Announcing: BahaiPrayers.net

DEN ADMINISTRATIVE ORDEN
1. Fundamentet for den administrative orden

Højt elskede brødre i 'Abdu'l-Bahá! Med Bahá'u'lláhs bortgang var den guddommelige ledelses dagstjerne, den, der, som forudsagt af Shaykh Ahmad og Siyyid Kázim, var stået op i Shiraz, og som, medens den fulgte sin vestlige bane, havde nået sit højdepunkt i Adrianopel, omsider gået ned under Akkos horisont for aldrig at stå op før efter det fulde forløb af et årtusinde. Et så strålende himmellegemes nedgang bragte perioden med guddommelig åbenbaring til sin endelige afslutning - bahá'í-æraens indledende og mest livgivende stadium. Denne periode, der blev indvarslet af Báb, kulminerede med Bahá'u'lláh, var imødeset og lovprist af alle profeterne i denne store profetiske cyklus, - denne periode er med undtagelse af det korte interval mellem Bábs martyrium og Bahá'u'-lláhs rystende oplevelser i Siyyáh-Chál i Teheran, karakteriseret ved næsten 50 års uafbrudt og fremadskridende åbenbaring - en periode, der på grund af sin varighed og frugtbarhed må betragtes som værende uden sidestykke i hele verdens åndelige historie.

'Abdu'l-Bahás død markerer på den anden side afslutningen på den samme religiøse ordens heroiske og apostoliske tid - den primitive periode i vor tro, hvis glans aldrig kan overgås og langt mindre fordunkles af den herlighed, som nødvendigvis må udmærke fremtidige sejre i Bahá'u'lláhs åbenbaring. For hverken forkæmpernes bedrifter inden for de nuværende institutioner i Bahá'u'lláhs tro, eller de stormende triumfer, som det vil lykkes Den Gyldne Tids helte at vinde i kommende tider, kan måle sig med eller indbefattes i samme kategori som de vidunderlige gerninger, man forbinder med navnene på dem, der har givet den liv og lagt dens tidligste fundamenter. Den første og skabende tid i Bahá'í æraen må, ved selve sin natur, stå hævet over og adskilt fra den formende periode, vi er indtrådt i og den gyldne tid, der er bestemt til at følge efter den.

Page 7
Den administrative ordens kilder

'Abdu'l-Bahá, som legemliggører en institution, som vi ikke på nogen måde kan finde en parallel til i nogen af verdens anerkendte religiøse systemer, kan siges at have afsluttet den æra, som han selv tilhørte, og indledt den, i hvilken vi nu arbejder. Hans testamente bør således betragtes som det evige, det uopløselige bånd, som han, der er Guds Mysterium, har udformet for at sikre kontinuiteten i de tre tidsaldre, som udgør bestanddelene i Bahá'í religionens religiøse system. Den periode, i hvilken troens frø langsomt havde spiret, er således flettet sammen både med den, som skal være vidne til dens blomstring, og med den efterfølgende tidsalder, i hvilken hint frø omsider vil have afgivet sin gyldne frugt.

De skabende kræfter, som frigjordes af Bahá'u'lláhs lov, og som gennemsyrede og udvikledes i 'Abdu'l-Bahás sind har ved selve deres effekt og nære samspil bragt et redskab til verden, som kan betragtes som den nye verdensordens charta, der på én gang er dette største religiøse systems hæder og løfte. Testamentet kan således hilses som det uundgåelige barn, der var resultatet af den mystiske forbindelse mellem ham, der formidlede sin guddommelige hensigts livgivende indflydelse og den, der var dens bærer og udvalgte modtager. Som barn af pagten - arving til både ophavsmanden og fortolkeren af Guds lov - kan 'Abdu'l-Bahás testamente ligeså lidt adskilles fra ham, der gav den oprindelige og motiverende impuls som fra den, der tilslut undfangede det. Vi må altid bære i erindring, at Bahá'u'lláhs uransagelige hensigt så fuldstændigt havde gennemsyret 'Abdu'l-Bahás handlemåde og deres motiver var så tæt knyttet til hinanden, at blot et forsøg på at adskille den førstes læresætninger fra noget system, som det forbilledlige eksempel for de samme læresætninger har oprettet, ville være det samme som at fornægte én af troens helligste og mest fundamentale sandheder. Den administrative orden, som lige siden 'Abdu'l-Bahás død har udviklet sig og er ved at tage form for øjnene af os i ikke mindre

Page 8

end fyrretyve lande, må betragtes som selve testamentes grundrids, den ukrænkelige fæstning, hvori dette nyfødte barn næres og udvikles. Denne administrative orden vil, efterhånden som den udvides og konsolideres, uden tvivl åbenbare sine potentialer og blotlægge alt, hvad dette betydningsfulde dokument indebærer - dette den mest bemærkelsesværdige formulering af forordninger fra én af de mest bemærkelsesværdige skikkelser i Bahá'u'lláhs verdensorden. Den vil, efterhånden, som dens bestanddele, dens organiske institutioner begynder at fungere med effektivitet og kraft, forfægte sine krav og vise sin adkomst til at blive betragtet - ikke blot som kernen, men som selve mønstret for den nye verdensorden, som i tidens fylde er bestemt til at omfatte hele menneskeheden.

Det bør i denne forbindelse bemærkes, at denne administrative orden adskiller sig fundamentalt fra noget, nogen profet tidligere har oprettet, da det er Bahá'u'lláh selv, der har åbenbaret dens principper, oprettet dens institutioner, udpeget den person, der skulle fortolke hans ord, og tildelt den nødvendige autoritet til den institution, som var bestemt til at supplere og bringe hans lovgivende forordninger i anvendelse. Deri ligger hemmeligheden ved dens styrke, dens fundamentale særegenhed og sikringen mod opløsning og splittelse. Intetsteds i verdensreligionernes hellige skrifter, ikke engang i indstifteren af Bábí religionens skrifter finder vi forholdsregler, som opretter en pagt eller foreskriver en administrativ orden, som i omfang og autoritet kan sammenlignes med det, der ligger til grund for Bahá'í religionens. Har kristendommen eller islam - for som et eksempel at tage to af de mest udbredte og fremtrædende af verdens anerkendte religioner - noget at tilbyde, som kan måles med, eller betragtes som ligestillet med for eksempel Bahá'u'lláhs pagts bog eller 'Abdu'l-Bahás testamente? Giver teksten i Evangeliet eller Koranen tilstrækkelig autoritet til de ledere og forsamlinger, som har gjort krav på retten til og tiltaget sig den funktion at fortolke deres hellige skrifters forordninger og administrere deres respektive

Page 9

samfunds anliggender? Formåede Peter, apostlenes anerkendte leder, eller imamen 'Alí, profetens fætter og legitime efterfølger, til støtte for den forrang, de begge var blevet forlenet med, at fremlægge skrevne og udtrykkelige bekræftelser fra Kristus og Muhamed, som kunne have bremset dem der - enten blandt deres samtidige eller i senere tid - har fornægtet deres autoritet og ved deres handlinger fremskyndet den splittelse, som består den dag idag? Hvor, kan vi tillidsfuldt spørge, kan vi i Jesu Kristi nedfældede udtalelser, enten det drejer sig om efterfølgen eller opstilling af en samling specifikke love og klart definerede administrative forordninger, til forskel fra rent åndelige principper, finde noget, der nærmer sig de detaljerede påbud, love og advarsler, som både Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás dokumenterede udtalelser er så rige på? Kan nogen passage i Koranen, som med hensyn til sin retslige kodeks, sine administrative og andagtsmæssige forordninger markerer et allerede betragteligt fremskridt i sammenligning med tidligere og mere forvanskede åbenbaringer, fortolkes på en sådan vis, at den på ubestridelig basis fastslår den uangribelige autoritet, med hvilken Muhamed mundtligt og ved adskillige lejligheder havde forlenet sin efterfølger? Kan indstifteren af Bábí religionen, hvor meget det end lykkedes ham gennem forordningerne i den persiske Bayan at afvende en splittelse så permanent og katastrofal, som dem der hjemsøgte kristendommen og islam, - kan han siges at have frembragt redskaber til sin tros sikring lige så tydelige og effektive som dem, der til alle tider skal bevare enigheden hos Bahá'u'lláhs tros organiserede tilhængere?

Ene af alle tidligere åbenbaringer har denne tro, gennem udtrykkelige direktiver, gentagne advarsler og de dokumenterede garantier inkorporeret i og uddybet i dens lære, formået at opbygge en struktur, som de rådvilde tilhængere af fallerede og nedbrudte trosretninger gerne kunne nærme sig og undersøge kritisk, og, inden det er forsent, søge den usårlige tryghed i dens verdensomspændende beskyttelse.

Page 10

Intet under, at den, som ved sit testamentes bestemmelser har indstiftet så mægtig og enestående en orden og som er midtpunkt for en så mægtig pagt, skulle have skrevet disse ord: "så fast og mægtig er denne pagt, at intet religiøst system fra tidernes morgen har frembragt dens lige." "Alt hvad der end ligger skjult i hjertet af denne hellige cyklus", skrev han i den mørkeste og farligste tid af sin embedsperiode, "vil gradvist vise sig og komme tilsyne, for dette er blot begyndelsen af dens vækst og daggryet for åbenbarelsen af dens tegn." "Frygt ikke", lyder hans ord, der bebuder oprettelse af den administrative orden skabt gennem hans testamente, "frygt ikke, om også denne gren skulle blive revet løs fra denne materielle verden og afkaste sine blade; dens løv vil dog stå i flor, for denne gren vil vokse, efter at den er skilt fra denne nedre verden; den vil nå herlighedens højeste tinder, og den skal bære frugter, der vil fylde verden med vellugt."

Til hvilket andet, om ikke til den kraft og majestæt som denne administrative orden - grundlaget for fremtidens altfavnende baha','i', statssamfund - er bestemt til at åbenbare, kan disse udtalelser fra Bahá'u'lláh hentyde: "Verdens ligevægt er blevet forstyrret gennem denne største, denne ny verdensordens vibrerende indflydelse. Menneskehedens ordnede liv er blevet revolutioneret gennem dette enestående, dette vidunderlige systems mellemkomst - hvis lige dødelige øjne aldrig har skuet."

Báb ser selv i syne hentydninger til "Ham, som Gud skal åbenbare" hen til det system og forherliger den verdensorden, som Bahá'u'lláhs åbenbaring er bestemt til at udvikle. "Vel er det med den," - er hans bemærkelsesværdige udtalelse i det tredie kapitel af Den Persiske Bayán, - "der fæster sit blik på Bahá'u'lláhs orden og takker sin Herre! For han vil med sikkerhed blive åbenbaret. Gud har i sandhed uigenkaldeligt forordnet det i Bayán."

I Bahá'u'lláhs breve, hvor institutionerne det internationale og de

Page 11

lokale retfærdighedens huse specielt navngives og formelt indstiftes; i institutionen Guds Sags Hænder, som først Bahá'u'lláh og siden 'Abdu'l-Bahá gav liv; i institutionerne lokale og nationale råd, som på et spirende stadium fungerede i tiden forud for 'Abdu'l-Bahás død; i den myndighed, som ophavsmanden til vor tro og hans pagts midtpunkt i deres breve har valgt at udstyre dem med; i institutionen det lokale fond, som fungerede i henhold til 'Abdu'l-Bahás særlige påbud til visse råd i Persien; i de vers i Kitáb-I-Aqdas, hvis indhold klart imødeser beskytterembedet; i den forklaring, som 'Abdu'l-Bahá i ét af sine breve gav om, og den vægt han lagde på arveprincippet og loven om førstefødsretten, som fortidens profeter havde opretholdt - i alt dette kan vi skimte et svagt glimt og opdage de tidligste hentydninger til den administrative ordens natur og funktion, som 'Abdu'l-Bahás testamente på et senere tidspunkt var bestemt til at kundgøre og formelt oprette.

Beskytterembedet og Det Universelle Retfædighedens Hus

Et forsøg, føler jeg, bør på nuværende tidspunkt gøres på at forklare karakteren og funktionen af de dobbeltsøjler, der bærer denne mægtige administrative struktur - nemlig institutionerne Beskytterembedet og Det Universelle Retfærdighedens Hus. I sin helhed at beskrive de forskellige elementer, der fungerer i forbindelse med disse institutioner, ligger uden for rammerne og hensigten med denne generelle gennemgang af de fundamentale sandheder i troen. Nøjagtigt og minutiøst at definere de træk og udtømmende at analysere karakteren af det slægtskab, der på den ene side binder disse to fundamentale organer i 'Abdu'l-Bahás testamente sammen, og på den anden forbinder hver af dem med indstifteren af troen og hans pagts midtpunkt, er en opgave som fremtidens generationer utvivlsomt fyldestgørende vil opfylde. Mit umiddelbare formål er her at uddybe visse iøjenfaldende træk i dette system der, hvor nær vi end står dette vældige bygningsværk allerede er så klart defineret, at vi finder det utilgiveligt både at misopfatte det og overse det.

Page 12

Det bør fra begyndelsen klart og utvetydigt fastslås, at disse dobbeltinstitutioner i Bahá'u'lláhs administrative orden bør betragtes som guddommelige af oprindelse, væsentlige i deres funktioner og komplementerende i deres mål og hensigt. Deres fælles fundamentale formål er at sikre kontinuiteten i den guddommeligt udpegede autoritet, som flyder fra vor tros kilde, at værne om dens tilhængeres enhed og at opretholde dens læresætningers integritet og fleksibilitet. Ved at handle i forening administrerer disse to uadskillelige institutioner dens anliggender, koordinerer dens aktiviteter, fremmer dens interesser, iværksætter dens love og værner dens hjælpeinstitutioner. Hver for sig virker de indenfor et klart defineret myndighedsområde; hver især er udstyret med sine egne ledsagende institutioner - redskaber bestemt for en effektiv udførelse af dens særlige ansvar og pligter. Hver især udøver, inden for de begrænsninger, den er pålagt, sin magt, sin autoritet, sine rettigheder og prærogativer. Disse er hverken i modstrid med hinanden eller svækker i mindste måde den stilling, som hver af disse institutioner indtager. Langt fra at være uforenelige eller indbyrdes ødelæggende, supplerer de hinandens autoritet og funktioner og er permanent og fundamentalt forenede i deres mål.

Adskilt fra Beskytterembedet ville Bahá'u'lláhs verdensorden lemlæstes og for evigt berøves det arveprincip, der, som 'Abdu'l-Bahá har skrevet, er blevet ufravigeligt opretholdt ved Guds lov. "I alle de guddommelige systemer," fastslår han i et brev til én af troens tilhængere i Persien, "tilkendes den ældste søn en ganske særlig betydning. Selv profetskabets stade har været hans fødselsret." Uden denne institution ville troens integritet være truet og hele strukturens stabilitet være i alvorlig fare. Dens anseelse ville tage skade, og det nødvendige organ til en langvarig og uafbrudt iagttagelse af en generationsrække ville fuldstændig mangle og den nødvendige ledelse til at definere dens valgte repræsentanters område for lovgivning ville være fjernet.

Page 13

Afskåret fra den ikke mindre væsentlige institution Det Universelle Retfærdighedens Hus ville dette samme system i 'Abdu'l-Bahás testamente være lammet i sine handlinger og ville være ude af stand til at udfylde de huller, som Kitáb-I-Aqdas' ophavsmand med velberådet hu har ladet stå åbne i sin samling af lovgivende og administrative forordninger.

"Han er Guds ords fortolker," bedyrer 'Abdu'l-Bahá, idet han henviser til troens beskytters funktioner, og bruger i sit testamente ganske det samme udtryk, som han selv havde valgt, da han skulle tilbagevise argumenterne fra de pagtbrydere, der havde bestredet hans ret til at fortolke Bahá'u'lláhs udsagn. "Efter ham," tilføjer han, "vil følge den førstefødte af hans efterkommere i lige linie." "Den mægtige fæstning," forklarer han videre, "vil forblive uindtagelig og sikker gennem lydighed mod ham, der er Guds sags beskytter." "Det påhviler medlemmerne af Retfærdighedens Hus, alle Aghsan, Afnan, Guds sags hænder at vise lydighed, ydmyghed og at underordne sig beskytteren af Guds sag."

"Enhver må vende sig til Den Helligste Bog (Kitáb-I-Aqdas)," erklærer 'Abdu'l-Bahá i sit testamente, "og alt, hvad der ikke er udtrykkeligt optegnet deri, skal henvises til Det Universelle Retfærdighedens Hus. Det, som denne institution vedtager, hvad enten det er enstemmigt eller ved en flertalsbeslutning, er så vist sandheden og Guds egen hensigt. Den, der afviger herfra, tilhører i sandhed dem, der elsker uenighed, har udvist ondskab og vendt sig fra pagtens Herre."

Ikke blot bekræfter 'Abdu'l-Bahá i sit testamente Bahá'u'lláhs foran citerede udtalelse, men udstyrer denne institution med den yderligere ret og magt til, i henhold til tidens krav, at ophæve sine egne lovbestemmelser såvel som de love, som et tidligere Retfærdighedens Hus har vedtaget.

Page 14

"Lige såvel som Retfærdighedens Hus har magt til at lovgive i spørgsmål, der ikke udtrykkeligt er optegnet i Bogen, og som drejer sig om forhåndenværende spørgsmål, således har det også magt til at ophæve samme love...Dette kan det gøre, fordi disse love ikke danner en del af den klare guddommelige tekst."

Idet der henvises både til Beskytteren og Det Universelle Retfærdighedens Hus læser vi disse utvetydige ord: "Den hellige og ungdommelige gren, beskytteren af Guds sag, såvel som Det Universelle Retfærdighedens Hus, som ved almén afstemning skal vælges og oprettes er begge under Abhá Skønhedens omsorg og beskyttelse og under Den Ophøjedes ( Bábs) beskyttelse og aldrig fejlende ledelse (måtte mit liv blive ofret for dem begge). Hvad de end beslutter er fra Gud."

Udfra disse udtalelser er det gjort uimodsigeligt klart og tydeligt, at Guds tros beskytter er Ordets fortolker, og at Det Universelle Retfærdighedens Hus er blevet udstyret med funktionen at lovgive i sager, der ikke er udtrykkeligt åbenbaret i læren. Beskytterens fortolkning er inden for sin egen sfære ligeså autoritativ og bindende som lovbestemmelserne fra Det Internationale Retfærdighedens Hus, hvis særlige ret og prærogativ det er at dømme om og afsige endelig kendelse om sådanne love og forordninger, som Bahá'u'lláh ikke udtrykkeligt har åbenbaret. Ingen af dem kan eller vil nogensinde krænke den andens hellige og foreskrevne område. Ingen af dem vil søge at indskrænke den andens specifikke og ubestridelige autoritet, med hvilken begge er udstyret.

Skønt troens beskytter er blevet gjort til permanent overhoved for denne ærværdige institution, kan han aldrig, end ikke midlertidigt, tiltage sig retten til lovgivning på egen hånd. Han kan ikke tilsidesætte en beslutning truffet af medlemmernes flertal men er forpligtet til at forlange en genovervejelse af en hvilken som helst

Page 15

lovbestemmelse, som hans samvittighed siger ham er i konflikt med og afviger fra ånden i Bahá'u'lláhs åbenbarede ytringer. Han fortolker det, som er specifikt åbenbaret og kan ikke lovgive undtagen i sin egenskab som medlem af Det Universelle Retfærdighedens Hus. Han er afskåret fra uafhængigt at affatte den forfatning, efter hvilken medlemmernes organiserede aktiviteter skal ledes og fra at øve indflydelsse på en måde, der ville gribe ind i friheden hos dem, hvis hellige ret det er at vælge hans medarbejdere i denne institution.

Det bør erindres, at beskytterembedet var blevet forudset af 'Abdu'l-Bahá i en hentydning, han kom med i et brev til tre af sine venner i Persien, længe før hans bortgang. På deres spørgsmål, om der ville være nogen person, som alle bahá'íer ville forventes at vende sig til efter hans bortgang, svarede han følgende: "Med hensyn til det spørgsmål I har stillet mig, vær da forsikrede om, at dette er en velbevaret hemmelighed. Den er som en perle gemt i sin skal. At den vil blive åbenbaret er forudbestemt. Tiden vil komme, da dens lys vil vise sig, da dens tegn blive åbenbaret og dens hemmeligheder opklaret."

Højt elskede venner! Hvor ophøjet positionen og livsvigtig funktionen af beskytterembedet end er i Bahá'u'lláhs administrative orden og hvor overvældende vægten er af den ansvarsbyrde, som den bærer, så må dets betydning på ingen måde overbetones, uanset sproget i Testamentet. Troens besktter må under ingen omstændigheder, hans fortrin og opnåelser ufortalt, ophøjes til det stade, som sammen med 'Abdu'l-Bahá vil lade ham dele den enestående position, som Pagtens Midtpunkt besidder - end mindre til det stade, der udelukkende er forordnet for Guds manifestation. En så alvorlig afvigelse fra vor tros anerkendte doktriner er intet mindre end blasfemi. Som jeg allerede har udtalt i mine henvisninger til 'Abdu'l-Bahás stade - hvor stor den kløft end er, der adskiller ham fra ophavet til en guddommelig åbenbaring, kan den aldrig sammenlignes

Page 16

med den afstand, der er mellem ham, der er midtpunktet i Bahá'u'lláhs pagt, og beskytterne, som er dens udvalgte tjenere. Der er meget, meget større afstand mellem beskytteren og Pagtens Midtpunkt, end der er mellem pagtens midtpunkt og dens indstifter. Jeg føler det som min højtidelige pligt at fastslå, at ingen beskytter af troen nogensinde kan gøre krav på at være Bahá'u'lláh læres fuldkomne eksempel eller det pletfru spejl, der reflekterer hans lys. Skønt overskygget af Bahá'u'lláhs og Bábs ufejlbarlige og aldrig svigtende beskyttelse, og hvor meget han end med 'Abdu'l-Bahá deler retten og pligten til at fortolke Bahá'í læren, forbliver han i det væsentlige menneskelig og kan ikke, hvis han ønsker at forblive trofast mod sit betroede hverv, under noget som helst påskud tiltage sig de rettigheder, privilegier og forrettigheder, som Bahá'u'lláh har valgt at tildele sin søn. I lyset af denne sandhed ville det at bede til troens beskytter, tiltale ham som herre og mester, benævne ham som hans hellighed, søge hans velsignelse, fejre hans fødselsdag eller at højtideligholde nogen begivenhed i hans liv være ensbetydende med afvigelse fra de anerkendte sandheder som holdes i hævd i vor elskede tro. Det faktum, at beskytteren er blevet udrustet med de evner, der er fornødne for at åbenbare den egentlige mening og afdække de skjulte betydninger i Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás udtalelser, giver ham ikke nødvendigvis et stade som ligestillet med dem, hvis ord han er kaldet til at fortolke. Han kan udøve sin ret og udføre denne pligt og dog forblive uendelig langt under dem begge i rang og være forskellig af natur.

Troens nuværende og fremtidige beskyttere må til overflod i ord og handling bekræfte ukrænkeligheden i dette hovedprincip i vor tro. Gennem deres handlemåde og eksempel må de nødvendigvis anbringe sandheden heraf på et uangribeligt fundament og til fremtidige generationer overgive uomtvistelige vidnesbyrd om dens realitet.

Page 17

At tøve med for min del at anerkende en så væsentlig sandhed eller at vakle i at proklamere så fast en overbevisning ville være et skamløst forræderi mod den tillid, som 'Abdu'l-Bahá nærede til mig og en utilgivelig bemægtigelse af den autoritet, med hvilken han selv var blevet udstyret.

Den administrative ordens teori

Et ord bør nu siges om den teori på hvilken den administrative orden hviler og det princip, der skal styre dens hovedinstitutioners virksomhed. Det ville være fuldstændig vildledende at forsøge en sammenligning mellem denne enestående, denne guddommelige undfangne orden og nogen af de forskellige systemer, som mennesker i forskellige perioder af historien har udtænkt til styrelse af menneskelige institutioner. Et sådant forsøg ville i sig selv røbe en mangel på fuldstændig forståelse af overlegenheden i den store skabers værk. Hvorledes kunne det være anderledes, når vi erindrer, at denne orden udgør selve mønstret for den guddommelige civilisation, som Bahá'u'lláhs almægtige Lov er bestemt til at oprette på jorden. De forskellige og evigt skiftende systemer i menneskegjort politik, fortidig eller nutidig, kommende fra øst eller vest, tilbyder ikke noget tilstrækkeligt kriterium, hvorefter man kunne vurdere styrken i dens skjulte overlegenhed eller skønne om dens fundamenters soliditet.

Fremtidens Bahá'í statssamfund, for hvilken denne storslåede administrative orden er den eneste ramme, er i både teori og praksis ikke blot enestående i politiske institutioners historie, men finder heller ingen parallel i nogen af verdens anerkendte religioners annaler. Ingen form for demokratisk styre, ikke et autokratisk eller diktatorisk system, det være sig royalistisk eller republikansk, intet overgangssystem af en rent aristokratisk orden, ej heller nogen af de anerkendte typer af teokrati, det være sig det hebraiske samfund eller de forskellige kristne kirkelige organisationer, eller imamatet

Page 18

eller kalifatet i islam - ingen af disse kan identificeres med eller siges at være i overensstemmelse med den administrative orden , som dens fuldkomne arkitekt har formet med sin mesterlige hånd.

Den nyfødte administrative orden forbinder i sin struktur visse elementer, som kan findes i hver af de tre anerkendte former for verdslig styreform uden på nogen måde at være en kopi af nogen af dem uden i sit maskineri at indføre nogle af de uheldige træk, som de ifølge sagens natur besidder. Den sammenblander og harmoniserer, hvad ingen regering, formet af dødelige hænder endnu har opnået, de gavnlige sandheder, som ethvert af disse systemer utvivlsomt indeholder uden at fordærve helheden i de gudgivne sandheder, hvorpå den i sidste instans hviler.

Den administrative orden i Bahá'u'lláhs tro må på ingen måde betragtes som rent demokratisk i karakter al den stund den grundlæggende forudsætning, der gør alle demokratier fundamentalt afhængige af at få deres mandat fra folket, fuldstændigt mangler i denne orden. I ledelsen af troens administrative anliggender, i vedtagelsen af den lovgivning, der er nødvendig som et supplement til lovene i Kitáb-I-Aqdas må man huske, at medlemmerne af Det Universelle Retfærdighedens Hus, som Bahá'u'lláhs udtalelser klart giver udtryk for, ikke er ansvarlige over for dem, de repræsenterer, ej heller er det dem tilladt at lade sig lede af følelser, den almindelige opinion, end ikke overbevisningen hos de trofaste, eller hos dem, der direkte vælger dem. De skal i en ånd af bøn følge deres samvittigheds bud og tilskyndelser. De bør, i sandhed, de skal, gøre sig bekendt med de herskende forhold i samfundet, skal uden lidenskab i deres sind veje omstændighederne i enhver sag, som bliver dem forelagt til overvejelse, men de skal forbeholde sig retten til en uhildet beslutning. "Gud vil sandelig inspirere dem med, hvad Han vil," er Bahá'u'lláhs ubestridelige forsikring. De, og ikke forsamlingen af dem, der enten direkte eller indirekte vælger dem,

Page 19

er således blevet gjort til modtagerne af den guddommelige ledelse, som på én gang er denne åbenbarings hjerteblod og endelige værn. Endvidere er den person, der symboliserer arvelighedsprincippet i denne orden, blevet gjort til fortolkeren af dens skabers ord og ophører derfor i kraft af den reelle autoritet, hvormed han er udstyret, med at være den topfigur, man uvægerligt forbinder med de gængse systemer i konstitutionelle monarkier. Ej heller kan den administrative Bahá'í orden afvises som et absolut autokratis hårde og stive system eller som tom imitation af nogen form for enevældig kirkestat, så som pavedømmet, imamatet eller lignende institutioner, af den klare årsag at det er de internationalt valgte repræsentanter for Bahá'u'lláhs tilhængere, der har den særlige rettighed at lovgive i sager, der ikke er udtrykkeligt åbenbaret i Bahá'í skrifterne. Hverken troens beskytter eller nogen anden institution, bortset fra Det Internationale Retfærdighedens Hus, kan nogensinde tilegne sig denne vitale og væsentlige magt eller gøre indgreb i denne hellige rettighed. Ophævelse af professionelt præsteskab med dets sakramenter - dåb, nadver og skriftemål - lovene om almindelige valg af alle lokale, nationale og internationale retfærdighedens huse, det totale fravær af episkopal myndighed med dens privilegier, korruption og bureakratiske tendenser er yderligere beviser på den ikke-autokratiske karakter af Bahá'í troens administrative orden og på dens tilbøjelighed til demokratiske metoder i administreringen af dens affærer.

Ej heller bør denne orden, der bærer Bahá'u'lláhs navn forveksles med et rent aristokratisk regeret system i betragtning af det faktum, at den på den ene side opretholder det heriditære princip og betror troens beskytter forpligtelsen at fortolke dens lære, og på den anden side sørger for den trofaste skares frie og direkte valg af den institution, som udgør dens øverste lovgivende organ.

Page 20

Mens denne administrative orden ikke kan siges at være udformet efter nogen af disse anerkendte regeringsformer, forsoner og assimilerer den ikke destomindre inden for sine rammer de sunde elementer, som findes i hver af dem. Den heriditære myndighed, som det er beskytteren pålagt at udøve, den vitale og væsentlige funktion, som Det Universelle Retfærdighedens Hus udfører, de særlige forholdsregler der påbyder dets demokratiske valg ved de trofaste repræsentanter - alt dette i forening beviser den sandhed, at dette guddommeligt åbenbarede system, som aldrig kan forveksles med nogen af de standardtyper på regeringsformer, som Aristoteles henviser til i sine værker, legemliggør og tilføjer til de åndelige sandheder, på hvilke det er grundlagt, de gavnlige elementer, som findes i hver af dem. Ved strengt og for altid at have udelukket de vedgåede onder, som er uløseligt forbundet med ethvert af disse systemer, kan denne enestående orden, hvor længe den end består og hvor udstrakte end dens forgreninger bliver, aldrig degenerere til nogen form for despotisk styre, som før eller senere vil fordærve maskineriet i alle menneskeskabte og essentielt mangelfulde politiske institutioner.

2. Angreb på den administrative orden

Blandt de rapporter, der i den seneste tid har nået Det Hellige Land, hvoraf de fleste bærer vidnesbyrd om sagens sejrrige fremmarch, synes nogle fåat afsløre en vis ængstelse med hensyn til gyldigheden af de instituitoner, der er uadskilleligt knyttet til Bahá'u'lláhs tro. Disse betænkeligheder synes at være udløst af rygter, som kommer fra en kant, der enten er fuldstændig forkert underrettet om Bahá'í åbenbaringens grundlæggende principper eller med fuldt overlæg planlægger at så uenighedens sæd i de trofastes hjerter.

Page 21

Set i lyset af tidligere erfaringer vil det uafvendelige resultat af disse ørkesløse forsøg, hvor vedvarende og ondsindede de måtte være, bidrage hos troende såvel som ikke-troende til en videre og dybere anerkendelse af troens særlige karakter som proklameret af Bahá'u'lláh. Denne udfordrende kritik kan ikke, om den er dikteret af ondskab eller ej, tjene til andet end at galvanisere sjælene hos dens glødende tilhængere og befæste rækkerne hos dens trofaste støtter. De vil rense troen for de ondartede elementer, hvis fortsatte tilknytning til de troende tenderer til at bringe troens gode navn i vanry og plette dens rene ånd. Vi bør derfor ikke blot byde de åbne angreb velkommen, som dens svorne fjender til stadighed retter mod den, men bør også se, som en skjult velsignelse, enhver ufredsstorm, hvormed den fra tid til anden bestormes af dem, der frafalder deres tro, eller som hævder at være dens trofaste fortalere. I stedet for at underminere troen vil disse angreb, som kommer både indefra og udefra, forstærke dens fundamenter og opflamme inderligheden i dens ild. I stedet for at overskygge dens glans, proklamerer de tværtimod til hele verden dens formaningers ophøjede karakter, dens enheds fuldstændighed, dens enestående position og dens gennemtrængende indflydelse.

3. Bahá'u'lláhs verdensorden
Bahá'í verdensordenens kilder

Det ville imidlertid være til stor hjælp såvel som belærende at erindre sig visse fundamentale principper med henvisning til 'Abdu'l-Bahás testamente, som sammen med Kitáb-I-Aqdas udgør det centrale skatkammer, i hvilket disse dyrebare elementer i denne guddommelige civilisation er skrinlagt, denne guddommelige civilisation, hvis oprettelse er Bahá'í troens primære opgave. Et studium af disse hellige dokumenters forholdsregler vil afsløre den nære forbindelse, der er imellem dem såvel som den enhed i hensigt

Page 22

og metode, som de indskærper. Langt fra at betragte deres udtrykkelige forholdsregler som uforenelige og modsatrettede i ånd, vil enhver retsindig forsker være parat til at indrømme, at de ikke alene komplementerer hinanden, men at de gensidigt bekræfter hinanden og er dele af én uadskillelig enhed. En sammenligning af deres indhold med resten af de hellige Bahá'í skrifter vil på samme måde påvise overensstemmelsen i alt, hvad de indeholder, med ånden såvel som bogstaven i Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás autentiske skrifter og udtalelser. Faktisk vil den, der læser bogen Aqdas med omhu og flid, ikke finde det vanskeligt at opdage, at Den Helligste Bog selv i passager forudser de institutioner, som 'Abdu'l-Bahá forordner i sit testamente. Ved at lade visse sager stå uden nærmere angivelse og uden forskrifter i sin lovbog synes Bahá'u'lláh med fuldt overlæg at have efterladt et hul i den generelle plan for Bahá'í verdensordenen, som Mesterens testamentes uforlignelige bestemmelser har udfyldt. Et forsøg på at adskille dem, at insinuere at Bahá'u'lláhs lære ikke er blevet efterkommet i sin helhed og med absolut nøjagtighed gennem det, 'Abdu'l-Bahá har åbenbaret i sit testamente, er en utilgivelig krænkelse af den aldrig svigtende trofasthed, der karakteriserede vor elskede Mesters liv og værk.

Jeg vil ikke på nogen måde forsøge at forsvare eller bevise gyldigheden af 'Abdu'l-Bahás testamente, for det ville i sig selv røbe en ængstelse fra min side med hensyn til de troendes enstemmige tillid til ægtheden af vor elskede Mesters sidste nedfældede ønsker. Jeg vil blot indskrænke mine betragtninger til de spørgsmål, som vil hjælpe dem til rigtigt at forstå den væsentlige enhed, som ligger til grund for de åndelige, humanitære og administrative principper, der er fremsat af Bahá'í troens grundlægger og dens fortolker.

Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal forklare den ejendommelige tankegang, der er tilbøjelig til som det eneste kriterium for sandheden i Bahá'í religionen at forsvare noget, der, som man ved, blot er en

Page 23

uklar og uautoriseret oversættelse af en mundtlig udtalelse af 'Abdu'l-Bahá, stik imod og på trods af den tilgængelige tekst i alle hans almindeligt anerkendte skrifter. Jeg beklager dybt de uheldige forvanskninger, som tidligere har været resultatet af oversætterens manglende evne til at forstå 'Abdu'l-Bahás mening og hans inkompetance til nogenlunde fyldestgørende at gengive de sandheder, som blev åbenbaret for ham gennem Mesterens udtalelser. Meget af den forvirring, som har tilsløret de troendes forståelse, bør tillægges denne dobbelte fejl ved en ukorrekt gengivelse af en kun delvis forstået udtalelse. Ikke sjældent har oversætteren endog forsømt at gengive den nøjagtige mening i spørgerens udtrykkelige spørgsmål og har ved sin manglende forståelse og udtryksform, når han gengav 'Abdu'l-Bahás svar, været ansvarlig for forlydender, som var fuldstændig i strid med sagens sande ånd og bogstav. Det var hovedsagelig med henblik på den vildledende karakter og beretningerne om besøgende pilgrimmes uformelle samtaler med 'Abdu'l-Bahá, at jeg vedholdende har opfordret de vestlige troende til at betragte disse udtalelser som udelukkende personlige indtryk af deres Mesters ord og kun citere og betragte de oversættelser, der er baseret på den autoriserede tekst i hans nedfældede udtalelser på originalsproget som autentiske. Det bør erindres af enhver af troens tilhængere, at systemet i Bahá'í administrationen ikke er en fornyelse vilkårligt pålagt verdens bahá'íer efter Mesterens bortang, men henter sin autoritet fra 'Abdu'l-Bahás testamente; er udtrykkeligt forordnet i utallige breve og hviler i nogle af sine væsentlige træk på utvetydige bestemmelser i Kitáb-I-Aqdas. Det forener og koordinerer således principper, der hver for sig er nedfældet af Bahá'u'lláh og 'Abdu'l-Bahá og er uløseligt forbundet med troens grundlæggende sandheder. At skille sagens administrative principper fra de rent åndelige og humanitære læresætninger ville være det samme som at lemlæste sagens grundstamme, ville være en adskillelse, som kun kan resultere i en opløsning af dens dele og en tilintetgørelse af troen selv.

Page 24
Lokale og nationale retfærdighedens huse

Det bør omhyggeligt erindres, at lokale retfærdighedens huse såvel som det internationale retfærdighedens hus udtrykkeligt påbydes i Kitáb-I-Aqdas, at det nationale åndelig råd, som formidlende organ, og i Mesterens testamente henvist til som "det sekundære retfærdighedens hus", udtrykkeligt er stadfæstet af 'Abdu'l-Bahá, og at den metode for valg af det internationale såvel som de nationale retfærdighedens huse, der skal følges, er nedskrevet i hans testamente og fremsat i flere af hans breve. Ydermere er de lokale og nationale fonder, der nu er et nødvendigt instrument for alle lokale og nationale råd, ikke alene oprettet i de breve 'Abdu'l-Bahá åbenbarede til orientens bahá'íer men deres betydning og nødvendighed er gentagne gange blevet understreget i hans udtalelser og skrifter. Koncentrationen af autoritet i hænderne på de troendes valgte repræsentanter, nødvendigheden af at enhver af troens tilhængere underkaster sig Bahá'í rådenes velovervejede afgørelse, det, at han foretrækker beslutningsenighed, den afgørende karakter af majoritetsbeslutninger, ja, endog ønskværdigheden af at udøve en tæt overvågen af alle Bahá'í udgivelser, er altsammen konstant blevet betonet af 'Abdu'l-Bahá som bevidnet i hans autentiske og vidt udbredte breve. På den ene side at godtage hans brede og humanitære lære og på den anden at forkaste og med skødesløs ligegyldighed afvise hans mere udfordrende og markante påbud ville være åbenbart illoyalt over for det, som han satte højest i sit liv.

At de nuværende åndelige råd med tiden vil blive erstattet af retfærdighedens huse, og i et og alt er identiske og ikke forskellige institutioner er rigeligt bekræftet af 'Abdu'l-Bahá selv. Han har faktisk - i et brev adresseret til medlemmerne af det første åndelige råd i Chicago, den første valgte Bahá'í institution i De Forenede Stater, - omtalt dem som medlemmerne af denne bys "Retfærdighedens Hus", og har således egenhændigt, hinsides enhver tvivl, fastslået, at de nuværende åndelige Bahá'í råd er identiske med de

Page 25

retfærdighedens huse, der bliver omtalt af Bahá'u'lláh. Af grunde, der ikke er vanskelige at opdage, er det fundet tilrådeligt at give Bahá'í verdenssamfundets valgte repræsentanter den midlertidige benævnelse 'åndeligt råd', en benævnelse, som når Bahá'í troens stilling og mål bliver bedre forstået og fuldstændigere anerkendt, gradvist vil blive afløst af den permanente og mere passende betegnelse, retfærdighedens hus. De nuværende åndelige råd vil i fremtiden ikke alene blive anderledes benævnt, men de vil også til deres nuværende funktion kunne føje den myndighed og de pligter og særrettigheder, som vil blive nødvendiggjort af anerkendelse af Bahá'u'lláhs tro ikke blot som et af verdens religiøse systemer, men som en uafhængig og suveræn magts statsreligion. Alt efter som Bahá'í troen trænger igennem hos masserne i øst og vest og dens sandhed bliver modtaget af majoriteten af mennesker i mange af verdens uafhængige stater, vil Det Universelle Retfærdighedens Hus opnå sin magts fylde, og som Bahá'í statssamfundets øverste organ udøve alle de rettigheder, de pligter og det ansvar, som påhviler verdens fremtidige superstat.

Det skal imidlertid i denne forbindelse påpeges, at oprettelsen af Det Universelle Retfædighedens Hus, i modsætning til hvad der tillidsfuldt er blevet hævdet, ikke på nogen måde er afhængig af verdensmassernes antagelse af Bahá'í troen, ej heller er det en forudsætning at troen godtages af majoriteten af indbyggerne i noget land. Faktisk overvejde 'Abdu'l-Bahá selv i et af sine tidligste breve muligheden for at oprette Det Universelle Retfærdighedens Hus i sin egen levetid, og havde det ikke været for de ugunstige omstændigheder, der herskede under det tyrkiske regime, ville han sandsynligvis have taget de indledende skridt for dets oprettelse. Det er derfor klart, at dersom gunstige omstændigheder, måtte tillade bahá'íerne i Persien og de tilgrænsende lande under sovjetstyre at vælge deres nationale repræsentanter i overensstemmelse med de vejledende principper nedfældet i 'Abdu'l-Bahás skrifter, da ville

Page 26

den eneste tilbageblivende forhindring, der står i vejen for den endelige dannelse af Det Internationale Retfærdighedens Hus være fjernet. For det påhviler de nationale retfærdighedens huse i øst og vest, i overensstemmelse med Testamentets udtrykkelige forholdsregler, direkte at vælge medlemmerne af Det Internationale Retfærdighedens Hus. Ikke førend de fuldt ud repræsenterer de menige medlemmer af troen i deres respektive lande, ikke førend de har opnået den autoritet og erfaring, der vil gøre dem i stand til energisk at virke i sagens organiske liv, kan de nærme sig deres hellige opgave og tilvejebringe det åndelige fundament for oprettelsen af dette ophøjede organ i Bahá'í verdenen.

Beskytterembedet

Det må også stå enhver troende klart, at beskytterembedet ikke under nogen omstændigheder ophæver eller i ringeste grad afsvækker de magtbeføjelser, som er givet Det Universelle Retfærdighedens Hus af Bahá'u'lláh i Kitáb-I-Aqdas og højtideligt og gentagne gange bekræftet af 'Abdu'l-Bahá i hans testamente. Det udgør ikke på nogen måde en modsætning til Bahá'u'lláhs testamente og skrifter, ej heller annullerer det nogen af hans åbenbarede anvisninger. Det øger dette ophøjede råds prestige, stabiliserer dets høje position, værner dets enhed, sikrer kontinuiteten i dets arbejde uden i mindste måde at overskride grænserne for dets klart definerede, ukrænkelige myndighedsområde. Vi står i virkeligheden alt for tæt på dette storslåede dokument til at kunne gøre krav på en fuldstændig forståelse af alle dets implikationer, eller at tro at vi har fattet de mangfoldige mysterier, som det utvivlsomt indeholder. Kun fremtidige generationer vil kunne fatte værdien og betydningen, der knytter sig til dette guddommelige mesterværk, som verdens mesterlige bygmesters hånd har skitseret for Bahá'u'lláhs verdensomspændende tros forening og sejr. Kun de, der kommer efter os, vil blive i stand til at anerkende værdien af den forbavsende stærke

Page 27

vægt, der er lagt på Retfærdighedens Hus og Beskyttermebedet. Kun de vil kunne vurdere betydningen af det stærke sprog, 'Abdu'l-Bahá benytter i sin omtale af den flok pagtbrydere, der stillede sig i opposition til ham på hans tid, først for dem vil det blive åbenbaret, hvor velegende de institutioner, som 'Abdu'l-Bahá indstiftede, er til karakteren af det fremtidige samfund, der vil opstå udaf nutidens kaos og forvirring. I denne forbindelse kan jeg blot føle morskab over den urimelige og fantastiske idé, at Muhammad 'Alí, anstifter og midtpunkt i et aldrig vigende fjendskab mod 'Abdu'l-Bahás person, frivilligt skulle have sluttet sig sammen med medlemmerne af 'Abdu'l-Bahás familie om at forfalske et testamente, som med forfatterindens egne ord, blot er "en opregning af de sammensværgelser", som Muhammad 'Alí gennem tredive år var så ivrigt engageret i. Til dette håbløse offer for forvirrede idéer føler jeg, at jeg bedst kan svare med et oprigtigt udtryk for medfølelse og medlidenhed iblandet mine forhåbninger om hendes udfrielse fra denne dybtgående vrangforestilling. Det var i lyset af de ovennævnte betragtninger, at jeg efter den uheldige forsinkelse forårsaget af min sygdom og mit fravær fra Det Hellige Land, da Mesteren gik bort, tøvede med at skride til en ukritisk udbredelse af Testamentet, idet jeg klart erkendte, at det primært henvendte sig til anerkendte troende og kun indirekte angik den store gruppe af sagens venner og sympatisører.

Bahá'í institutionernes besjælende hensigt

Og nu påhviler det os at reflektere over den besjælende hensigt med og de primære funktioner for disse guddommeligt udpegede institutioner, hvis hellige karakter og altomfattende kraft kun kan påvises gennem den ånd, de spreder, og det arbejde de faktisk udfører. Jeg behøver ikke at opholde mig ved, hvad jeg allerede har gentaget og understreget, nemlig at sagens administrering skal opfattes som et redskab og ikke en erstatning for Bahá'u'lláhs tro; at den bør betragtes som en kanal, gennem hvilken hans lovede

Page 28

velsignelser kan flyde; at den bør vogte sig for den usmidighed, der ville hæmme og lænkebinde de frigørende kræfter, der er udløst gennem hans åbenbaring. Jeg behøver ikke på nuværende tidspunkt udbrede mig om, hvad jeg tidligere har udtalt, nemlig at bidrag til de nationale og lokale fonder er af rent frivillig karakter; at ingen tvang eller krav om bidrag kan tolereres i sagen; at generelle henvendelser til samfundet som et hele bør være den eneste form, der tages i anvendelse for at dække troens økonomiske behov; at de nuværende restriktioner for udgivelse af Bahá'í litteratur vil blive endeligt ophævet; at virket for verdens enhed vil blive udført som et eksperiment for at afprøve kraften i den indirekte undervisningsmetode; at hele systemet, som består af rådsmøder, udvalg og årsmøder, betragtes som et middel og ikke et mål i sig selv; at de vil blomstre op eller gå til grunde alt efter deres evne til at varetage Bahá'í troens interesser, koordinere dens virke, lægge sig efter dens principper, udtrykke dens idealer og virkeliggøre dens hensigt. Hvem, må jeg spørge, når jeg betragter sagens internationale karakter og dens vidtforgrenede organisation, betragter dens øgede kompleksitet i dens anliggender og dens tilhængeres uensartethed, ser på den forvirring, der angriber Guds spæde tro fra alle sider, hvem kan for et øjeblik tvivle om nødvendigheden af en form for administrativt system, som, midt i en kæmpende civilisations sturm und drang, kan sikre troens enhed, bevarelse af dens identitet og beskytte dens interesser? At benægte gyldigheden af rådsinstitutionerne som valgte redskaber i Bahá'u'lláhs tro ville være at afvise de utallige breve fra Bahá'u'lláh og 'Abdu'l-Bahá, hvori de priser deres privilegier og pligter og understreger helligheden i deres mission, afslører det umådelige omfang af deres opgave og advarer dem mod de angreb, som de nødvendigvis må forvente fra deres venners ufornuft såvel som fra deres fjenders had. Det er i sandhed deres opgave, hvem en så dyrebar arv er overgivet, fromt at våge over, at redskabet ikke fortrænger troen selv, at ikke utilbørlig optagethed af små detaljer i sagens administrering formørker dens tjeneres syn, at ikke

Page 29

partiskhed, ambition og verdslighed i tidens løb tenderer til at overskygge glansen i Bahá'u'lláhs tro, plette dens renhed og svække dens effektivitet.

4. Kontrast til gejstlige institutioner

Om vi ser på fortiden, om vi finder Evangeliet og Koranen frem, opdager vi hurtigt, at de kristne eller de islamiske systemer hverken tilbyder en parallel til det system af guddommelig oranisation, som Bahá'u'lláh så tilbundsgående oprettede, eller den sikring han har bestemt for dets bevarelse og udvikling. Jeg er fuldstændig overbevist om, at deri ligger svaret på de spørgsmål, jeg allerede har henvist til.

Ingen, føler jeg, vil tvivle på det faktum, at den fundamentale årsag til, at enheden i Kristi Kirke uigenkaldeligt gik tabt og dens indflydelse med tiden undermineret, var, at den struktur, som kirkefædrene rejste efter den første apostels bortgang, var en sturktur, der på ingen måde hvilede på Kristi egne udtrykkelige direktiver. Autoriteten i dens administration og dens karakteristiske træk var, med større eller mindre begrundelse, udledt af og hidrørte fra visse vage og fragmentariske hentydninger, som de havde fundet spredt blandt hans udtalelser, som de er nedfældet i Evangeliet. Ikke ét af kirkens sakramenter, ikke ét af de ritualer og ceremonier, som kirkefædrene så udførligt har udtænkt og så demonstrativt overholdt; ikke ét af elementerne i den strenge diciplin, som de så strengt pålagde de tidlige kristne; intet af alt dette hvilede på Kristi direkte autoritet eller udstrålede fra hans specifikke udtalelser. Ikke noget af dette var formuleret af Kristus, ingen skænkede han den fornødne autoritet til at fortolke hans ord eller føje til, hvor han ikke udtrykkeligt havde nedlagt påbud.

Page 30

Af denne grund har røster i senere generationer hævet sig i protest mod den selvbestaltede autoritet, som tiltog sig privilegier og magtbeføjelser, som ikke udstrålede fra den klare tekst i Jesu Kristi Evangelium, og som betegnede en grov afvigelse fra den ånd, som Evangeliet inskærper. Den hævdede med kraft og med god grund, at kirkelovene, udstedt af de kirkelige koncilier, ikke var guddommeligt fastsatte love, men blot var menneskeskabte påfund, der ikke engang hvilede på Jesu faktiske udtalelser. Deres påstand centrerede sig om det faktum, at de vage og utilstrækkelige ord, som Kristus henvendte til Peter: "Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min kirke", aldrig kunne retfærdiggøre de ekstreme forholdsregler, de udførlige ceremonier, de lænkebindende trosbekendelser og dogmer, med hvilke hans arvtagere gradvist har bebyrdet og formørket hans religion. Havde det været muligt for kirkefædrene, hvis uberettigede autoritet således blev voldsomt angrebet fra alle sider, at tilbagevise de anklager, som blev dænget over dem, ved at citere specifikke udtalelser fra Kristus om Kirkens fremtidige administraring, eller karakteren af hans arvtageres autoritet, ville de med sikkerhed have været i stand til at kvæle stridens ild og bevare kristenhedens enhed. Evangeliet, det eneste sted, hvor man kan finde Kristi ytringer, leverede imidlertid ikke det værn for de plagede ledere af Kirken, og de stod hjælpeløse over for fjendernes ubarmhjertige stormløb og måtte tilsidst bøje sig for de splittelsens kræfter, der brød ud i deres rækker.

I den muhamedanske åbenbaring var religionen imidlertid, sammenlignet med Kristi religion, mere fuldstændig og detaljeret i sine bestemmelser, hvor det gælder administreringen af det religiøse system, men i spørgsmålet om arvefølge gav den dog ingen nedskrevne, ingen bindende og afgørende instrukser til dem, hvis opgave det var at fremme dens sag. For Koranens tekst, hvis bestemmelser om bøn, faste, ægteskab, arv, pilgrimsfærd og lignende gennem tretten hundrede år er forblevet intakte og effektive, giver

Page 31

ingen klar vejledning med hensyn til loven om arvefølge, kilden til alle uoverensstemmelser, stridigheder og skismer, der har sønderlemmet islam og bragt den i vanry.

Således ikke med Bahá'u'lláhs åbenbaring. Modsat det kristne system, modsat det muhamedanske system, modsat alle tidligere religiøse systemer har Baha'u'lahs apostle foran sig overalt, hvor de end arbejder og kæmper, i et klart, utvetydigt og tydeligt sprog, alle de love, regler, principper, institutioner og den ledelse, de har brug for til at forfølge og opfylde deres opgave. Både i Bahá'í systemets administrative bestemmelser som i spørgsmålet om arvefølge, udformet i dobbeltinstitutionerne Retfærdighedens Hus og Beskytterembedet, kan Bahá'u'lláhs tilhængere hente hjælp i så uigendrivelige beviser på guddommelig ledelse, som ingen kan bestride, ingen kan forklejne eller overse. Deri ligger Bahá'í åbenbaringens særlige karaktertræk. Deri ligger styrken i troens enhed og gyldigheden i en åbenbaring, der hævder ikke at ødelægge eller forklejne tidligere åbenbaringer, men tværtimod at forbinde, forene og fuldbyrde dem. Dette er årsagen til, at både Bahá'u'lláh og 'Abdu'l-Bahá har åbenbaret, og endog insisteret på bestemte enkeltheder i forbindelse med den guddommelige organisation, de har testamenteret til os, deres tilhængere. Derfor er der i deres testamenter lagt så stor vægt på den magt og de særlige rettigheder, som gives til deres religions valgte tjenere.

For intet mindre end deres bøgers udtrykkelige direktiver og det forbavsende stærke sprog, i hvilket de har klædt bestemmelserne i deres testamenter, kunne på nogen måde beskytte den religion, som de begge på så lysende vis arbejdede for hele livet. Intet mindre end dette kunne beskytte den mod de beskyldninger for kætteri og den bagvaskelse, som religiøse grupper, folkeslag og regeringer har forsøgt og med øget styrke vil forsøge at bestorme den med i fremtiden.

Page 32

Vi bør også huske, at Bahá'í åbenbaringens fremtrædende karaktertræk ikke alene består i fuldstændigheden og ubestrideligheden i det systems gyldighed, som Bahá'u'lláhs og 'Abdu'l-Bahás lære har oprettet. Dens udmærkelse ligger også i det faktum, at de elementer, der i tidligere religiøse systemer uden mindste myndighed fra deres grundlæggere, har været kilden til korruption og til umådelig skade for Guds religion, strengt er udelukket gennem den klare tekst i Bahá'u'lláhs skrifter. De ubeføjede traditioner i forbindelse med dåb, nadver syndsbekendelse, askese, præstedømme, omstændelige ceremonier, hellig krig og polygami er hver og én strengt afskaffet af Bahá'u'lláhs pen; mens strengheden og stivheden i disse regler som for eksempel faste, der er nødvendig for individets fromhedsliv, er blevet betydelig mildnet.

5. Den almene Bahá'í organisme

Om vi opbyggede den administrative verdensorden til absolut fuldkomenhed, men samtidig tillod, at den blev hæmmet eller løsrevet fra de indre kanaler, gennem hvilke troens helligånd strømmer, havde vi intet andet end en fuldkommengjort institution uden føling med og afskåret fra den finere inspiration fra sjælen eller ånden. Hvis, derimod, åndens indflydelse og tilstrømning bliver spredt, forflygtiget eller fuldstændig underlagt den enkelte troendes mere eller mindre ufuldkomne ledelse og fortolkning, med hans mangel på både den visdom, der sikres gennem rådslagning, og tillige den sande enheds lys som bryder frem ved rådslående handling og efterfølgende lydighed - så vil man blive vidne til en uordentlig og disorganiseret virksomhed, som kun svagt ville reflektere denne tidsalders guddommelige formål, der er intet mindre end opretholdelse af guddommelig kærligheds, retfærdigheds og visdoms herredømme i verden, under og i overensstemmelse med Den Guddommelige Lov.

Page 33

I det menneskelige legeme, som er det sande guddommelige eksempel eller parallel, ser sjælen, når den har fuldendt kontrol over alle mindre dele i organismen, den fineste harmoni i hele kroppen - hver enkelt legemsdel er i fuldkommen overensstemmelse med de andre. Åndens befalinger og tilskyndelser adlydes af legemet, og legemet identificerer og bestemmer ved sin handling og funktion atter, hvorledes den åndelige inspiration skal komme til udtryk. Dette er guddommelig enhed - og da denne lov er almén og findes i alt skabt i universet, har den fuld gyldighed i den almenne Bahá'í organisme, som består af troende overalt, og som Guds manifestation har oprettet.

6. Politik og Bahá'í troen
Det guddommelige samfund

De skal afstå fra at have tilknytning, det være i ord eller handling, til deres respektive nationers politiske stræben, deres regeringers politik og partiers og gruppers planer og programmer. I tvistemål bør de ikke tildele nogen skyld, ikke tage parti, ikke fremme nogen plan eller identificere sig med noget system, som kan være til skade for de bedste interesser i det verdensomfattende fællesskab, som det er deres mål at vogte og fremme. De skal vogte sig for at blive redskaber for samvittighedsløse politikere eller lade sig fange i de forræderiske snarer, som sættes af konspiratorerne og de troløse blandt deres landsmænd. De skal forme deres liv og opføre sig således, at ingen beskyldning om hemmelighedskræmmeri, bedrag, om bestikkelse eller undretrykkelse, uanset hvor grundløs, kan rettes mod dem. De skal hæve sig over partikularisme og partigængeri, over de nytteløse tvistigheder, de smålige beregninger, de flygtige lidenskaber, der optager sindene og ryster overfladen af en verden i forandring. Det er deres pligt at bestræbe sig på, så klart det er

Page 34

dem muligt og om nødvendigt ved deres valgte repræsentanters hjælp, at skille sådanne poster og funktioner, som enten er diplomatiske eller politiske, fra dem, der er rent administrative af karakter, og som under ingen omstændigheder påvirkes af de ændringer og tilfældigheder, som politiske handlinger og regeringspartier i ethvert land nødvendigvis må føre med sig. De skal bekræfte deres aldrig vigende beslutsomhed om at stå fast og uforbeholdent for Bahá'u'lláhs livsform, undgå de forviklinger og kævlerier, som er uadskillige fra politikerens stræben, og blive værdige formidlere af det guddommelige samfund, som inkarnerer Guds uforanderlige mål med alle mennesker.

Det bør gøres helt klart, at denne holdning hverken indebærer den mindste ligegyldighed over for deres eget lands affærer og interesser eller medfører nogen ulydighed mod anerkendte regeringers myndighed. Ej heller indebærer det en fornægtelse af deres hellige forpligtelse til på den mest effektive måde at fremme de bedste interesser for deres regering og folk. Den illustrerer det ønske, som næres af enhver sand og loyal tilhænger af Bahá'u'lláh om på en uselvisk, fordringsløs og patriotisk måde at tjene de bedste interesser for det land, han tilhører, og det på en måde, der ikke medfører nogen afvigelse fra den høje standard for integritet og sanddruhed, der er forbundet med hans tro.

Efterhånden som Bahá'í samfund i forskellige dele af verden forøges og deres magt som en samfundsmæssig kraft bliver tydeligere, vil de utvivlsomt i stigende grad se sig underkastet det pres, som magthavere og indflydelsesrige personer på det politiske område vil udøve, i håb om at fremme deres interesser. Disse samfund vil ydermere mærke et stadig større behov for sympati og hjælp fra deres respektive regeringer i deres bestræbelser på at øge rækkevidden af og befæste fundamenterne for de institutioner, der er overgivet i deres varetægt. De skal vogte sig for, i deres iver efter at fremme

Page 35

deres elskede sags formål, uforvarende at ledes til at gå på akkord med deres tro, at bringe deres væsentlige principper i fare, eller, til gengæld for en materiel fordel, som deres institutioner kunne opnå, at ofre fuldstændigheden i deres åndelige idealer. De skal erklære, at hvor de end bor, og hvor udviklet deres institutioner end er, hvor inderligt deres ønske end er om at håndhæve de love og gøre brug af de principper, der er forkyndt af Bahá'u'lláh, så vil de uden tøven indordne iværksættelsen og anvendelsen af disse love og principper under deres respektive regeringers krav og lovgivning. I deres bestræbelser på at lede og fuldkommengøre deres tros administrative anliggender er det ikke under nogen omstændigheder deres mål at overtræde bestemmelserne i deres lands grundlov end mindre at lade deres administration træde i stedet for regeringen i deres respektive lande.

Det bør ligeledes erindres, at selve udstrækningen det arbejde har, hvori vi er engageret, tillige med forskelligheden i de samfund, som arbejder under forskellige former for regeringer, som er væsensforskellige i deres normer, politik og metoder, gør det absolut nødvendigt for alle erklærede medlemmer af alle disse samfund at undgå enhver handling, der ved at vække mistænksomhed eller fremkalde fjendskab hos nogen regering, kunne inddrage deres medtroende i nye forfølgelser eller vanskeliggøre karakteren af deres opgave. Hvordan ellers, kunne jeg spørge, skulle det blive muligt for denne vidt udbredte tro, som overskrider politiske og sociale grænser, der indbefatter så stor variation i racer og nationer, der, efterhånden som den vinder frem, i øget omfang må sætte sin lid til sympati og støtte fra de forskellige og stridende regeringer i verden - hvordan ellers skulle denne tro få held til at bevare sin enhed, sikre sine interesser og drage omsorg for sine institutioners stabile og fredelige udvikling?

Page 36

Denne holdning er imidlertid ikke dikteret af selviske overvejelser om, hvad der tjener egne interesser, men hidrører først og fremmest fra det almene princip, at Bahá'u'lláhs tilhængere under ingen omstændigheder, hverken individuelt eller kollektivt, må lade sig inddrage i sager, der vil medføre den mindste fravigelse fra deres tros fundamentale sandheder og idealer. Hverken beskyldninger, som som de uindviede eller de ondsindede kunne forledes til at rette imod dem, eller fristelser om ære eller belønning vil nogensinde få dem til at opgive deres betroede hverv eller afvige fra deres sti. De skal i ord forkynde, og med deres vandel vidne om, at de, der følger Bahá'u'lláh, hvor de end bor, ikke lader sig lede af selviske ambitioner, at de hverken tørster efter magt, eller ænser nogen bølge af upopularitet, mistro eller kritik, som en streng overholdelse af deres normer kunne fremprovokere.

Skønt vor opgave er vanskelig og kræver takt og dygtighed, vil Bahá'u'lláhs styrkende kraft og hans guddommelige ledelse med vished hjælpe os, hvis vi trofast følger hans vej og bestræber os på at opretholde helheden i hans love. Lyset fra hans forsonende nåde, som ingen jordisk magt kan formørke, vil, hvis vi holder ud, oplyse vejen, når vi styrer vor kurs mellem snarer og faldgruber i en plaget tidsalder, og vil gøre det muligt for os at udføre vor pligt på en måde, som vil tjene til hans velsignede navns hæder og ære.

7. Troens beskyttelse

Det er desuden bahá'íernes faste overbevisning, at deres religion ikke er knyttet til nogen bestemt trosretning, ikke er sekterisk og er fuldstændig adskilt fra ethvert gejstligt system uanset form, oprindelse eller aktiviteter. Ingen gejstlig organisation kan med sin trosbekendelse, sine traditioner, sine begrænsninger, sin særlige livsanskuelse, siges (som det er tilfældet med alle eksisterende politiske grupper, partier, systemer og programmer), i alle sine

Page 37

aspekter, at være i overensstemmelse med hovedlæren i Bahá'í overbevisning. Enhver tillidsfuld tilhænger af Bahá'u'lláh kan uden tvivl tilslutte sig nogle af de principper og idealer, der besjæler politiske og gejstlige institutioner. Han kan imidlertid ikke identificere sig med nogen af disse institutioner, ej heller kan han uforbeholdent støtte den trosopfattelse, de principper og de programmer, på hvilke de er baseret.

Hvordan kan en tro, må man endvidere betænke, hvis guddommeligt forordnede institutioner er blevet etableret i mere end fyrre forskellige lande, hvis regeringers politik og interesser uafbrudt støder sammen og dag for dag bliver mere og mere komplicerede og kaotiske - hvordan kan en sådan tro, hvis den tillader sine tilhængere enten individuelt eller gennem sine organiserede råd at blande sig i politiske aktiviteter, med held kunne bevare helheden i sin lære og beskytte enheden blandt sine tilhængere? Hvordan kan den sikre en frodig, uafbrudt og fredelig udvikling af sine voksen - de institutioner? Hvordan kan en tro, hvis forgreninger har bragt den i kontakt med indbyrdes uforenelige religiøse systemer, sekter og trosbekendelser, være i stand til, hvis den tillader sine tilhængere at støtte forældede ceremonier og doktriner, gøre krav på ubetinget troskab hos dem, som den stræber efter at indlemme i sit guddommeligt forordnede system? Hvordan kan den undgå de konstante gnidninger, de misforståelser og kontroverser, som en formel accept, i modsætning til forbund, uundgåeligt vil fremkalde?

Disse styrende og regulerende principper for Bahá'í overbevisning føler tilhængerne af Bahá'u'lláhs sag sig forpligtet til at forsvare og årvågent at efterleve, alt eftersom deres administrative orden udvider sig og konsolideres. Kravene fra en langsomt udkrystalliserende religion pålægger dem en pligt, de ikke kan unddrage sig, et ansvar de ikke kan komme udenom.

Page 38

Ej heller er de ligegyldige over for den tvingende nødvendighed af at opretholde og iværksætte de love, som adskiller sig fra de principper, som Bahá'u'lláh har forordnet, og som sammen udgør trenden og islættet i de institutioner, på hvilke hans verdensorden til slut skal hvile. For at vise deres brugbarhed og deres virkekraft, for at udføre og bringe dem i anvendelse, for at beskytte deres helhed, forstå hvad de indebærer og lette deres udbredelse, opbyder Bahá'í samfund i øst og i den sidste tid i vest, deres yderste kræfter og er, om nødvendigt, villige til at yde hvilke ofre dette end måtte kræve. Den dag er måske ikke fjern, da Bahá'í råd i de lande i Østen, hvor religiøse samfund udøver myndighed i sager om personlige anliggender, vil blive bedt om at påtage sig de forpligtelser og det ansvar, der tilfalder officielt nedsatte Bahá'í domstole. De vil få bemyndigelse til i sager vedrørende vielser, skilsmisser og arv inden for deres respektive områder og med de civile myndigheders sanktion, at iværksætte og bringe i anvendelse de love og forordninger, der udtrykkeligt er bestemt i deres Helligste Bog.

Page 39