Announcing: BahaiPrayers.net


More Books by Baha'u'llah

Baha´'u'lla´hs Tabletter
De Fire Dale
De Skjulte Ord
De Syv Dale
Glimt fra Baha´'u'lla´hs Skrifter
Ishra´qa´t
KITÁB-I-AQDAS
Tara´za´t
Free Interfaith Software

Web - Windows - iPhone








Baha'u'llah : De Syv Dale

De Syv Dale af Bahá'u'lláh I Guds Navn, den Milde, den Barmhjertige.

Ære være Gud, som har bragt skabelsen frem af intet, som har indgraveret præeksistensens gåder på tavlen, skjult i mennesket, som igennem Bayánen har lært mennesket det, han ikke kendte til, som har skabt en strålende Bog for dem, der troede og hengav sig, som i denne sorte og fordærvede tidsalder har fået ham til at bekræfte alle tings tilblivelse (Kullu Shay') og fået ham til at tale fra evighedens tinde med underfuld stemme fra Det fuldendte Tempel (1) i den hensigt, at enhver til sidst skal kunne bevidne ved sig selv, i sig selv, samt ved sin Herres Budbringers stade, at der i sandhed ingen Gud er uden Ham, og derved må vinde sin vej til virkelighedernes højdepunkt, hvor ingen skal betragte noget som helst uden at se Gud idet. Og jeg priser og forherliger det første hav, som er udløbet fra oceanet af Det inderste guddommelige Væsen, og den første morgen, der har glødet på Enhedens Horisont, og den første sol, der er steget frem på Evighedens Himmel, og den første ild, der blev antændt fra Præeksistensens Lyskilde i oprigtighedens lampe: "Han, der var Ahmad i de ophøjedes kongerige og Muhammed i de næres forsamling og Mahmúd i de oprigtiges rige (2) påkald Ham i hvilket (navn) I end ønsker: "Han har de mest ophøjede navne (3) i hjerterne hos dem, der vide. Lad i overflod evig, vedblivende fred være med Hans tjenere og ledsagere". Endvidere har vi lyttet til, hvad kundskabens nattergal sang fra kvistene på dit væsens træ og lært, hvad vishedens due råbte fra grenene på træerne, som danner dit hjertes løvhytte. Og det syntes mig, at jeg indåndede de reneste dufte fra din kærligheds klædning, og at jeg virkelig opnåede at møde dig, da jeg granskede dit brev. Og eftersom jeg mærkede mig din tale om din død i Gud, dit liv ved Ham og din kærlighed til Guds elskede og Åbenbarerne af Hans Navne, samt Daggrystederne for Hans Egenskaber - åbenbarer jeg derfor for dig hellige og strålende tegn fra herlighedens planer, for at drage dig til hellighedens, nærhedens og skønhedens forgård og føre dig til det stade, hvor du ikke vil se andet i skabelsen end den Elskede, den Tilbedtes Åsyn, og betragte alle skabte ting, som de er på den dag, som ingen har navn til. Herom har enhedens nattergal sunget i Ghawthíyyíh's have (4). Han siger: "Og på dit hjertes tavle skal skriften fra de dybsindige gåder komme til syne:" Frygt Gud og Gud vil skænke dig kundskab" (5), og din sjæls fugl skal blive mindet om præeksistensens helligdomme og hæve sig på længslens vinger op til himlen af "træd din Herres banede veje" (6) og sanke kommunionens (fællesskabet med Gud) frugter i haverne af "spis da af alle slags frugter"" (6). Ved mit liv, o ven! Skulle du smage frugterne fra hin grønne haves blomster, som vokser i kundskabens lande ved de opgående lys fra Det inderste Væsen, som genspejles i navne og egenskabers spejle, - da ville længslen gribe tålmodighedens tømmer og rive dem ud af din hånd og få din sjæl til at skælve ved lynglimtet og drage dig fra dit jordiske hjemland til den første himmelske bolig i Virkelighedernes Midtpunkt og løfte dig op til et plan, hvor du svæver i luften, ligesom du vandrer på jorden, og bevæge dig over vandet, ligesom du løber på landjorden. Derfor må det glæde mig og dig og hvem, der end måtte bestige kundskabens himmel - og hvis hjerte forfriskes derved - at vishedens vinde har blæst igennem hans tilværelses have fra den Al-Barmhjertiges Saba. Fred være med ham, der følger Den rette Vej! Endvidere: De stadier, der kendetegner den vejfarendes rejse fra støvets bolig til det himmelske hjemland, siges at være syv. Nogle har kaldt dem De syv Dale og andre har kaldt dem De syv Byer. Og de siger, at med mindre den vejfarende forlader sit eget selv og rejser tværs igennem disse stadier, skal han aldrig nå nærhedens og genforeningens hav, ej heller drikke af den uforlignelige vin. Den første er Ransagelsens dal Gangeren i denne Dal er tålmodighed; uden tålmodighed vil den vejfarende på denne rejse ingen vegne komme og ikke nå noget mål. Ej heller bør han nogen sinde blive modfalden. Skulle han kæmpe i hundrede tusinde år og dog ikke opnå at se Vennens skønhed, skal han alligevel ikke vakle. Thi de, der søger Kaabaen (7) af "for Os", glæder sig over tidenderne: "På Vore veje skal Vi lede dem" (8). I deres søgen har de tappert sat alt ind på at tjene, og de prøver hvert øjeblik at rejse fra ligegyldighedens plan ind i tilværelsens rige. Ingen lænker skal tilbageholde dem og intet råd afskrække dem. Det er pålagt disse tjenere at rense deres hjerter - som er de guddommelige rigdommes kildespring - fra enhver prægning og vende sig bort fra enhver efterligning, der betyder, at de følger i deres forfædres og aners fodspor og lukke venligheds og fjendskabs døre for alle folkene på jorden. På denne rejse når den søgende til et plan, hvor han ser alle skabte ting vandre afsindige af sted i deres eftersøgning af Vennen. Hvor mangen en Jacob vil han ikke se jagende efter sin Josef. Han vil se mangen en elsker haste i sin søgen efter den Elskede, og han skal blive vidne til en verden af længselsfulde i søgen efter den Attråede. Hvert øjeblik finder han en vægtig sag, og hver time opdager han et mysterium; thi han har frigjort sit hjerte fra begge verdener og er på vej til den Elskedes Kaaba (9). For hvert et skridt skal hjælpen fra Det usynlige Rige være hos ham, og heden i hans ransagning skal tiltage. Man må bedømme ransagelsen efter Kærlighedens Majnún (10). Det fortælles, at de en dag så Majnún sidde og sigte støvet med tårerne strømmende ned over kinderne. De sagde: "Hvad gør du?" Han svarede: "Jeg søger efter Laylí". De råbte: "Ak! Laylí er af ren ånd, og du søger hende i støvet!" Han sagde: "Jeg søger hende overalt, måske finder jeg hende et sted". Ja, selv om det for den vise kan synes usømmeligt at søge Herrernes Herre i støvet, så viser det dog en intens iver i efterforskningen. "Den, som søger ihærdigt skal også finde". (11) Den sande søgende jager kun efter sine ønskers mål, og elskeren har intet andet begær end foreningen med den elskede. Og den søgende skal ikke nå sit mål, med mindre han ofrer alt. Det vil sige alt, hvad han har set, hørt og forstået, alt må han regne for intet, for at han kan træde ind i åndens rige, som er Guds By. Det er nødvendigt at anstrenge sig, hvis vi søger Ham; ildhu er nødvendig, hvis vi skal smage genforeningens honning sammen med Ham; og hvis vi drikker af dette bæger, da skal vi kaste verden bort. På denne rejse har den vejfarende hjemme i hvert et land og bolig i hver en egn. I ethvert ansigt søger han Vennens skønhed; i ethvert land ser han efter den Elskede. Han tilslutter sig ethvert selskab og søger fællesskab med enhver sjæl for om muligt i et sind at kunne afsløre Vennens hemmelighed eller i et ansigt se den Elskedes skønhed. Og hvis han ved Guds hjælp på denne rejse finder et spor af den sporløse Ven og indånder duften fra de himmelske budbringeres Josef (12) , der så længe har været borte, så træder han øjeblikkelig ind i Kærlighedens dal og bliver opslugt af kærlighedens ild. I denne by hvælver henrykkelsens himmel sig over ham, og længslens sol, der oplyser hele verden, skinner der, og kærlighedens ild står i lys lue; og når kærlighedens ild er i lys lue, så brænder den fornuftens afgrøde til aske. Nu er den rejsende ikke mere sig selv eller noget uden for sig selv bevidst. Han ser hverken uvidenhed eller kundskab, hverken tvivl eller vished. Han kan ikke skelne ledelsens morgen fra fejltagelsens nat. Han flygter både fra vantro og tro, og dødelig gift er som balsam for ham. Derfor siger 'Attár: "For den vantro, fejltagelse - for den troende, tro. For Attár's hjerte, et gran af Din smerte" (13) Gangeren i denne Dal er lidelse, og hvis der ingen lidelse er, får rejsen aldrig ende. På dette stade har elskeren kun tanke for den Elskede og søger kun tilflugt hos Vennen. Hvert øjeblik tilbyder han hundrede liv på den Elskedes vej, og for hvert skridt kaster han tusinde hoveder for den Elskedes fødder. O min broder! Før du træder ind i din kærligheds Ægypten, vil du ikke komme til Vennens Skønheds Josef; og før du ligesom Jacob forsager dit ydre øje, vil du aldrig kunne se med dit indre øje; og før du brænder af kærlighedens ild, vil du ikke kunne forene dig med længslens Elsker. En elsker frygter intet, og intet ondt kan skade ham. Du ser ham både kold i flammerne og tør i havet. "En elsker er den, som er kold i helvedes ild; En vis er den, som forbliver tør i havets bølger" (14). Kærligheden accepterer ikke nogen tilværelse og ønsker intet liv. I døden ser han livet, og han søger ophøjelse i fornedrelsen. For at kunne værdsætte kærlighedens vanvid, må mennesket have forstand i overflod. For at kunne værdsætte de bånd, Vennen binder ham med, må han være opfyldt af ånd. Velsignet er den hals, der fanges i Hans snare; lykkeligt det hoved, der falder i støvet på Hans kærligheds vej. Derfor o ven! Opgiv dit selv, at du må finde Den uforlignelige Ene. Forlad denne dødelige jord, at du må søge dig et hjem i himmelens rede. Vær som intet, hvis du vil antænde tilværelsens ild og berede dig på kærlighedens vej. "Kærlighed bemægtiger sig ikke en levende sjæl; Falken slår ikke ned på en død mus". (14) Kærligheden sætter hver eneste gang en verden i brand, og den lægger hvert et land øde, hvor den frembærer sit banner. Tilværelsen eksisterer ikke i dette rige; vismanden lyder intet bud inden for dets enemærker. Kærlighedens Leviathan opsluger fornuftens herre og omstyrter kundskabens mester. Han tømmer de syv have, men hans hjertes tørst er stadig ustillet, og han siger: "Er der ikke mere? (15) Han undgår sig selv og trækker sig bort fra alt på jorden. "Kærligheden er en fremmed både på jorden og i himlen; Den indeholder tooghalvfjerds galskaber". (16) Den har lagt utallige ofre i sine lænker, såret utallige vismænd med sin pil og sin bue. Vid at enhver rødme i verden stammer fra dens vrede, og at enhver blegnen på menneskets kind kommer af dens gift. Den kender intet legemiddel undtagen døden, den vandrer kun i skyggernes dal, og dog er dens gift på elskerens læber sødere end honning, og dens ødelæggelser er skønnere i den søgendes øjne end hundrede tusinde liv. Derfor må sløret fra det sataniske selv brændes op i kærlighedens ild, at ånden kan blive renset og lutret og dermed erkende Verdens Herres stade. "Tænd kærlighedens ild og brænd alting bort, Og sæt da foden på de elskendes land". (17) Og hvis elskeren, bekræftet af Skaberen, slipper ud af kløerne på kærlighedens ørn, da skal han træde ind i Kundskabens dal og komme fri af tvivlen, ind i sikkerhed og vende sig fra illusionens mørke til gudsfrygtens ledende lys. Hans indre øje vil åbne sig, og han vil i al hemmelighed tale med sin Elskede; han vil slå sandhedens og fromhedens porte op på vid gab og lukke de tomme indbildningers døre. På dette stadium stiller han sig tilfreds med Guds befalinger og opfatter krig som fred og finder i døden det evige livs hemmeligheder. Med det indre og det ydre øje bliver han vidne til opstandelsens gåder i skabelsens riger og i menneskesjælene, og med et rent hjerte forstår han den guddommelige visdom i den endeløse række af Guds Budbringere. Oceanet er for ham som en dråbe, og i en dråbe finder han havets hemmeligheder. "Kløv atomets indre og se! Derinde vil du finde en sol". (14) I denne Dal ser den vejfarende kun ren omsorg i Den ene Sandes formaninger, og hvert øjeblik siger han: "Du ser ingen fejl i Barmhjertighedens Guds skaberværk; kast endnu engang dit blik på det: ser du en eneste ufuldkommenhed?" (18) Han ser retfærdighed i uretfærdighed, og i retfærdighed nåde. I uvidenhed finder han gemt mangen en kundskab og i kundskaben åbenbarer der sig talrige vidnesbyrd om visdom. Han sønderbryder legemets og lidenskabernes bur og slutter sig til folket af det udødelige rige. Han bestiger stigen af indre sandhed og iler mod den indre overbevisnings himmel. Han sejler i arken: "Vi vil vise ham Vore tegn i alle egne og i dem selv" (19) og rejser over havet "indtil det bliver dem klart, at denne Bog er sandheden". (19). Og hvis han træffer på uretfærdighed, da skal han være tålmodig, og når han står over for verden, da skal han vise kærlighed. Der var engang en elsker, der havde sukket i årevis over at være skilt fra den elskede og for tæredes af adskillelsens ild. Ifølge kærlighedens lov var hans hjerte udtømt for tålmodighed, og hans legeme var udslidt af hans sindstilstand. Han regnede livet uden hende for det rene bedrag, og tiden fortærede ham aldeles. Hvor mangen en dag fandt han ingen hvile i sin længsel efter hende, og hvor mangen nat holdt ikke lidelsen søvnen borte fra hans leje; kun et suk var tilbage i hans trætte legeme, og hans hjertes sår havde gjort ham til et eneste skrig af smerte. Han ville have givet tusinde liv for en eneste slurk af hendes nærværelses bæger; men det blev ham ikke forundt. De lærde kendte intet legemiddel for ham, og vennerne skyede hans selskab; ja, lægerne har intet middel til den, der er syg af kærlighed, med mindre den elskedes gavmildhed forløser ham. Til sidst modnedes fortvivlelsens frugter på hans længsels træ, og flammen i hans håb brændte til aske. Da kunne han en nat ikke mere leve, og han forlod sit hus og begav sig til torvepladsen. Pludselig blev han forfulgt af en vægter. Han gav sig til at løbe, og manden fulgte efter; da kom der andre vægtere til, og de spærrede alle veje for den udmattede. Og den ulykkelige skreg fra sit hjertes dyb og løb hid og did, idet han stønnede: "Denne vægter er sikkert 'Izrá'íl, min dødsengel, der forfølger mig så hastigt; eller også er han en menneskelig tyran, der vil mig noget ondt". Hans fødder bar ham videre, den ene blødte, såret af kærlighedens pil, og hans hjerte klagede. Da kom han til en havemur, og med ubeskrivelig smerte klatrede han over den; thi den viste sig at være frygtelig høj. Uden tanke på sit liv kastede han sig ned i haven. Og der så han sin elskede med en lampe i hånden gå og søge efter en ring, hun havde tabt. Da elskeren, som havde afstået sit hjerte, så på sin fortryllende kærlighed, drog han et dybt suk og løftede sine hænder i bøn, idet han råbte: " O Gud! Skænk vægteren rigdom og herlighed og et langt liv. Thi vægteren var Gabriel, der ledte denne stakkel, eller også var han 'Isráfil, der skænkede denne ulykkelige livet". Virkelig, hans ord talte sandt; thi han havde fundet mangen en hemmelig retfærdighed i denne tilsyneladende forfølgelse fra vægterens side og havde set, hvor stor en barmhjertighed, der lå skjult bag sløret. I sin vrede havde vægteren ført den tørstende i kærlighedens ørken til den elskedes hav og oplyst fraværelsens sorte nat med genforeningens lys. Han havde jaget en, der var langt borte, ind i nærhedens have og ført en lidende sjæl til den, der helbreder hjerter. Hvis nu elskeren havde kunnet se ind i fremtiden, så ville han have velsignet vægteren lige fra begyndelsen og bedt for ham, og han ville have opfattet dette tyranni som retfærdighed; men eftersom fremtiden var skjult for ham, græd og klagede han sig i begyndelsen. Anderledes er det med dem, der rejser i kundskabens grønne land; thi de ser enden i begyndelsen, i krigen ser de fred og i vrede venlighed. Således er den vejfarendes stade i denne Dal; men folkene i Dalene oven over denne ser begyndelsen og ender som ét; nej de ser hverken begyndelse eller ende og kender hverken til "først" eller "sidst" (20). Men beboerne i den udødelige by, de der lever i de grønne havers land, ser ikke engang "hverken først eller sidst"; de flygter fra alt, hvad der er først og afviser alt, hvad der er sidst. Thi de er gået tværs gennem navnenes verden og er flygtet fra egenskabernes verdener, hurtigt som lynet. Således er det sagt: "Absolut Enhed udelukker alle egenskaber" (21). Og de har opslået deres boliger under skyggen af Det inderste Væsen. I tilknytning hertil har Khájih 'Abdu'lláh (22) måtte Gud den Allerhøjeste helliggøre hans elskede ånd - udtrykt en fin pointe og talt et velklingende ord om betydningen af: "Led Du os på den rette vej" (23) , hvilket er: "Vis os den rigtige vej, det vil sige, skænk os kærligheden fra Dit inderste Væsen, således at vi må blive fri for at vende os til vort eget jeg og til noget som helst uden Dig og komme til at tilbede Dig alene og kun vide af Dig og kun se Dig og udelukkende tænke på Dig". Nej, de hæver sig endog op over dette stade, og det er derfor sagt: "Kærlighed er et slør mellem elskeren og den elskede, Mere har jeg ikke lov at sige" (16). Ved denne time er kundskabens morgen gryet, og rejsens og vandringens lamper er slukkede (24). "Moses var her lukket ude Skønt selv helt igennem styrke og lys: Men du som slet ingen vinger har Prøv ikke at flyve" (16). Hvis du er et menneske af bøn og kommunion (Fællesskab med Gud). da hæv dig på vingerne, som er De hellige Sjæles hjælp, at du må se Vennens gåder og nå til den Elskes lys. "Sandelig, vi kommer fra Gud, og til Ham vender vi tilbage" (25). Efter at være nået gennem Kundskabens Dal, som er det sidste plan af begrænsning, kommer den vejfarende til Enhedens dal og drikker af den Ubetingedes bæger og skuer Enhedens Manifestationer. På dette stade gennemtrænger hans blik flerhedens slør; han flygter fra sanselighedens verdener og stiger op i enkelthedens himmel. Med Guds øren hører han, og med Guds øje ser han mysterierne i den guddommelige skabelse. Han træder ind i Vennens helligdom og får som en fortrolig ven plads i den Elskedes pavillon. Han rækker sandhedens hånd frem fra betingelsesløshedens kofte; han får indblik i magtens hemmelighed. I sit eget jeg ser han hverken navn, berømmelse eller rang; men i lovprisningen af Gud finder han sin egen pris. I Guds navn ser han sit eget navn; for ham stammer "alle sange fra Kongen" (16), og enhver melodi er fra Ham. Han sidder på tronen "Sig alt kommer fra Gud" (26), og han hviler på tæppet "Der findes ingen magt eller styrke. undtagen hos Gud" (27). Han betragter alt med enhedens øje og ser de funklende stråler fra den guddommelige sol skinne fra udspringet af Det inderste Daggry ligeligt på alle skabte ting, og han ser enkeltheders lys kaste genskin på hele skabelsesværket. Det er åbenbart for Deres Højærværdighed, at alle de forskelligheder, som den vejfarende ser i tilværelsen på rejsens stadier, udspringer af hans egen opfattelse. Vi skal give et eksempel herpå, så meningen kan blive fuldstændig klar: "Tænk på den synlige sol; selv om den skinner med samme styrke på alle ting og - på befaling af Kongen over alle Åbenbaringer - skænker lysets gaver til hele skabelsen, så manifesterer den sig dog og skænker sine gaver i forhold til mulighederne på dette sted. F. eks. reflekteres solens skive i et spejl, hvilket skyldes spejlets følsomhed. I et krystal får solen det til at se ud, som om der er ild, medens den i andre ting kun giver sig tilkende ved lysstrålernes effekt, og ikke i sin fulde form. Og dog udvikler den på skaberens bud - ved sin påvirkning enhver ting i forhold til dens muligheder. På samme måde kommer farver til syne i enhver genstand i forhold til denne genstands egenskaber. I en gul kugle skinner strålerne gult; i en hvid ses de hvide, og i en rød viser der sig røde stråler. Disse variationer skyldes genstanden og ikke lyset, der skinner på den. Og hvis et område udelukkes fra lyset ved hjælp af tag og mure, så vil det være fuldstændig berøvet lysets stråler, og solen vil ikke kunne skinne på det. På denne måde er det, at visse invaliderede sjæle har spærret kundskabens lande inde bag selvets og lidenskabernes mure og har formørket sig selv med uvidenhed og blindhed og er blevet udelukket fra den mystiske sols lys og fra Den evigt Elskedes gåder; de har fjernet sig langt fra den juvelprydede visdom, fra Budbringernes Herres strålende Tro, og er blevet stængt ude fra den Allerskønneste Helligdom og bandlyst fra Kaabaen (7) af stråleglans. Af sådant værd er denne tidsalders mennesker ! Og hvis en nattergal (28) hæver sig op fra selvets ler og tager bolig i hjertets rosenhytte og i arabiske melodier og med sødmefyldte persiske sange fortæller om Guds mysterier - hvorfra ét enkelt ord kan skænke døde legemer nyt, rent liv og skænke Den hellige Ånds gaver til denne tilværelses smuldrende knogler - da skal du se tusind misundelsens kløer og talløse hadets næb jage Ham og af al magt pønse på Hans død. Ja, for en skarnbasse er de søde dufte modbydelige, og for en mand med snue er vellugtende olie som intet. Derfor er det til oplysning for de uvidende sagt: "Rens dit hoved for snue Og indånd i stedet Guds åndedrag". (16) I korthed er genstandenes forskelligheder her klarlagt. Når den vejfarende nu kun betragter stedet for åbenbaringen - det vil sige, når han kun betragter de mangefarvede kugler - så ser han kun gult, rødt og hvidt. Derfor har stridigheder været fremherskende blandt skabningerne, og mørklæggende støv fra begrænsede sjæle har tilsløret verden. Nogle stirrer på lysets overflod, andre har drukket af enhedens vin, og de ser kun selve solen. Og fordi de bevæger sig på disse tre planer, er både de vejfarendes forståelse og ord forskellige, og derfor viser der sig stadig tegn på stridigheder på jorden. Thi der er nogle, som bor på enhedens plan og taler ud fra den verden, og nogle bor i begrænsningens riger, mens andre er på selvets trin, og atter andre er aldeles blinde. Derfor fremsætter uvidende mennesker - som ikke har del i Den guddommelige Skønheds stråleglans - i tidens løb visse fordringer og påfører enhedens folk i enhver tidsalder og epoke det, som de selv har fortjent. "Skulle Gud straffe menneskene for deres onde gerninger, så ville Han ikke lade noget levende blive tilbage på jorden! Men han giver dem henstand til en fastsat tid ... " (29) O min broder! Et rent hjerte er som et spejl; rens det med kærlighedens ild og med frigørelse fra alt andet end Gud, at den sande sol må kunne skinne i det og den evige morgen dages. Da skal du klart se betydningen af: "Hverken Min jord eller Min himmel indeholder Mig; men Mine trofaste tjeneres hjerter kan rumme Mig" (30) Og du vil tage dit liv i den egen hånd og i uendelig længsel kaste det foran din nye Elskede. Når som helst lyset fra Enhedens Konges Budbringere bliver sat på hjertets og sjælens tronsæde, bliver Hans stråleglans synlig i hvert led og hvert lem. Til den tid skal gåden i den berømte tradition glimte frem af mørket: "En tjener drages til mig i bøn, indtil Jeg svarer ham; og når Jeg har besvaret hans bøn, bliver Jeg til det øre, hvormed han hører...... ". Thi således viser husets Herre sig i sit hjem, og boligens søjler stråler alle med Hans lys. Og lysets indflydelse og virkning skyldes lyskilden; derfor bevæger alt sig ved Ham og træder frem efter Hans vilje. Og dette er den kilde. som de, der er nær, drikker af, således som det er sagt: "En kilde, som de, der er Gud nær, skal drikke af..... " (31) Ingen bør dog lægge en antropomorf betydning i disse ord eller opfatte dem, som om Guds verdener er steget ned til skabningernes plan; det bør heller ikke lede Deres Eminence til sådanne slutninger. Thi Gud er i Sit inderste Væsen helligt hævet over opstigning og nedstigning, indgang og udgang; Han har i al evighed været hævet over menneskelige skabningers egenskaber, og det vil Han til stadighed forblive. Intet menneske har nogen sinde kendt Ham; ingen sjæl har nogen sinde fundet vejen til Hans Væsen. Enhver mystiker er faret vild i dalen, der fører til Hans kundskab; enhver helgen er gået fejl af vejen, når han søgte at fatte Hans inderste Væsen. Helliggjort er Han over de vises forståelse, ophøjet er Han over de lærdes kundskab! Vejen er spærret og at søge efter den er blasfemi; Hans tegn er Hans vidnesbyrd; Hans væren er Hans vidne (32) Derfor har de, som tilbeder den Elskedes åsyn, sagt: "O Du, den Eneste, hvis inderste Væsen alene kan vise vejen, og som er hævet over enhver lighed med skabningerne" (30). Hvordan kan det absolutte intet spore sin ganger i præeksistensens regioner, eller en flygtende skygge nå til den evige sol? Vennen (33) har sagt: "Havde det ikke været for Din skyld, så havde vi aldrig kendt Dig", og den Elskede (33) har sagt: "Eller nået til Din nærværelse". Ja, denne omtale af de forskellige grader af kundskab hentyder til kundskaben om Åbenbaringerne fra den Virkeligheds Sol, der kaster sit lys på spejlene. Og strålekraften fra det lys er i hjerterne, selv om det er skjult bag sansernes slør og denne jords livsvilkår ligesom et lys i en jernlygte, og først når lygten fjernes, kan strålerne fra lyskilden skinne frit ud. På samme måde vil enhedens lys blive åbenbare, når du fjerner illusionens klædning fra dit hjerte. Altså er det klart, at selv for strålerne er der hverken indgang eller udgang - hvor meget mindre da for dette Væsens Inderste og for dette eftertragtede Mysterium. O min broder! Gennemrejs disse planer i efterforskningens ånd og ikke i blind efterligning. En sand vejfarende vil ikke blive tilbageholdt af ordenes stav eller lade sig udelukke af advarslen i hentydningerne. "Hvordan skulle et forhæng kunne skille elskeren fra den elskede? Ikke engang Alexanders mur kan adskille dem!" (34) Hemmelighederne er mangfoldige, men de ukendte ting er utallige. Bøger ville ikke kunne rumme den Elskedes gåder, og de kan heller ikke udtømmes på disse sider, selv om det kun var ét ord eller et tegn. "Kundskab er et eneste punkt, men de uvidende har mangfoldiggjort det" (30). Tænk ligeledes med samme udgangspunkt over forskellen mellem verdenerne. Selv om de guddommelige verdener er uden ende, så regner nogle dog med, at der er fire: Verden i tid (zamán), som både har begyndelse og ende; verden af varighed (dahr), som har en begyndelse, men hvis afslutning ikke er åbenbaret; verden af bestandighed (sarmad), hvis begyndelse ikke kan ses, men som vides at have en ende; og evighedens verden (azal), hvis begyndelse og ende er usynlig. Der er mange forskellige udlægninger om dette emne, så en detailleret beretning om dem kan virke trættende. Således har nogen sagt, at bestandighedens verden hverken har begyndelse eller ende, og har kaldt evighedens verden Den usynlige, uovervindelige syvende Himmel. Andre har kaldt disse Den himmelske Forgårds verdener (Láhút), Den syvende Himmels verdener (Jabarút), Englenes Kongeriges verdener (Malakút) og den udødelige verdens riger (Násút). Rejserne på kærlighedens vej bliver regnet for fire: "Fra skabningerne til Den ene Sande, fra Den ene Sande til skabningerne, fra skabningerne til skabningerne, fra Den ene Sande til Den ene Sande. Der er mangen en udtalelse fra mystiske seere og tidligere tiders lærde, som jeg ikke har omtalt her, fordi jeg ikke bryder mig om vidtløftige citater fra fortidens ytringer; thi gentagelse af andres ord vidner om tilegnet lærdom, ikke om guddommelige gaver. Selv det, Vi her har citeret, er kun af hensyn til skik og brug samt vennernes sædvane. Disse ting ligger ydermere uden for rammerne af denne epistel. Vor uvillighed ved at gentage deres udtalelser kommer ikke af hovmod, men er snarere et udtryk for visdom og et tegn på nåde. "Om Khidr kuldsejlede sit skib på havet, Så er der dog tusinde rettigheder i denne uret" (16). I øvrigt betragter denne tjener sig selv som fuldstændig fortabt og som intet, især ved siden af en af Guds elskede, og så meget mere i nærværelse af Hans hellige mænd. Ophøjet være min Herre, den Højeste! Endvidere er vår hensigt at beskrive stadierne i den vejfarendes rejse og ikke at fremsætte de modstridende ytringer fra mystikerne. Selv om et kortfattet eksempel er blevet givet vedrørende den relative verdens (egenskabernes verden) begyndelse og ende, så tilføjes nu alligevel et andet billede, således at den fulde betydning kan blive åbenbar. Lad f.eks. Deres Eminence tænke over sit eget jeg; du er den første i forhold til din søn og den sidste i forhold til din fader. I din ydre fremtoning er du et billede på magt i den guddommelige skabelses riger; i dit indre væsen åbenbarer du de skjulte gåder, som er dig guddommeligt betroet og opbevares inden i dig. Og således er det første og det sidste, det ydre og det indre, i den betydning, hvortil der refereres, sandheder om dig, og det, for at du i disse fire stadier, der er skænket dig, skal kunne forstå de fire guddommelige stadier, og for at dit hjertes nattergal på grenene af tilværelsens rosentræ, skjult eller synligt skal kunne råbe: "Han er den Første og den Sidste, den Sete og den Skjulte....." (20). Disse udtalelser er fremsat inden for det relatives område av hensyn til menneskers begrænsninger. Helst havde disse mennesker, som i et eneste skridt er gået igennem det relative og det begrænsedes verden - og som bor på det absolutte skønne plan, og som har opslået deres telte i autoritetens og befalingernes verdener, brændt disse relativiteter bort i en eneste gnist og udslettet disse ord med en dugdråbe. Og de svømmer i havet af ånd og svæver i lysets hellige atmosfære. Hvilken betydning har da ord som "først" og "sidst" eller andre ord på et sådant plan, end den, som er vist og nævnt! I dette rige er det første selve det sidste, og det sidste er intet mindre end det første. "Byg et bål i din kærligheds sjæl Og brænd fuldstændigt alle tanker og ord" (16) O min ven! Betragt dig selv: "Havde du ikke haft en fader eller fået en søn, da ville du ikke have hørt disse ytringer. Glem dem nu alle, at du kan lære av Kærlighedens Mester i enhedens skole, vende tilbage til Gud og forsage det indre land af uvirkelighed (35) til fordel for dit sande stade og bo i skyggen af kundskabens træ. O du kære ! Gør dig fattig, at du kan træde ind i rigdommens forgård; og ydmyg dit legeme, at du kan drikke af herlighedens flod og opnå den fulde betydning av de digte, du spurgte om. Det er således klargjort, at disse stadier er afhængige af den vejfarendes syn. I enhver by vil han se en verden, i enhver Dal vil han nå en kilde, i enhver eng høre en sang. Men ørnen fra den gådefulde himmel har mangen en vidunderlig åndens sang i sit bryst, og den persiske fugl gemmer i sin sjæl mangen en sødmefyldt arabisk melodi; dog er disse skjulte og skal forblive skjulte. "Hvis jeg taler mere, vil mangen en forstand rystes, Og hvis jeg skriver, vil mangen en pen sønderbrydes" (16). Fred være med ham, der afslutter denne ophøjede rejse og følger Den Ene Sandes ledelses lys. Og den vejfarende træder, efter at have gennemrejst de høje planer på denne ophøjede rejse, ind i Tilfredshedens dal I denne Dal føler han den guddommelige velbehageligheds vinde blæse fra åndens plan. Han brænder begærets slør bort, og med det indre og det ydre øje opfatter han inden i og uden for alle ting dagen, hvor "Gud vil godtgøre enhver af Sin overflod" (36). Fra sorg vender han sig til fryd, fra smerte til glæde. Hans sorg og klage viger for henrykkelse og lyksalighed. Selv om de vejfarende i denne Dal tilsyneladende bor i støvet, så er de dog indadtil tronsat på den gådefulde betydnings højder; de spiser af de indre meningers endeløse goder og drikker af åndens liflige vin. Tungen magter ikke at beskrive disse tre Dale og talen kommer til kort. Pennen træder ikke ind i denne egn, og blækket efterlader kun en plet. I disse egne har hjertets nattergal andre sange og hemmeligheder, der får hjertet til at bæve og sjælen til at råbe; men dette mysterium af indre mening må hviskes fra hjerte til hjerte og bliver kun betroet fra bryst til bryst. "Kun hjerte kan tale til hjerte om mystikernes fryd; Ingen budbringer kan tale derom, og intet brev kan bære det videre" (34). "Jeg tier af udmattelse over mangen en sag. For mine ord kan ikke opregne dem, og min tale kommer til kort" (37). O ven! Før du træder ind i haven af sådanne gåder, vil din læbe aldrig berøre denne Dals udødelige vin. Og skulle du smage den, vil du vende dine øjne fra alt andet og drikke af tilfredshedens vin; og du skal frigøre dig fra alt andet og knytte dig til Ham og kaste dit liv på Hans vej og kaste din sjæl bort. Der er imidlertid ingen andre i denne egn, som du behøver at glemme: "Der var Gud, og ingen var der ved siden af Ham" (30). Thi på dette plan erkender den rejsende Vennens skønhed i alt. Selv i ilden ser han den Elskedes åsyn. I illusionen ser han virkelighedens hemmelighed og læser i egenskaberne Det inderste Væsens gåde. Thi han har brændt slørene bort med sine sukke og revet ligklæderne væk i et eneste syn; med gennemtrængende blik gennemskuer han den nye skabning; med oplyst hjerte begriber han dybsindige sandheder. Dette er tilstrækkeligt bevidnet herigennem: "Og vi har skærpet jeres syn på denne dag" (38). Efter at have gennemrejst planerne af ren tilfredshed kommer den rejsende til Forundringens dal og bliver kastet ud i storhedens hav, og for hvert minut vokser hans undren. Nu ser han rigdommens skikkelse som selve fattigdommen og frihedens inderste væsen som ren afmagt. Nu bliver han slået med stumhed over den Allerherligstes skønhed; han udmattes atter over sit eget liv. Hvor mangt et mystisk træ har denne forundringens hvirvelvind ikke revet op med rode, hvor mangen en sjæl har den ikke udmattet. Thi i denne Dal er den rejsende kastet ud i forvirring, men ikke desto mindre er disse undere højt værdsatte i hans øjne, når han har opnået dem. Hvert øjeblik ser han en underfuld verden, en ny skabelse og går fra undren til undren og er opslugt i beundring over Enhedens Herres værk. I sandhed, o broder! Hvis vi tænker over hver en skabt ting, skal vi blive vidne til myriader af fuldkomne visdomme og komme til at kende myriader af nye og vidunderlige sandheder. Et af de skabte fænomener er drømmen. Se, hvor mange hemmeligheder den skjuler, hvor mange visdomme, der her er bevaret, og hvor mange verdener der her gemmer sig. Læg mærke til hvorledes du ligger sovende i et hus, hvis døre er lukkede; pludselig befinder du dig i en fjernt beliggende by, som du går ind i uden at bevæge fødderne eller trætte dit legeme; uden at bruge øjnene ser du, og uden at anstrenge ørerne hører du. uden at bruge tungen taler du. Og måske vil du efter ti års forløb i den ydre verden opleve netop det, som du drømte i nat. Imidlertid er der i drømmen gemt mangen en visdom, som kun menneskene i denne Dal kan forstå i dens sande betydning. Hvad er for det første denne verden, hvor et menneske uden øjne, øren, hånd eller mund, dog bruger disse? Hvordan kan det dernæst være, at du i dag ser resultatet af en drøm, som du måske oplevede i et syn i søvnens verden for ti år siden? Tænk over forskellen mellem disse to verdener og de gåder, de skjuler, at du kan opnå guddommelig bekræftelser og gøre himmelske opdagelser og træde ind i hellighedens egne. Gud, den Ophøjede, har lagt disse tegn i menneskene, for at filosofferne ikke skulle fornægte mysterierne om livet efter døden eller gøre det mindre, der er lovet dem. Thi nogle holder sig til fornuften og fornægter alt det, fornuften ikke fatter, og dog kan svage hjerner aldrig omfatte de ting, vi har fortalt; men kun Den højeste, guddommelig intelligens kan fatte dem: "Hvordan kan svage hjerner gennemtrænge Koranen Eller en fugl Phønix fanges af edderkoppens net?" (14). Alle disse stadier kan bevidnes i Forundringens Dal. Den rejsende søger hvert øjeblik efter mere og bliver ikke træt. Således har Herren over det Første og det Sidste (39), idet han udtrykte graderne af kontemplation og udtrykte forundring, sagt: "O Herre, forøg min undren over Dig". Tænk ligeledes over det fuldkomne i menneskets skabelse, og at alle disse stadier og planer er foldet sammen og skjult inden i ham. "Regner du kun dig selv for en ubetydelig skabning, Når universet er foldet sammen inden i dig" (40) Altså må vi bestræbe os på at nedkæmpe de animalske egenskaber, så at menneskehedens bestemmelse skal komme for dagen. Således fremhævede også Luqmán, der havde drukket af visdommens kilde og smagt barmhjertighedens vande, drømmen som et bevis og et eksempel, idet han for sin son Nathan ville føre bevis for dødens og opstandelsens stadier. Vi fortæller det her, for at der fra denne bortgangne tjener må forblive et minde om denne yngling i Den guddommelige Enheds skole, denne ældste i indøvningen og det Absoluttes kunst. Han sagde: "O søn, hvis du ikke er i stand til at sove, så er du heller ikke i stand til at dø. Og hvis du ikke er i stand til at vågne op efter søvnen, så skal du heller ikke være i stand til at genopstå efter døden". O ven! Hjertet er de evige gåders bolig; gør det ikke til de flygtige drømmes hjem; bortød ikke dit dyrebare livs skatte ved at beskæftige dig med denne hastigt flygtende verden. Du kommer fra hellighedens verden - knyt ikke dit hjerte til jorden; du bor i nærhedens forgård vælg ikke støvets hjemland. Alt i alt er der ingen ende på beskrivelsen af disse stadier; men på grund af de ugerninger, som jordens folk har forøvet, er denne tjener ikke til sinds at fortsætte: "Talen er stadig uafsluttet, men jeg har ikke hjerte dertil Jeg beder dig - tilgiv mig" (16). Pennen sørger, og blækket græder tårer, og hjertets flod (41) bevæger sig i bølger af blod. "Der hænder os intet, ud over hvad Gud har bestemt for os" (42) . Fred være med ham, der følger Den rette Vej! Efter at være steget op på forundringens højeste tinder kommer den vejfarende til Dalen af sand fattigdom og absolut intethed Dette stade er at dø fra jeget og leve i Gud, at være fattig i selvet og rig i Den ene Eftertragtede. Den fattigdom, der her tales om, betyder at være fattig i forhold til tingene i den skabte verden og rig i det, der hører Guds verden til. Thi når den sande elsker og hengivne ven når den Elskedes nærværelse, da vil den Elskedes strålende skønhed og ilden i elskerens hjerte antænde en brand, der brænder alle slør og tilhylninger væk. Ja alt, hvad han ejer fra inderst til yderst, vil blive sat i brand, så intet vil blive tilbage undtagen Vennen. "Da egenskaberne fra den Ældgamle af Dage stod utilsløret Brændte Moses de jordiske tings egenskaber bort" (16) Han, der har nået dette stade, er lutret for alt, hvad der tilhører denne verden. Og hvis de, der er kommet til Hans nærværelses hav, ikke besidder noget af det begrænsede i denne forfængelige verden, det være sig ydre rigdom eller personlige meninger, så betyder det intet. Thi hvad skabningerne ejer er begrænset i kraft af deres egne begrænsninger, og hvad Den ene Sande end ejer, så er det helliggjort over disse; denne udtalelse må der tænkes inderligt over, at dens indhold kan blive klarlagt. "Sandelig, de retfærdige skal drikke af vinbægeret, tilberedt ved kamferkilden" (43). Hvis fortolkningen af "kamferkilden" bliver kendt, skal den sande hensigt blive åbenbar. Dette stade er den fattigdom, om hvilken der er sagt: "Fattigdom er min herliggørelse" (33). Og af indre og ydre fattigdom er der mange stadier med mange betydninger, som jeg ikke har tænkt, det var passende at omtale her; derfor har jeg gemt disse til et andet tidspunkt, der afhænger af, hvad Gud måtte ønske og skæbnen besegle. Dette er planet, hvor alle spor (Kulla Shay') opløser sig i den rejsende, og på evighedens horisont rejser Det guddommelige Åsyn sig af mørket, og betydningen af "alt på jorden skal forgå undtagen min Herres åsyn .... " (44) skal blive åbenbar. O min ven! Lyt med hjerte og sjæl til åndens sange og bevar disse som dine egne øjne. Thi de himmelske visdomme vil ligesom forårets skyer ikke til evig tid regne ned på menneskehjerternes jord; og selv om den Algavmildes nåde aldrig skal ophøre eller indstilles, så er der dog for enhver tid og æra bestemt en vis del, og ligeledes er en gave sat til side i et givet mål. "Og ikke én ting findes der, som ikke er fra Vort forrådskammer, og Vi sender det kun ned i et bestemt mål (45). Skyerne fra den Elskedes barmhjertighed sender kun regn ned på åndens have og skænker kun denne gave i forårstiden. De andre årstider har ikke del i denne største nåde og ufrugtbart land ikke del i denne gunst. O broder! Der findes ikke perler i hvert et hav, ikke hver en gren skal bære blomst, ej heller skal nattergalen synge på dem. Derfor bør du, før nattergalen fra det mystiske paradis vender tilbage til Guds have, og før den himmelske morgens stråler vender tilbage til Sandhedens Sol gøre dig umage, at du om muligt i denne dødelige verdens støvhob kan indfange en duft fra den evige have og leve evindeligt under skyggen af denne bys folk. Og når du har nået dette højeste plan og er kommet til dette allerstørste stade, da skal du skue den Elskede og glemme alt andet. "Den Elskede skinner på dør og mur, utilsløret, O I klartseende mennesker" (46). Nu har du givet afkald på livets dråbe og er kommet til den Livgivendes hav. Dette er målet, du spurgte efter; hvis det er Guds vilje, skal du nå det. I denne by er selv lysets slør sønderrevet og svinder bort. "Hans skønhed er ikke tilsløret undtagen af lys, Hans åsyn er ikke tildækket undtagen med åbenbaring" (30). Hvor besynderligt, medens den Elskede er synlig som solen, så jager de vantro dog efter flitterstads og uædelt metal. Ja, styrken i Hans åbenbaring har tilsløret Ham, og fuldkommenheden i Hans stråleglans har skjult Ham. "Klart har Han strålet ligesom solen, Men ak! Han er kommet til de blindes stad" (16). I denne Dal lader den vejfarende stadierne fra "Enheden i Skabelse og Åbenbaring" (47) bag sig og når til en enhed, der er lutret for disse to planer. Kun ekstase kan omfatte dette emne, men ingen ytring eller noget argument; og hvem der end har dvælet på dette plan af rejsen eller har indfanget et åndepust fra dette blomsterland véd, hvad vi taler om. På alle disse rejser må den vejfarende ikke afvige en hårsbredde fra "Loven", thi dette er i sandhed hemmeligheden ved "Vejen" og ved frugten fra "Sandhedens træ"; og på alle disse stadier må han klynge sig fast til rebet af lydighed over for budene og holde fast ved strengen af afsky for de forbudte ting, således at han kan blive næret ved Lovens bæger og oplyst af Sandhedens mysterier. (48) Hvis nogle af denne tjeners ytringer ikke skulle blive forstået eller føre til forvirring, da må det samme igen efterforskes, at der ikke lades nogen tvivl tilbage, og meningen bliver klar som den Elskedes Åsyn, der stråler fra "Det herlige Stade" (49) Disse rejser har ingen synlig afslutning i tidens verden; men den frigjorte vejfarende kan - hvis usynlig bekræftelse daler ned til ham, og Sagens Beskytter hjælper ham - gå tværs igennem disse stadier i syv trin, nej snarere i syv åndedrag, nej bedre i et eneste åndedrag, om Gud vil og ønsker det. Og dette er ud fra: "Hans nåde til de af Hans tjenere, der er Ham velbehagelige" (50). De, der svæver i enkelthedens himmel og når til det Absoluttes hav, regner denne by - som er stadet for livet i Gud, - for det øverste plan for mystikere og for de elskendes fjerneste hjemland. Men for denne flygtige fra det gådefulde hav er det den første port til hjertets citadel, det vil sige menneskets første indgang til hjertets stad; og hjertet er begavet med fire stadier, som der skal berettes om, hvis en beslægtet sjæl var at finde. "Da pennen billedligt skulle forklare dette stade, Da gik den i stykker og papiret blev revet itu" (14) "Salám!" (51) O min ven! Mangen en hund forfølger denne gazelle i enhedens ørken; mangen en rovfugleklo sårer denne sangdrossel fra evighedens have. Nådeløse ravne ligger på lur efter denne fugl fra Guds himle, og misundelsens jægere gennemborer dette dyr på kærlighedens eng. O Shaykh! Gør et glas af dine bestræbelser; måske kan det skærme denne flamme for de stride vinde, selv om dette lys længes efter at blive tændt i Herrens lampe og skinne på åndens klode. Thi det hoved, der har løftet sig i kærlighed til Gud, skal visselig falde for sværdet, og det liv, der er optændt af længsel, skal med vished blive ofret, og det hjerte, der huskede den Elskede, skal i sandhed fyldes med blod. Hvor rigtigt er det ikke sagt: "Lev uden kærlighed, for dens sande fryd er smerte; Den begynder i lidelse, og ender med døden" (37) Fred være med ham, der følger Den rette vej" (52) *** De tanker, du har udtrykt med hensyn til fortolkningen af den almindelige fugleart, der på persisk kaldes Gunjishk (spurv), blev taget i betragtning (53). Du ser ud til at være velbevandret i mystisk sandhed. For ethvert plan og til hvert bogstav svarer imidlertid en betydning, der henviser til dette plan. I sandhed! Den vejfarende finder en hemmelighed forbundet med ethvert navn, en gåde i ethvert bogstav. I én forstand refererer disse bogstaver til hellighed. Káf eller Gáf (K eller G) henviser til Kuffi ("fri"); det betyder: "Frigør dig for det, som dine lidenskaber ønsker, og gå da hen imod din Herre". Nún henviser til Nazzih ("rens"); det betyder: "Rens dig selv fra alt andet end Ham, at du må overgive dit liv til Hans kærlighed". Jim er Jánib ("hold tilbage"); det betyder: "Hold dig tilbage fra Den ene Sandes tærskel, hvis du stadig besidder jordiske egenskaber". Shín er Ushkur ("tak"): "Tak din Herre på Hans jord, at Han må velsigne dig i Sin himmel, selv om denne himmel i enhedens verden er den samme som Hans jord". Káf henviser til Kuffi; det betyder: "Affør dig begrænsningens klædebon, at du må få kendskab til det, du ikke har vidst om Hellighedens stader". (54) Hvis du lyttede til denne dødelige fugls (55) sange, da ville du udsøge dig udødelighedens kalk og gå forbi ethvert forkrænkeligt bæger. Fred være med de, der følger Den rette Vej! Fodnoter: 1. Profeten

2. Muhammed, Ahmad og Mahmúd er navne og titler på Profeten, afledt af verbet "at prise", "at ophøje"

3. Koranen 17:110

4. Prædiken av 'Ali

5. Koranen 2:282

6. Koranen 16:71

7. Helligdom i Mekka. Her betyder ordet "Mål".

8. Koranen 29:69. "Og de, som bestræber sig for Os, på Vore veje skal Vi lede dem".

9. Helligdom

10. I bogstavelig forstand betyder Majnún "afsindig". Dette er titlen på den berømte elsker af ældgammel persisk og arabisk visdom, hvis elskede var Layli, datteren af en arabisk prins. Idet den symboliserer sand menneskelig kærlighed, indbefattende den guddommelige, er historien blevet gjort til emne for mangt et persisk, romantisk digt, i særdeleshed af Nízámí, skrevet i 1188-1189 A. D.

11. Arabisk ordsprog

12. Henviser til beretningen om Josef i Koranen og i Det gamle Testamente.

13. Farídu'd-Dín 'Attár - den store persiske Súfí-digter (1150-1230 A.D.

14. Persisk mystisk digt

15. Koranen 50:29

16. Jalálu'd-Din Rúmí (1207-1273 A. D.). Mathnaví. Jalálu'd-Din, kaldet Mawláná ("vor Mester") er den største af alle de persiske Súfí-digtere og grundlæggeren af den "hvirvlende Mawlavi dervish orden.

17. Fra et digt af Bahá'u'lláh

18. Koranen 67:3

19. Koranen 41:53

20. Koranen 57:3

21. Ordsprog tillagt 'Ali

22. Shaykh Abú Ismá'íl 'Abdu'lláh Ansárí af Hirát (1006-1088 A. D.) Súfí-leder, der nedstammer fra profetens følgesvend Abú Ayyúb. Først og fremmest kendt for sine Munáját (bønfaldelser) og Rubá'iyyát (fire-linjede vers med vekslende rytme). "Ansár" betyder -"hjælperen" eller Muhammeds fæller i Medina.

23. Koranen 1:5

24. Dette viser hen til den mystiske vandring og søgen efter sandhed, ledet af "lys" eller af Súfi-ledere. Bahá'u'lláh foreholder her mystikerne, at Den guddommelig Manifestations tilsynekomst på denne dag vil gøre yderligere eftersøgning unødvendig. således som det blev sagt af 'Ali: "Sluk lampen, når solen er stået op" - idet solen henviser til Guds Manifestation på Den nye Dag.

25. Koranen 2:151

26. Koranen 4:80

27. Koranen 18:37

28. Dette henviser til Bahá'u'lláhs egen manifestation

29. Koranen 16:63

30. Hadith: Handling eller ytring tillagt profeten Muhammed eller en af de hellige lmámer.

31. Koranen 83:28

32. Tale av 'Ali

33. Profeten Muhammed

34. Hafíz: Shamsu'd-Dín Muhammad af Shíráz, død ca. 1389 A. D. En af de største persiske digtere.

35. Dette refererer til Súfí-idéen om det indre plan, der sammenlignet med Den åbenbarede Sandhed, kun er uvirkeligt.

36. Koranen 4:129

37. Arabisk digt

38. Koranen 50:21

39. En titel givet 'Ali, Muhammeds efterfølger

40. 'Ali

41. Bogstaveligt "Jayhún", en flod i Turkistan

42. Koranen 9:51

43. Koranen 76:5

44. Koranen 55:26, 27

45. Koranen 15:21

46. Farídu'd-Dín Attár

47. Panteisme, en Súfí-doktrin udledt af: "Kun Gud eksisterer. Han er i alle ting, og alle ting er i Ham".

48

I. Shari'at, eller religiøse love: 

II. Taríqat, eller den vej, hvorpå den mystiske vejfarende rejser i sin søgen efter Den ene Sande; dette stade indbefatter også eremittens. 

III. Haqíqat, eller den sandhed, der for Sùfi-en er målet for rejsen gennem alle tre stadier. 

Her lærer Bahá'u'lláh, at i modsætningen til troen hos visse Súfí-er, der i deres søgen efter sandheden tror, at de selv er hævet over loven, er lydighed over for religionens love det afgørende.

49. Maqám-i-Mahmúd, Koranen 17:81

50. Koranen 2:84

51. Fred. Dette ord benyttes som konklusionen på en sætning

52. Egentlig "Sti"

53. De fem bogstaver, dette ord omfatter, er: G, N, J, SH, K og det er Gáf, Nún, Jim, Shím, Káf.

54. Disse og de forudgående citater er fra Isláms læresætninger.

55. Dette er en henvisning - i den traditionelle persiske stil - til Bahá'u'lláh selv


Table of Contents: Albanian :Arabic :Belarusian :Bulgarian :Chinese_Simplified :Chinese_Traditional :Danish :Dutch :English :French :German :Hungarian :Italian :Japanese :Korean :Latvian :Norwegian :Persian :Polish :Portuguese :Romanian :Russian :Spanish :Swedish :Turkish :Ukrainian :