Web - Windows - iPhone
Ved indledningen til denne strålende årstid lyser vores ansigter op, når vi ser den nyligt afslørede stråleglans på den gyldne kuppel, der kroner Bábs ophøjede Gravmæle. Tilbageført til den overjordiske glans, som var bestemt for det af Shoghi Effendi skinner dette ophøjede bygningsværk igen ud over land, hav og himmel ved nattetide såvel som om dagen og bærer vidnesbyrd om majestæten og helligheden hos den Ham, hvis indviede støv er skærmet deri.
Denne glædestime falder sammen med afslutningen på et lykkevarslende kapitel i udfoldelsen af Den Guddommelige Plan. Der er blot et enkelt tiår tilbage af det første århundrede af den formende tidsalder, de første hundrede år i 'Abdu'l-Bahás Testamentes velgørende skygge. Den femårsplan, der nu er afsluttet, efterfølges af en ny, hvis træk allerede nu er blevet genstand for intense studier over hele Bahá'í verden. Vi kan i sandhed ikke være gladere over reaktionen på vores budskab til konferencen for de kontinentale rådgivernævn og til Ridvan budskabet for tolv måneder siden. Vennerne vender sig igen og igen til disse budskaber, utilfredse med blot en fragmentarisk forståelse af deres indhold - enkeltvis, i grupper, ved formelle og spontane møder. Deres forståelse beriges gennem aktivt og informeret deltagelse i de vækstprogrammer, som udvikles i deres områder. Som et resultat heraf har det verdensomspændende bahá'í-samfund på nogle få måneder bevidst absorberet, hvad det har brug for til at føre dem ind i en overbevisende start på det kommende tiår.
I den samme periode har øgede tilfælde af politiske omvæltninger og økonomisk uro på flere kontinenter rystet regeringer og befolkninger. Samfund er blevet bragt til randen af revolution, og i betydningsfulde tilfælde udover den. Ledere har konstateret at hverken våben eller rigdomme garanterer sikkerhed. Hvor befolkningens forhåbninger er blevet frustreret, er en oplagret indignation vokset frem. Vi genkalder os hvor markant Bahá'u'lláh advarede jordens regenter: ”Jeres folk er jeres skat. Tag jer i agt at ikke jeres regeringsførelse krænker Guds bud, og overlader jeres myndlinge i røvernes hænder.” Et advarende ord: Uanset hvor interessant synet af folks iver efter forandring er, skal man huske, at der er interesser, der manipulerer begivenhedernes retning. Og så længe som det middel, der er foreskrevet af Den Guddommelige Læge, ikke tildeles, vil prøvelserne i denne tidsalder fortsætte og forstærkes. En opmærksom iagttager af disse tider vil uden videre sande den ustadige men ubarmhjertige accelererede opløsning af en verdensorden, der er sørgeligt mangelfuld.
Og dog kan man også ane dens modstykke, den konstruktive proces, som Beskytteren forbandt med ”Bahá'u'lláhs unge tro” og beskrev som ”forløberen for den Nye Verdensorden, som den tro inden længe skal oprette.” Dens indirekte virkning kan ses i strømmen af de følelser, især fra de unge, som udspringer af en længsel efter at bidrage til samfundsudviklingen. Det er en nåde tildelt Den Ældgamle Skønheds tilhængere, at denne længsel, som ubønhørligt vælder frem fra menneskeånden i alle lande, kan finde et så velformuleret udtryk i det arbejde, som bahá'í-samfundet udfører for at opbygge kapacitet til virkningsfulde forehavender blandt klodens forskelligartede befolkninger. Kan noget privilegium sammenlignes med dette?
For at få indsigt i dette arbejde skal alle troende se på 'Abdu'l-Bahá nu, hvor hundredåret for hans ”epokegørende rejser” til Egypten og Vesten bliver markeret. Utrætteligt forklarede han læresætningerne i hver social sammenhæng: i hjem, missionssale, kirker og synagoger, parker og torvepladser, jernbanevogne og oceanlinere, klubber og selskaber, skoler og universiteter. Ubøjelig i forsvar for sandheden, og dog uendelig mild af væsen, tog han de universelle principper i brug over for tidsalderens krav. Han gav alle – embedsmænd, videnskabsmænd, arbejdere, børn, forældre, eksilerede, aktivister, præster, skeptikere – uden forskelsbehandling del i sin kærlighed, sin visdom, trøst uanset hvad behovet var. Samtidig med at han opløftede deres sjæle, udfordrede han deres forudfattede meninger, nyorienterede han deres perspektiver, udvidede deres bevidsthed og fokuserede deres energi. Han viste i ord og handling en sådan medfølelse og generøsitet, at hjerterne blev fuldstændig forvandlede. Ingen blev afvist. Det er vores store håb, at hyppige minder, i løbet af dette hundredårs jubilæum om Mesterens uforlignelige historiske vidnesbyrd, vil inspirere og styrke hans oprigtige beundrere. Sæt hans eksempel foran jer og fæst jeres blik på det; det skal være jeres instinktive vejledning i forfølgelsen af planens mål.
Ved begyndelsen af bahá'í-samfundets første globale plan beskrev Shoghi Effendi i et overbevisende sprog de på hinanden følgende stadier ved hvilket det guddommelige lys var blevet tændt i Síyáh-Chál, iklædt åbenbaringens lampe i Bagdad, udbredt til lande i Asien og Afrika, ligesom det skinnede med stærkere stråleglans i Adrianopel og senere i Akká, projiceret over havene til de tilbageværende kontinenter og ved hvilket det lidt efter lidt kunne spredes ud over stater og territorier i verden. Den sidste del af denne proces karakteriserede han som ”dette lys' gennemtrængning . . . til alle de tilbageværende territorier på kloden”, idet han henviser til den som ”det stadium hvor lyset fra Guds sejrende tro, der skinner i al sin magt og herlighed har overgydt og omkranset hele kloden.” Skønt dette mål er langt fra at blive opfyldt, brænder lyset allerede intenst i mange regioner. I nogle lande skinner det i alle områder. I det land, hvor dets uudslukkelige lys først blev tændt, brænder det klart på trods af dem, der ønsker at kvæle det. I forskelligartede nationer opnår det en rolig flamme gennem hele nabolag og landsbyer, efterhånden som lys efter lys i hjerte efter hjerte tændes af Forsynets Hånd; det oplyser tænksom samtale på hvert niveau af menneskelig interaktion; det kaster sine stråler på myriader af initiativer, som tages for at fremme en befolknings trivsel. Og i hvert tilfælde udstråler det fra en trofast troende, et pulserende samfund, et kærligt åndeligt råd – hver af dem en ledestjerne i mørket.
Vi beder oprigtigt ved Den Hellige Tærskel for at hver af jer, bærerne af en udødelig flamme, må blive omgivet af Bahá'u'lláhs stærke bekræftelser, mens I giver troens gnist videre til andre.
Det Universelle Retfærdighedens Hus