Web - Windows - iPhone
”Guds Bog er vidt åben, og Hans Ord kalder menneskeheden til sig.” Med disse opmuntrende ord beskriver Den Uforlignelige Pen den enhedens og indhøstningens dags komme. Bahá'u'lláh fortsætter: ”Oh Guds venner, lyt til Ham, som verden har forurettet og hold fast ved alt det, der vil ophøje Hans sag.” Derudover formaner Han sine tilhængere: ”I skal med den yderste venlighed og i en ånd af fuldkomment fællesskab rådslå med hinanden og vie de dyrebare dage i jeres liv til en forbedring af verden og fremme af Hans sag, Han som er Den Ældgamle og alles Suveræne Herre.”
Elskede samarbejdspartnere: Denne gribende udtalelse kommer os i sinde helt af sig selv, når vi ser jeres hengivne bestræbelser i hele verden som svar på Bahá'u'lláhs kalden. Den herlige reaktion på Hans opfordringer kan bevidnes overalt. Til de, der holder en pause for at reflektere over udfoldelsen af Den Guddommelige Plan bliver det umuligt at ignorere, hvorledes den kraft Guds Ord besidder begynder at herske i kvinder, mænd, unge og børns hjerter i land efter land, område efter område.
Et verdensomspændende samfund er ved at forfine sin evne til at aflæse sin øjeblikkelige virkelighed, analysere sine muligheder og velovervejet tillempe femårsplanens metoder og redskaber. Som forudset akkumulerer erfaringen hurtigst i de områder, hvor læringens grænser bevidst udvides På disse er metoderne til at gøre et stadigt forøget antal personer i stand til at forstærke deres kapacitet til at tjene klart forstået. Et levende træningsinstitut fungerer som en bærende kraft for samfundets bestræbelser med at fremme Planen og, så tidligt som muligt, bliver færdigheder og evner udviklet gennem deltagelse i institutkurser, udnyttet i felten. Nogle møder, gennem deres daglige sociale interaktion sjæle, som er åbne for at udforske åndelige spørgsmål udført i mange forskellige omgivelser, andre er i stand til at reagere på modtagelighed i en landsby eller et nabolag, måske ved at være flyttet til området. Stadig flere rejser sig for at påtage sig ansvar og øger således antallet af dem, der tjener som tutorer, juniorvejledere og undervisere af børn; samt dem der administrerer og koordinerer, eller som på anden vis arbejder for at støtte arbejdet. Vennernes forpligtelse til læring finder udtryk i standhaftighed i deres egne bestræbelser og en vilje til at ledsage andre i deres. Derudover er de i stand til at holde to komplementære perspektiver fast for øje i det handlingsmønster, der udvikler sig i området: for det første tre måneders aktivitets cyklus’en – vækstprogrammets rytmiske puls – og for det andet de tydelige stadier i uddannelsen af børn og juniorer samt unge og voksne. Samtidig med at de klart forstår det forhold, der binder disse tre stadier sammen, er vennerne klare over at hver har sin egen dynamik, sine egne krav og sin egen iboende fortjeneste. Frem for alt er de bevidste om mægtige åndelige kræfters virke, hvis indflydelse ses i såvel i de kvantitative data, som afspejler sig i samfundets fremgang, som i den vifte af beretninger, der fortæller om dets opnåelser. Det som
er særligt lovende er, at så mange af disse markante og iøjnefaldende træk, som karakteriserer de mest avancerede områder ligeledes er tydelige i samfund, der befinder sig på et meget tidligere punkt i deres udvikling.
Efterhånden som vennernes erfaring er vokset, er deres kapacitet inden for et område til at fostre et rigt og sammensat livsmønster, der favner om hundreder endog tusinder af mennesker, vokset. Hvor glade er vi ikke over at bemærke de mange indsigter, som de troende får fra deres indsats. De forstår for eksempel, at Planens gradvise udfoldelse på områdeniveauet er en dynamisk proces, der nødvendigvis er kompleks og ikke egner sig til bekvemme forenklinger. De ser hvorledes den bevæger sig fremad, efterhånden som de forøger deres evne til både at øge de menneskelige resurser samt koordinere og organisere præstationen for dem, der rejer sig. Vennerne indser at efterhånden som denne kapacitet bliver forbedret bliver det muligt at integrere en endnu længere række initiativer. De er ligeledes begyndt at anerkende, at når et nyt element bliver præsenteret kræver det særlig opmærksomhed i nogen tid, men at dette ikke på nogen måde formindsker betydningen af andre aspekter af deres samfundsopbyggende indsats. For de forstår, at hvis læring skal være deres arbejdsmåde, skal de være opmærksomme på den mulighed, der findes i det af Planens redskaber, som viser sig at være særligt velegnet på et vist tidspunkt, og må, når det er nødvendigt, investere større energi i dets udvikling; deraf følger imidlertid ikke, at alle skal beskæftige sig med det samme aspekt af Planen. Vennerne har også lært, at det ikke er nødvendigt for ekspansionsfasens hovedfokus i hver cyklus at lede mod samme mål. Forholdene kan for eksempel kræve, at opmærksomhed i en given cyklus, primært gives til at invitere sjæle til at favne troen gennem intensive undervisningsindsatser, der foretages af en person eller kollektivt; i en anden cyklus kunne fokus være på at mangedoble en særlig kerneaktivitet.
Desuden er vennerne bevidste om at arbejdet for sagen går fremad i forskelligt tempo på forskellige steder og med god grund – det er, når alt kommer til alt, et organisk fænomen – og de glæder sig over og bliver stolte af hver fremgang, de ser. Faktisk erkender de fordelen ved det, der kommer fra hver enkelt persons bidrag til fremgang for helheden, og således hilses den tjeneste, som ydes af hver og en, i henhold til personlige omstændigheder, velkommen af alle. Refleksionsmøder bliver stadig oftere betragtet som lejligheder, hvor samfundets indsats som en helhed bliver emne for alvorlig og opløftende drøftelse. Deltagerne oplyses om, hvad der er blevet opnået overalt, forstår deres eget arbejde i dette lys og forøger deres viden om vækstprocessen ved at få råd fra deres institutioner og trække på deres medtroendes erfaringer. Disse erfaringer videregives også talrige andre steder, der dukker op til rådslagning blandt de venner, der er stærkt optaget af særlige bestræbelser, hvad enten de forfølger et almindeligt handlingsmønster eller tjener i en særlig del af området. Alle disse læringer befinder sig inden for en bredere forståelse af at fremskridt lettest kan opnås i et miljø der er gennemsyret f kærlighed – hvor fejltagelser betragtes med overbærenhed - forhindringer bliver løst med tålmodighed og gennemprøvede tilgange bliver modtaget med begejstring. Og således er det at vennernes anstrengelser, uanset hvor beskedne, gennem troens institutioner og organers vise ledelse, der fungerer på alle niveauer, smelter sammen til en kollektiv indsats for at sikre, at modtagelighed for Den Velsignede Skønheds kalden bliver identificeret hurtigt og effektivt næret. Et område i denne tilstand er helt klart et, hvor relationerne mellem individet, institutionerne og samfundet - Planens tre hovedaktører – udvikler sig sundt.
Ud fra dette landskab af blomstrende aktivitet, er der et perspektiv der fortjener særlig omtale. I budskabet til jer for tre år siden, udtrykte vi forhåbning om at i områder med et intensivt vækst program, skulle vennerne forsøge at lære mere om metoder til samfundsopbygning ved at udvikle centre med høj aktivitet i nabolag og landsbyer. Vores forhåbninger er blevet overgået, for selv i områder hvor vækstprogrammer endnu ikke har opnået styrke har nogle fås indsats med at påbegynde kerneaktiviteter blandt beboerne i små distrikter vist deres virkningsfuldhed igen og igen. Det har været af afgørende betydning at denne tilgang centrerer sig om reaktionen på Bahá'u'lláhs lære fra den del af befolkningen, der er parat til den åndelige forvandling som Hans åbenbaring fostrer. Gennem deltagelse i den uddannelsesproces, som instituttet fremmer, motiveres de til at afvise den sløvhed og ligegyldighed, som indpodes af de omgivende samfundskræfter, og i stedet gå videre med de handlingsmønstre, som viser sig at forandre livet. Hvor denne tilgang har været på fremmarch i nogle år i et nabolag eller en landsby og vennerne har fastholdt deres fokus, bliver bemærkelsesværdige resultater gradvist men umiskendeligt tydelige. Unge bestyrkes i at tage ansvar for udviklingen hos dem iblandt dem, der er yngre end dem selv. De ældre generationer tager varmt imod de unges bidrag til meningsfulde diskussioner om hele samfundets anliggender. For såvel unge som gamle udvikler den disciplin, der udvikles gennem samfundets opdragende proces, evne til rådslagning, og nye rum for målbevidst samtale opstår. Og dog, forandring er ikke begrænset til bahá’íerne og de der er involveret i de kerneaktiviteter, der opfordres til i Planen, som fornuftigvis kunne forventes at antage nye måder at tænke på over tid. Hele ånden på stedet bliver påvirket. En andagtsfuld holdning tager form i brede lag af befolkningen. Udtryk for lighed mellem mænd og kvinder bliver mere udtalt. Børns uddannelse, både for drenge som for piger, nyder større opmærksomhed. Karakteren af relationer i familierne – formet af århundred gamle postulater – ændres kendeligt. En følelse af forpligtelse over for ens nærmeste samfund og fysiske miljø bliver fremherskende. Selv fordommenes svøbe, som har kastet sin onde skygge på alle samfund, begynder at vige for enhedens overbevisende kraft. Kort sagt det samfundsopbyggende arbejde, som vennerne er optaget af har indflydelse på kulturaspekter.
Alt imens ekspansion og konsolidering støt er gået fremad i det sidste år, har også andre områder for aktivitet bevæget sig videre, ofte parallelt. Som det fornemmeste eksempel skyldes den fremgang, som opleves på det kulturelle område i nogle landsbyer og nabolag, for en ikke lille dels vedkommende, det som lærtes af bahá’íernes engagement i social aktion. Vores Kontor for Social- og Økonomisk Udvikling har for nylig udarbejdet et dokument, som sammenfatter de 30 års erfaring, der er opsamlet indenfor dette område, siden Kontoret oprettedes ved Verdenscentret. Blandt dets bemærkninger er at en indsats for at engagere sig i social aktion får vital drivkraft fra træningsinstituttet. Dette er ikke blot gennem den forøgelse af de menneskelige resurser, som det fostrer. De åndelige indsigter, kvaliteter og færdigheder, der opdyrkes af institutprocessen, har vist sig at være lige så vigtige for deltagelse i social aktion, som de er for at bidrage til vækstprocessen. Derudover forklares det, hvorledes bahá'í-samfundets særlige indsatsområder ledes af en fælles, udviklende, begrebsmæssig struktur, sammensat af gensidigt forstærkende elementer, om end disse antager forskellige udtryk i forskellige aktionsfelter. Det dokument vi her har beskrevet blev for nogen tid siden videregivet til de nationale åndelige råd, og vi beder dem om i rådslagning med rådgiverne at overveje, hvorledes de ideer, det udforsker, kan hjælpe til med at forbedre de eksisterende bestræbelser på social aktion, der forfølges i deres regi og øge bevidstheden om denne betydningsfulde dimension af bahá'í bestræbelser. Dette bør ikke fortolkes som en generel opfordring til udbredt aktivitet på dette område – social aktion opstår naturligt efterhånden som et samfund i vækst samler kraft – men det er på tide, at vennerne reflekterer dybere over implikationerne i deres udfoldelser for at forvandle samfundet. Den bølge af læring der foregår på dette felt stiller forøgede krav til Kontoret for
Social- og Økonomisk Udvikling, og der tages skridt til at sikre at dets funktion udvikler sig i et rimeligt forhold hertil.
Et særligt bemærkelsesværdigt træk ved de sidste 12 måneder har været hyppigheden med hvilken bahá'í-samfundet, i bredt varierede sammenhænge, bliver identificeret med at udvirke en forbedring af det omgivende samfund i samarbejde med ligesindede. Fra den internationale arena til landsbysamfundets græsrødder, har ledende tænkere i alle miljøer gjort opmærksom på, at menneskehedens velfærd ikke kun er en hjertesag for bahá'íerne, men at de har en overbevisende opfattelse af, hvilke behov der skal opnås samt effektive midler til at virkeliggøre disse forhåbninger. Disse udtryk for anerkendelse og støtte er også kommet fra tidligere uventede kanter. For eksempel bliver bahá'íerne, selv i troens vugge og på trods af de enorme hindringer som undertrykkerne lægger på deres sti, i stadig stigende grad anerkendt for de dybtgående implikationer, som deres budskab indeholder for deres lands tilstand, og de bliver respekteret for deres ubøjelige beslutsomhed om at bidrage til deres hjemlands fremgang.
De lidelser der bæres af de trofaste i Iran, særligt i årtierne siden den seneste bølge af forfølgelser begyndte, har ansporet deres brødre og søstre i andre lande til at forsvare dem. Blandt de uvurderlige gaver, som det verdensomspændende bahá'í-samfund, som en konsekvens af denne udholdenhed, har erhvervet, vil vi omtale en i denne forbindelse: et imponerende netværk af specialiserede kontorer på nationalt plan har vist sig i stand til systematisk at udvikle relationer med regeringer og civile organisationer. Parallelt med dette har processerne i plan efter plan forfinet samfundets evne til at deltage i herskende diskurser overalt, hvor de foregår – fra personlige samtaler til internationale fora. Ved græsrødderne opbygges denne form for engagement naturligt, gennem den samme organiske tilgang der karakteriserer den stadige forøgelse af vennernes engagement i social aktion, og det er ikke nødvendigt at gøre et særligt forsøg på at stimulere den. På det nationale plan kommer det imidlertid oftere i fokus for disse samme pligttro agenturer, der allerede fungerer i dusinvis af nationale samfund, og det går fremad i henhold til det sædvanlige og frugtbare mønster med handling, refleksion, rådslagning og studium. For at forbedre disse indsatser, for at lette læring på dette område og for at sikre at de skridt, der tages, er samstemmende med anden indsats i bahá'í-samfundet har vi for nylig oprettet Kontoret for Offentlig Diskurs ved Verdenscentret. Vi vil opfordre det til at hjælpe nationale åndelige råd på dette område ved gradvist at fremme og koordinere aktiviteter og systematisere erfaringen.
Også på andre områder er der opmuntrende fremgang. I Santiago, Chile hvor modertemplet for Sydamerika opføres, fortsætter byggeriet hastigt. Fundamentets betonkonstruktion, kælder og servicetunnel er færdige, også de søjler, der skal bære overbygningen. De forventninger, der er forbundet med projektet er voksende, og en lignende forventning rejser sig i de syv lande, hvor nationale eller lokale Mashriqu’l- Adhkár’er skal rejses. I hver af dem er man startet på forberedelserne, og de bidrag, som de troende giver til tempelfonden, er begyndt at komme i brug; imidlertid er de praktiske overvejelser så som sted, design og resurser blot ét aspekt af det arbejde, der bliver udført af vennerne. Grundlæggende er det en åndelig bestræbelse i hvilken hele samfundet deltager. Mesteren henviser til Mashriqu’l- Ashkáren som ”magneten for guddommelige bekræftelser”, ”Herrens mægtige fundament” og ”den faste søjle i Guds tro”. Hvor den end bliver oprettet vil den på naturlig vis blive en integreret del af processen med samfundsopbygning omkring den. Allerede på de steder, hvor et andagtshus skal etableres, bliver bevidstheden om denne virkelighed dybere i de troendes rækker, som anerkender at deres kollektive liv mere og mere skal reflektere den forening af andagt og tjeneste, som Mashriq’ul-Ashkáren omfatter.
På alle områder ser vi således bahá'í-samfundet bevæge sig støt fremad, dets forståelse bliver dybere, og det er ivrigt efter at vinde indsigt fra erfaringerne, parat til at påtage sig nye opgaver når resurserne gør det muligt, og hurtigt i sin reaktion på nye nødvendige tiltag, bevidst om behovet for at sikre sammenhæng i de forskellige aktiviteter, det er engageret i, fuldstændig helliget opfyldelsen af dets mission. Dets entusiasme og hengivenhed er tydelig i den vældige glød, der opstod for et par måneder siden ved sammenkaldelsen af 95 ungdomskonferencer over hele verden. Vi er taknemmelige ikke alene over ungdommens reaktion, men også over de støtteerklæringer der kom fra deres medtroende, som anerkender hvorledes Bahá'u'lláhs yngre tilhængere agerer som en vital ansporing for hele sagens grundstamme.
Vi opfyldes af forhåbninger af de på hinanden følgende tegn, som vi ser ved spredningen af Bahá'u'lláhs budskab, dets omfattende indflydelse og den voksende bevidsthed om de idealer det indeholder. I denne årsdagenes tid kalder vi i erindring ”Dagen for ophøjet lyksalighed”, adskilt fra denne Ridván af halvandet århundrede, da ’Abhá Skønheden første gang proklamerede sin mission til sine ledsagere i Najíbíyyih Haven. Fra dette helliggjorte sted er Guds Ord gået fra by til by og fra kyst til kyst, idet det kaldte menneskeheden til et møde med sin Herre. Og fra det følge af gudsberusede elskende er et forskelligartet målbevidst samfund blomstret op, brogede blomster i den have Han har opdyrket. Med hver dag der går vender, et stadigt større antal nyligt vækkede sjæle sig bønfaldende mod Hans gravmæle, stedet hvor vi til ære for denne velsignede Dag og i taknemmelighed for hver nåde, som er blevet Det Største Navns samfund forundt, bøjer vores hoveder i bøn ved Den Hellige Tærskel.
Det Universelle Retfærdighedens Hus