Announcing: BahaiPrayers.net


More Books by 'Abdu'l-Baha

Nogle Besvarede Spørgsma°l
Uddrag af Hemmeligheden i Guddommelig Civilisation
Uddrag af Nogle Besvarede Sporgsma°l
Udvalg af 'Abdu'l-Baha´s Skrifter
Free Interfaith Software

Web - Windows - iPhone








'Abdu'l-Baha : Uddrag af Hemmeligheden i Guddommelig Civilisation
DANSK BAHÁ'Í FORLAG
EN SAMLING TEKSTER FRA 'ABDU'L-BAHÁS SKRIFTER
Fra: Uddrag af 'Abdu'l-Bahás skrifter
Oversat fra engelsk af Dansk Bahá'í Forlag
Copyright (c) Dansk Bahá'í Forlag
Sofievej 28, 2900 Hellerup

UDDRAG AF HEMMELIGHEDEN I GUDDOMMELIG CIVILISATION

Hvor længe skal vi drive af sted på lidenskabs og forfængeligt begærs vinger; hvor længe skal vi øde vore dage som barbarer i uvidenhed og vederstyggelighed? Gud har givet os øjne, for at vi kan se os omkring i verden og gribe alt, hvad der kan fremme civilisation og kunsten at leve. Han har givet os ører, for at vi kan høre og drage fordel af lærde og filosoffers visdom og stå frem for at fremme og praktisere den. Sanser og evner er blevet os skænket, der skal vies til at tjene almenets gode, således at vi, udmærkede frem for alle andre former for liv, ved opfattelsesevne og fornuft, skal arbejde til hver en tid og i alle retninger, om det er ved en stor eller lille lejlighed, almindelig eller ekstraordinær, indtil hele menneskeheden er samlet i sikkerhed i kundskabens uindtagelige fæstning. Vi skal bestandig oprette nye grundlag for menneskelig lykke og skabe og fremme nye redskaber til dette formål. Hvor enestående, hvor ærefuldt er ikke mennesket, hvis det rejser sig for at opfylde sit ansvar; hvor elendigt og nedværdiget, hvis det lukker sine øjne for samfundets velfærd og øder sit dyrebare liv i forfølgelse af sine egne selviske interesser og personlige fordele. Mennesket ejer den højeste lykke, og det ser Guds tegn i verden og i den menneskelige sjæl, hvis det driver sin store stræbens ganger ind på civilisationens og retfærdighedens arena. 'Vi skal med sikkerhed vise dem Vore tegn i verden og i dem selv.'

Og dette er menneskets største nedværdigelse: at det skulle leve sløvt, apatisk, doven, kun optaget af sine egne lave lyster. Hvis han er sådan, er hans væsen nedsunket i den dybeste uvidenhed og primitivitet, idet han synker dybere end de rå dyr. 'De er som dyrene: Ja, de farer mere vild ... Thi de dårligste dyr er i Guds øjne de døve, de stumme, der ikke forstår.'

Vi må nu kraftigt beslutte os på at rejse os og gribe de redskaber, der fremmer fred og velfærd og lykke, kundskab, kultur og industri, værdighed, værdi og stade hos hele menneske-slægten. På den måde vil de menneskelige muligheders jord ved hjælp af rene hensigters og uselviske bestræbelsers genskabende vande udfolde sig med sin egen iboende skønhed og blomstre med prisværdige egenskaber og springe ud og gro, indtil den kommer til at overgå den kundskabens rosenhave, der tilhørte vore forfædre. Da vil dette hellige land, Persien, i enhver forstand blive midtpunktet for menneskelige fuldkommenheder, og som i et spejl reflektere verdenscivilisationens fulde rustning.

Priset og æret være guddommelig visdoms daggry, dæmringsstedet for åbenbaring (Muhamed) og den hellige linie af Hans efterkommere, eftersom de primitive indbyggere fra Yathrib (Medina) og Bathá (Mekka) gennem de vidtudbredte stråler fra Hans fuldbyrdede visdom, Hans universelle kundskab, mirakuløst, og på så kort tid, blev draget op fra deres uvidenheds dyb, steg op til lærdommens tinder og blev midtpunkter for kunst og videnskab og menneskelige fuldkommenheder og stjerner af lykke og sand civilisation, skinnende tværs hen over verdens horisonter.

Tænk på dengang Guds Ånds hellige åndedrag (Jesus) udbredte deres renhed over Palæstina og Galilæa, over Jordans bredder og egnene omkring Jerusalem, og de underfulde toner fra Evangeliet lød i de åndeligt oplystes ører, var alle folkene i Asien og Europa, i Afrika og Amerika, i Oceanien, der omfatter øerne og øgrupper i Stillehavet og de indiske oceaner, ildtilbedere og hedenske, uvidende om den guddommelige stemme, der talte på Pagtens Dag. Kun jøderne troede på Guds guddommelighed og enhed. Efter Jesu forkyndelse skænkede den rene og genoplivende ånde fra Hans mund evigt liv til beboerne af de egne over en periode på tre år, og gennem guddommelig åbenbaring blev Kristi Lov, som på den tid var det stærke lægemiddel for verdens lidende legeme, oprettet. I Jesu tid vendte kun nogle få deres ansigt mod Gud; i virkeligheden blev kun de tolv disciple og nogle få kvinder sande troende, og en af disciplene, Judas Iskariot, frafaldt sin tro så der kun var elleve tilbage. Efter Jesu himmelfart til Herlighedens Rige rejste disse få sjæle sig med deres åndelige egenskaber og med rene og hellige handlinger, og de stod frem ved Guds magt og de livgivende åndedrag fra Messias for at frelse jordens folk. Da rejste alle de afgudsdyrkende lande sig såvel som jøderne i al deres magt for at kvæle den guddommelige ild, der var blevet tændt i Jerusalems lampe. 'De ville gerne slukke Guds lys med deres munde: men Gud har villet, at Hans lys skulle fuldkommen-gøres, selv om de vantro afskyr det.' Under den grusomste tortur dræbte de hver eneste af disse hellige sjæle; med slagteøkser huggede de nogle af de rene og ubesmittedes legemer i stykker og brændte dem i ovne, og de spændte nogle af tilhængerne på pinebænken og begravede dem derefter levende. Til trods for denne pinefulde gengældelse vedblev de kristne at belære om Guds tro, og de trak aldrig et sværd af skeden eller ridsede så meget som en kind. Til slut omfattede Kristi tro da hele jorden, således at intet spor af andre religioner i Europa og Amerika blev tilbage, og i dag lever store folkemasser i Asien og Afrika og på Oceanien inden for de fire Evangeliers helligdom.

Det er nu ved de ovennævnte uafviselige vidnesbyrd blevet fuldstændig stadfæstet, at Guds tro må udbredes gennem menneskelige fuldkommenheder, gennem egenskaber, der er udmærkede og tiltalende og gennem en åndelig adfærd. Hvis en sjæl ifølge egen indskydelse nærmer sig Gud, vil den blive modtaget ved enhedens tærskel, for en sådan sjæl er fri for personlige overvejelser, for begær og selviske interesser, og den har søgt tilflugt inden for sin Herres skærmende beskyttelse. Han vil blive kendt blandt mennesker som pålidelig og sanddru, mådeholden og samvittighedsfuld, storsindet og trofast, ubestikkelig og gudfrygtig. På denne måde vil det væsentlige mål ved åbenbarelsen af Den Guddommelige Lov - der er at frembringe lykke i livet efter dette og civilisation og forædlingen af karakter i dette - blive virkeliggjort. Hvad sværdet angår, da vil det kun skabe et menneske, der udadtil er en troende og indvendig en forrædder og frafalden.

Vi skal her berette en historie, der vil tjene som et eksempel for alle. De arabiske krøniker fortæller om en tid, der ligger forud for Muhameds komme, hvor Nu'mán, søn af Mundhir Lakhmiten - en arabisk konge på uvidenhedens tid, hvis regeringssæde var byen Hírih - en dag så ofte var vendt tilbage til sit vinbæger, at hans forstand formørkedes, og hans fornuft svigtede ham. I denne fordrukne og bevidstløse tilstand gav han ordre til, at hans to hjertevenner, hans nære og højt elskede kammerater, Khálid, søn af Mudallil og'Amr, søn af Mas'ud-Kaldih, skulle slås ihjel. Da han vågnede efter sit drikkegilde, spurgte han efter de to venner og fik det smertelige budskab. Han var syg i hjertet, og på grund af sin inderlige kærlighed og længsel mod dem, byggede han to storslåede mindesmærker over deres to grave, og han kaldte disse "de blodtilsølede".

Dernæst afsatte han to dage i året til minde om de to venner, og han kaldte en af dem Det Ondes Dag og den anden Nådens Dag. Hvert år på disse to bestemte dage drog han ud med pomp og pragt for at sidde mellem monumenterne. Hvis hans øje på Det Ondes Dag faldt på nogen sjæl, skulle denne person slås ihjel; men på Nådens Dag ville den, der kom forbi blive overvældet med gaver og goder. Således blev hans lov, forseglet med en vældig ed og altid strengt overholdt.

En dag besteg kongen sin hest, der hed Mahmúd, og red ud på sletten for at jage. Pludselig fik han i det fjerne øje på et vildt æsel. Nu'mán sporede sin hest for at indhente det og galoperede bort i en sådan fart, at han blev adskilt fra sit følge. Som natten nærmede sig, var kongen håbløst faret vild. Da fik han øje på et telt langt borte i ørkenen, og han vendte sin hest og begav sig hen imod det. Da han nåede teltets indgang, spurgte han: 'Vil du modtage en gæst?' Ejeren (der var Hanzala, søn af Abí-Ghafráy-i-Tá'í) svarede 'Ja'. Han kom frem og hjalp Nu'mán med at stige af. Så gik han til sin kone og sagde til hende: 'Der er tydelige tegn på storhed i denne persons adfærd. Gør dit bedste for at vise ham gæstfrihed og bered en fest.' Hans kone sagde: 'Vi har et får. Du kan ofre det. Og jeg har opsparet en smule mel til sådan en dag.' Hanzala malkede først fåret og bar en skål mælk frem til Nu'mán, og dernæst slagtede han det og beredte et måltid; og på grund af hans venlighed og omsorg tilbragte Nu'mán den nat i fred og velbehag. Da dagen gryede, gjorde Nu'mán sig parat til at tage bort, og han sagde til Hanzala: 'Du har vist mig den største gavmildhed ved at modtage mig og berede en fest for mig. Jeg er Nu'mán, søn af Mundhir, og jeg skal med længsel vente din ankomst ved mit hof.'

Tiden gik, og hunger hjemsøgte landet Tayy. Hanzala var i svære vanskeligheder, og af denne grund opsøgte han kongen. Ved et mærkeligt tilfælde ankom han på Det Ondes Dag. Nu'mán var alvorligt bekymret. Han begyndte at bebrejde sin ven og sagde: 'Hvorfor kom du til din ven på denne dag af alle dage? Thi denne er Det Ondes Dag, det vil sige vredens dag og ulykkens dag. Om mine øjne på denne dag falder på Qábuús, min eneste søn, ville han ikke slippe med livet i behold. Bed mig nu om en hvilken som helst gunst, du ønsker.'

Hanzala sagde: 'Jeg kendte intet til din ondets dag. Angående dette livs gaver, så er de bestemt for de levende, og eftersom jeg i denne time må drikke døden, hvad nytter så alverdens skatkamre mig nu?'

Nu'mán sagde: 'Der findes ingen frelse herfor.'

Hanzala sagde til ham: 'Giv mig da tid, at; jeg kan tage tilbage til min kone og gøre testamente. Næste år skal jeg vende tilbage pa Det Ondes Dag.'

Nu'mán bad da om en stedfortræder, således at denne garant, hvis Hanzala skulle bryde sit ord, ville blive dræbt i hans sted. Hanzala så sig hjælpeløs og forvirret omkring. Da faldt hans blik på en i Nu'máns følge, Sharik, søn af 'Amr, søn af Qays af Shaybán, og til ham fremsagde han disse linier: 'O min fælle, o søn af 'Amr! Er der nogen flugt fra døden? O broder af enhver hjemsøgt! O broder af ham, der er broderløs! O broder af Nu'mán, i dig er der i dag en sikkerhed for Shaykhen. Hvor er Shaybán, den ædle - må Den Al-Barmhjertige begunstige ham'' Men Sharik svarede blot:'O min broder, en mand kan ikke spille om sit liv.' Herpå vidste ofret ikke, hvorhen han skulle vende sig. Da rejste en mand sig ved navn Qarád, søn af Adjá, Kalbiten, og tilbød sig som sikkerhed og gik ind på, at skulle det ikke lykkes ham den næste vredens dag at udlevere ofret, kunne kongen gøre med ham, Qarád, som han ønskede. Nu'mán skænkede da Hanzala fem hundrede kameler og sendte ham hjem.

Det følgende år på Det Ondes Dag, så snart den virkelige dæmring brød frem på himlen, begav Nu'mán sig, som det var hans skik, med pomp og pragt ud på vej mod de to mausolæer kaldet de blodtilsølede. Han medbragte Qarád for at lade ham undgælde for sin kongelige vrede. Statens øverste opløftede da deres røst og bad om barmhjertighed, idet de bønfaldt kongen om at levne Qarád tid indtil solnedgang, thi de håbede, at Hanzala endnu kunne vende tilbage; men kongens hensigt var at spare Hanzalas liv og gengælde hans gæstfrihed ved at henrette Qarád i hans sted. Da solen begyndte at gå ned, afførte de Qarád hans klæder og gjorde sig rede til at afhugge hans hoved. I det øjeblik viste der sig en rytter i det fjerne, ridende i fuld fart. Nu'mán sagde til bødlen: 'Hvorfor tøver du?' Ministrene sagde: 'Måske er det Hanzala, der kommer.' Og da rytteren kom nærmere, så de, det var ingen andre end ham.

Nu'mán var alvorligt vred. Han sagde: 'Du tåbe! Du slap en gang væk fra dødens fingres greb; skal du nu udfordre ham for anden gang?'

Og Hanzala svarede: 'Sød er i min mund og velbehagelig på min tunge dødens gift ved tanken om opfyldelsen af mit løfte.'

Nu'mán spurgte: 'Hvad kan grunden være til denne trofasthed, denne respekt over for din forpligtelse og denne bekymring for din ed?' Og Hanzala svarede: Det er min tro på den ene Gud og på de bøger, der er kommet ned fra himlen.' Nu'mán spurgte: 'Hvilken tro bekender du dig til?' Og Hanzala sagde: 'Det var Jesu hellige ånde, der bragte mig til live. Jeg følger Kristus, Guds Ånds lige vej.' Nu'mán sagde: 'Lad mig indånde disse Åndens sødmefulde dufte.'

Således gik det til at Hanzala fremdrog ledelsens hvide hånd fra Guds kærligheds bryst, og oplyste synet og indsigten hos tilskuerne med lysets evangelium. Efter at han i klokkeringende toner havde fremsagt nogle af de guddommelige vers fra Evangeliet, væmmedes Nu'mán og alle hans ministre ved deres afguder og deres afgudsdyrkelse og blev bekræftet i troen på Gud. Og de sagde: 'Ak-ve og tusind gange ak-ve at vi indtil nu var ligegyldige over for denne uendelige barmhjertighed og tilsløret for den og var berøvet denne regn fra Guds nådes skyer.' På stedet nedrev da kongen de to monumenter kaldet "de blodtilsølede" og han angrede sin undertrykkelse og oprettede retfærdighed i landet.


Table of Contents: Albanian :Arabic :Belarusian :Bulgarian :Chinese_Simplified :Chinese_Traditional :Danish :Dutch :English :French :German :Hungarian :Italian :Japanese :Korean :Latvian :Norwegian :Persian :Polish :Portuguese :Romanian :Russian :Spanish :Swedish :Turkish :Ukrainian :