Web - Windows - iPhone
De Fire Dale af Bahá'u'lláh Han er den Stærke. den Højtelskede! "O sandheds sol, Hisám-i-Dín, den gavmilde, Ingen prins har verden skabt, som er dig lig!" (1) Jeg undrer mig over, hvorfor kærlighedens bånd så brat blev revet over, og venskabs faste pagt blev brudt. Blev min hengivenhed nogen sinde - Gud forbyde det - formindsket, eller svigtede min kærlighed, siden du har glemt mig og slettet mig af dine tanker? "Hvilken fejltagelse har jeg begået, siden du har tilbageholdt din gunst? Er det, fordi jeg er af lav byrd og du af høj?" (2) Eller har en eneste pil drevet dig bort fra slaget? (3) Har de ikke sagt dig, at troskab er en pligt for den, der følger den mystiske vej, at den er den sande ledelse til Hans hellige nærværelse? "Men de, der siger: "Vor Herre er Gud" og vandrer lige frem til Ham, til dem skal englene dale ned .... " (4) Ligeså siger Han: "Gå da lige frem, som det er blevet dig pålagt" (5). Af den grund er denne kurs påbudt dem, der bor i Guds nærvær. "Jeg gør, som det er mig pålagt, og jeg bringer budskabet, Hvad enten det bringer dig vejledning eller sårer dig" (2). Selv om jeg ikke har modtaget noget svar på mine breve, og det er i uoverensstemmelse med de vises adfærd atter at udtrykke deres betragtninger, så har denne ny kærlighed dog brudt alle gamle regler og skikke. "Fortæl os ikke historien om Laylí eller om Majnún's ulykke, Din kærlighed har fået verden til at glemme gamle dages kærlighed. Da dit navn først én gang lå mig på læben fangede elskeren det, Og det fik de talende og de lyttende til at danse hid og did" (2). Og om guddommelig visdom og himmelsk rådgivning siger Rúmí: "Ved hvert måneskifte, o min elskede, er jeg vanvittig i tre dage; I dag er det den første dag - derfor ser du mig lykkelig". Vi hører, at du er rejst til Tabríz og Tiflis for at udbrede kundskab, eller at en anden højere opgave har ført dig til Sanandaj (7) (8). O min enestående ven! Der er fire veje for dem der gør fremskridt på deres mystiske vandring, I korthed skal jeg beskrive dem, at graderne og egenskaberne i hver art kan blive forståelige for dig. Den første dal Hvis de rejsende søger efter målet for Ham, der er Hensigten (maqsúd), så hører dette stade til selvet - men det selv, som er "Guds Selv stående inden i Ham med love" (9). På dette plan er selvet ikke forkastet, men elsket; det er velbehageligt og bliver ikke afskyet. Selv om dette plan i begyndelsen er konfliktens rige, så ender det dog med erhvervelsen af stråleglansens trone. Som de har sagt: "O Abraham, denne dags Abraham, o Åndens ven Abraham! Dræb disse fire rovfugle" (10), at livets gåde kan blive åbenbaret efter døden. Dette er det selvets stade, som er Gud velbehageligt. Som i verset: "O du sjæl, som er i hvile, Vend tilbage til din Herre i velbehag og Ham velbehagelig," Der ender således: "Træd ind blandt mine tjenere, Og træd ind i mit paradis" (11). Dette stade har mange betegnelser, tegn og utallige beviser. Derfor er det sagt: "Herefter vil Vi vise dem Vore tegn i jordens egne og i dem selv, indtil det bliver klart for dem, at det er sandheden" (12), og at der ingen Gud er uden Ham. Da må man læse bogen om sit eget selv, snarere end retoriske afhandlinger. Derfor har Han sagt: "Læs din Bog. Der behøves ingen andre en dig selv til at gøre op med dig på denne dag" (13). Der fortælles en historie om en mystiker, som tog på rejse med en lærd grammatiker som ledsager. De kom til Storhedens hav. Mystikeren kastede sig øjeblikkeligt i bølgerne; men grammatikeren stod hensunken i sine overvejelser, der var som ord prentet i vand. Mystikeren råbte til ham: "Hvorfor følger du mig ikke?" Grammatikeren svarede: "O broder! Jeg tør ikke gå videre. Jeg bliver nødt til at gå tilbage". Da råbte mystikeren: "Glem alt hvad du læste af Síbavayh's og Qawlavayh's bøger og i lbn-i-Hájib og Ibn-i-Málik's (14) ligeledes og drag (over) vandet". "Selvets død betinges her, ej retorik, Bliv da til intet og gå på bølgerne" (1). Ligeledes står der skrevet: "Og vær I ikke som de, der glemmer Gud, og som Han derfor har fået til at glemme deres eget selv. Disse er de onde gerningsmænd" (15). Den anden dal Hvis den vejfarendes mål er den Lovpristes bolig (Mahmúd) (16), så er dette stadet for den oprindelige fornuft, der kendes som Profeten og Den allerstørste Søjle (17). Her betegner fornuft den guddommelige, universelle bevidsthed, hvis herredømme oplyser alt skabt, - der hentydes ikke til enhver svag forstand; thi det er således, som den vise Saná'í har skrevet:' "Hvordan kan den svage fornuft omfatte Koranen, Eller en edderkop fange en fugl Phønix i sit spind? Ønsker du, at dine tanker ikke skal narre dig? Lær dem videnskaben om Guds kærlighed!" På dette plan møder den rejsende mangen en prøvelse og lidelse. Snart løftes han op imod himlen, snart kastes han ned i dybet. Således som det er sagt: "Nu drager Du mig til herlighedens højder, og atter kaster Du mig i den dybeste afgrund". Gåden, der ligger skjult i dette stade, er åbenbaret i følgende hellige vers fra kapitlet om HULEN: (18)" Og du må have set solen, når den stod op, idet den passerede fra den højre side af deres hule, og når den gik ned, idet den forlod dem på den venstre side, medens de befandt sig i hulens rummelige kammer. Dette er et af Guds tegn. Ledet er i sandhed den, som Gud leder, men til den, som Han fører på afveje, skal du på ingen måde finde en beskytter". Hvis et menneske ville vide, hvad der lå skjult i dette ene vers, da skulle det være tilstrækkeligt for ham. Derfor har han, når han priser disse, sagt: "Mennesker, som hverken varer eller handel kan holde borte fra erindringen om Gud…." (19). Dette stade skænker den sande målestok for kundskab og befrier mennesket for prøvelser. I dette rige er det meningsløst at søge efter kundskab; thi om ledelsen for de rejsende på dette plan har han sagt: "Frygt Gud, og Gud skal belære dig" (20). Og atter: "Kundskab er et lys, som Gud kaster ind i hjertet på den, Han ønsker" (21). Derfor burde et menneske gøre sit hjerte rede, således at det kunne blive værdigt for den himmelske nådes indtræden og således, at Den gavmilde Bærer af bægeret måtte lade ham drikke gavmildhedens vin fra det barmhjertige kar. "Lad dem, der slider, arbejde for dette!" (22) Og nu siger jeg: "Vi er sandelig fra Gud, og til Ham skal vi vende tilbage." (23) Den tredje dal Hvis de søgende elskere ønsker at leve inden for enemærkerne af Den ene Tiltrækkende (Majdhúb) (24), så kan ingen sjæl dvæle på Denne kongelige Trone undtagen kærlighedens skønhed. Dette rige kan ikke anskueliggøres i ord. "Kærlighed skyer denne verden og også hin verden, I ham er der tooghalvfjerds galskaber. Kærlighedens skjald synger altid dette kvad: "Trældom slavebinder, kongeværdighed bedrager" (1). Dette stade kræver ren hengivenhed, og fællesskabets lysende strøm. I sin fortælling om disse venner i Hulen, siger han: "De taler ikke, før Han har talt: og de gør, hvad Han pålægger dem" (25). På dette plan er hverken fornuftens hersken eller selvets autoritet tilstrækkelig. Derfor har en af Guds Profeter spurgt: "O min Herre, hvordan skal vi nå op til Dig?" Og svaret lød: "Lad selvet bag dig og kom Mig så i møde". Dette er et folk, som bedømmer det laveste stade som værende ét med herlighedens trone, og for dem adskiller skønhedens løvhytte sig ikke fra den slagmark, hvor der udkæmpes et slag for den Elskede. Beboerne af dette plan ytrer ingen ord - men de sporer deres gangere. De ser kun den Elskedes indre virkelighed. For dem er alle fornuftige ord intetsigende, og ufornuftige ord er fulde af mening. De kan ikke skelne lemmerne fra hinanden eller adskille de forskellige dele. For dem er spejlbilledet den virkelige flod; for dem er det at gå bort det samme som at vende tilbage. Derfor er det blevet sagt: "Beretningen om Din skønhed nåede eremittens dal; I sin galskab søgte han kroen, hvor de køber og sælger vinen. Kærligheden til Dig har nedbrudt tålmodighedens fæstning, Og smerten efter Dig har spærret håbets dør" (2). I dette rige er formaninger afgjort til ingen nytte. "Elskernes læremester er den Elskedes skønhed, Hans åsyn deres lære og eneste bog. Læren om undren og om længselsfuld kærlighed deres pligt, De ser ikke til lærde kapitler eller kedsommelige temaer. Den lænke, der binder dem, er Hans moskusduftende hår, Epokens Plan (26), er for dem, hvad for Ham kun er et trin (1). Her følger en bønfaldelse til Gud, den Ophøjede, den Lovpriste: "O Herre! O Du, hvis gavmildhed opfylder ønsker! Jeg står foran Dig, forglemmende alt andet end Dig. Giv, at det gran af kundskab, som er i min bevidsthed, Må frigøres for begær og ringe ler; Giv, at din ældgamle gave, denne visdoms dråbe, Må nedsænkes i dit store hav (1). Således siger jeg: "Der er ingen magt eller kraft undtagen i Gud, Beskytteren, den Selvbestående (27). Den fjerde dal Hvis de mystiske kendere er blandt dem, der er nået til den Elskedes skønhed (Mahbúb), så er dette stade højdepunktet for bevidsthed og hemmeligheden i guddommelig ledelse. Dette er midtpunktet for mysteriet: "Han gør, hvad Han ønsker; bebuder, hvad Han behager" (28). Om alle jordens og himlens indvånere satte sig for at løse denne strålende allusion, denne dunkle gåde indtil den Dag, da Basunen skal lyde, så ville det ikke lykkes dem at fatte blot et enkelt bogstav; thi således er stadet af Guds uforanderlige bestemmelse, Hans forudbestemte mysterium. Derfor svarede Han, når de søgende spurgte derom: "Dette er et bundløst hav, som ingen nogen sinde skal udgrunde" (29). Og de spurgte atter, og Han svarede: "Dette er den sorteste af alle nætter, hvor ingen skal finde vej". Hvem der end måtte kende denne hemmelighed, vil visselig skjule den, og skulle han åbenbare blot det ringeste spor, så ville de nagle ham til korset. Men - ved Den Levende Gud! Var der nogen som helst sandfærdig søgende, så ville jeg åbenbare det for ham, thi de har sagt: "Kærlighed er et lys, der aldrig dvæler i et hjerte, der er grebet af frygt". Sandelig den vejfarende, der rejser til Gud, til Den rosenfarvede Søjle på den snehvide sti, skal aldrig nå til sit himmelske mål, medmindre han afstår fra alt det, som mennesker besidder: "Og hvis han ikke frygter Gud, vil Gud få ham til at frygte alle ting, eftersom alle ting frygter ham, der frygter Gud" (30). "Tal i persisk tungemål, selv om det arabiske behager dig mere; En elsker behersker mange tungemål" (1). Hvor sødmefyldt er ikke dette versafsnit, der åbenbarer en sådan sandhed: "Se! Vore hjerter åbner sig som muslingeskaller, når Han lader nåde regne som perler, Og vore liv er som redebonne mål, når Han kaster smertens pile", Og hvis det ikke var imod Bogens Lov, så ville jeg sandelig testamentere en del af mine besiddelser til den, der ville sende mig i døden, og jeg ville udnævne ham til min arving: ja, jeg ville skænke ham en andel, ville takke ham og søge at forfriske mine øjne ved berøringen af hans hånd. Men hvad kan jeg gøre? Jeg har ingen besiddelser, ingen magt, og dette er, hvad Gud har forordnet. (31) Det synes mig, at jeg i dette øjeblik indfanger duften af hans klædning (32); den strømmer hid fra Bahá'í Ægypten (33), sandelig, Han synes at være nær; selvom mennesker kunne tro ham langt borte, (34). Min sjæl fornemmer den vellugt, der strømmer fra den Elskede, mine sanser er opfyldte af duften fra min dyrebare Ledsager. "Forpligtelsen i lange års kærlighed adlyder Og fortæller eventyret om lykkelige dage, der svandt For at himmel og jord i dag skal opløfte en latter, Der skal glæde hjerte, øje og sind" (1). Dette er riget af fuldstændig opmærksomhed og af yderste selvudslettelse. Selv kærlighed er ingen ledesti til denne egn, og længslen har ingen bolig her; derfor er det sagt: "Kærlighed er et slør imellem elskeren og den elskede". Her er kærlighed en hindring og en grænse, og alt andet end Ham er blot et forhæng. Den vise Saná'í har skrevet: "Aldrig skal det griske hjerte komme til den, der stjæler hjerter, Aldrig skal den tilhyllede sjæl forene sig med skønhedens rose". Thi dette er Det absolutte Buds rige, der er fritaget for alle jordiske egenskaber. De ophøjede beboere af denne bolig udøver guddommelig autoritet i henrykkelsens forgård med den største fryd, og de bærer på et kongeligt scepter. På retfærdighedens høje residenser fremfører de deres bud, og de nedsender gaver i forhold til, hvad hvert menneske har gjort sig fortjent til. De, som drikker af dette bæger, bor i de høje løvhytter af stråleglans over Tronen for den Ældgamle af Dage, og de sidder i Magtens Ildhimmel i Den ophøjede Pavillon: "De skal ikke kende til sol eller isnende kulde" (35). Her er de høje himle ikke i konflikt med den lave jord, og de prøver heller ikke på at overgå den; thi dette er barmhjertighedens land, ikke riset for udmærkelse. Selvom disse sjæle hvert øjeblik viser sig i et nyt hverv, så er deres stade dog altid det samme. Derfor er der skrevet om dette rige: "Intet hverv tilbageholder Ham fra et andet" (36). Og om et andet stade er det sagt: "Hver dag er Han optaget af et nyt hverv" (37). Dette er den føde, hvis smag ikke ændres, hvis farve ikke ændrer sig. Hvis du spiser deraf, skal du i sandhed synge dette vers: "Jeg vender mit ansigt til Ham, som har skabt Himlene og jorden...., Jeg er ikke blandt dem, der føjer guder til Gud" (38). "Og således viste vi Abraham Himlens og jordens kongerige, at Han kunne blive oprejst i kundskab" (39). "Læg derfor din hånd på dit bryst og stræk den atter frem med magt, og se, du skal i den finde et lys for hele verden" (40). Hvor krystalklart er ikke dette kølige vand, som Bæreren af bægeret bringer! Hvor klar er ikke denne rene vin i den Elskedes hænder! Hvor liflig er ikke denne slurk fra Det himmelske Bæger! Måtte det gøre dem godt, som drikker deraf, og som smager dets sødme og når til dets kundskab. "Det er ikke sømmeligt, at jeg fortæller dig mere, For flodens seng kan ikke indeholde havet" (1). Thi gåden i denne ytring er skjult i Den store Ufejlbarligheds forrådskammer (41) og lagt hen i magtens skatkammer. Den er helligt ophøjet over forklaringens juveler; den står over det, som det mest forfinede tungemål kan berette om. Forundring er her højt værdsat, og den yderste fattigdom er af vigtighed. Derfor er det blevet sagt: "Fattigdom er min stolthed (42). Og atter: "Gud har et folk under herlighedens kuppel, som Han skjuler i den strålende fattigdoms klædning" (21). Disse er det, der ser med Hans øjne, og hører med Hans øren, som det står skrevet i den velkendte overlevering. Hvad dette rige angår, så er der mangen en overlevering og mangt et vers i videre eller snævrere forbindelse hermed; men to af disse vil være tilstrækkeligt til at tjene som et lys for mennesker med hjerne og forstand. Det første er Hans udsagn: "O Min tjener! Adlyd Mig og Jeg vil gøre dig Mig selv lig. Jeg siger: "Vær" og det er således, og du skal sige: "Vær" og det skal være". Og det andet: "O son af Adam! Søg ikke fællesskab med nogen, før du har fundet Mig, og når som helst du længes efter Mig, skal du finde Mig nær ved dig". Hvilke klare beviser og forunderlige hentydninger der end er berettet heri. så omfatter de dog kun et eneste Bogstav, et eneste Punkt. "Således har Guds veje været .... og du vil ikke finde nogen forandring i Guds veje" (43). Jeg begyndte denne epistel for nogen tid siden, som du erindrer, og eftersom dit brev ikke havde nået mig, da indledte jeg med nogle bebrejdende ord. Nu har dit nye brev bortvejret denne følelse og fået mig til at skrive til dig. At tale om min kærlighed til Deres Eminence er unødvendigt. "Gud er mit tilstrækkelige vidne!" (44). Over for Hans Eminence Shaykh Muhammad - må Gud, den Ophøjede, velsigne ham! - Skal jeg begrænse mig til følgende to vers, som jeg beder må blive ham overleveret: "Jeg søger din nærhed, mere dyrebar end den sødmefyldte Himmel; Jeg ser dit ansigt, skønnere end Paradisets løvhytter" (2). Da jeg betroede min pen dette kærlighedsbudskab, så afslog den byrden deraf, og den faldt i afmagt. Da den kom til sig selv, talte den og sagde: "Ære være Dig! Til Dig vender jeg mig i anger, og jeg er den første blandt dem, der tror" (45). Ære være Gud, Herren over alle verdener! "Lad os en anden dag fortælle om denne sorg og smerte i adskillelsen, Lad os på en anden måde skrive om kærlighedens hemmeligheder. Således er det bedre. Stands blodrig strid og alle disse ting, Og sig intet mere om Shams-i-Tabríz" (46) Fred være med dig og med dem, som bevæger sig omkring dig og opnår at mødes dig. Hvad jeg tidligere har skrevet er blevet spist af fluerne, så sødt var blækket. Som Sa'dí siger: "Jeg vil afholde mig fra at skrive mere; thi mine sødmefyldte ord har tiltrukket fluerne omkring mig" Og nu kan hånden ikke skrive mere, og den beder om, at dette må være tilstrækkeligt. Derfor siger jeg: "Herrens pris, Herren over al storhed, er langt over, hvad de påstår om Ham" (47). Fodnoter: 1. Mathnaví av Jalálu'd-Din Rúmí 2. Sa'dí, Muslihu'd-Din af Shíráz (ca. 1184-1291), berømt forfatter til Gulistán og andre poetiske værker. 3. Persisk ordsprog der beskriver en mand, som giver for let op. Som det her er benyttet, kan det betyde, at Shaykhen i sin egenskab af mystisk leder kan føle sig kompromitteret p.g.a. den kendsgerning, at Bahá'u'lláh lærer ham om den nye sandhed. 4. Koranen 41:30 5. Koranen 11:114; 42:14 7. Senna, hovedstaden i det persiske Kurdistán 8. Dette forord til DE FIRE DALE er skrevet i den fineste persiske brevform. Reglerne for klassisk brevskrivning kræver, at man citerer litterære værker og forsikrer om sin vedvarende kærlighed til den, brevet er henvendt til, som her. 9. Hadíth 10. Mathnaví. Her fortæller Rúmí en historie om fire onde fugle, som, når de dræbes, bliver forvandlet til fire fugle af godhed. Allegorien illustrerer nedkæmpelsen af de onde egenskaber og deres erstatning med de gode 11. Koranen 89:27-30 12. Koranen 41:53 13. Koranen 17:15 14. Berømt forfatter indenfor grammatik og retorik 15. Koranen 59:19 16. En af Guds egenskaber og ei af Muhammeds tilnavne. 17. Maqám-i-Mahmúd - lovprist stade - er de Profeters rang, der er skænket den største standhaftighed. 18. HULEN er et af kapitlerne i Koranen - 18:16. Dette refererer til den fuldkomne tros stade. Vennerne i Hulen er identiske med de tidlige kristne martyrer. 19. Koranen 24:37 20. Koranen 2:282 21. Hadíth 22. Koranen 37:59 23. Koranen 2:151 24. Den egenskab hos Gud, som drager alle skabninger til Ham. 25. Koranen 21:27 26. Abu-'Ali Siná (Avicenna "Enhver skikkelse, enhver form. der forgår i dag er forsvarligt opbevaret i Tidens skatkammer. Når verden drejer tilbage til sit tidligere sted, fremdrager Han dets åsyn fra det usynlige". (Se også Nogle Besvarede Spørgsmål s. 326). 27. Koranen 18:37 28. Koranen 2:254-5:1, etc. 29. En ytring som tillægges 'Ali 30. Dette citat er fra arabisk 31. Dette var åbenbaret før Bahá'u'lláh erklærede sig. De følgende linjer refererer til hans åbenbarings overvældende nærhed. 32. Bogstaveligt Há's klædning, hvilket er bokstavet "H" og som her repræsenterer Bahá. 33. Dette refererer til Bibelens og Koranens historie om Josef. 34. Dette refererer til dem, som ikke ventede den nært forestående genkomst af ham, som Gud skal åbenbare. 35. Koranen 76:13 36. Dette citat stammer fra en af Koranens kommentatorer 55:29, jvf. Ismat-i-Kubrá 37. Koranen 55:29 38. Koranen 6:79 39. Koranen 6:75 40. Koranen 7:105 etc. og Hadíth 41. Ismat-i-Kubrá, den guddommelige manifestations uforanderlige egenskab. 42. Muhammed 43. Koranen 33:62, 48:23 44. Koranen 4:164 45. Koranen 7:140 46. Shams-i-Tabríz, Súfíen, der havde en så overvældende indflydelse på Jalálu'd-Din Rúmí, idet han bortledte hans opmærksomhed fra videnskab og ledte den over på mysticisme. 47. Koranen 37:180