Announcing: BahaiPrayers.net


More Books by 'Abdu'l-Baha

Nogle Besvarede Spørgsma°l
Uddrag af Hemmeligheden i Guddommelig Civilisation
Uddrag af Nogle Besvarede Sporgsma°l
Udvalg af 'Abdu'l-Baha´s Skrifter
Free Interfaith Software

Web - Windows - iPhone








'Abdu'l-Baha : Uddrag af Nogle Besvarede Sporgsma°l
DANSK BAHÁ'Í FORLAG
EN SAMLING TEKSTER FRA 'ABDU'L-BAHÁS SKRIFTER
Fra: Uddrag af 'Abdu'l-Bahás skrifter
Oversat fra engelsk af Dansk Bahá'í Forlag
Copyright (c) Dansk Bahá'í Forlag
Sofievej 28, 2900 Hellerup
UDDRAG AF NOGLE BESVAREDE SPØRGSMÅL

Hvad Báb angår - måtte min sjæl være hans offer - så trådte han i sin tidlige ungdom frem og forkyndte sin sag, det vil sige, da han var kommet til det 25. år af sit velsignede liv. Det var almindeligt anerkendt af shiitterne, at han aldrig havde søgt nogen skole og ikke havde tilegnet sig kundskab af nogen lærer. Alle mennesker i Shiraz kan bevidne dette. Ikke desto mindre viste han sig pludselig for folket udrustet med den mest fuldendte lærdom. Skønt han kun var købmand, forbløffede han alle Persiens Ulamaer . Helt alene og på en måde, der overgår vor fatteevne, forsvarede han troen overfor perserne, som er kendt for deres religiøse fanatisme. Denne lysende sjæl rejste sig i en sådan magt og vælde, at han rystede grundvolden for religion og moral, for tilstanden, sæderne og skikkene i Persien og indstiftede nye forordninger, nye love og en ny religion. Selv om statens mest fremtrædende personligheder, næsten hele præstestanden samt mænd i offentlige stillinger, rejse sig for at ødelægge og tilintetgøre ham, modstod han dem helt alene og bragte røre i hele Persien.

Mange ulamaer og mænd i offentlige stillinger såvel som andre mennesker ofrede med glæde deres liv for hans sag og ilede mod martyriets skueplads.

Regeringen, nationen, de teologiske doktorer og de fremtrædende personligheder ønskede at slukke hans lys, men de formåede det ikke. Til sidst steg hans måne op, lyset fra hans stjerne strålede frem, hans grundfæstning blev fast forankret, og stedet for hans opstående gry blev lysende klart. Han lod en uoplyst menneskemasse få del i guddommelig opdragelse og fremkaldte forbløffende resultater i persernes moralopfattelse, sæder og samfundsforhold. Han forkyndte det glade budskab om åbenbarelsen af Bahás Sol for sine tilhængere og forberedte dem til troen.

Åbenbarelsen af så vidunderlige tegn og store resultater, den indvirkning det havde på folkets sindelag og i den fremherskende tankegang, oprettelsen af grundlaget for fremskridt og den organisering af principperne for fremgang og velfærd, der gennemførtes af en ung handelsmand, udgør det største bevis for, at han var en fuldendt opdrager. Et retfærdigt menneske vil aldrig tøve i sin overbevisning om dette.

Bahá'u'lláh fremtrådte på en tid, da det persiske kejserrige var nedsunket i det dybeste mørke og uvidenhed og henfaldet i blind fanatisme.

I Europas historieskrivning har I utvivlsomt læst detaillerede beretninger om persernes moralopfattelse, sæder og tanker i de sidste århundreder. Det er unødvendigt at gentage dem. I korte træk vil vi sige, at Persien var sunket så dybt, at det var med beklagelse, at alle udlændinge så, at dette land, der i fordums tider havde været så ærefuldt og højt civiliseret, nu var blevet så forfaldent, ruineret og fordærvet, og at dets befolkning havde mistet sin værdighed.

Det var på denne tid, at Bahá'u'lláh viste sig. Hans fader var en af ministrene, ikke en Ulama. Som det er kendt af hele Persiens folk, havde Han aldrig studeret i nogen skole, Han havde heller ikke haft forbindelse med ulamaerne eller de lærde mænd. Den tidlige del af Hans liv var meget lykkeligt. Hans venner og bekendte var persere af højeste rang, men ikke lærde mænd.

Så snart Báb åbenbarede sig, sagde Bahá'u'lláh : "Dette store menneske er de retfærdiges Herre, og det påhviler alle at tro på ham." Og Han rejste sig for at støtte Báb og gav mange beviser og positive vidnesbyrd om Hans sandhed, til trods for at statsreligionens ulamaer havde tvunget den persiske regering til at sætte sig op imod Ham og modarbejde Ham. De havde ydermere udstedt dekreter med ordrer til massakren, udplyndringen, forfølgelsen og forvisningen af Hans tilhængere. I alle provinserne begyndte de at dræbe, brænde og udplyndre de omvendte, og de overfaldt endog kvinder og børn. Uanset dette stod Bahá'u'lláh op for at forkynde Bábs ord med den største fasthed og energi. Ikke et øjeblik skjulte Han sig, nej, han blandede sig åbenlyst med sine fjender. Han var optaget af at fremsætte vidnesbyrd og beviser og var anerkendt som forkynderen af Guds ord. Under mange omskiftelser ramtes Han af de største ulykker, og hvert øjeblik risikerede Han at lide martyrdøden.

Han blev lagt i lænker og indespærret i et underjordisk fængsel. Hans umådelige besiddelser og hans arv blev røvet og konfiskeret. Han blev forvist fra sted til sted fire gange og fandt ingen ro førend i det "Største Fængsel" .

Til trods for alt dette indstillede han ikke et øjeblik sin forkyndelse om storheden i Guds sag. Han åbenbarede sådanne egenskaber, kundskaber og fuldkommenheder, at Han i den grad blev et under for hele folket i Persien, at hver eneste af de lærde og hver eneste videnskabsmand i Teheran, Bagdad, Konstantinopel, Rumelien ja, selv i 'Akká, der kom Ham nær, altid - hvad enten det var ven eller fjende - fik det mest fuldgyldige og overbevisende svar på et hvilket som helst spørgsmål, der blev forelagt. Det blev gentagne gange anerkendt, at Han var enestående og alene om alle disse fuldkomne evner.

Det hændte ofte, at visse muslimske ulamaer, jødiske rabbinere og kristne mødtes i Bagdad med europæiske lærde i et velsignet møde. Hver af dem havde et spørgsmål at fremlægge, og selv om de afveg fra hinanden på kulturelle områder, fik de alle et tilstrækkeligt og overbevisende svar og trak sig tilbage med tilfredshed. Selv de persiske ulamaer i Karbilá og Najaf valgte en klog mand, som de sendte til Bahá'u'lláh i en bestemt mission; hans navn var Mulla Hasan Amu. Han kom til Den Helliges Tilstedeværelse og fremlagde på ulamaernes vegne en række spørgsmål, som Bahá'u'lláh besvarede. Derpå sagde Hasan Amu: "Uden tøven anerkender og erkender ulamaerne Bahá'u'lláhs kundskab og udmærkelse, og de er enstemmigt overbevist om, at i lærdom har han ingen ligemand eller ligestillet, det er ligeså øjensynligt, at han aldrig har studeret sig til eller erhvervet denne lærdom," men alligevel sagde ulamaerne: "Vi er ikke tilfredse hermed, vi anerkender ikke kendsgerninger i hans mission på grundlag af hans visdom og retfærdighed. Derfor beder vi ham vise os et mirakel for at tilfredsstille og berolige vore hjerter."

Bahá'u'lláh svarede: "Skønt I ingen ret har til at bede om dette, thi Gud skulle prøve sine skabninger, og de skulle ikke prøve Gud, så bifalder og modtager jeg dog denne opfordring. Men Guds Sag er ikke et skuespil, der bliver forevist hver time, og som man hver dag forlanger ny underholdning af. Hvis det forholdt sig således, ville Guds sag blive ren barneleg.

Ulamaerne må derfor samles og enstemmigt vælge et mirakel og skrive, at efter udførelse af dette mirakel, vil de ikke længere tvivle på Mig, og at alle vil anerkende og bevidne sandheden i Min tro. Lad dem forsegle dette papir og bringe det til Mig. Dette må være det vedtagne kriterium: Hvis miraklet finder sted, vil der ikke være nogen tvivl tilbage hos dem - og hvis ikke, skal Vi dømmes for bedrageri." Den lærde mand Hasan Amu rejste sig og svarede: "Der er ikke mere at sige," så kyssede han Den Velsignedes knæ, skønt han ikke var en troende, og gik. Han samlede ulamaerne og gav dem det hellige budskab. De rådførte sig med hinanden og sagde: "Denne mand er en troldmand, måske vil han udføre en tryllekunst, og så har vi ikke mere noget at sige." Ud fra denne overbevisning turde de ikke fremme sagen yderligere .

Denne mand, Hasan 'Amú, omtalte denne sag ved mange møder. Efter at have forladt Karbila tog han til Kirmanshah og Teheran og gav overalt en detailleret beretning om det, idet han lagde eftertryk på ulamaernes frygt og på, at de havde trukket sig tilbage.

Kort sagt, alle Bahá'u'lláhs modstandere i Orienten anerkendte hans storhed, højhed, kundskab og dyd, og skønt de var hans fjender, omtalte de ham altid som "den navnkundige Bahá'u'lláh".

På den tid, da dette store Lys pludselig viste sig på Persiens horisont, rejste hele folket, ministrene, ulamaerne og mænd af andre rangklasser sig mod Ham og forfulgte Ham med det største had og erklærede: "Denne mand ønsker at undertrykke og ødelægge religionen, loven, nationen, kejserriget." Det samme blev sagt om Kristus. Men Bahá'u'lláh modstod dem alle, alene og uden hjælp uden nogensinde at vise den mindste svaghed. Til sidst sagde de: "Så længe denne mand er i Persien, vil der ikke være fred og ro, vi må forvise ham, således at Persien kan vende tilbage til rolige tilstande!"

De fremturede i deres voldelige handlinger mod Ham for at tvinge Ham til at bede om tilladelse til at forlade Persien, idet de troede, at på denne måde ville Hans sandheds lys blive slukket, men resultatet blev lige det modsatte. Sagen udvikledes, og dens flamme blev stærkere. I begyndelsen spredtes den kun i Persien, men Bahá'u'lláhs landsforvisning bevirkede, at troen spredtes til andre lande. Bagefter sagde hans fjender: "Iráq-i-'Arab er ikke langt nok borte fra Persien, vi må sende ham til et fjernere rige." Dette er grunden til, at den persiske regering besluttede at sende Bahá'u'lláh fra Irak til Konstantinopel. Igen viste begivenhederne, at sagen ikke på mindste måde var blevet svækket; endnu engang sagde de: "Konstantinopel er et sted, som mange forskellige racer og mennesker - deriblandt persere - rejser igennem og tager ophold i for kortere tid." Af denne grund landsforviste perserne ham yderligere til Rumelien; men under hans ophold der styrkedes flammen, og troen højnedes. Til sidst sagde perserne: "Ikke et af disse steder er i sikkerhed imod hans indflydelse, vi må sende ham til et sted, hvor han vil være magtesløs, og hvor hans familie og tilhængere vil komme til at lide alvorlig nød." Derfor valgte de fængslet i 'Akká, der i især er bestemt for mordere, tyve og landevejsrøvere, og de sammenlignede ham virkelig med sådanne mennesker. Men Guds magt blev åbenbaret: Hans ord blev forkyndt, og Bahá'u'lláhs storhed blev synlig, thi det var fra dette fængsel og under sådanne omstændigheder, at han fik Persien til at udvikle sig fra et stadium til et andet. Han overvandt alle sine fjender og beviste for dem, at de ikke kunne modstå troen. Hans hellige lære gennemtrængte alle egne, og Hans sag blev grundlagt.

I alle dele af Persien rejste Hans fjender sig virkelig imod Ham med det største had. De fængslede, dræbte og pryglede Hans tilhængere, og de brændte og jævnede tusinder af boliger med jorden, idet de af al magt stræbte efter at udrydde og knuse Troen. Til trods herfor blev troen lovprist fra det fængsel, hvor der sad mordere, landevejsrøvere og tyve. Hans lære bredte sig til udlandet, og Hans formaninger påvirkede mange af dem, der tidligere havde været de mest hadefulde og gjorde dem til overbeviste troende; selv den persiske regering blev vækket og beklagede det, der var sket på grund af ulamaernes fejltagelser.

Da Bahá'u'lláh kom til dette fængsel i det Hellige Land, forstod de kloge, at det glade budskab, som Gud havde skænket gennem profeternes ord for to eller tre tusinde år siden, igen var åbenbaret, og at Gud var tro mod sit løfte, for nogle af profeterne havde Han åbenbaret, at Hærskarernes Herre skulle manifestere sig i Det Hellige Land. Alle disse løfter blev indfriet, og det er vanskeligt at forstå, hvordan Bahá'u'lláh skulle være blevet tvunget til at forlade Persien og opslå sit telt i det Hellige Land, hvis det ikke havde været på grund af hans fjenders forfølgelse, hans landsforvisning og landflygtighed. Det var hans fjenders hensigt, at hans fængsling fuldstændig skulle ødelægge og tilintetgøre den velsignede sag, men dette fængsel blev i virkeligheden den største hjælp og midlet til sagens udvikling. Bahá'u'lláhs guddommelige ry nåede Østen og Vesten, og strålerne fra Sandhedens Sol oplyste hele verden. Lovet være Gud! Skønt Han var fange blev Hans telt rejst på Karmelsbjerget, og han førte sig frem som en konge. Enhver, ven eller fremmed, der kom i Hans nærværelse, sagde: "Dette er en fyrste, ikke en fange."

Så snart Han kom til dette fængsel, sendte Han gennem den franske ambassadør et brev til Napoleon . Hovedpunktet i det var: "Spørg, hvad Vor forbrydelse er, og hvorfor Vi er indespærret i dette fængsel og dette fangehul." Napoleon svarede ikke. Så udfærdigedes et nyt brev, som indeholdes i Súriy-i-Haykal . Essensen af det er: "O, Napoleon, da du ikke har lyttet til Min forkyndelse, og da du ikke har besvaret den, vil dit rige inden længe blive taget fra dig, og du vil blive fuldstændig udslettet" Dette brev blev sendt til Napoleon pr. post ved Cesar Ketafagoos mellemkomst, der var kendt af alle, der fulgte Bahá'u'lláh i landflygtigheden. Disse advarende ord nåede ud i hele Persien, for det var på den tid, at Kitáb-i-Haykal blev udbredt i Persien, og dette brev indeholdtes i denne bog. Dette skete i 1869 A. D., og da Súriy-i-Haykal var blevet sendt rundt i Persien og Indien og befandt sig i alle de troendes eje, ventede de på at se, hvad der ville ske. Ikke længe efter i året 1870 A. D., brød krigen mellem Frankrig og Tyskland ud, og skønt ingen på dette tidspunkt ventede Tysklands sejr, blev Napoleon besejret og vanæret; han overgav sig til sine fjender, og hans ære blev forvandlet til dyb fornedrelse.

Epistler blev sendt til andre konger, og blandt disse var et brev til Hans Majestæt Násiri'd-Dín Sháh. I dette brev sagde Bahá'u'lláh: "Tilkald mig, saml ulamaerne og bed om beviser og argumenter, således at sandheden og falskheden kan blive kendt." Hans Majestæt Násiri'd-Dín Sháh sendte den velsignede epistel til ulamaerne og foreslog dem, at de skulle påtage sig dette hverv, men de vovede det ikke. Så opfordrede han syv af de mest berømte blandt dem til at skrive et svar på udfordringen. Efter nogen tid sendte de den velsignede epistel tilbage, idet de sagde: "Denne mand er modstander af religion og shahens fjende." Hans Majestæt shahen af Persien blev meget oprørt og sagde: "Dette er et spørgsmål om beviser og argumenter og om sandhed og falskhed: hvad har det at gøre med fjendskab mod regeringen? Ak! Hvor vi dog respekterede disse ulamaer, som ikke engang kan besvare denne epistel."

Kort sagt, alt hvad der er optegnet i epistlerne til kongerne er sket: Hvis vi fra året 1870 A. D. betragter de begivenheder, der er forekommet, vil vi se, at næsten alt er sket, som det er forudsagt; kun få ting mangler endnu, der senere vil blive åbenbaret.

Således tillagde også fremmede mennesker og andre sekter, der ikke var troende, Bahá'u'lláh mange vidunderlige ting. Nogle troede, at Han var en helgen, og nogle skrev endog om Ham. En af dem, Siyyid Davúdí, en lærd sunnit fra Bagdad, skrev en kort afhandling, hvori han berettede om nogle af Bahá'u'lláhs overnaturlige gerninger. Selv i dag findes der i alle dele af Østen mennesker, der skønt de ikke tror på Hans åbenbaring dog mener, at Han er en helgen og beretter om mirakler, han skulle have udført.

Lad os resumere: Både hans modstandere og tilhængere, såvel som de, der blev modtaget på Det Hellige Sted, anerkendte og bevidnede Bahá'u'lláhs storhed; selv om de ikke troede på Ham, anerkendte de dog Hans storhed, og så snart de trådte ind på Det Hellige Sted, havde Bahá'u'lláhs nærværelse en sådan indflydelse på de fleste af dem, at de ikke kunne sige et ord; hvor mange gange hændte det ikke, at en af Hans bitreste fjender besluttede ved sig selv: "Jeg vil sige det og det, når jeg står foran ham, og jeg vil diskutere og argumentere på den og den måde med ham"; men når han stod i Den Helliges Nærværelse blev han betaget og forvirret og forblev stum.

Bahá'u'lláh havde aldrig studeret arabisk, Han havde ikke haft en opdrager eller lærer, eller gået i skole. Ikke desto mindre forbavsede og forbløffede Hans veltalenhed og fuldendte form i Hans velsignede udlæggelser på arabisk - såvel som Hans arabiske skrifter - de mest dannede arabiske lærde, og alle erkendte og erklærede, at Hans lige ikke fandtes.

Hvis vi omhyggeligt undersøger Bibelens ord, vil vi se, at den guddommelige manifestation aldrig sagde til dem, der fornægtede Ham: "Jeg er rede til at udføre hvilket mirakel, I end forlanger, og jeg vil underkaste mig en hvilken som helst prøve, I foreslår." Men i epistlen til shahen sagde Bahá'u'lláh klart: "Saml ulamaerne og tilkald Mig, således at vidnesbyrdene og beviserne kan blive klarlagt" .

I 50 år trodsede Bahá'u'lláh urokkeligt sine fjender: Alle ønskede at tilintetgøre Ham og forsøgte at ødelægge Ham. Tusind gange planlagde de at korsfæste Ham og ødelægge Ham, og i disse 50 år var Han bestandig i fare.

I dag befinder Persien sig i en sådan tilstand af forfald og ruin, at alle intelligente mennesker, enten det er persere eller udlændinge, som ser tingenes sande tilstand, erkender, at Persiens fremgang, civilisation og genopbygning er afhængig af udbredelsen af denne store personligheds lære og teorier.

Kristus oplærte i sin velsignede tid kun 11 mænd: Den største af dem var Peter, som ikke desto mindre, da han blev prøvet, fornægtede Kristus tre gange. Alligevel trængte Kristi lære senere ud i hele verden. I dag har Bahá'u'lláh opdraget tusinder af sjæle, der truet af sværdet opløftede råbet "Yá Bahá'u'l-Abhá" til den højeste himmel; og i prøvelsens ild blev deres ansigter lysende som guld. Betænk da, hvad der vil ske i fremtiden.

Til slut må vi være retfærdige og anerkende, hvilken opdrager dette Strålende Væsen var, hvilke vidunderlige tegn, der blev åbenbaret af ham, og hvilken kraft og magt, der er blevet virkeliggjort i verden gennem ham.

Ethvert levende væsens ære og højnelse afhænger af årsager og omstændigheder.

Det, der giver jorden dens fortrin, dens pragt og fuldkommenhed er, at den grønnes og frugtbargøres ved forårsskyernes gavmildhed. Planter vokser, blomster og duftende urter springer ud, frugttræer blomstrer og bærer ny og frisk frugt. Haver forskønnes og engene prydes, bjerge og sletter iklædes en grøn kappe, haver, marker, landsbyer og byer bliver smykket. Dette er den mineralske verdens rigdom.

Højdepunktet og fuldstændiggørelsen af planteverdenen er, at et træ vokser på bredden af en strøm med friskt vand, at en blid brise blæser på det, at solens varme stråler falder på det, at en gartner drager omsorg for, at det forædles, og at det dag for dag udvikles og bærer frugt. Men dets virkelige rigdom er at komme ind i dyrenes og menneskenes verden og erstatte det, der er forbrændt i dyrs og menneskers legemer.

Dyreverdenens højnelse er at besidde fuldkomne lemmer, organer og evner og få alle behov dækket. Dette er dens højeste hæder, ære og ophøjelse. Således er den største lykke for et dyr at eje en grøn frugtbar eng, det reneste strømmende vand og en smuk grøn skov. Hvis der er sørget for disse ting, kan det ikke forestille sig nogen større rigdom. Hvis for eksempel en fugl bygger sin rede i en grøn og frugtbar skov, på et smukt højtbeliggende sted i et stærkt træ øverst på en gren, og hvis den finder alt, hvad den behøver af frø og vand, er dette dens fuldkomne rigdom.

Men den sande rigdom for dyret består i at passere fra dyreverdenen ind i den menneskelige verden ligesom de mikroskopiske væsener, der fra vandet og luften kommer ind i mennesket og bliver optaget og erstatter det, der er blevet forbrændt i legemet. Dette er den store ære og rigdom for dyreverdenen, der kan ikke tænkes nogen større ære for den.

Derfor er det indlysende klart, at denne rigdom, denne velstand og denne materielle overflod udgør den fuldkomne rigdom for mineraler, planter og dyr. Ingen rigdom, formue, velfærd eller frihed i den materielle verden kan sammenlignes med en fugls rigdom; alle disse sletter og bjerge er dens bosted, og al sæden og høsten er dens føde og rigdom, og al jorden, landsbyerne, engene, græsgangene, skovene og ørkenerne er dens ejendom. Hvem er da rigest, fuglen eller det rigeste menneske? Thi uanset hvor meget sæd den måske tager eller gemmer, formindskes dens rigdom ikke.

Derfor er det klart, at menneskets ære og ophøjelse må være noget mere end materiel rigdom; materiel velfærd er kun en gren; men roden til menneskets højnelse er menneskets gode egenskaber og dyder, der smykker hans virkelighed. Dette er de guddommelige åbenbarelser, de himmelske nådegaver, de rene følelser, kærlighed og kendskab til Gud; universel visdom, intellektuel erkendelse, videnskabelige opdagelser, retfærdighed, ret, sanddruhed, velvilje, naturligt mod og medfødt sjælsstyrke; respekten for rettigheder og overholdelsen af aftaler og pagter; retskaffenhed under alle omstændigheder; at tjene sandheden under alle omstændigheder; at ofre sit liv for alle menneskers vel; venlighed og agtelse overfor alle nationer; lydighed imod Guds lære; tjeneste i det guddommelige rige; ledelse af mennesker og opdragelse af nationerne og racerne. Dette er den menneskelige verdens rigdom. Det er menneskets højnelse i verden. Dette er evigt liv og himmelsk ære.

Disse dyder viser sig ikke i mennesket undtagen gennem Guds kraft og den guddommelige lære, thi de behøver overnaturlig kraft for at kunne manifestere sig. Det hænder, at et spor fra disse fuldkommenheder viser sig i naturens verden, men de er ikke grundfæstede og varige, de er som solens stråler på muren.

Da den medfølende Gud har anbragt en så vidunderlig krone på menneskets hoved, burde mennesket stræbe efter at gøre dens strålende juveler synlige i denne verden.

Efter at have bevist, at menneskets sjæl eksisterer , må vi bevise dens udødelighed.

Sjælens udødelighed omtales i de hellige bøger; det er det fundamentale grundlag i de guddommelige religioner. Det siges, at der er to slags straf og belønning. For det første belønning og straf i dette liv; dernæst straf og belønning i den anden verden. Men tilværelsens paradis og helvede findes i alle Guds verdener, hvad enten det er i denne verden eller i de åndelige himmelske verdener. At opnå disse belønninger er at opnå evigt liv. Det er derfor, Kristus sagde: "I skal handle på en sådan måde, at I kan finde evigt liv, og at I må blive født af vand og ånd, således at I kan komme ind i Himmerige."

Dette livs belønninger er de himmelske dyder og fuldkommenheder, der smykker menneskets virkelighed. For eksempel var det mørkt og bliver lysende, det var uvidende og bliver vis, det var ligegyldig og bliver årvågen, det slumrede og bliver vækket, det var dødt og bliver levende, det var blindt og bliver seende, det var døvt og kommer til at høre, det var jordisk og bliver himmelsk, det var legemligt og bliver åndeligt. Gennem disse belønninger opnår det åndelig fødsel og bliver en ny skabning. Det bliver manifestationen på dette vers i Evangeliet, hvor det siges om disciplene, at de ikke var født af blod, ej heller ved kødets vilje eller menneskets vilje, men af Gud . Det vil sige. de blev befriet fra de dyriske karaktertræk og egenskaber, der karakteriserer menneskets natur, og de blev begavet med de guddommelige karakteregenskaber, der kommer af Guds nåde; dette er meningen med genfødelsen. For disse mennesker er der ingen større lidelse end at være udelukket fra Gud og ingen hårdere straf end sensuelle laster, mørke egenskaber, en lav karakter, overdrevne kødelige lyster. Når de befries igennem troens lys fra disse lasters mørke og bliver oplyst af stråleglansen fra Virkelighedens Sol og forædlet med alle dyderne, regner de dette for den største belønning, og de ved, at det er det sande paradis. På samme måde betragter de det som åndelig straf, dvs. tilværelsens lidelser og straf, at være underkastet naturens verden, at være udelukket fra Gud, at være brutal og uvidende, at henfalde til kødelige lyster og til dyriske svagheder; at kendetegnes ved mørke egenskaber som falskhed, tyranni, grusomhed, besættelse af jordiske ting og at være fordybet i sataniske tanker; for disse mennesker er det den største straf og pinsel.

På samme måde er belønningen i den anden verden, det evige liv, der er tydeligt omtalt i alle de hellige bøger, de guddommelige fuldkommenheder, den evige nåde og den evige lykke. Belønningen i den anden verden er de fuldkommenheder og den fred, der opnås i de åndelige verdener, efter at man har forladt denne verden; medens belønninger i dette liv er de sande lysende fuldkommenheder, der virkeliggøres i denne verden, og som er årsag til evigt liv, thi de er sande fremskridt i tilværelsen. Det er som mennesket, der fra fosterverdenen når modenhedens stade og bliver manifestationen af disse ord: "Velsignet være Gud, den bedste blandt Skabere." Belønningen i den anden verden er fred, åndelige dyder, forskellige åndelige gaver i Guds kongerige, opfyldelsen af hjertets og sjælens ønsker og mødet med Gud i evighedens verden. På samme måde består straffen i den anden verden, dvs. den anden verdens pinsler, i at være berøvet de særlige guddommelige velsignelser og den absolutte nåde og i at synke ned til tilværelsens laveste stade. Den, som er berøvet disse guddommelige gunstbevisninger, betragtes, skønt han lever efter døden, som en død af sandhedens mennesker.

Det logiske bevis på åndens udødelighed er, at intet tegn kan komme fra en ikke-eksisterende ting; dvs. det er umuligt, at der skulle vise sig tegn fra noget, der absolut ikke eksisterer, for tegn er følgen af eksistens, og resultatet er afhængigt af oprindelsens tilstedeværelse. Således kan der ikke udgå lys fra en ikke-eksisterende sol, fra det ikke-eksisterende hav kan der ikke opstå bølger, fra en ikke-eksisterende sky falder der ingen regn; et ikke-eksisterende træ yder ingen frugt, et ikke-eksisterende menneske kan hverken manifestere eller frembringe noget. Derfor, så længe tegn på eksistens viser sig, er de beviser på, at besidderen af tegnet lever.

Betænk at Kristi herredømme er levende i dag: hvorledes kunne et så mægtigt kongedømme manifesteres fra en ikke-eksisterende konge? Hvorledes kan bølgerne løfte sig så højt fra et ikke-eksisterende hav? Hvorledes kan så vellugtende briser blæse fra en ikke-eksisterende have? Tænk på at der ikke efterlades nogen virkning, noget spor eller indflydelse fra nogen skabning, efter at dets bestanddele er spredt, og dets grundstoffer er opløst, hvadenten det er et mineral, en plante eller et dyr. Det er kun den menneskelige virkelighed og menneskets ånd, der efter bestanddelenes hensmuldren, partiklernes spredning og sammensætningens ødelæggelse, vedvarer og vedbliver med at fungere og have kraft.

Dette spørgsmål er overordentlig indviklet: overvej det nøje. Dette er et rationelt bevis, vi giver, således at den vise kan veje det på fornuftens og retfærdighedens vægt. Men hvis den menneskelige ånd vil glæde sig og tiltrækkes af Guds Rige, hvis det indre syn oplukkes, og den åndelige hørelse styrkes, og de åndelige følelser bliver fremherskende, vil han se åndens udødelighed så klart, som han ser solen, og Guds glade budskaber og tegn vil omfatte ham.

Vid, at tilværelsens vilkår er begrænset af underkastelsens, profetskabets og Guddommens planer, men de guddommelige og mulige fuldkommenheder har ingen grænser. Hvis man tænker dybt over det, finder man, at tilværelsens fuldkommenheder også udadtil er ubegrænsede, thi man kan ikke finde så fuldkommen en skabning, at man ikke kan forestille sig en, der overgår den. For eksempel ser man ikke en rubin i mineralriget, en rose i planteriget eller en nattergal i dyreriget uden at tænke, at der måske er bedre eksemplarer. Ligesom de guddommelige gaver er endeløse, således er også menneskelige fuldkommenheder endeløse. Hvis det var muligt at nå til en grænse for fuldkommenhed, ville en af virkelighedens skabninger måske nå til et stade, hvor den var uafhængig af Gud, og det mulige ville måske nå til det absoluttes tilstand. Men for hver skabning findes der en grænse, den ikke kan overskride; dvs. den, der befinder sig på underkastelsens plan, vil aldrig, ligegyldigt hvor mange fremskridt han gør i erhvervelse af grænseløse fuldkommenheder, nå Guddommens stade. Det er det samme med de andre skabninger; et mineral kan ikke, ligegyldigt hvor langt det udvikler sig i mineralriget, opnå planterigets evne; ligeså vil sanseevnen ikke vise sig i en blomst, hvor meget den end udvikler sig i planteriget. Således kan sølvmineral ikke erhverve hørelse eller syn; det kan kun forbedre sig på sit plan og blive et fuldkomment mineral, men det kan ikke erhverve grokraft, eller evnen til at føle eller opnå liv, det kan kun gøre fremskridt på sit eget plan.

For eksempel kan Peter ikke blive Kristus. Alt, hvad han kan gøre, er i underkastelsens tilstand at opnå endeløse fuldkommenheder; for hver eneste eksisterende virkelighed er i stand til at gøre fremskridt. Ligeså sikkert som at menneskets sjæl, efter at have afkastet dette fysiske legeme, har et evigt liv, er det, at enhver levende skabning er i stand til at udvikle sig, derfor er det tilladt at bede om fremgang, tilgivelse, barmhjertighed, goder og velsignelser for et menneske efter dets død, fordi eksistensen indebærer muligheder for fremskridt. Det er derfor, at der i Bahá'u'lláhs bønner bedes om tilgivelse og eftergivelse af synder for dem, der er gået bort. Da mennesker endvidere i denne verden behøver Gud, behøver de Ham også i den anden verden. Skabningerne har altid behov, og Gud er fuldstændig uafhængig både i denne verden og den kommende.

Den anden verdens rigdom består i at være Gud nær. Som følge heraf, er det sikkert, at de, der er nær ved den guddommelige forgård, har lov at gå i forbøn, og denne forbøn billiges af Gud. Men forbøn i den anden verden er ikke som forbøn i denne verden; det er noget andet, en anden virkelighed, der ikke kan udtrykkes i ord.

Hvis en velhavende mand i sin dødstime testamenterer en gave til de fattige og elendige og giver en del af sin rigdom til deres fornødenheder, vil denne handling måske blive årsag til hans benådning og tilgivelse og til hans fremgang i Det Himmelske Rige.

Ligeledes gennemgår en far og mor de største vanskeligheder og genvordigheder for deres børns skyld; ofte går forældrene over til den anden verden, når børnene er blevet voksne. Kun sjældent sker det, at en far og mor i denne verden ser belønningen for den omsorg, de har vist deres børn og de vanskeligheder, de har gennemgået. Derfor må børn til gengæld for denne omsorg og disse vanskeligheder vise kærlighed og godgørenhed og bønfalde om nåde og tilgivelse for deres forældre. Derfor burde du, til gengæld for den kærlighed og godhed din far har vist dig, give til de fattige for hans skyld med største underkastelse og ydmyghed og bønfalde om nåde og tilgivelse for synder og bede om den højeste barmhjertighed.

Det er endog muligt, at stadet for dem, der er gået bort i synd og vantro, kan ændres; dvs. de bliver måske genstand for tilgivelse ved Guds nåde, ikke ved Hans retfærdighed; thi nåde skænkes uden fortjeneste, retfærdighed er at give efter fortjeneste. Ligesom vi har magt til at bede for disse sjæle her, vil vi besidde den samme magt i den anden verden, der er Guds Rige. Er ikke alle mennesker i den verden Guds skabninger? Derfor kan de også gøre fremgang i den verden. Ligesom de her kan modtage lys gennem deres bønner, kan de også der bede om tilgivelse og modtage lys gennem forbønner og anråbelse. Ligesom sjælene i denne verden ved hjælp af de helliges forbønner kan opnå udvikling, er det samme tilfældet efter døden. Gennem deres egne bønner kan de også gøre fremskridt; især når de bliver gjort til genstand for de hellige manifestationers forbønner.


Table of Contents: Albanian :Arabic :Belarusian :Bulgarian :Chinese_Simplified :Chinese_Traditional :Danish :Dutch :English :French :German :Hungarian :Italian :Japanese :Korean :Latvian :Norwegian :Persian :Polish :Portuguese :Romanian :Russian :Spanish :Swedish :Turkish :Ukrainian :