinens styrke slappes, den menneskelige samvittigheds stemme tier, sansen for anstændighed og skam svækkes, opfattelsen af pligt, solidaritet, gensidighed og loyalitet forvrænges og selve følelsen af fred, glæde og håb slukkes gradvist.

Således, kan vi nok indrømme, er den tilstand, som både personer og institutioner nærmer sig. "Ikke to mennesker findes", har Bahá'u'lláh skrevet, begrædende en vildfaren menneskeheds tilstand, "som kan siges at være udadtil og indadtil forenet. Tegnene på splid og ondskab er synlige overalt, skønt alle skabtes til harmoni og enhed." "Hvor længe", udbryder han i samme skrift, "vil menneskeheden fremture i sin egensindighed? Hvor længe vil uretfærdigheden vedvare? hvor længe vil kaos og forvirring råde blandt mennesker? Hvor længe vil splid forstyrre samfundet? Fortvivlelsens vinde blæser desværre fra alle sider, og den strid, der splitter og hjemsøger menneskeslægten, tager til dag for dag."

Forværrelse af religiøs intolerance, af racisme og af patriotisk arrogance; de tiltagende tegn på selviskhed, mistro, frygt og svig; udbredelse af terrorisme, lovløshed, drukkenskab og kriminalitet, den uudslukkelige tørst efter og den febriklske jagt på jordisk pragt, rigdomme og fornøjelser, svækkelse af familiesammenhold, slappelse af forældrenes kontrol; forfaldet til luksuøse nydelser; den uansvarlige holdning til ægteskab og den deraf følgende stigning i skilsmisser; udartelsen i kunst og musik, litteraturens besmittelse og pressens korruption, den øgede indflydelse for disse "fordærvets profeter", som forfægter papirløse ægteskaber, som prædiker nudismens filosofi, som kalder anstændighed en intellektuel fiktion, som nægter at betragte undfangelse af børn som det hellige og primære formål med ægteskabet, som fordømmer religion som værende opium for folket, som, hvis de fik frie tøjler, ville føre menneskeheden tilbage til barbari, kaos og i sidste ende til udslettelse - disse synes at udgøre de iøjenfaldende kendetegn på et fordærvet samfund, et samfund, som enten må genfødes eller gå til grunde.

6. Statskunstens afmagt

Højt elskede venner! Menneskeheden har, hvad enten den ses i lyset af menneskets individuelle adfærd eller i lyset af de eksisterende relationer mellem organiserede samfund og nationer, desværre forvildet sig alt for langt bort og undergået en alt for stor fornedrelse til at blive forløst ved egne anstrengelser fra de bedste blandt de anerkendte herskere og statsmænd - uanset hvor uegennyttige deres motiver er, uanset hvor forenede de er i deres handlinger, uanset hvor gavmilde de er i deres iver og hengivenhed for sagen. Intet system, som den fornemmeste statskunsts beregninger kan udtænke; ingen lære, som de mest frenragende repræsentanter for økonomiskplanlægning kan håbe at fremsætte; intet princip, som de mest brændende moralister kan kæmpe for at indskærpe, kan i sidste instans udgøre et tilstrækkelig fundament, hvorpå en forpint verdens fremtid kan bygges.

Ingen appel om gensidig tolerance, som de verdslig vise kan fremsætte, omend aldrig så indtrængende og krævende, kan stilne dens lidenskaber og hjælpe til at genskabe dens livskraft. Intet blot og bart organiseret internationalt samarbejde på noget menneskeligt område, uanset hvor genial idéen eller hvor vidtrækkende, vil formå at fjerne den dybeste årsag til det onde, der så voldsomt har forstyrret balancen i vore dages samfund. End ikke selve den handling, vil jeg vove at påstå, at udtænke det nødvendige system til politisk og økonomisk forening af verden - et prnicip, der i stigende grad er blevet fremsat i den senere tid - ville i sig selv kunne danne modgift til den gift, der konstant underminerer livskraften hos organiserede folk og nationer.

Hvad andet, kan vi nok tillidsfuldt påstå, end ubetinget accept af Det Guddommelige Program, forkyndt af Bahá'u'lláh med så stor enkelhed og kraft for så lang tid som for tres år siden - i sin sin essens sammenfattende Guds himmelsk dekreterede plan for menneskehedens enhed i denne tidsalder tilligemed en uovervindelig overbevisning om den ufejlbare kraft i hver eneste af dens bestemmelser, magter i sidste instans at modstå de kræfter i indre opløsning, som, hvis de ikke bremses, nødvendigvis vil fortsætte med at gnave i et rådvildt samfunds rødder. Det er mod dette mål - målet for en ny verdensorden, guddommelig i sin oprindelse, altomfattende i sin udstrækning, retfærdig i sine principper, udfordrende i sine træk - en forpint menneskehed må stræbe.